»Der skal ikke være psykologer eller sociologer med i forskningsgruppen, men historikere« (citeret efter hukommelsen), sagde præsten og politikeren Langballe til radioen – da han havde sikret penge til forskning om terrorisme ud fra sin snævre politisk/religiøse interesse:

Nemlig at det ligger i islamisk ånd at være voldelig (Universitetsavisen 23.11.). Som om pengene var hans egne og ikke samfundets. Den måde, han udtalte ordet ’psykologer’ på, rummede slet skjult mistillid til, hvad min disciplin kunne finde på at forske i. Som fagpsykolog og forsker har jeg nu svært ved at se, hvordan man per politisk dekret kan bortcensurere de indsigter, som psykologien som videnskab og profession kan bidrage med om menneskers ekstreme adfærd, i særdeleshed når man forsøger at forklare rekruttering til terrorisme. Mennesket er et selvreflekterende væsen, definerer sig selv i forhold til en bestemt gruppe, tilskriver sine handlinger en mening, og man vil aldrig kunne lade en historisk belysning – hvor uomgængelig den end er – stå alene uden at inddrage, eksplicit eller implicit, menneskets selvdefinition og sammenhængen til dets handlinger. Ideologi, derunder religiøs ideologi, er vigtig og kan manipulere identiteter. Men den kan aldrig motivere til noget som helst, hvis den ikke rammer sjæle, der allerede er i oprør, hvis den ikke rammer reelt eksisterende behov, og hvis den ikke tilbyder selvidentiteter. Et projekt om islam og terrorisme kan kun bruge vores fælles penge fornuftigt via en tværfaglig gruppe, hvor psykologer, sociologer, historikere, antropologer, jurister er med til at præge det videnskabelige program. Således provokeret af en radioavis videregiver jeg her summarisk en lille smule af den enorme vidensmængde, der er samlet i psykologien. Det drejer sig bl.a. om identitetspsykologi, gruppepsykologi, tænkningens psykologi, motivationspsykologi, voldspsykologi, kulturpsykologi, om studier af personlige værdier, om de vilkår, der fremmer rekruttering til den ekstreme vold, som terrorisme er. Hvor har psykologien sin viden fra? Fra sine mangeårige studier af både virkelige og eksperimentelle marginale sociale grupper, fra forskning i krig og folkemord, fra undersøgelser af gadebander, af religiøse kultgrupper, af kollektive selvmordsgrupper(Jones Town 1978), fra ’martyr’-aktioner i Palæstina, fra IRA’s, ETA’s og sydafrikanske terrorhandlinger. Fra biografier fra terrorgrupper, caseanalyser og talrige andre undersøgelser, hvor man søger at forklare det uforklarlige – f.eks. min egen forskning om massevoldtægter fra den bosniske krig. Alle analyser viser, at man ikke kan forklare terror via en bestemt terroristisk personlighed, en bestemt religion eller psykisk lidelse, men man kan tegne en sociokulturel profil hos de personer, der kan ende med at begå terror. Terror er ikke en statisk, men en interaktiv dynamisk proces mellem den, der udøver den, og den, der bliver udsat for den. Terrorens omfang, metoder og mål vil forandre sig hele tiden i hvert konkret tilfælde. Definitioner af terrorisme bevæger sig ind på et rigtigt minefelt, og ingen er internationalt anerkendte. Internationale organisationer har hver deres definition, og selv inden for samme lands offentlige institutioner bliver terror defineret forskelligt. I USA er der eksempelvis forskelle mellem FBI’s og det amerikanske udenrigsministeriums definition. Derudover er der denne vigtigste skillelinje: Det, den ene part betegner som illegitim terror, betegner den anden som led i en legitim kamp for retfærdighed. I terror kan man tale om vi-gruppen, der bliver ramt, og fremmed-gruppen, som rammer os. Groft sagt vil der altid være forskel mellem vi-gruppens definition af egen udført ekstrem vold og dens definition af vold, der er udført af fremmed-gruppen. Fælles elementer i mange definitioner vil dog ofte være: en politisk motiveret