Vi vidste det, for det er sjette gang: Anders Fogh Rasmussen er efter ugers radiotavshed tilbage fra ferien i sommerhuset i Frankrig. Nu sætter han sin dagsorden, og medierne liner op for at formidle den præcist, som statsministeren har tænkt det. Jeg vil gerne slutte mig til koret, der roser Anders Fogh for hans professionelle mediehåndtering. Han er uden al tvivl sin egen bedste spindoktor. De tre ansatte hjælpere, han har haft i sine ni år som Venstres leder, har haft samme mangel på hæmninger som chefen, når det gælder om at tviste virkeligheden til egen fordel. Men de er alle dværge i sammenligning med manden selv. Hvordan skal vi tolke skikkelsen Anders Fogh Rasmussen? Marianne Jelved blev sidste år skoset for at sige, at han er en farlig mand. Men jeg er enig med hende: En meget slagkraftig, vidende og kompetent politiker. En mester i det taktiske spil på Christiansborg. Men han er farlig, fordi han er villig til at påtage sig snart sagt enhver forklædning for at bevare magten. Han fremstiller sig selv som velfærdssamfundets ridder, samtidig med at han lader den private forbrugsfest løbe vildt og lader de private konkurrenter æde sig ind på de offentlige sygehuse og omsorgstilbud. Han antyder, at han både kan give skattelettelser og levere bedre velfærd. Men alle, der kender hans grundholdninger, ved udmærket, at tvinges han til at vælge, så vil han altid vælge det private i stedet for det fælles. Man kan også lytte til det gamle råd ’følg pengene’, hvis man vil vide, hvordan regeringspartierne vil vælge, når der efter et valg ikke bare skal dynges løfter op, men faktisk skal prioriteres: Erhvervslivet har optrappet deres økonomiske støtte til V og K, og erhvervslivet vil have skattelettelser frem for velfærdsinvesteringer. Anders Fogh går meget forsigtigt frem for ikke at give Socialdemokraterne for meget slagkraft i valgkampen. Han og Claus Hjort er jo enige om det, som Hjort meget åbenhjertigt har sagt – nemlig at hvis Venstre siger, hvad de faktisk mener, så har de kun 15 pct. af befolkningen til at stemme på sig. Målet er derfor at snige sig ind regeringsmagten i en længere årrække ved at fremstille sig selv som moderne velfærdspolitikere, der vil det samme som Socialdemokraterne, men bare kan trylle mere frem for færre penge, fordi de er smartere. I ly af den skrøne håber Venstres ledere på tid til at ændre danskernes mentalitet og gøre dem modne til et mere frontalt opgør med den socialdemokratiske tankegang. Lur mig, om ikke det er a-kasserne og det sociale boligbyggeri, der skal have knækket nakken, hvis Fogh og hans venner får endnu en valgperiode i regering. Men det vil vi intet høre om i en kommende valgkamp. Tværtimod. Lige som ved valget 2005 vil Anders Fogh nidkært vogte på alle populære forslag fra Socialdemokraterne og kopiere væsentlige dele af dem som sine egne. Hvis Venstre af interne grunde ikke selv kan adoptere socialdemokratiske ideer, så har de en aftalt arbejdsdeling med vennerne i Dansk Folkeparti om, at de gør det! Socialdemokraterne er mere usynlige, end godt er. Det er ikke, fordi vi mangler ideer, men fordi ubalancen i ressourcer og slagkraft på mediefladen er blevet enorm. Dels har erhvervslivet som sagt optrappet sin økonomiske bistand til de borgerlige, mens fagbevægelsen har nedskåret sin til Socialdemokraterne. Dels har Anders Fogh hæmningsløst udvidet sit kor af regeringsansatte spindoktorer. Det forstærker den velkendte borgerlige overvægt, når dagsordenen skal sættes i medierne. I sin stræben efter den totale magt er regeringen også i færd med at kvæle den kritiske og dybdeborende journalistik i Danmarks Radio – ved passivt at se til, mens Plummer skærer ned for at indhente overskridelserne på byggeriet af DR Byen. Regeringens spindoktorer og vennerne i pressen er sluppet løs i kulissen med hårde, personlige angreb på Socialdemokraternes formand. I BT har de f.eks. været i gang med en historie om, at Helle Thorning ikke kan blive statsminister, fordi hun ikke har nogen til at passe sine børn! Den slags kønsdiskriminerende nonsens fører Anders Fogh naturligvis ikke selv frem. Han nøjes med overlegne stikpiller som at udnævne Villy Søvndal til oppositionens åndelige leder. Anders Fogh har længe været i gang med intrigerne for