Det er for tiden blevet vældig moderne at deltage i koret, der råber op om danske soldaters faglige inkompetence, racistiske tilbøjeligheder og overtrædelser af internationale konventioner. Det er også ganske populært at hævde, at man selv for længst har forudset den verserende torturskandale i den danske lejr i Irak, og at den er et resultat af en forældet organisation og en mangelfuld uddannelse af soldaterne. Der synes i det hele taget ikke at være ende på de daglige afsløringer af regelbrud, chikane og tjenstlig forsømmelighed, der præsenteres for den undrende offentlighed. I lyset af den aktuelle mediedækning vil det således være nærliggende at konkludere, at danske soldater ikke har begreb om, hvad det er for en opgave, de er sat til at løse, at de er en flok forvirrede dilettanter, og at det må bero på rent og skært held, når de vender hjem fra missionsområdet med livet i behold. Med fare for at virke bagstræberisk, vil jeg imidlertid vove at fremføre et mere nuanceret indlæg i denne ophedede og noget skingre debat. De militære sikkerhedsopgaver i internationale operationer er kendetegnet ved, at man ikke blot står over for en fjende, der skal nedkæmpes, men over for et helt civilsamfund, der skal opbygges. Man kæmper ikke længere for at erobre et bestemt geografisk territorium, men for at sikre en række grundlæggende værdier, som f.eks. menneskerettigheder og demokrati. I internationale operationer står man derfor over for en dobbelt opgave: for det første at skabe sikkerhed og for det andet at understøtte den politiske og humanitære genopbygningsproces. De militære, de politiske og de humanitære opgaver er uløseligt forbundne og må varetages samtidigt. For soldaterne betyder det, at hverdagsopgaverne i missionsområdet er præget af en voldsom kompleksitet og uforudsigelighed, der sætter organisationen og den enkelte soldat under pres: Man skal på én gang beskytte sig og åbne sig mod omverdenen. For at håndtere dette paradoks mellem sikkerhed og åbenhed bruger de danske soldater ikke alene en række militære kampfærdigheder, når de f.eks. foretager husundersøgelser eller bliver indsat i større uroligheder og massedemonstrationer. De bruger også en række tillidsskabende kontaktfærdigheder, når de f.eks. kører sociale patruljer til afsidesliggende bjerglandsbyer, eskorterer nødhjælpstransporter og sikrer afholdelsen af frie demokratiske valg. I mødet med den civile befolkning anvender danske soldater altså på den ene side den militære magt til at gribe ind og bringe konflikter til ophør og på den anden side evnen til at skabe dialog og gensidig respekt. Begge dele er afgørende forudsætninger for at etablere et mere langsigtet tillidsforhold i de civil-militære relationer. Det er således frem for alt den fleksible og situationsbestemte udøvelse af både kampfærdigheder og kontaktfærdigheder, der har skaffet danske styrker international anerkendelse og et godt omdømme blandt den civile befolkning i Kosovo og Irak. Man taler ligefrem om 'den danske model', som i flere tilfælde har dannet præcedens for den humanitære indsats blandt de øvrige nationer. Den ofte fremsatte påstand om, at danske soldater ikke er klædt på til at varetage deres opgaver i internationale missioner, og at de udelukkende er trænet til at bekæmpe og nedlægge en fjende, er derfor en ensidig og groft forenklet fremstilling, der beror på en manglende indsigt i den militære hverdagspraksis. Men hvis danske soldater er så gode til deres arbejde, må man samtidig spørge, hvad der ligger til grund for den nærmest febrilske søgen efter den eller de personer, der kan gøres 'ansvarlige' for den nuværende krise i organisationen. Og ikke mindst må man stille spørgsmålet om, hvorfor denne heksejagt foregår i de offentlige medier og ikke internt i organisationen? Et muligt svar på disse spørgsmål mener jeg ikke skal findes hos enkeltpersoner. Det skal derimod snarere findes i den generelle politisering af de militære opgaver, der har fundet sted siden terrorangrebet på New York og Washington 11. september 2001. Med det nye trusselsbillede har den traditionelle opfattelse af sikkerhed ændret sig radikalt. Suverænitetsprincippet