vold, udført af løsere organiserede grupper eller stater, rettet mod civile, med det formål at skabe frygt og materiel ødelæggelse og for at opnå mål, som ikke er anerkendte hos modparten. Disse mål kan være politiske/territoriale = opnåelse af en stat, stadfæstelse af en ideologi (Palæstina, nazismen), separatistiske = udskillelse fra en stat (ETA, IRA), religiøst/kulturelt motiverede = udbredelse/forsvar af den muslimske religion/kultur (al-Qaedas Jihad), statsterroristiske = at bringe oppositionelle kræfter til tavshed som f.eks. ved diktaturstater. Målene kan sameksistere (f.eks. terror før Pakistans udskillelse fra Indien). Metoderne vil afhænge af målets tilgængelighed, egen risiko, det økonomisk mulige, terrorens effekt. Jo mere symbolsk målet er, desto større er opmærksomhedseffekten. I symbolsk henseende var tvillingetårnene en terrorhandling med maksimal effekt. Men tilbage til spørgsmålet: Hvilke vilkår skaber grobund for rekruttering til terrorhandlinger? Hver terrororganisation må undersøges i sine historiske, politiske og geografiske rammer. Men der findes universelle fælles elementer. Her kommer nogle vigtige elementer fra psykologisk forskning i punktform. 1. Vægten på trussel mod egen fysisk og kulturel overlevelse er en vigtig retfærdiggørelse bag ved ekstreme handlinger, uanset om det er stater eller løsere organiserede grupper, der udfører dem. For eksempel bruges den som motiv af såvel israelere som palæstinensere. Enhver gruppe, der føler sig trængt op mod muren – eller tror på, at den er trængt op mod muren – handler ekstremt. Kan en gruppe føle sig – eller blive manipuleret til at føle sig – truet på sin eksistens, er volden kun et spørgsmål om tid og tilgængelige midler: sten, slangebøsser, kampvogne, missiler, kroppen som våben, verbal vold, alt, hvad der kan bruges for at modvirke egen udslettelse og svække fjenden. Magtorganisationer, der skal rekruttere medlemmer for at holde sig selv ved magten, kender denne mekanisme alt for godt (Milosevic’ mobilisering af serberne ved den bosniske krig). Personer, som føler truslen som meget nærværende (f.eks. via familietab), vil være mere tilgængelige for rekruttering end andre. Enhver konfliktløsning, som ikke hviler på ensidig magt og undertrykkelse, vil derfor være baseret på at give parterne en følelse af sikkerhed. 2. En inderlig modstand mod at blive defineret af andre end af sin egen gruppe er et særkende for mennesket. Vigtigheden af national/kulturel identitet blev eksempelvis demonstreret ved de tidligere sovjetiske republikker, som efter næsten 75 års opbygning af det ’sovjetiske menneske’ begyndte at hævde deres kulturelle identitet som ukrainere, afghanere, usbekere, tjetjenere og så videre, så snart dette var muligt. Hvis man tilligemed definerer andre nedsættende – som umoralske, vilde, primitive, ignoranter, med lavere civilisationsstade, udråber andres religion (f.eks. den islamiske) som en pest i Europa, så skaber man med sikkerhed modstand. Modstanden styrker stræben efter selvdefinition og giver følelse af styrke. Hvorvidt modstanden fører til radikalisering og fanatisme, som igen kan føre til udførelse af ekstrem vold, vil afhænge af flere andre faktorer. Men et ønske om at få anerkendt sin egen selvdefinition er et uomgængeligt motiv bag ved enhver terroristisk handling. 