at isolere Socialdemokraterne. Vi skal ikke mere have lov at være med, når der skal deles goder ud. Det kunne fagbevægelsen derimod få lidt lov til i trepartsforhandlingerne om efteruddannelse m.v. af de offentligt ansatte. Lad så være, at de fleste af pengene var der i forvejen. Faktisk blev en meget stor portion reserveret i forhandlingerne med S om velfærdsforliget sidste sommer. Og det meste af resten var noget, enhver regering måtte gøre de kommende år for at have en chance for at rekruttere nye medarbejdere til velfærdsområderne. Men statsministeren fik en vigtig propagandagevinst ved at få de faglige organisationer til at signere planerne. Den socialdemokratiske opposition havde godt fat i en af sommerens for regeringen mest pinagtige diskussioner – den lange ventetid for kræftpatienter. Statsministeren udstedte derfor straks, da han var hjemme fra sommerferien, kækt en garanti for akut kræftbehandling i Jyllands-Posten. Han forklarede ikke, hvorfor der så efter næsten seks år med denne regering mangler 40 skannere og flere hundrede uddannede medarbejdere på de offentlige sygehuse for at løse opgaven – og hvorfor der ikke for længst er taget initiativer til at løse dét problem. Han forklarede ikke, hvordan han forestiller sig, at en årrækkes forsømmelighed kan løses med et snuptag. Og der var ikke så mange, der stillede de kritiske spørgsmål. Det lugter også af valg, før løfterne skal afprøves i praksis. Statsministeren har næppe gjort sin stilling om valg endeligt op endnu. Men han holder banen åben for at udløse valg i september, hvis han tror, at han har så meget styr på mediebilledet, at han kan nakke endnu en S-formand. Udspillene til kraftprøven er ved at være klar. En finanslov, hvor konjunkturerne giver endnu et vældigt overskud. En 2015-plan, hvor luftige planer om at invitere flere ind fra udlandet til det danske arbejdsmarked er måden at påstå, at ’råderummet’ bliver mega stort og kan bære både skattelettelser og velfærdsforbedringer. En kvalitetsreform for det offentlige, hvor han sigter på at give de radikale og Ny Alliance nogle godbidder, mens han vil bestræbe sig for at holde S udenfor. For statsministeren overvejer – som man kunne læse i Berlingske i fredags – nye kombinationer efter et valg – og helst nogle, der kan berøve Socialdemokraterne mulige legekammerater i midten af dansk politik. Det er aldeles afgørende, at både vælgerne og midterpartierne forstår, hvad det er for et taktisk spil, der udfolder sig for at splitte oppositionen. Og at de ikke lader sig lokke og narre af dét spil. Irak havde statsministeren egentlig slet ikke lyst til at snakke om. Og han havde også indset, at han næppe vil få rent medløb fra Politiken og Ekstra Bladet om den sag. Men det var noget, der skulle stås igennem for om muligt at ’lukke sagen’. Ved at kaste lunserne om kræftbehandlingsgaranti og øget indvandring til arbejdsmarkedet ud til Berlingske og Jyllands-Posten kunne han også mindske omfanget af omtalen af, hvad han blev nødt til at sige om den penible Irak-sag. Endnu ved åbningstalen i Folketinget i oktober 2006 talte statsministeren højstemt om at blive i Irak og forsvare demokratiet, indtil arbejdet var gjort færdig. Mindre end tre måneder senere var han i fuld gang med travlt at planlægge, hvordan han fik trukket de danske styrker væk fra den ultimative katastrofe i Irak. Meningsmålingerne var for massivt imod at blive dernede. Oppositionen havde for godt fat. Sagen var ikke god at gå til valg på. Vi kunne lugte, at omsvinget var på vej, da Irak-indsatsen i nytårstalen 2007 blev lænket specifikt til det sydlige Irak og til samarbejdet med briterne. Ikke længere de højstemte ord. Ikke længere snak om vore amerikanske venner. Da det i februar sivede fra London, at briterne ville nedskære styrken i Irak, fik Stats- og Udenrigsministerierne hektisk travlt med at lave en plan for den danske exit. Det lykkedes, i strid med enhver realitet, at få den irakiske regering til at udsende en erklæring om, at den ville være i stand til at overtage sikkerheden i Basra-området. Nu er landstyrkerne ude. Efter massivt pres fra soldaterne og den politiske opposition kom tilbagetrækningen også til at omfatte et par hundrede irakere, der var truet på livet, fordi et af