23. juni 2006 udstedte Undervisningsministeriet ’Bekendtgørelse om elevplaner i folkeskolen’.

Titlen bærer sin del af skylden for, at bekendtgørelsens faktiske formål og indhold er blevet forvrænget og usagligt fremstillet i den debat, der har raset i de tre år, der er gået siden udstedelsen. Den burde have heddet ’Bekendtgørelse om løbende evaluering i folkeskolen’. Langt den største del af skylden ligger imidlertid hos undervisningsminister Bertel Haarder, der vedholdende har fortiet, fordrejet og talt usandt om den lovgivning, han selv har gennemført og derfor har ansvaret for. Elevplaner er flagskibet i regeringens uddannelsespolitik på folkeskoleområdet, hvorfor ministerens prestige står og falder med deres succes. Hensynet til denne prestige har i tre år undergravet en reel, saglig debat om den mest kaotiske og udskældte lovgivning i folkeskolens historie. Det har heller ikke befordret debatten, at den politiske opposition på Christiansborg har været mundlam, fordi Socialdemokraterne, med uddannelsespolitisk ordfører Christine Antorini i spidsen, har deponeret lige så megen prestige i elevplanerne som regeringen. Undervisningsminister Bertel Haarder løftede selv sløret for den forestående elevplansbekendtgørelse i sin tale til Danmarks Skolelederforening 29. september 2005. I talen slår han fast, hvad bekendtgørelsens primære anliggende er: »Det, der vil rykke, er, at der sættes fuldt blus på den løbende evaluering (...) Der er trinmål, som ikke er egnet til evaluering ved testning. Trinmål, der ikke testes i forhold til, skal selvfølgelig også evalueres – blot på andre måder. Dem skal der også følges op på. Også i forhold til disse trinmål skal elevernes præstationer vurderes, konsekvenser skal tages, mål skal sættes, aftaler skal indgås, osv. osv.«. Ministeren understregede vigtigheden af dokumentation i forbindelse med dette arbejde. Da bekendtgørelsen blev udstedt, oplyste ministeriet, at skoleåret 2006/07 skulle være et indkøringsår. Skolerne skulle først fuldt ud leve op til bekendtgørelsens krav i skoleåret 2007/08, og det blev understreget eksplicit, at der i indkøringsåret kun skulle laves én elevplan pr. elev. Elevplansbekendtgørelsens indhold afspejler indholdet i Bertel Haarders tale til skolelederne. Bekendtgørelsen pålægger læreren at gennemføre en løbende evaluering af alle elever i alle fag i alle trinmål. På basis heraf skal han, i dialog med eleven, udvælge de trinmål, eleven skal fokusere på i den efterfølgende periode, opstille faglige mål for eleven i disse trinmål og fastlægge, hvordan det sidenhen skal evalueres, om målene bliver nået. Efter denne proces skal læreren skrive det, han har aftalt med eleven, ind i elevens elevplan for det pågældende fag. Et følgebrev til bekendtgørelsen, udsendt samme dag, som bekendtgørelsen blev udstedt, pålægger lærerne at lave elevplaner »mindst én gang om året«. Med skoleåret 2006/07 som uforpligtende indkøringsår var det først under aftaleforhandlingerne forud for skoleåret 2007/08, at elevplansbekendtgørelsen reelt skulle implementeres. Debatten om de massive problemer i forbindelse med bekendtgørelsens krav havde imidlertid stået på siden dag 1. Kommunernes Landsforening sagde 26. juni 2006 fra i sit eget blad, Danske Kommuner, men stak efterfølgende piben ind. Givetvis af samme grund, som ligger bag Danmarks Lærerforenings strategiske tilbageholdenhed: Man har ikke ønsket at tirre Bertel Haarder, da man af erfaring ved, at han bærer nag, og at en nok