For et par år siden flyttede jeg fra rigmandsghettoen Klampenborg til København K. I samme ombæring solgte jeg min bil, købte en cykel, et udvalg af travesko og en stadig strøm af klippekort til de offentlige transportmidler. Jeg havde forinden opsagt mit job som direktør på et reklamebureau for at friste tilværelsen som freelancer og håbede, at det ville vise sig såvel praktisk som frydefuldt at bo midt i det pulserende liv i centrum. Det er lykkedes til overmål både at nyde bylivet og retten til at bestemme over min egen gøren og laden. Det passer mig godt ikke at skulle møde et bestemt sted hver dag, ikke at skulle se på de samme mennesker hele ugen – og selv at kunne vælge, hvilke opgaver jeg vil løse. Mit arbejde bringer mig vidt omkring i byen og forstæderne. I den forbindelse har jeg lært at værdsætte de hyppige A-busser, metroen og S-togene. I modsætning til hvad man skulle tro, hvis man kun kender de offentlige transportmidler fra medierne, fungerer de faktisk rimeligt og byder på mange interessante oplevelser. København K må være et af de mindst ghettoficerede steder i landet. Her midt i byen tæt på Amalienborg bor alle slags mennesker overordentlig tæt på hinanden. Nede ved vandet bor der en del velhavende, men ikke femhundrede meter derfra i kvarteret omkring Borgergade og Nyboder er folk tydeligvis ikke ved muffen. Pensionister og børnefamilier blander sig med hjemløse, der kigger efter mænd i jakkesæt på vej til A.P. Møller – Mærsk, diverse ministerier, brancheforeninger eller Østre Landsret. Når man dertil lægger en flodbølge af turister fra alverdens lande, der strømmer ind fra de store krydstogtskibe, så minder det mest af alt om Babylons tårn. Ethvert tungemål kan høres på gader og stræder. En skøn afveksling fra det ensrettede Klampenborg, hvor alle ligner hinanden og taler samme affekterede dialekt bortset fra de filippinske tjenestefolk og en enkelt jysk au pair. Men lige uden for centrum adskiller Københavns kvarterer og bydele sig naturligvis fra hinanden, og det gør de busser, der kører igennem dem også. I en periode havde jeg på samme tid min gang hos en kunde i Hellerup og en i Nordvestkvarteret, som ligger på ydersiden af Nørrebro. For at komme til Hellerup er det bekvemt at transportere sig med bus nr. 1A, derfra hvor jeg bor. For at komme til Nordvest er det smart at spadsere til Nørreport og derfra tage linje 5A. Det gjorde jeg så flere gange om ugen. Og hvilken forskel jeg kunne opleve. Linie 1A på ruten fra Kongens Nytorv til Hellerup er en fredsommelig bus fyldt med reserverede danskere, der skal af på det ressourcestærke og pæne Østerbro eller det endnu mere velhavende Hellerup. Passagererne passer sig selv og deres pakkenelliker, der typisk medbringes i mærkevaretasker eller poser fra de bedre butikker i byen. Der er ældre damer med blåt hår og velfriserede skolebørn. Der er forretningsfolk, som har opgivet at parkere i byen og stiger om bord med deres attachemapper, mens de af al magt forsøger at ligne en, der har en Audi parkeret hjemme i garagen. Der er naturligvis også enkelte af anden etnisk herkomst, men de er ikke mange og gør ikke meget væsen af sig. Det er en bus, man ikke tænker over, fordi alle forsøger at lade, som om de ikke er til stede. Der er ingen særlige lugte og ingen skrigende farver. Ingen fulde mennesker eller højtråbende drenge. Alle forsøger at undgå kropskontakt og glider diskret rundt imellem hinanden. Man rejser sig og træder til side ved det mindste vink og uden et ord, men måske et nik og et høfligt minimalsmil. Nu kommer det sikkert ikke som en overraskelse, at linje 5A fra Nørreport til Nørrebro Station byder på en noget anden oplevelse. En hvilken som helst 5A’er på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet rummer mennesker