0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Søren Krarups egen guldkalv

Dansk Folkepartis chefideolog tror ikke på ismer, kun på Gud. Men selv dyrker han nationalstatismen med alle de faremomenter, det indebærer. Kronikøren, der er idéhistoriker, gennemgår Krarups egen ideologi.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Søren Krarup er ikke racist eller antisemit. Søren Krarup er en romantisk og etnocentrisk nationalist, og desuden er han en skarp kritiker af det moderne.

I 1999 besluttede NATO at forsvare Kosovo - som forsøgte at løsrive sig fra Jugoslavien - mod den serbiskkontrollerede regeringshær. Den blodige borgerkrigshistorie i resten af Jugoslavien spillede en afgørende rolle i NATO's deltagelse og forsvar af Kosovoalbanerne. Ikke alle er enige i, at det var et forsvar for den Kosovoalbanske befolkning.

Søren Krarup fra Dansk Folkeparti mener, at Kosovos løsrivelse fra Serbien var et internt anliggende. I 'Dansen om menneskerettighederne' (2001) skrev han: »Opgivelse af Kosovo var for serberne at opgive sig selv. Dette var det nationale kerneland. ( ... ) Der var for serberne tale om en national eksistensbetingelse. Det var historiens ret, de hævdede. Kan man under disse omstændigheder forlange, at de skulle acceptere Kosovos løsrivelse fra Serbien og kapitulere over for den Kosovoalbanske oprørshær?«.

Svaret for Krarup er et stort Nej. NATO's angreb på Serbien var et illegitimt udtryk for menneskerettighedernes totalitære og undertrykkende ideologi. At de etniske udrensninger fandt sted, var på ingen måde en undskyldning for NATO's indtræden. Massemordene foregik jo fra begge sider, argumenterer Krarup, der i en sidebemærkning kommenterer:»Anderledes er verden jo ikke«.

Kritiske kommentarer til denne logik vil forklare det usympatiske i denne holdning med, at Krarup er antisemit, racist eller lignende. Dette er imidlertid forkert. Holdningen er udtryk for Søren Krarups nationalromantiske teori, der netop er grundlaget for accepten af folkemord. Krarup har imidlertid i sin politiske polemik også en væsentlig kritik af det moderne samfund og dettes tro på rigtig og forkert.

Krarup kritiserer ideologierne og ismerne for at være totalitære og undertrykkende. Kun med den luthersk-evangeliske kristendom kan man sikre adskillelsen mellem 'kejserens' og 'åndens' rige, denne adskillelse mellem tro og lov eksisterer ikke i ismerne, der er universelt funderet. For Krarup er det kun i den kristne nation og nationalstat, skellet mellem tro og lov kan opretholdes.

Imidlertid falder Krarup for sin egen kritik af ismerne. Nationen og staten hos Krarup forener sig i en isme, der nedbryder skellet mellem tro og lov. At nationens åndelige enhed og statens politiske enhed forenes hos Krarup, er, hvad man kunne kalde en etnisk og kulturelt diskriminerende nationalstatisme. Denne etnocentriske position legitimerer hos Krarup undertrykkelse af individer eller grupper, der falder uden for nationens og dermed statens enhed og i sidste ende - i undtagelsestilstanden - legitimeres etniske udrensninger.

Krarup stiller i sin kritik en diagnose af det moderne, der på trods af dens pessimisme og, til tider, absurditet, er rammende og relevant for verden af i dag. Krarup er en uhyggelig og farlig politiker, der i al sin skræmmende ideologisering viser nogle af det moderne samfunds svagheder og uudtalte forudsætninger frem.

'Menneskerettighedsideologien', som Krarup kritiserer i 'Dansen om menneskerettighederne', er en del af humanismen. Krarups kritik går imidlertid på alle 'ismer' - således alt fra humanisme over marxisme til nazisme. Ismernes fødsel kan ifølge Krarup dateres til oplysningstiden med den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution. Ismen er menneskets frigørelsesprojekt fra Gud, og mennesket hiver skaber-processen ud af Guds hænder og bliver til sin egen skaber. Ismen bliver til troen på, at der i mennesket ligger en bestemt natur, der kan løsrives fra tradition, historie og religion, så mennesket kan blive frigjort.

Marx' kommentar: »Religion er opium for folket« er en udmærket repræsentant for en sådan isme, der forsøger at frigøre mennesket ved at løsrive det fra undertrykkende institutioner. Krarup argumenterer her - i tråd med andre konservative tænkere som eksempelvis Donoso Cortés og Edmund Burke - for at frigørelsen fra Gud ikke gør mennesket frit, men undertrykker det konkrete levende menneske. Mennesket er ondt og syndigt.