så berettiget kritik af hans mærkesag nummer ét vil gå ud over hans imødekommenhed på andre politikområder. Denne strudsepolitik hos KL og DLF forplantede sig nedad i systemet til kommunerne og lokalforeningerne, så ansvaret for at implementere elevplansbekendtgørelsen endte hos lederne og lærerne på de enkelte skoler. Modstanden – og vantroen – blandt lærerne var så stor, at lærerne i Frederiksberg Kommune nægtede at lave elevplaner. De blev efterfølgende banket på plads af Arbejdsretten med uforholdsmæssigt store dagbøder for arbejdsvægring. Tilfældet ville, at lærerne ved Klarup Skole i Aalborg Kommune startede deres egen kampagne mod elevplaner samme dag som lærerne i Frederiksberg. I Klarup var strategien den modsatte: Her ville lærerne gerne lave elevplaner, forudsat de fik tilført den faktiske tid til at løse opgaven. Velvilligheden skulle dog ses i det ironiske lys af den kendsgerning, at dette ikke ville være muligt. Lærerne i Klarup havde nemlig – som de eneste overhovedet – lavet en konsekvensberegning over tidsforbruget ved at implementere elevplansbekendtgørelsen på deres skole. En beregning, som DLF trekvart år senere tiltrådte som ’realistisk’. Klarup-lærernes konsekvensberegning var baseret på variable gennemsnitstal, da ingen kendte det præcise omfang af opgaven. Heller ikke Undervisningsministeriet, der ifølge Bertel Haarder aldrig selv lavede en sådan beregning, »for det forlangte KL ikke«. Det faktuelle grundlag for Klarup-beregningen var, at arbejdsfunktionen ’en lærer skriver et bidrag til en elevplan for én elev i ét fag’ i det pågældende skoleår skulle udføres sammenlagt 10.072 gange af skolens 43 lærere ved to elevplaner pr. elev, som var kravet i Aalborg Kommune, svarende til 234 gange i gennemsnit pr. lærer. Når man hypotetisk – og lavt – satte tidsforbruget til den løbende evaluering til fem minutter pr. måned pr. elev pr. fag og 10 minutter til indskrivningen, ville opgaven tage 137 timer eller 18 arbejdsdage. Unægteligt noget mere end Bertel Haarders eget bud. Fire timer er mig bekendt det eneste konkrete tal, han nævnt. Klarup-beregningen blev 10. april 2007 forelagt Folketingets Uddannelsesudvalg, der bad Bertel Haarder kommentere den. I sit svar forholder han sig overhovedet ikke til talmaterialet, men nøjes med at anfægte opgørelsens grundlag. Bertel Haarder svarer, at der skal laves elevplaner »én gang om året«, ikke to gange som i Aalborg Kommune. Det er i modstrid med følgebrevet til bekendtgørelsen, der oplyser, »at elevplanen skal udleveres til forældrene mindst én gang om året«. Det problem løser han ved at fastslå, at »mindst én gang« er det samme som »én gang«. Der lægges ikke op til to eller flere elevplaner i bekendtgørelsen. Det har hele tiden været meningen, at der kun skal laves én årlig elevplan, hævder ministeren. Det passer ikke. Under udarbejdelsen af Klarup-beregningen fik jeg oplyst af en konsulent i Undervisningsministeriet, at hensigten med »mindst én gang« var at gøre det muligt for kommunerne at kræve mere end én elevplan. Hvad ellers? Og hvorfor havde ministeriet oplyst året før, at der kun var krav om én elevplan i indkøringsåret, hvis bekendtgørelsen ikke lagde op til, at der kunne laves flere? Presset af problemet med »mindst én gang« fik hen over årsskiftet 2007/08 Bertel Haarder til at skærpe ordvalget ved at fastslå, at »mindst én gang« var det samme som »én og kun én gang«. Så udfarende var hans advokatur for denne meningsløse matematik, at det blotte