3. Massive sociale forandringer i traditionsbundne samfund, svage statsdannelser, som ikke kan sikre deres medlemmer basale ting som bolig, mad og sundhedstjenester, fattigdom hos de store masser, store økonomiske uligheder, racisme, undertrykkelsespolitikker fra fremmede stærke stater og en uoverskuelig modernisering importeret fra andre kulturer – i de arabiske landes tilfælde importeret fra Vesten – truer identiteten og selvet, når moderniseringen samtidigt parres med mangel på udfordringer til, at den enkelte kan finde sin plads og få indflydelse. Under disse omstændigheder bliver der skabt et identitetsvakuum, og psykologiske tilstande af hjælpeløshed og udvejsløshed får udløb i vrede, had og foragt for de ’indtrængende’ dominerende stater (som f.eks. mod USA og Rusland), som vil gennemtvinge deres kommercielle interesser i ens land. Det er sjæle i oprør, der bliver rekrutteret. Fremmed-gruppen bliver opfattet som kilden til ydmygelse og uretfærdighed. For at forstå, hvilken ambivalens og usikkerhed den vestlige modernisering skaber for identiteterne eksempelvis i de arabiske stater, behøver man kun at tænke på den enorme opmærksomhed, som en voksende andel af indvandrere har skabt i dele af de rige europæiske samfund. Der har aldrig været talt så meget om danskhed som i de sidste 20-30 år – ja, alene skabelsen af et parti som Dansk Folkeparti vidner om nogle danskes intense frygt for opløsning af deres kulturelle identitet ... Med dette i tankerne må det være let at forstå, hvilken rodløshed moderniseringen kan skabe i svagt organiserede stater med store fattige masser. Radikalisering bliver næret af identitetsløshed, mindreværdsfølelse, misundelse, hjælpeløshed, vrede. Men mere end det: Den bliver næret af en idealistisk drøm om nødvendigheden af kampen for forbedring af sine livsvilkår, koste hvad det vil. Had og flugt ind i fanatiske identiteter, der vil ændre verden, giver sikkerhed, tilbyder simple løsninger til komplekse problemer og baner vej for rekruttering fra organiserede ideologiske eliter. Eliternes organisationer bliver det drivhus, hvori uretfærdighedsfølelsen og ydmygelsen bliver kanaliseret (f.eks. træningslejrene i Afghanistan). Problemet er, at drivhuset langsomt perverterer idealismen og erstatter den med kynisme, menneskeforagt og ekstrem vold. Hvordan forklarer man så baggrunden for de islamistiske terrorister, der har levet i de europæiske samfund, og som tilsyneladende så ud til at være socialt velintegrerede (f.eks. selvmordsterroristen Mohamed Atta fra 11. september)? De var kun integrerede ud fra en udvendig betragtning. Deres kollektive identitet var ikke hos det samfund, de levede i. 4. Vi har alle en personlig identitet og en kollektiv kulturel identitet. Jeg er Libby, som kan lide at feste, er trofast veninde og har rod i min kalender. Men jeg har også en kollektiv kulturel identitet, som i mit tilfælde er en blanding af dansk og græsk kollektiv identitet med overvægt på dansk. Den kollektive kulturelle identitet giver retningslinjer for alle livs forhold: religion, familiestruktur, børneopdragelse, kønsforholdet, sociale relationer, opfattelser af døden og livet, hvordan man opnår status og selvværd. En potentiel terrorist kan leve i ét samfund og alligevel identificere sig helt og holdent med en anden kollektiv kulturel identitet end den, der er tilbudt i det samfund, han lever i. At være socialt integreret er ikke det samme som at acceptere den kollektive kulturelle identitet, der omgiver en. Det er klart, at rekruttering sker lettere og mere massivt der, hvor den potentielle terrorist har levet og oplevet uretfærdigheder på sin egen krop, men identifikationen med den ydmygede gruppe er også et vigtigt motiv bag det at melde sig ind i terrorgrupper. Uretfærdigheden føles på denne gruppes vegne. Fremmedgørelse, apati og demotivering rammer især unge, der lever i et identitetsvakuum. Lederne (eliter) blandt de privilegerede ressourcefyldte ideologer udnytter dette vakuum og tilbyder de idealistiske unge en klar kollektiv identitet, klare måder at opnå selvværd på, f.eks. ved at blive hellig kriger i jihad. Den kollektive kulturelle identitet lokker med løfter om bedre liv ikke alene for den unge, men for hele gruppen. 