Finanskrisen og det historisk store økonomiske tilbageslag i Danmark var en brat opvågning for mange. Det fornyede behov for at skabe vækst har givet en ny og nødvendig energi til den helt grundlæggende diskussion om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og hvordan man skaber de rette rammer for den vækst, der er en forudsætning for fremtidens velfærd. Mange af de tusindvis af arbejdspladser, som blev tabt under krisen, vender aldrig tilbage. Håbet om, at de tabte arbejdspladser automatisk vil blive erstattet af nye job inden for viden og udvikling, har vist sig ikke at blive indfriet. De nye vækstcentre i Kina og Indien har ikke til sinds at forblive verdens fabrik. De suger udviklingsinvesteringer til sig i uset omfang. Derfor advarer bl.a. OECD om, at Danmark er på vej ind i en lavvækstfælde, der kan vare årtier. Vi står således ved et vadested. Skal vi fortsætte regeringens passive erhvervspolitik, som har vist sig ikke at kunnet forhindre faldende konkurrenceevne og en alarmerende lav produktivitetsudvikling, eller skal vi skifte den passive erhvervspolitik ud med en målrettet reform- og innovationspolitik, der passer til fremtidens udfordringer? Regeringens nye finanslovsudspil giver ingen svar. Ikke et eneste nyt vækstinitiativ. Det Radikale Venstre mener det sidste. Derfor har vi sat os et ambitiøst mål om at træffe politiske beslutninger, der kan øge væksten med en ekstra procent om året. Vel at mærke en ansvarlig vækst, som ikke bidrager til de udfordringer, vi har i forvejen, med forurening, CO2-udledning, overforbrug og nedslidning.
Den eneste vej ud af den lavvækstfælde, som truer med at underminere både vores velstand og vores velfærd, er en vækstcocktail bestående af reformer, som kan sikre tilstrækkelig arbejdskraft og økonomisk råderum til investering i uddannelse og forskning. En ny globaliseringsaftale, som fortsætter investeringerne i talent- og vidensudvikling frem for de seneste besparelser. Samt en offensiv og målrettet innovationspolitik, der aktivt udnytter Danmarks potentiale og forbereder os på fremtidens konkurrence på innovation. Normalt debatteres arbejdsmarkedsreformer som afskaffelse af efterlønnen primært som en metode til at sikre holdbarhed i de offentlige finanser. Men selvom staten har kroniske lommesmerter, så langt øjet rækker, så er den private sektor mindst lige så afhængig af den politiske reformvilje. Den økonomiske politik, som VK tillod i årene op til finanskrisen, har gjort ubodelig skade. Dansk økonomi blev overophedet, og det førte til tab af konkurrenceevne. Den situation skal ikke opstå igen. Vi er nødt til at sikre tilstrækkelig adgang til arbejdskraft, ellers vil kriser og genopretningsplaner stå i kø. År efter år. Det er derfor, vi stædigt holder fast i at bringe efterlønnen ind i debatten. Vi har ikke råd til at give raske mennesker penge for at forlade arbejdsmarkedet. Og der bliver god brug for dem – ikke mindst i den private sektor. Og derfor holder vi fast i ambitionen om et skattesystem, der beskatter arbejde mindre og forurening mere. Reformerne kan samtidig skaffe os mulighed for at investere i forskning og uddannelse. Vi vil droppe regeringens nedskæringer på universiteterne og skabe råderum til at fortsætte Globaliseringsaftalen efter 2012. Vi kan ikke leve med, at vi for første gang i danmarkshistorien får årgange med lavere uddannelsesgrad end deres forældre. Vi kan ikke se passivt til, mens de lande, vi skal konkurrere med, overhaler os på vores væsentligste råstof – nemlig uddannelser i verdensklasse. Og vi bliver ikke en førende vidensøkonomi uden vidensudvikling. Målet om at bruge 1 procent af BNP i forskningsinvesteringer skal være et gulv, ikke et loft. Reformer og investeringer i forskning og uddannelse er nødvendige rammebetingelser. Men det er ikke nok. Skal vi ud af lavvækstfælden, skal der en helt ny innovationspolitik med i cocktailen. En ny erkendelse er ved at brede sig om mulighederne for at inddrage virksomhederne i at løse de store samfundsmæssige udfordringer i det 21. århundrede. Det skal en national innovationsstrategi tage afsæt i. Sådan en har Danmark aldrig haft. Kilderne til fremtidens konkurrence på innovation bliver således stadig tydeligere. De globale udfordringer fra klimaforandringer, mangel på rent vand, sygdom, social nød og en fortsat eksplosiv befolkningstilvækst i mange udviklingslande stresser kloden mere og mere. Handling er nødvendigt, og det bliver stadig tydeligere, at der må helt nye og bæredygtige løsninger til. Det åbner et nyt og enormt marked for innovative virksomheder. Velfærdssystemerne i den vestlige verden presses tilsvarende mere og mere. Borgerne vil i fremtiden kræve bedre og mere individuelle services, og en aldrende befolkning vil øge efterspørgslen efter velfærdsydelser. Presset stiger for flere og bedre velfærdsydelser for færre ressourcer. Også her er der et stort marked for innovative virksomheder, hvis de formår at møde de offentlige krav om lighed, kvalitet og individuel frihed. De lande, som formår at skabe en ny kultur for samarbejde med private virksomheder om at udvikle nye løsninger til de globale udfordringer, vil drive innovation i både den offentlige og private sektor. De lande vil stå rustet til at bevare velfærden i fremtiden. Det er kernen i en moderne innovationspolitik. Danske virksomheder vil i fremtiden leve af at sælge bæredygtige produkter og løsninger til udlandet, som bidrager til at løse de globale udfordringer og velfærdsudfordringerne. Virksomhederne udvikler allerede nye forretningsmodeller rettet mod at løse de menneskeskabte udfordringer.