ministerord fik skole- og kulturforvaltningen i Aalborg Kommune til at ændre kravet om elevplaner fra to gange årligt til én gang. Bertel Haarder er siden gået tilbage til sin oprindelige opfattelse af, at »mindst én gang« kan være flere gange. I hvert fald kan man i dag på ministeriets hjemmeside læse: »Det er vigtigt at understrege, at der som minimum skal udarbejdes én elevplan per elev per år«. Hvis man er venlig, har Bertel Haarder givet Uddannelsesudvalget et ukorrekt svar. Hvis man er mindre venlig: et usandt. Samtidig med, at Bertel Haarder i sit svar reducerer »mindst én gang« til »én gang«, fortier han, at mange kommuner krævede to elevplaner. Dermed bibragte han Uddannelsesudvalget den opfattelse, at problemet med to elevplaner ikke var reelt, selv om – har det senere vist sig – 40 procent af landets kommuner oprindeligt stillede krav om to årlige elevplaner. Bertel Haarder eksercerer her i en disciplin, han behersker til fuldkommenhed: at fortie kendsgerninger, der ikke passer ind i hans kram. Kravet om to elevplaner nævner Bertel Haarder kun i forbindelse med Klarup skole (ikke Aalborg Kommune), der »går videre, end loven og bekendtgørelsen tilsiger«. Hvordan kan man »gå videre« end en bekendtgørelse, der med »mindst én gang« er opadtil ubegrænset? En anden af ministerens favoritdiscipliner: at fordreje juraen. At Bertel Haarder med fortielser, fordrejninger og usandheder manipulerer i den offentlige debat for at tale problemerne med elevplaner ned til en ubetydelighed, er et moralsk problem. At han gør det i et skriftligt svar til Uddannelsesudvalget, er et juridisk. Det er vildledning af Folketinget. Bertel Haarder afviste Klarup-beregningen uden at forholde sig til de konkrete tal eller på nogen måde gå i dialog med lærerne bag. Så lærerne fortsatte kampen. Via hjemmesiden www.nejtilelevplaner.dk indsamlede de i foråret 2008 godt 5.000 lærerunderskrifter mod elevplansbekendtgørelsen. Hvis DLF’s medlemsorgan ’Folkeskolen’ havde givet indsamlingen redaktionel omtale, var tallet nok blevet større. Men indsamlingen faldt ikke ind under bladets journalistiske nyhedskriterier. 25. marts 2008 havde jeg igen foretræde for Uddannelsesudvalget. Denne gang vedrørende omfanget af den løbende evaluering. Ifølge Klarup-beregningen skulle skolens lærere i gennemsnit komme med bidrag til 234 elevplaner. Med bidrag til 230 elevplaner lå jeg således tæt på gennemsnittet. En hurtig optælling viste, at mine 230 elevplaner omfattede 2.647 trinmål. For at evaluere min undervisning én gang skulle jeg derfor 2.647 gange, ved test eller på anden vis, evaluere et trinmål og efterfølgende, i dialog med eleven, udvælge de trinmål, eleven skulle fokusere på, opstille faglige mål for disse trinmål og fastlægge, hvordan det sidenhen skulle evalueres, om målene blev nået. Hvor mange gange skulle jeg så gøre det for at evaluere min undervisning løbende? Det spørgsmål har Bertel Haarder nægtet at svare på i tre år. Udskrevet fylder 2.647 trinmål i alt 130 A4-sider med 20,4 trinmål pr. side i gennemsnit. Ministeriet meddelte oprindeligt, at den løbende evaluering skulle foregå skriftligt – ellers var der ingen dokumentation. Men det skal den ikke, fastslog Bertel Haarder over for mig, da jeg overrakte ham underskrifterne mod elevplansbekendtgørelsen. Det er åbenbart ministerens opfattelse, at lærere kan huske evalueringsresultater for adskillige tusind trinmål, dertil hundredvis af udvalgte fokustrinmål samt de faglige mål, der opstilles for