0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En dag i linje 5A

En tur med bussen gennem København. Både med 1A og med 5A – og en tur med både racisme og besindighed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For et par år siden flyttede jeg fra rigmandsghettoen Klampenborg til København K.

I samme ombæring solgte jeg min bil, købte en cykel, et udvalg af travesko og en stadig strøm af klippekort til de offentlige transportmidler.

Jeg havde forinden opsagt mit job som direktør på et reklamebureau for at friste tilværelsen som freelancer og håbede, at det ville vise sig såvel praktisk som frydefuldt at bo midt i det pulserende liv i centrum.

Det er lykkedes til overmål både at nyde bylivet og retten til at bestemme over min egen gøren og laden. Det passer mig godt ikke at skulle møde et bestemt sted hver dag, ikke at skulle se på de samme mennesker hele ugen – og selv at kunne vælge, hvilke opgaver jeg vil løse.

Mit arbejde bringer mig vidt omkring i byen og forstæderne. I den forbindelse har jeg lært at værdsætte de hyppige A-busser, metroen og S-togene. I modsætning til hvad man skulle tro, hvis man kun kender de offentlige transportmidler fra medierne, fungerer de faktisk rimeligt og byder på mange interessante oplevelser.

København K må være et af de mindst ghettoficerede steder i landet. Her midt i byen tæt på Amalienborg bor alle slags mennesker overordentlig tæt på hinanden. Nede ved vandet bor der en del velhavende, men ikke femhundrede meter derfra i kvarteret omkring Borgergade og Nyboder er folk tydeligvis ikke ved muffen. Pensionister og børnefamilier blander sig med hjemløse, der kigger efter mænd i jakkesæt på vej til A.P. Møller – Mærsk, diverse ministerier, brancheforeninger eller Østre Landsret.

Når man dertil lægger en flodbølge af turister fra alverdens lande, der strømmer ind fra de store krydstogtskibe, så minder det mest af alt om Babylons tårn. Ethvert tungemål kan høres på gader og stræder. En skøn afveksling fra det ensrettede Klampenborg, hvor alle ligner hinanden og taler samme affekterede dialekt bortset fra de filippinske tjenestefolk og en enkelt jysk au pair.

Men lige uden for centrum adskiller Københavns kvarterer og bydele sig naturligvis fra hinanden, og det gør de busser, der kører igennem dem også.

I en periode havde jeg på samme tid min gang hos en kunde i Hellerup og en i Nordvestkvarteret, som ligger på ydersiden af Nørrebro. For at komme til Hellerup er det bekvemt at transportere sig med bus nr. 1A, derfra hvor jeg bor. For at komme til Nordvest er det smart at spadsere til Nørreport og derfra tage linje 5A. Det gjorde jeg så flere gange om ugen. Og hvilken forskel jeg kunne opleve.

Linie 1A på ruten fra Kongens Nytorv til Hellerup er en fredsommelig bus fyldt med reserverede danskere, der skal af på det ressourcestærke og pæne Østerbro eller det endnu mere velhavende Hellerup.

Passagererne passer sig selv og deres pakkenelliker, der typisk medbringes i mærkevaretasker eller poser fra de bedre butikker i byen.

Der er ældre damer med blåt hår og velfriserede skolebørn. Der er forretningsfolk, som har opgivet at parkere i byen og stiger om bord med deres attachemapper, mens de af al magt forsøger at ligne en, der har en Audi parkeret hjemme i garagen.

Der er naturligvis også enkelte af anden etnisk herkomst, men de er ikke mange og gør ikke meget væsen af sig.

Det er en bus, man ikke tænker over, fordi alle forsøger at lade, som om de ikke er til stede. Der er ingen særlige lugte og ingen skrigende farver. Ingen fulde mennesker eller højtråbende drenge. Alle forsøger at undgå kropskontakt og glider diskret rundt imellem hinanden. Man rejser sig og træder til side ved det mindste vink og uden et ord, men måske et nik og et høfligt minimalsmil.

Nu kommer det sikkert ikke som en overraskelse, at linje 5A fra Nørreport til Nørrebro Station byder på en noget anden oplevelse. En hvilken som helst 5A’er på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet rummer mennesker af alle tænkelige etniske herkomster. Der er tørklæder i alle regnbuens farver og mulige tildækningsgrader. Der er piger med bare maver, tatoveringer og piercinger.

Der er mænd med store sorte fuldskæg, mænd med moderigtige skægstubbe og aldeles glatbarberede mænd. Der er mænd med turban, som stadig har en debat om deres hovedbeklædning til gode, samt en del unge mænd med kasketter, som tilsyneladende unddrager sig enhver form for debat.

Der er luvslidte, alkoholiserede danskere og målbevidste udlændinge. Der er overvægtige kvinder i hellange gevandter med barnevogne og flere unger på slæb, og der er drenge i flok, som ligner noget, der engang kan blive til en grim bande. Der er forbløffende mange med store poser med vasketøj, men ingen mænd med attachemapper. Og ikke ret mange poser fra mærkevarebutikker.

Der er til gengæld masser af lugte, en overdådighed af synsindtryk og en kakofoni af tungemål, der ivrigt bliver luftet i samtaler både i og uden for mobiltelefoner.

Det er en fuldkommen anden verden end den, man møder i busser på linje 1A. Det er hele verden i en bus. Næsten. De eneste, der mangler, er faktisk dem, der kører med linje 1A. Og så dem fra Jylland, men de bor jo derovre og er noget for sig selv.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg bedre kan lide 5A end 1A.

1A er bekvem, beroligende og uprovokerende, hvilket er rigtig rart, når man blot er ude på at blive transporteret fra det ene sted til det andet. På den anden side kan jeg ikke sige mig fri for at være fascineret af 5A og dens tætpakkede busser fyldt med en mangfoldighed af mennesker. 5A tilbyder et sjældent indblik i det multikulturelle samfund.

Hvis jeg ikke er i humør til at have med det hele at gøre, lukker jeg det ude, men de fleste gange sidder jeg med åbne øjne, ører og næse og følger med i det altid skiftende sceneri.

Og nogle gange kan jeg slet ikke undgå at følge med, fordi det foregår så højrøstet, at mit ellers veludviklede personlige skjold ikke kan stå imod.

På den måde har jeg fået mange mærkelige oplevelser med i prisen for billetten, men en bestemt oplevelse vil altid stå prentet som noget ganske særligt.

Jeg sad i den bagerste del af bussen, og vi var nået halvvejs ud ad Nørrebrogade, da en ældre dansk kvinde steg om bord. Hun så umiddelbart tilforladelig ud, men ved nærmere eftersyn var hun lidt lurvet og ikke helt nyvasket. Damen bevægede sig ned igennem den fyldte bus og skubbede undervejs bevidst til en ung kvinde af anden etnisk herkomst.

Hvor den unge kvindes forældre kommer fra, skal jeg ikke gøre mig klog på. Hun talte upåklageligt dansk, klædte sig som en dansker og havde end ikke et tørklæde om halsen. Hun så ud som politikernes vådeste drøm om en assimileret indvandrer. Og hun opførte sig også, som de fleste danskere ville have gjort i hendes sted. Hun sagde nemlig fra og udbrød: »Undskyld, gider du lige se dig for«.

Det skulle hun imidlertid ikke have gjort, for det udløste en flom af ukvemsord fra den ældre kvinde:

»Hvis du tog hjem til, hvor du kommer fra, ville der v