kort efter at Hosni Mubarak trådte tilbage, og det øverste militære råd overtog magten i Egypten, blev en af lederne af Det Muslimske Broderskab, Isaam Aryyan, interviewet direkte på den arabiske satellit-tv-kanal Al-Jazeera. Med Tahrirpladsen i baggrunden blev Aryyan spurgt om de forandringer, der er ved at ske i Egypten, netop som nyheden kom om kommunikéet fra militærrådet, der erklærer alle Egyptens tidligere vedtagne aftaler og traktater, regionale som internationale, for gyldige. Journalisten spurgte straks, hvad lederen af den islamistiske bevægelse, der modsætter sig den egyptiske fredsaftale, havde at sige om dette afgørende spørgsmål. Arryan svarede direkte og uden den mindste tøven: »Vi er ikke overraskede over dette standpunkt, og vi havde forventet det«, sagde han. »Det er helt almindeligt, at et nyt styre accepterer aftaler, der er vedtaget af tidligere regeringer«. Det var ikke sådan, broderskabets palæstinensiske og islamistiske ideologer reagerede på det samme spørgsmål, da de vandt valget i 2006. Aryyans erklæring var udtryk for en meget mere moden og pragmatisk holdning, end man kunne have ventet efter frygthysteriet og islamofobien, der har været i fokus i medierne og den politiske debat i Vesten. På mindre end et minut og uden den store ståhej blev der således lagt en dæmper på frygten for Egyptens fremtidige forhold til Israel blandt Egyptens mest magtfulde naboer og deres vestlige støtter. Men hvor vigtig denne erklæring end kan udlægges, var hverken oppositionslederen eller den berygtede tv-station, der gav ham taletid, så betydningsfulde, som mange mente. Selv om svaret var afgørende for Israel og Vesten, var Aryyans erklæring ikke det vigtigste resultat af ungdomsoprøret 25. januar. Hvor vigtigt det end er som oppositionsbevægelse, stod det muslimske broderskab ikke i spidsen for oprøret. Det tidligere ikke-anerkendte broderskab deltog i oprøret, men antændte det ikke. Ganske vist havde broderskabet nogle medlemmer i oprørsbevægelsen 25. januar, men slagsangen på Tahrirpladsen, Al Shaab ureed Isqat at nitham (’folket vil vælte regimet’), udtrykte bevægelsens primære mål. Efter at det lykkedes, var den nye bevægelses mål at få indført demokratiske processer, som vil give Egyptens borgere mulighed for at vælge deres egen regering og den form, regeringen skal have. Adspurgt, hvordan de kan sikre dette, siger de unge ledere, at de ville vende tilbage til pladsen, og det gjorde de for at kræve en opløsning af parlamentet, der var kommet til magten ved et forfalsket valgresultat, og for at kræve en implementering af konstitutionelle ændringer, der begrænser embedsperioden og skaber gennemsigtighed ved frie valg. Ligeledes krævede de, at det gamle styre og dets vigtigste symboler skulle stilles til ansvar for deres økonomiske korruption og for ordren om at skyde for at dræbe fredelige demonstranter. Hvor betydningsfuld Al-Jazeera end er i den arabiske verden, var dette ikke Al-Jazeeras oprør. Faktisk var det lige før, den omstridte tv-station i Qatar helt overså opstanden. Den panarabiske tv-station var så opslugt af at præsentere, hvad den betragtede som forjættende dokumenter om palæstinensiske forhandlere, at den ikke fik dækket de første dage af opstanden tilstrækkeligt.
Det lykkedes ikke Al-Jazeera at skabe opmærksomhed om de palæstinensiske papirer – tv-stationens version af WikiLeaks – og den måtte derfor forsøge at indhente den konkurrerende arabiske satellit-tv-station Al-Arabiya. Selv nye kanaler som den amerikansk baserede Al-Hurra og BBC’s arabiske kanal havde allerede etableret sig på Tahrirpladsen. Det er heller ikke fair at kalde det ’Facebook-revolutionen’, som mange i Vesten har gjort.