og reglen om ikke-intervention i staters interne anliggender er i stigende omfang blevet erstattet af en mere værdiorienteret sikkerhedsopfattelse, der ikke længere knyttes til forsvaret af nationalt og territorialt definerede grænser. Det nye sikkerhedsbegreb knyttes derimod til forsvaret af en række universelle folkeretlige normer og principper. Som FN's generalsekretær, Kofi Annan, formulerede det i forbindelse med interventionen i Kosovo: »Langsomt, men sikkert, udvikler der sig en international norm imod voldelig undertrykkelse af mindretal. Denne norm må gå forud for bekymringer om suverænitet«, (Uddrag fra FN's generalsekretær Kofi Annans tale til 1999-samlingen i Menneskerettighedskommissionen i Genève). Generelt set kan man tale om en 'humanitær drejning' i den internationale sikkerhedspolitik, som går i retning af at betragte humanitære værdier såsom beskyttelse af individets frihed og ukrænkelighed som en forudsætning for fred og stabilitet. Når danske soldater sendes ud i internationale operationer er det derfor ikke kun for at 'vinde krigen', men i lige så høj grad for at repræsentere bestemte værdier og et bestemt menneske- og samfundssyn. Som en dansk officer i Kosovo forklarede mig: »Alt det, vi laver hernede, er i grunden en politisk understøttende manøvre, og det vi i praksis gør, er at vi går ud og fortæller dem (den civile befolkning), hvordan vi mener, at et samfund bør hænge sammen«. Når de militære opgaver ikke længere er bundet til forsvaret af nationen og dens territoriale grænser, men til en række mere abstrakte og universelle værdiorienteringer, kan de ikke længere isoleres inden for organisationens egne grænser. De bliver så at sige grænseoverskridende, idet de legitimeres med henvisning til en international retsorden, en bestemt statsræson og dannelsen af en global moralitet. De markante sikkerhedspolitiske forandringer aftvinger derfor den militære organisation en række ændringer, ikke alene i den konkrete opgaveløsning, men i selve dens legitimeringsgrundlag. I internationale missioner forventes danske soldater således ikke bare at optræde som en militær besættelsesmagt, men tillige som en opdragende dannelsesmagt i forsøget på at forme et fungerende civilsamfund. Det er først og fremmest i denne rolle som moralsk og politisk dannelsesmagt, man skal finde grundlaget for den brede folkelige opbakning til den danske deltagelse i internationale operationer. Vore soldater skal ikke bare kunne slå ihjel. De skal optræde som 'guvernører for det internationale samfund', det vil sige som repræsentanter for en bestemt samfundsvision. Sagt på en anden måde: De er the good guys, dem der skal foregå med det gode eksempel og vise 'hvordan et samfund bør hænge sammen'. Netop fordi hver enkelt soldat ikke blot repræsenterer en militær besættelsesinstans, men en etisk/politisk dannelsesinstans må der ikke herske tvivl om deres moralske integritet og deres professionelle holdning. De er for så vidt vor tids helte. Dem, der geninstallerer entydighed, når verden er af lave, dem, der skaber orden i kaos. Med billederne af de to sammenstyrtende tårne og det ultimative kaos mejslet ind i bevidstheden har vi brug for at skabe entydige heltefigurer. Vi har brug for at forsikre os om, at verden er et meningsfuldt sted, hvor der hersker orden, og hvor det gode sejrer over det onde. Når danske soldater beskyldes for at overtræde de menneskerettigheder, de er sendt ud for at beskytte, kan denne entydighed ikke længere opretholdes. Den forestillede orden bryder sammen og panikken breder sig i takt med mediernes stormløb på den synkende skude. Nogen må holdes ansvarlig og stilles til regnskab for miseren, så der atter kan etableres en meningsfuld orden. Skyttegravskrigen mellem politiske og militære ledere og ansatte handler med andre ord om at reetablere en modsigelsesfri selvforståelse og genvinde den tabte legitimitet. Netop fordi anklagerne om overgreb på irakiske fanger rammer selve fundamentet i vores egen selvforståelse, bliver det ikke bare et militært, men et offentligt anliggende. Derfor udspilles krigen i det offentlige rum, for det er netop i det offentlige