Menneskets væsen er dog ikke særlig grundigt behandlet hos Krarup, men den konservative tradition han skriver sig ind i, er kendetegnet ved en antropologisk pessimisme, det vil sige en forståelse af, at mennesket i sig selv ikke har begavelsen, beherskelsen og evnen til at skabe sit eget liv. Det er dette menneske, der hos Krarup bliver til synderen.

Den syndiges menneskeskabte idé om det gode samfund, kan aldrig føre til noget godt, men udelukkende til totalitære regimer og undertrykkelse af det konkrete levende menneske af kød og blod. Kun underlagt troen, fordommene, autoriteterne og institutioner er mennesket frit til at være menneske.

For Krarup er det kun i kristendommen, man kan undgå de undertrykkende ideologier. Ifølge Krarup er kristendom troen på ens syndighed i forhold til Gud. Kristendommen er fundament for adskillelsen af åndens og kejserens rige - kirke og stat. I denne kejserens verden kan man således skelne mellem godt og ondt, når man har anerkendt sin syndighed i forhold til Gud.

En skelnen i denne verden kan hverken være sand eller god, men for Krarup er den skelnen i den foranderlige verden stadig en nødvendighed i forhold til loven og det konkrete menneskes virkelighed. At være kristen er nemlig også at forholde sig til sin væren i 'kald og stand'. For Krarup er menneskets væren i, hvad han kalder »det historisk givne folk« - nationen.

For Krarup er den danske nation et åndsfællesskab, der er karakteriseret ved danskheden. Og lad os én gang for alle slå fast, at der intet racebetonet er ved Krarups nationsbegreb, og det er derfor fuldstændig absurd at beskylde Krarup for 'race'-racisme. Søren Krarup er åndsteoretiker ikke raceteoretiker. Krarups forståelse af nationen bygger på den tyske nationalromantiske tradition, der betegner nationen som et lukket åndsfællesskab.

Hos Krarup er det helt essentielle i åndsfællesskabet kristendommen, ikke forstået som kristne værdier, men som troen på Gud. Grundpræmissen for at være dansk er at være kristen. Dette betyder ikke, at der for Krarup er et lighedstegn mellem at være kristen og dansk. Kristendommen som tro er fundamentet for danskheden, men det specifikke ved danskheden ligger i 'det historisk givne folk', der er en blanding af den danske historie, sproget og specifikke danske kristne og kulturelle værdier.

Er der tale om en nationalisme hos Krarup? For Krarup vil svaret være et stort Nej. Det nationale er altid en forholden sig til det konkrete, og at være tro mod den virkelighed, mennesket er sat i - det vil sige nationen. Imidlertid er dette blot en retorisk finte for at undgå en af de ismer, han tilhører. Ismen er som sagt troen på en abstrakt idé om det gode samfund. Nationen - åndsfællesskabet - er det eneste rigtige samfund for Krarup.

Danskheden er ifølge Krarup ikke en abstrakt størrelse, men den lader sig heller ikke definere konkret. Imidlertid er det en forkert tolkning. Den danske nation eller 'det historisk givne folk' er per definition en abstraktion og sammenfatning af alle 'danskere', også selv om den enkelte dansker har en subjektiv følelse af at være dansk. Så på trods af sine retoriske tryllerier kan Krarup ikke komme uden om nationalismen som grundsten i hans politiske teori.

Mennesket er sat i verden og må respektere øvrigheden - for Krarup - nationalstaten. Statens opgave er imidlertid ikke at repræsentere politiske ideologiers forskellighed, men at sikre den nationale enhed - nationen. Derfor har Krarup ingen problemer med at kritisere indførelsen af demokratiet i 1848, da det skete på de herskende ideologiers præmisser. Den almindelige dansker havde ikke ønsket demokratiet. Indførelsen af demokrati var et opgør med nationen, og systemskiftet splittede derfor den nationale enhed op i menneskeskabte ideologiske partier. Pointen er her ikke, om Krarup er demokrat eller ej, men at den nationale enhed burde være sammenfaldende med den politiske enhed - staten. Hvis vi husker på den helt centrale distinktion mellem ånd og stat for Krarup, bliver det nu nogle ret ubehagelige konklusioner, man må drage.

Adskillelsen mellem ånd og stat eksisterer ikke her. Man kan kalde denne position for en nationalstatisme: troen på den abstrakte idé om nationen og det historisk givne folk er grundlaget for den rigtige samfundsform. Nationen sammensmeltes med staten og går forud for enhver anden menneskeskabt idé, og i særdeleshed ideen om, at mennesket har nogle grundlæggende rettigheder.

Statens rolle bliver etnocentrisk, det vil sige statens rolle bliver at bevare den nationale kultur, og dømme andre kulturer ud fra én målestok - nationens. På Krarups præmisser kan man derfor påføre teorien mærkatet 'isme'. Hvilket er en totalitær og undertrykkende ideologi, der i yderste instans - undtagelsestilstanden - legaliserer nationalstatens udrensninger af etniske minoriteter så lang tid, det gavner statens mål - opretholdelse af nationen.

