Da Den lille havfrue rejser hjem fra Expo 2010 i Kina for at genindtage sin plads ved Langelinie, begiver jeg mig ud på eventyr til Shanghai og to nærliggende provinser Hangzhou og Huangshan. Den lille havfrue var udstillet på den danske pavillon i Shanghai. Herfra fulgte hun et samfund i dramatisk udvikling. Jeg overtog ikke hendes plads i vandet, men for omkring, fra det øjeblik vi landede. Overalt bliver øjne og ører vidne til en proces: Kraner svinger over byggepladser, trykluftsbor bryder gamle fortove op, nye veje og broer anlægges. Kina forsker, bygger, producerer, opruster – og det går stærkt. Det er ikke kun pga. den netop afsluttede Expo-udstilling, at vi har fokuseret på Østasien. Også i årene frem kommer vi til at følge Kina på mange fronter. Kinas samfund med dets mere end 1,3 milliarder indbyggere – en femtedel af jordens befolkning – er i rasende udvikling. Landets økonomi er verdens næststørste, godt på vej til at overhale den amerikanske, men også kulturelt vil Kina gerne gøre sig stærkt gældende som supermoderne nation inden for arkitektur, film, litteratur, musik, dans, billedkunst etc. Værker censureres stadig, så det er noget af en udfordring at forstå de bagvedliggende tanker. Jeg rejser ud sammen med en gruppe svenske lyrikere inviteret af kinesiske arrangører, formidlet af den svensk-kinesiske digter Li Li, der har oversat os alle. Vi optræder sammen med en række kinesiske digtere på et af Shanghais største forlag, hvor Kjell Espmark netop har fået udgivet sine digte.
Det er planen, at der efter vores oplæsning skal foregå en dialog mellem alle digterne, men den udvikler sig fra første minut til at blive til en storm af spørgsmål til Kjell Espmark, der ikke bare er medlem af Det Svenske Akademi, men også sidder i Nobelkomiteen: Hvornår får en kinesisk forfatter eller digter, bosiddende i Kina, nobelprisen! Hvor gammel skal man være? Hvor mange bøger skal man have skrevet? Kineserne er af den opfattelse, at verden endnu ikke har fået øjnene op for, hvilke værdier deres litteratur rummer. Her er de mindst lige så stærke, mener de, som inden for en række sportsgrene, hvor de, som værter for de olympiske lege i Beijing i 2008, høstede et væld af medaljer. Når det gælder nytænkningen inden for arkitekturen, er den til at få øje på, og arkitekter fra store dele af verden valfarter da også f.eks. til Shanghai, der har et ekstremt moderne kvarter, Pudong, hvis kolossale skyskrabere gør mig aldeles euforisk. Jeg skrev engang et Jerusalemdigt, som jeg kaldte ’En by bygget af lys’, fordi de forskelligt farvede kalksten glødede i alle nuancer ikke mindst i solnedgangslyset. Shanghais mest moderne bydel, især bestående af hoteller, kontorer og indkøbscentre med restauranter, er i en anden forstand en by bygget af lys.