hvert af disse, og hvordan evalueringen af disse mål skal ske. For i henhold til bekendtgørelsen skal lærerne bruge denne viden, når de laver elevplaner. Implementeringen af elevplansbekendtgørelsen er umulig alene i kraft af opgavens surrealistiske omfang. Det er ikke det at skrive elevplanerne, der er problemet, men kravet om løbende evaluering af alle elever i alle fag i alle trinmål. Ingen lærer har nogen sinde udført en sådan evaluering, ingen gør det, og ingen kommer nogensinde til det. Men den slags bagateller betyder intet for Bertel Haarder. Han vil ikke ændre bekendtgørelsen, men er ikke desto mindre på kaotisk tilbagetog. I ministerens retorik er en elevplan blevet reduceret til det at skrive »et par linjer om, hvordan det går eleven i for eksempel fysik« eller sågar overlade det til eleven at skrive planen selv, hvorefter læreren bare tilføjer et o.k. Bekendtgørelsens krav om løbende evaluering af alle elever i alle fag i alle trinmål er pinagtigt fraværende. Indførelsen af Afbureaukratiseringsudvalget – også kaldt Monsterudvalget – er et andet udtryk for Bertel Haarders retræte. Udvalget blev nedsat i begyndelsen af 2008 som afværgemanøvre mod den stadigt stigende kritik af regeringens kontrolhysteriske politik over for den offentlige sektor. Som så meget andet fra ministerens hånd er Afbureaukratiseringsudvalget blændværk. Formålet med udvalget er at muliggøre forsøg ’på gulvet’, så offentligt ansatte, der ved, hvor skoen trykker, kan komme med forslag til at reducere det bureaukratiske åg, de slæber under i hverdagen. Det er imidlertid en forudsætning for forsøgene, at formålet med lovgivningen skal være opfyldt i forsøgsperioden. Det indebærer, at man i folkeskolen gerne må lave forsøg med elevplaner, forudsat at forsøgene ikke tilsidesætter elevplansbekendtgørelsens krav om blandt andet løbende evaluering af alle elever i alle fag i alle trinmål. Så er man lige vidt. Hvem tror for alvor, at den minister, der har gennemført den mest vanvittige lovgivning i folkeskolens historie og gennem tre år har forsvaret den stejlt og skånselsløst uimødekommende, pludselig er til sinds at rulle bare den umulige del af samme lovgivning tilbage? Der var grundlag for et spinkelt håb, hvis Bertel Haarder var åben, saglig og redelig i elevplansspørgsmålet. Men det er han ikke. Hovedhjørnestenen i Bertel Haarders forsvar mod kritik af elevplanerne er, at forældrene er glade for dem. Det er de givetvis – og mange lærere med, undertegnede inklusive, for jeg ser en stor værdi i udstrakt skriftlighed i skole/hjem-kommunikationen – der er blot ikke tale om elevplaner i bekendtgørelsens forstand. Elevplaner efter bekendtgørelsen er som et maratonløb. Lærerne starter 42,195 kilometer fra målet, kæmper sig møjsommeligt gennem den langstrakte, udmarvende, løbende evaluering og når udmattede frem til stadion, hvor de afleverer elevplanerne til forældrene på tribunerne. Ved de elevplaner, der udarbejdes i dag, løber lærerne ind på stadion direkte fra omklædningsrummet. Den løbende evaluering er skrumpet ind til et par hundrede meter. Alligevel foregøgler Bertel Haarder over for forældre og den danske offentlighed, at der er tale om et rigtigt maratonløb. Det er rent bedrageri. Det er i den forbindelse irrelevant, om de bedragede forældre ved, at de bliver bedraget, og hvilken indstilling de har til bedrageriet. Hvis en kunstforretning sælger en falsk van Gogh til en kunde, og kunden er tilfreds med billedet, er det stadigvæk bedrageri.