af alle tænkelige etniske herkomster. Der er tørklæder i alle regnbuens farver og mulige tildækningsgrader. Der er piger med bare maver, tatoveringer og piercinger. Der er mænd med store sorte fuldskæg, mænd med moderigtige skægstubbe og aldeles glatbarberede mænd. Der er mænd med turban, som stadig har en debat om deres hovedbeklædning til gode, samt en del unge mænd med kasketter, som tilsyneladende unddrager sig enhver form for debat. Der er luvslidte, alkoholiserede danskere og målbevidste udlændinge. Der er overvægtige kvinder i hellange gevandter med barnevogne og flere unger på slæb, og der er drenge i flok, som ligner noget, der engang kan blive til en grim bande. Der er forbløffende mange med store poser med vasketøj, men ingen mænd med attachemapper. Og ikke ret mange poser fra mærkevarebutikker. Der er til gengæld masser af lugte, en overdådighed af synsindtryk og en kakofoni af tungemål, der ivrigt bliver luftet i samtaler både i og uden for mobiltelefoner. Det er en fuldkommen anden verden end den, man møder i busser på linje 1A. Det er hele verden i en bus. Næsten. De eneste, der mangler, er faktisk dem, der kører med linje 1A. Og så dem fra Jylland, men de bor jo derovre og er noget for sig selv. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg bedre kan lide 5A end 1A. 1A er bekvem, beroligende og uprovokerende, hvilket er rigtig rart, når man blot er ude på at blive transporteret fra det ene sted til det andet. På den anden side kan jeg ikke sige mig fri for at være fascineret af 5A og dens tætpakkede busser fyldt med en mangfoldighed af mennesker. 5A tilbyder et sjældent indblik i det multikulturelle samfund. Hvis jeg ikke er i humør til at have med det hele at gøre, lukker jeg det ude, men de fleste gange sidder jeg med åbne øjne, ører og næse og følger med i det altid skiftende sceneri. Og nogle gange kan jeg slet ikke undgå at følge med, fordi det foregår så højrøstet, at mit ellers veludviklede personlige skjold ikke kan stå imod. På den måde har jeg fået mange mærkelige oplevelser med i prisen for billetten, men en bestemt oplevelse vil altid stå prentet som noget ganske særligt. Jeg sad i den bagerste del af bussen, og vi var nået halvvejs ud ad Nørrebrogade, da en ældre dansk kvinde steg om bord. Hun så umiddelbart tilforladelig ud, men ved nærmere eftersyn var hun lidt lurvet og ikke helt nyvasket. Damen bevægede sig ned igennem den fyldte bus og skubbede undervejs bevidst til en ung kvinde af anden etnisk herkomst. Hvor den unge kvindes forældre kommer fra, skal jeg ikke gøre mig klog på. Hun talte upåklageligt dansk, klædte sig som en dansker og havde end ikke et tørklæde om halsen. Hun så ud som politikernes vådeste drøm om en assimileret indvandrer. Og hun opførte sig også, som de fleste danskere ville have gjort i hendes sted. Hun sagde nemlig fra og udbrød: »Undskyld, gider du lige se dig for«. Det skulle hun imidlertid ikke have gjort, for det udløste en flom af ukvemsord fra den ældre kvinde: »Hvis du tog hjem til, hvor du kommer fra, ville der være plads til os, der er født her«. »Jeg forstår ikke, hvorfor sådan nogle som dig overhovedet skal være her, I fylder bare op«. »Det er mig, der har ret til at være her. Det er for galt, at du står i vejen«. Sådan blev hun ved med skingert at give udtryk for sin utilfredshed. Og det tog ikke af, da resten af passagererne blev helt stille og vendte sig om for at se, hvad der foregik. Tværtimod følte hun sig tilsyneladende yderligere ansporet til at give sin racisme frit løb. Det var grænseoverskridende at opleve, og jeg fik en kvælende fornemmelse af afsky i halsen. Den unge kvinde lod sig dog ikke slå ud. Hun gik til modangreb og anførte lige så højlydt, at hun var født her i landet. At hun arbejdede og havde lov til