Debatten om Det Kgl. Teater har nu raset i et stykke tid. Der er en række faktorer, som udløste debatten: nyheden om faldende publikumstal i 2009, diskussionen om Det Kgl. Teaters ret til at spille musicals som ’My Fair Lady’ samt teaterledelsens – vores – udmeldinger om, at bevillingerne ikke slår til i forhold til de bygninger såvel som forventninger, Det Kgl. Teater er udstyret med. Debatten er da også kommet til at handle om mange forskellige ting på én gang, og det er jo på mange måder godt nok. En debat om, hvad vi skal med vores nationalscene, er en god og positiv ting, og vi kan kun hilse det velkomment i en tid, hvor det kan være svært at trænge igennem med budskaber og debat om kunst, der ikke involverer et element af amatørkonkurrence og udstemning. At vi, der har fået det privilegium at sidde i Det Kgl. Teaters direktion, skal kigges kritisk i kortene, er også helt i orden, ja, mere end det. Sådan skal det være. Så lad os starte med at hilse debatten velkommen: Den er tiltrængt. Alligevel er der nogle elementer af debatten, som vi må reagere på. For det er, som om det på det seneste har bidt sig fast i debatten som et faktum, at Det Kgl. Teater er i dyb kunstnerisk krise. Senest skrev Information i sin leder 7. april, at »Det Kgl. Teater befinder sig i en kunstnerisk krise af langt værre dimensioner« (end diskussionen om musicals), og Politikens leder 10. april taler om »den dybe krise på Det Kgl. Teater, som ikke har et offensivt bud på, hvad forskellen er på public service-teater og alt andet teater«. Hvad er det for en kunstnerisk krise, der er tale om? Hvornår kom den ind i debatten? Det er ikke den oplevelse, man har inde på teatret, hvor vi har solister, operakor, balletkorps og orkester, der måske er på et højere niveau end nogensinde før eller i alle fald i lang tid. Og det er svært at genkende det billede efter et 2009, hvor også anmelderne fra de selvsamme aviser gennemgående roste os for et virkeligt højt niveau. Anmeldelser udtrykker ikke sandheden – men alligevel: De tre kunstarters tilsammen 19 premierer på de store scener i 2009 scorede i gennemsnit omkring 4,5 stjerner ud af seks mulige i de tre store dagblade, og de tre kunstarter bød alle på ekstreme topscorere som ’B for Balanchine’, ’Richard III’ og ’Ariadne på Naxos’ – tre forestillinger, der vel faktisk er ret gode bud på ’public service-teater’. Men også ballettens ’Hot Hot Hot’, en stor succesfuld verdenspremiere som operaen ’Livlægens besøg’ eller Frank Castorfs udgave af ’Stuk’ i Skuespilhuset var eksempler på elitære projekter, der lykkedes. Og i 2009 vandt Operaens udgave af ’Ringen’ prisen som året bedste opera på dvd i konkurrence med alle verdens største operahuse. Hvad er det for en krise, vi taler om? At der også var skuffelser i repertoiret, er ikke alene uundgåeligt, men må også være en del af kravet til nationalscenens risikovillighed. Men at Det Kgl. Teater i 2009 i særlig grad skulle mangle bud på, hvad godt ’public service-teater’ kan være eller skulle være i en dyb kunstnerisk krise – hvor i al verden er den påstand kommet fra, og kan vi bede om at få den underbygget? Lovbrud at spille musical? Er det da så, fordi vi mangler forestillinger, der appellerer bredt? Operetter som ’Flagermusen’ og ’Den glade enke’ har trukket masser af mennesker i Operaen, men også en opera som ’Carmen’ trækker i denne sæson 45.000 mennesker i Operaen! Og vi spiller også med glæde og stolthed en musical som ’My Fair Lady’. Det er ikke nyt, at Det Kgl. Teater spiller operette og musical, og naturligvis både kan og skal vi også kunne spille et fremragende værk som ’My Fair Lady’. Det skal vel ikke være diskvalificerende for værket, at mange mennesker synes, at det er godt? Naturligvis skal Det Kgl. Teater tænke sig om – og vi skal ikke bruge vores særstilling til at tromle andre. Men samtidig skal kunne spille alle former for teater, så vi appellerer til så mange forskellige former for publikum som muligt. Og vi har et ansvar for også på nationalscenens præmisser at satse og tage ansvar for at skabe nye tolkninger af værker som ’Flagermusen’ eller ’My Fair Lady’. Hvis vi hele tiden brugte hovedparten af vores kræfter til brede forestillinger, kunne vi forstå anklagen for at misbruge vores stilling til konkurrenceforvridning. Men langt hovedparten af teatrets forestillinger er altså i den smallere afdeling.

Påstanden er, at vi tager Ladyen på plakaten, fordi billetsalget svigter. Men det er et stort værk, der planlægges flere år i forvejen, og beslutningen blev derfor taget, før billetsalget begyndte at falde og vi solgte rekordmange billetter. Vi har rent faktisk lyst til at spille det værk, tro det eller ej. Og vi har lyst til at spille det på Gamle Scene for at vise, hvordan den scene kan være alive and kicking, hvis vi har ressourcerne til at udfylde alle vores huse. At professor i dramaturgi Jørn Langsted decideret mener, at det skulle være lovbrud at spille musical, er lidt svært at tage alvorligt: dels har vi gjort det før, dels står der blot i loven, at vi skal spille opera, ballet og skuespil – ikke at vi ikke må spille andre ting. Skal vi så også droppe Kapellets symfonikoncerter? Og dels fordi det faktisk udtrykkeligt er nævnt flere steder i den store betænkning om Det Kgl. Teater fra 1979, at vi skal spille musicals. Vi kritiseres således både for at være for smalle og for brede. Og dermed er krisen måske i virkeligheden ikke så dyb – måske har vi faktisk ramt balancen? Det er rigtigt, at vi har set et fald i antallet af tilskuere fra rekordåret 2008 til 2009. Det tager vi meget alvorligt, også selv om vi kan se, at faldet med nøjagtig præcision satte ind sammen med finanskrisen i oktober 2008. Ligesom mange stamkunder skriver til os og roser niveauet, men siger, at det ganske enkelt er for besværligt for dem at komme frem og tilbage til Operaen, så de derfor kommer færre gange end tidligere. Måske bør man endelig finde en god løsning på Operaens adgangsforhold, og måske har det også noget med faldet at gøre? Men naturligvis tænker vi over, om det, vi spiller, er det rigtige. Vi synes bare, at det er vigtigt, at der både er plads til det elitære og det brede – og det er mærkeligt at møde stærk kritik for at miste publikum, når vi samtidig kritiseres at spille for brede forestillinger. Førende i Europa Heldigvis kan vi da også konstatere, at vi på trods af faldet i solgte operabilletter stadig sælger langt flere billetter end før Operaens åbning, og at vi sammenlignet med andre byer sælger rigtig mange operabilletter per indbygger. Målt på den måde ligger vi blandt de førende i Europa. Og at statstilskuddet per billet, som det har været anført i debatten, steg voldsomt fra 2008 til 2009, hænger først og fremmest sammen med, at tal er en taknemmelig størrelse. Det vil nemlig falde markant igen fra 2009 til 2010, da forestillingerne og dermed publikumstal fordeler sig ujævnt hen over årsskifterne – og nogle store forestillinger falder i 2008 og 2010, men ikke i 2009. Men hvad er det så, nationalscenen burde gøre?