5. Indoktrinering, appel til lydighed og løfte om belønning er vigtige ingredienser i motivering. Belønningen kan være berømmelse, økonomisk gevinst, udødelighed, ære, martyrium. Terroristerne havde 11. september 2001 fået instruktioner i, hvordan de skulle forholde sig deres sidste nat: »Styrk jeres vilje, hold fast i bønnen, rens dit hjerte fra alle jordiske forhold, vær optimist, du går ind til et lykkeligt liv, et uendeligt Paradis. Alle hader og frygter døden, men kun dem, der er sande i troen, vil blive belønnet af døden« osv., osv. Indoktrinering kan ske via videoer, skrifter, fortællinger, prædikener, cyberspace, rejser til indviede steder, der alle fokuserer på de ødelæggelser og ydmygelser, ens folk har været udsat for af fjenden. Formålet er at ensrette tænkningen, dyrke hævnfølelsen. Den enkelte skal underkaste sig gruppens normer – blive konstant mindet om konflikten til fremmedgruppen – overholde rutiner og ritualer, der sikrer hans tilhørsforhold. At være medlem af en ekstremistisk gruppe med potentiale for terrorhandlinger er dog ikke ensbetydende med, at man også udfører dem. En ydre hændelse – en begivenhed – den sidste i rækken af reelle eller indbildte ydmygelser kan blive katalysator for, at man aktivt vælger at udøve terror. Der er mange, der aldrig når dertil. 6. Den, der overvejer selv at udøve terror, trækker sig frivilligt i en social isolation, lever et dobbeltliv, hvis skyggeside kun er kendt af få. Han skjuler sine hensigter selv fra sine nærmeste og fortsætter med at leve nogenlunde som før for ikke at blive afsløret. Han samler informationer, deltager i hemmelige møder, udvikler planer. Det hemmelige liv har ikke alene den funktion at skjule deres aktiviteter, men styrker tillige gruppetilhørsforholdet, sikrer enøjetheden, lydighed til gruppens leder, hjælper med at opretholde opfattelsen af fremmedgruppen som farlig for ens overlevelse. Terrorister, inklusive selvmordsterrorister, er ikke deprimerede. Tværtimod hjælper ’sagen’ dem til at føle sig glade og værdifulde, ja endda selvovervurderende, heroiske og med en vigtig mission. 7. Den ideologiske indoktrinering og dobbeltlivet fremmer en kognitiv tænkning, der stereotypt deler alt i godt og ondt – og en opfattelse af, at verden består af grupper, der er fundamentalt forskellige fra hinanden. Fremmedgruppens medlemmer ses ikke som mennesker, men kun som fjendens repræsentanter. De fortjener ikke at leve. Mænd, kvinder, børn, gamle bliver kun midler til at opnå målet = at ramme fjenden og samle så meget opmærksomhed som muligt. Terrorhandlinger er kriminelle handlinger. Man kan forstå deres udspring i den menneskelige søgen efter retfærdighed og følelse af ydmygelse, men det er ikke det samme, som at vi i dag kan acceptere, at civile må blive midler til perverterede politiske mål. Potentielle terrorister har et valg ved hvert skridt i terrorismens proces, og de kan ende med at tage et forkert og fatalt valg, som vi kun kan tage afstand fra. Med hensyn til vort samfunds mulighed for at hindre terroristceller i at opstå er der kun én ting at sige. Det er en gammel viden: at desto mere forkastende majoritetssamfundet er over for minoriteternes kulturelle identitet, desto større er sandsynligheden for, at minoriteter forkaster det større samfund og definerer sig udelukkende i opposition til det. Det er denne oppositionelle kollektive identitet, der kan skabe radikalisering og potentiel terrorisme – når de øvrige vilkår er opfyldt. Kort sagt: jo mere vi evner at støtte de unge muslimer til at skabe en sammenhæng mellem deres kollektive identitet og vores kollektive identitet, jo mindre er risikoen for, at de udelukkende definerer sig i modsætning til vores kollektive identitet og dermed bliver sårbare for rekruttering. Hvordan man gør? Ja, det er faktisk en samfundsmæssig udfordring, som alle partier og hele befolkningen skal bidrage til. Inklusive videnskaberne, som skal analysere kræfter, strukturer, årsager og ikke lade sig forblænde af religiøs ideologi.