rum, legitimiteten og selvforståelsen har sit grundlag. Det er derfor også i det offentlige rum, der må kæmpes om, hvordan vi skal udlægge verden og skabe orden i kaos. Som udsendt soldat er virkeligheden imidlertid ikke ordentlig, men en temmelig rodet affære, hvor man er en helt den ene dag og skurk den næste. I komplekse konflikter, hvor trusselsbilledet skifter fra dag til dag, fra time til time, gives der ingen entydighed, kun fortolkninger af den konkrete situation. Der gives ingen opskrift og intet regelsæt, som kan forberede soldaten på de daglige paradokser, han står konfronteret med: Hans opgave er at skabe sikkerhed og beskytte civilbefolkningen, men han er jævnligt udsat for skudepisoder og raketangreb. Hans opgave er at bidrage til genopbygningen af den civile infrastruktur, men oplever at den bliver saboteret af dem, den skulle gavne. Hans opgave er at afvæbne radikale grupper, men han bliver beordret til at levere deres våben tilbage. Dette er den militære virkelighed: Paradokser, der avler paradokser, der avler ... Hvis vi vil fortsætte med at sende vore soldater ud i internationale missioner, må den danske offentlighed vågne op af sin tornerosesøvn og se denne virkelighed i øjnene. Det er med andre ord ikke kun soldaterne, men også offentligheden, der skal være deres opgave voksen. Vi kan ikke både indsætte danske soldater i skarpe operationer og forvente, at de ikke får skidt under neglene. Man kan ikke på den ene side bruge de militære magtmidler og på den anden side tro, at man kan bevare sin uskyld. Det betyder selvsagt ikke, at vi skal acceptere brud på menneskerettighederne og overgreb på civile. De internationale konventioner kan ikke gradbøjes og skal til enhver tid tjene som rettesnor for den militære indsats. For en dansk soldat, der står midt i en meningsløs konflikt, kan den politiske retorik imidlertid synes som en fjern utopi. Den indeholder ingen praktiske brugervejledninger og manualer, der fortæller, hvad man f.eks. stiller op med selvmordsbombere, bevæbnede børn eller for den sags skyld desperate kvinder, der har svært ved at stille sig op i pæne lige rækker for at få deres nødhjælpsration. I komplekse og uforudsigelige operationer er det først og fremmest soldatens egen dømmekraft og evne til at træffe situationsbestemte beslutninger, der er afgørende for udfaldet af en tilspidset konflikt. Han må ofte træffe en hurtig beslutning på baggrund af den konkrete trussel her og nu. Hvad vejer i den givne situation tungest: Hensynet til egensikkerheden eller hensynet til modpartens rettigheder? Et klassisk dilemma, der ikke gives et endegyldigt svar på, men som de danske soldater ikke desto mindre må forholde sig til hver eneste dag. Og det er de faktisk rimeligt gode til i sammenligning med andre nationers styrker. Det er de for det første, fordi de er opvokset i en kultur og et samfund, der opdrager dem til at betragte andre mennesker som ligeværdige individer, der skal behandles med den samme respekt, som de selv forventer at blive behandlet med. For det andet fordi det indgår i den militære uddannelse at træne soldaterne til at indgå i dialog og forhandle med de civile parter. I den såkaldte missionsorienterede uddannelse rutineres soldaterne både i kontaktfærdigheder, forhandlingsteknik og brug af tolk. Der er således en bred forståelse og accept af, at internationale opgaver stiller særlige krav, ikke alene til soldaternes militære færdigheder, men også til deres indsigt i den lokale kultur og dens traditioner. Man skal derfor, efter min opfattelse, betænke sig, inden man udråber Danmark som torturnation og danske soldater som racister. Det er ikke alene dybt illoyalt overfor de mennesker, der dagligt sætter deres liv på spil for at beskytte andres. Hvad værre er, at man i sidste ende risikerer at kompromittere den skrøbelige sikkerhed, der møjsommeligt er blevet etableret gennem en professionel indsats. For det er ikke kun danske, men også millioner af arabiske tv-seere, der danner deres holdning til de danske styrker på baggrund af mediedækningen. Og spørger man dem, er billedet af de danske soldater som the good guys nok ikke længere helt så entydigt.