Jeg har tit spekuleret på, hvem der opdagede, at stjernerne ikke kun er til pynt, men at de også udgør et pålideligt navigationssystem. At sømanden har styret sin enegang efter dem i tusinde år, er en kendt sag, men at de blinkende himmellegemer også er glimrende pejlemærker på livets landevej, er mindre kendt, og her tænker jeg ikke på sprællemandens tegn i ugens horoskop. Det kræver en forklaring. Vi skruer tiden nogle årtier tilbage, hvor meget var anderledes, verden ikke mindst – dog stjernerne var jo de samme, og de havde allerede dengang min store interesse. Jeg var yngste medlem af en lidenskabelig studiekreds, som kaldte sig Kometens Brødre, fire sjæle opvokset på studenterbrød og amagermadder, hårdkogte som æg, men bløde i knæene, når det gjaldt ellipseformede galakser. Logen trådte sammen en gang om ugen for at studere Orions Bælte, Cassiopeia og Nordstjernen, når vi ikke fortabte os i Mælkevejens uudgrundelige tåge. Studiernes formål var at skaffe os et indblik i det, som for andre lå skjult. Personligt havde jeg et par småting, jeg gerne ville have svar på, såsom hvornår jeg ville udvikle hår på brystet samt lidt om mine muligheder vedrørende en pige i anden real, som var lissom Nordstjernen, umulig at holde øjnene fra og svært opnåelig. Mere om det senere.
Nu ventede vi på kometen, som angiveligt skulle passere med en ildsprudende hale på selveste nytårsaften. På det tidspunkt ville brødrene være lissom spejderne, nemlig beredte. Dog ikke uden en vis ængstelse.