Legitimiteten er i menneskets rodfæstelse i nationen, hvis man skal følge Krarups logik, der i sidste instans kun kan begrundes i menneskets tro på Gud. Legitimiteten ligger derfor i anerkendelsen af, at mennesket er syndigt, det vil sige i troen på, at social tvang er nødvendig for at opretholde nationen; og staten skal sikre friheden til at være et levende menneske af kød og blod, som ifølge Krarup kun kan eksistere i nationen.

Søren Krarup kan ud fra denne etnocentriske nationalstatisme forsvare Serbiens ret til med alle midler at opretholde kontrollen over Kosovo. At opgive Kosovo var for serberne at opgive den serbiske nation. Hvorfor? Det specifikke ved den serbiske nation lå i Kosovo. Etniske og kulturelle udrensninger af konkrete levende mennesker var en forfærdelig konsekvens, men kunne undskyldes.

Den nationalstat, Søren Krarup ønsker, er den guldkalv, han selv smelter og tilbeder. Den nationalstatisme, Krarup tror på, er alt det, han foragter ved ideologierne og de andre ismer.

En side af Krarup er hans politiske svar, der appellerer til omkring 15-20 procent af de danske vælgere. En anden side er det, han svarer på! Krarups nationalstatisme er ikke bare en uhyggelig vision, men netop et svar på en diagnose af det moderne. En konservativ beskrivelse og afdækning af samfundet, der i tråd med de store konservative tænkere, rammer de svage punkter i det moderne.

Kritikken af ideologierne og ismerne er en problematisering af troen på menneskets natur - på fornuften og menneskets evne til at kunne skabe det gode. Troen på menneskets natur stammer fra oplysningstiden, og for Krarup dækker troen ikke bare over nogle pragmatiske og nyttige vedtagelser, men over en dybere metafysisk størrelse. Det vil sige troen på, at menneskets natur er noget bestemt, som man ikke kan forklare.

For nazister og de fleste racister er det troen på, at den ariske race er en overlegen race, og for humanister er det troen på, at mennesket har nogle højere iboende værdier i sig selv. For nazisterne betød troen på menneskets racenatur, at man kunne undertrykke og udrydde andre 'racer'. For humanisten, at man kunne sikre ethvert menneskes frihed og lighed igennem menneskerettighederne, og derved ifølge Krarup undertrykke det konkrete menneske. Fælles for de to ismer er troen på, at menneskets natur er noget bestemt. Troen på racepolitik og menneskerettighederne bliver metafysisk, idet den ikke behøver at forklare sig med andet end, at det konkrete menneske altid tilhører en 'race', eller at det tilhører 'menneskeheden'. Ideologierne bliver for Krarup troen på, at mennesket besidder bestemte egenskaber, evner og rettigheder. En tro, der ikke er logisk, men metafysisk begrundet.

Krarups kritik rammer et svært problematisk forhold i det moderne. Er der noget, hvorom vi kan sige, at det er godt og rigtigt? Krarups væsentlige pointe er, at det handler i sidste instans om en tro, ikke en viden.

Søren Krarups kritik handler på den anden side om forandringerne i verden af i dag. Når Krarup kritiserer menneskerettighederne, er det et opgør med troen på mennesket, men det er på samme tid et forsvar for nationalstaten. Kritikken går her på afnationaliseringen af politikken, og at flere og flere politiske beslutninger bliver vedtaget i et internationalt forum. På samme tid er det en meget kritisk diagnose af de forandringer, der sker i verden.

For Krarup er det bl.a. folkevandringer, der ændrer kulturelle mønstre og kræver nye politiske forholdsregler. Videre kunne man nævne nye internationale fællesskaber, som de kommunikationsteknologiske udviklinger - bl.a. internettet - åbner op for.

Det centrale spørgsmål, som Krarup sætter fokus på, og som ikke bør negligeres, er: Hvordan fastholder vi os selv i det nationale fællesskab, når de traditionelle institutioner svækkes og mister deres indflydelse til fordel for internationale og globale institutioners voksende betydning, og nye og anderledes fællesskaber dukker op.

For Krarup er dette en nærmest apokalyptisk udvikling, man er nødt til at kæmpe imod. At det er en udvikling, som det vil være fuldstændig absurd og undergravende at kæmpe indædt imod, da det vil være med til at underminere økonomien, isolere Danmark politisk og analfabetere kulturen, mener jeg ikke, der kan være tvivl om.

En forholden sig til udviklingen og forandringerne i kultur, økonomi og politik er vigtig og nødvendig. U