at være her. At hendes familie var gode samfundsborgere, og at den ældre kvinde i øvrigt skulle holde sin kæft og lade være med at skubbe. Det gik ikke stille af. Under den hidsige ordveksling kom nogle unge etniske rødder op at stå. De var vel 13-14 år og trængte sig frem i bussen bagfra for at forsvare den unge kvinde. De råbte gangsterudtryk, som om de deltog i en amerikansk fim og var tydeligt oplagte til slagsmål. På det tidspunkt var alle klar over, at det kunne ende helt galt. Stemningen var spændt til bristepunktet og nervøsiteten til at tage og føle på. Folk flyttede uroligt på sig og ønskede sig et andet sted hen. Men så indtraf det multikulturelle, multietniske, multireligiøse eller blot menneskelige mirakel. På den ene side trådte nogle etniske mænd i 30’erne frem og lagde deres tunge hænder på de unge drenges skuldre og bad dem dæmpe sig. På den anden side slog nogle midaldrende danske kvinder ring om den ældre racist og bad hende med barske ord om at holde sin kæft. Drengene våndede sig under de modne mænds autoritet. Den ældre kvinde sænkede stemmen, men blev ved med at mumle ukvemsord, mens hun fik læst og påskrevet af de andre kvinder. Den unge kvinde fortrak bagud i bussen og satte sig ved siden af mig, imens hun ringede til en bekendt og begyndte på et referat af sine oplevelser. Situationen opløste sig selv ved næste stoppested, hvor den ældre kvinde følte sig nødsaget til at stige af. Drengene blev i deres testosteronrus ved med at hviske om alt det, de ville have gjort ved den ældre kvinde. Den unge kvinde blev ved med at tale med sin bekendte om verdens uretfærdighed, men alle vi andre åndede lettet op og sank tilbage til vores normaltilstand. Eller rettere – helt normalt blev det ikke for mig. Jeg følte mig som en del af en større historie. Som medlem af en menneskehed, jeg kunne være stolt af, på trods af at jeg ikke havde blandet mig direkte i bataljen. Jeg kiggede med stor taknemmelighed på dem, der havde interveneret, og smilede mit venligste, mest imødekommende og anerkendende smil til alle, der fangede mine øjne. Et kort øjeblik var vi samlet i et fællesskab, som jeg er sikker på, at samtlige passagerer i nuet vidste, er det fællesskab, der gør det værd at leve, og som giver håb for fremtiden. Bagefter har jeg tænkt på, hvad folketingspolitikere fra Dansk Folkeparti ville have gjort, hvis de havde været om bord på den bus. Ville de have givet den lurvede danske kvinde ret i, at hun havde førsteret til en plads i bussen? Ville de have bekræftet hende i, at ’de fremmede’ var årsagen til hendes fiasko? Ville de have støttet hende i, at den unge etniske kvinde burde rejse ’hjem’ til et land, hun aldrig har boet i? Ville de have eskaleret konflikten med de unge drenge? Ville der være udbrudt krig? Krig i lighed med den krig, der føres i medierne, hvor man taler grimt om nogen, man ikke kender, blot fordi de ikke ligner en leverpostejsdansker. Måske, men jeg tror det faktisk ikke. Selv medlemmer af Dansk Folkeparti ville være blevet grebet af den menneskelighed, der forseglede konflikten. Ingen kunne være uberørte af det, vi som passagerer oplevede den dag. Det er bare synd, at politikerne fra Dansk Folkeparti ikke kan stige om bord på linje 5A uden sikkerhedsfolk, så de kommer aldrig til at opleve, hvad der sker en helt almindelig mandag i den virkelige verden. Gjorde de det, føler jeg mig overbevist om, at de ville belægge deres ord i den offentlige debat med større omhu. De ville ikke kunne undgå at tænke på de modne mænds tunge hænder på de unge drenges skuldre, eller de midaldrende kvinders irettesættelse af den ophidsede racist. Og med det i baghovedet ville de ikke have lyst til at puste liv i en konflikt, der kunne undgås ved at udvise modenhed og menneskelig værdighed.