Der er slået alarm. Sygefraværet stiger i den offentlige sektor. Voksende sygefravær har i mange år inden for mange slags managementteorier været et væsentligt parameter. Det indikerer ganske enkelt dårlig ledelse. Rammer det en enkelt division i virksomheden, kan det være en mellemleder, der er uegnet til sit job. Rammer det hele virksomheden, har den overordnede ledelse ansvaret. Det sidste er det vanskeligste at håndtere, fordi den overordnede ledelse også har ansvaret for at løse problemerne. Og forudsætningen er at mestre den vanskelige kunst at indrømme egne fejl. I dette tilfælde er det regeringen, der er den overordnede ledelse, og det med at indrømme fejl er ikke en af dens mest iøjnefaldende kvaliteter. Den offentlige sektor i Danmark har traditionelt været velfungerende. Lad mig begynde med et konkret eksempel. I 1974 blev jeg ansat på et splinternyt gymnasium. Her skulle jeg selvfølgelig læse et skema ligesom alle andre lærere. Ud over det var det vores ansvar at få gymnasiet til at fungere, det vil sige at få en dagligdag til at fungere med firehundrede unge mennesker, der havde alskens problemer, som unge mennesker jo har. Og så skulle de rustes til eksamen og i øvrigt lære at tænke og handle konstruktivt og kritisk i et demokratisk samfund. Det er en meget kompliceret opgave, men den lykkedes på mange måder. De unge mennesker kom godt i vej. Så godt som alle fik en eksamen og en videregående uddannelse, og rigtig mange betragtede gymnasieårene som en fantastisk gave, og vi gik med liv og sjæl op i at gøre vores uddannelse, vores gymnasium til netop sådan en gave. Ministeriet, eller dronning Margrethe, som vores gamle rektor altid sagde, gav os ansvaret, og det gjorde os selvfølgelig ansvarlige. 1980'ernes opbremsning På samme måde udviklede den offentlige sektors mange områder sig. Det forkætrede, og indrømmet ikke bare vellykkede, antiautoritære oprør, der strakte sig over langt flere år end 1968, gjorde arbejdet i kommunernes forvaltninger, på hospitalerne, i folkeskolerne, i børnehaverne, på plejehjemmene, af og til sågar i ministerierne meningsfuldt.
Vi fik en statsradiofonisk børne- og ungdomskultur, og vi troede på, at vi gjorde en forskel. Vi væltede alle vegne skrankepaverne, for at bruge Ekstra Bladets kreative udtryk, og vi forsøgte at bruge vores sunde fornuft. Vi talte med i stedet for at tale til – elever, patienter, klienter, borgere, ja endog til børn. Og det lykkedes langt hen ad vejen, selv om åbenheden, fantasien og demokratiseringen jo også blev modarbejdet af magtglade, småborgerlige traditionalister, idealistiske kommunister og sure, gamle mænd i alle afskygninger. Det danske samfund blev mere åbent, det blev mere meningsfuldt at gå på arbejde; kvinderne fik for alvor mæle, også på arbejdspladsen; minoriteter kom til orde, også på arbejdspladsen; ungdommens egne stemmer blev hørt i både radio og tv, for eksempel sammen med Tine Bryld og Poul Nesgaard for nu at tage et par markante, uforglemmelige yderpunkter. Og vi var med rundt omkring på kontorer, skoler, hospitaler, vuggestuer og plejehjem, men måske i virkeligheden ikke så meget i ministerierne? Der skete en vis opbremsning i 1980’erne. Det var helt rimeligt, for som jeg har nævnt, var billedet slet ikke entydigt. Der var nok af spændende og udviklende strømninger, men det viste sig, at vi selvfølgelig ikke var blevet magtkampene kvit, og de nye tanker var under dobbelt beskydning. På den ene side blev vi beskudt af konservativ marxistisk materialisme, der ikke lod kritik og fantasi få meget plads; på den anden side stod kapitalismens lige så materialistiske konkurrenceparametre og markedskræfter, hvis fatale konsekvenser fra dengang i 1929 var totalt fortrængte, men som alligevel efter adskillige tilløb slog til igen i 2008-09. De revolutionære mente, at vi var alt for naive, kapitalisterne udnyttede bare naiviteten. Regeringsskiftet i 1980’erne fik selvfølgelig en betydning, selv om Schlüter efter eget udsagn ikke var så konservativ, at det gjorde noget. Det gik værst ud over undervisningssektoren. Bertel Haarder blev undervisningsminister, og han erklærede fra første færd sin foragt for lærerne. Folkeskolelærerne var i fokus, men hverken gymnasiet eller universitetet gik ram forbi. Kontrolforanstaltninger Ministeriets skrivelserudtrykte grundlæggende ikke mere tillid, men mistro, og undervisningsverdenen blev jævnlig forsidestof i aviser og tv, og aldrig for det gode. Det var en ledelsesstil, Haarder fastholdt langt op i 00’erne, men der er ingen, der har undersøgt, hvilken indflydelse den konstante kritik og nedvurdering fik på arbejdsglæde og sygefravær. Ud over den generelle mistillid og manglende respekt fik Haarder i bedste Taylorstil alle arbejdsgange minutiøst beskrevet og hver pligt gjort op i minutter og timer. Hermed fik han først tydeliggjort for alle, at lærerne arbejdede betydelig mere, end de fik løn for, også selv om nogle arbejdsgange blev glemt og nye, uforudsete kom til. Men som ægte lærling af Fogh Rasmussen fik det ham ikke til at ændre arbejdsforhold og opgaver, men derimod kun beregningsmetoderne. De lærere, man fratog ansvaret, blev logisk nok mere ansvarsløse, og skolerne kom langsomt til at fungere dårligere og dårligere. I 2005 indførte man så på gymnasiet en stor reform. Alt skulle ændres fundamentalt, selvfølgelig udgiftsneutralt og derfor uden nogen væsentlig efteruddannelse. Administrationen måtte på den baggrund nødvendigvis vokse og vokse gennem hele perioden, men jeg har meget svært ved at se, at uddannelsen blev bedre. Måske er det kun lærernes fortjeneste, at den heller ikke blev væsentligt forringet.
