Pling, sagde det, da jeg gik gennem personskanneren. På vej ind i afgangshallen i Sana’a Lufthavn var jeg i tankerne allerede på vej op i flyet og på vej tilbage til Europa efter to uger i Arabia Felix.
’Pling’, lød det fra skanneren. Jeg kikker spørgende på securitymanden: »Tag dit ur af«, siger han, »og gå igennem skanneren igen!«. Netop da får jeg øje på tre habitklædte mænd, der står bag securitymanden og glor olmt på mig. De var ikke en del af min plan. Men jeg er åbenbart en del af deres. For det fremgår tydeligt, at det kun er mig, de venter på. Yemenitterne omkring mig kan frit gå videre. Lederen af trioen giver mig tegn til at hanke op i min kuffert og rygsæk, de to andre puffer diskret på bagfra. Jeg bliver ført ind i et lille, ildelugtende lokale. Her burde jeg have nægtet at gå med. Men hvorfor? Jeg ville først for alvor komme i fedtefadet, hvis jeg nægtede at følge politiets ordre. Formelt var jeg kommet til Yemen på turistvisum, men da jeg er journalist, og Yemens myndigheder skyr udenlandske journalister som pesten, så lugtede den pludseligt opståede situation af problemer, måske endog alvorlige problemer. Rummet stank af sur sved og hvidløg. Inventaret var to leddeløse stole og et bord, og her opførte politifolkene i de næste timer deres helt egen version af Sartres ’Lukkede døre’ med mig som ufrivillig hovedperson. Mit snavsede undertøj Min røde kuffert blev klasket op på et bord og åbnet. Mine skjorter og jakker blev én for én taget op og omhyggeligt undersøgt i alle sømme og linninger. Hvad ledte de efter? Narkotika, sprængstoffer, terroristmanualer eller hvad?