familiens medlemmer har arbejdet for danskerne. I øvrigt en sørgelig illustration af, at der ikke er spor sikkerhed i det Irak, vi forlader. Statsministeren satser nu på, at hans ynkelige sjosken i hælene på Bush kan blive glemt på rekordtid. Derfor siger han dét, han vil sige om den rådne sag nu. Vi skal snakke om noget andet i næste måned. Måske skal der være folketingsvalg! Et lille sidetema i Irak-historien er ombudsmandens kritik af, at statsministeren gennem fire år har nægtet at give interview om Irak til Bo Elkjær fra Ekstra Bladet. Nu fik Elkjær sit interview med brask og bram. Så behøver vi heller ikke snakke mere om ombudsmandens kritik! Men hvad er det, Anders Fogh Rasmussen sagde til Elkjær og Davidsen-Nielsen i Politiken om sin medvirken i den katastrofale Irak-invasion? Grundlæggende fastholder han – stædigt og mod al dokumentation og fornuft – at Danmark ikke gik i krig i Irak på grund af masseødelæggelsesvåben, og at vi altså havde en anden grund til at invadere landet end USA og Storbritannien! Hans udlægning er, at Danmark gik med i invasionen for at styrke FN, fordi Saddam ikke ville rette sig efter FN’s Sikkerhedsråds resolution af 8. november 2002. Men så handlede det jo også om masseødelæggelsesvåben, for det var temaet for denne vedtagelse i Sikkerhedsrådet! Men Saddam havde jo altså faktisk destrueret de farlige våben, Sikkerhedsrådet krævede. Og FN’s egne våbeninspektører sagde, at de kunne opklare dette spørgsmål uden krig. Alligevel gik Danmark i krig. Ikke for FN, men imod FN! Jeg ved personligt fra en samtale med statsministeren samme dag, som han gennemtrumfede Danmarks deltagelse i den amerikanske invasion i konflikt med et flertal i FN, at den væsentlige bevæggrund for ham var, at vi skulle stå os bedst muligt med USA. Han købte da også hele Bushs pakke af argumenter. Derfor er det en ekstremt stædig ’sminkning’ af sandheden, når han prøver at lægge afstand til sine egne udtalelser fra marts 2003 om Iraks farlige våben. Han kan slet ikke svare på Elkjærs berettigede spørgsmål om, hvorfor han 21. marts hævdede, at der var en atomvåbentrussel fra Irak, når han 18. marts havde fået et notat fra sin egen efterretningstjeneste, der viste, at det ikke passede. Statsministeren får sagt, at han er overrasket over den fanatisme, vi har mødt i Irak. Det kunne han ellers også have læst advarsler om fra sine efterretningsfolk, før han gik i krig. Den fantastiske formulering er nu, at vi har været dernede for at give irakerne et tilbud om demokrati. Underforstået, at det er deres eget forbandede ansvar, at de ikke kunne finde ud af at gribe det. Så nu smutter vi. Den eneste afmålte indrømmelse af fejltagelse, som statsministeren leverer om Irak, er nogle sætninger, han har lånt fra os i oppositionen, om at man en anden gang skal se nærmere på de indre strukturer i et land, før man invaderer det. Ellers er der ikke noget at komme efter! Statsministeren mangler med andre ord stadig ganske at erkende, at han gik med på en farlig vildmand. At det er en umulig tanke, at demokratiet kan slå rod i et land med så mange gamle konflikter, uden nogen demokratiske traditioner og uden institutioner. At invasionsmagten opløste hæren og politiet og sendte dem hjem uden løn, men med våben. At man nedbrød centraladministrationen og intet levedygtigt satte i stedet. At valgene derfor blev en ligegyldig farce. Resultatet blev oprør og borgerkrig – et grænseløst kaos med hundredtusinder af døde og millioner af fordrevne. Og de fremmede styrker blev en del af problemet i stedet for løsningen. Statsministeren gør ikke op med Bushregeringens fatale fejltagelser, de falske efterretningsoplysninger, bruddet på folkeretten, Genève-konventionerne og de mest basale menneskerettigheder i Guantánamo, Abu Ghraib og de hemmelige fængsler. Han leverer ingen indrømmelse af, at det var forkert at gå i krig i strid med FN og med stor splittelse internt i Europa. Han forstår ikke, at han ved at gå i krig på Dansk Folkepartis stemmer handlede i strid med fornemme traditioner i dansk udenrigspolitik og skader vort lands omdømme. Derfor er han en farlig mand at have siddende som statsminister. Derfor må han ikke få held til at skubbe diskussionen om ansvaret for Irak-katastrofen ud i glemsel.