0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skamløst retsopgør i Cambodja

Regimet i Phnom Penh har ladet et retsopgør begynde med én mand på anklagebænken. Skal resten af folkemordet 1975-79 forsvinde i tågerne?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
HENG SINITH/AP
Foto: HENG SINITH/AP

Een mand sidder på anklagebænken i Cambodja - tiltalt for medvirken til De Røde Khmerers folkedrab. Det er ikke nok - langt flere personer skal på anklagebænken for at hele landet, skriver journalist Mette Holm.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Så blev den første af blot en håndfuld af de øverste ansvarlige for uhyrlighederne under Pol Pots og De Røde Khmerers bondestyre i årene 1975-79 omsider stillet for en dommer: Kaing Guek Eav, bedst kendt som ’Duch’, tidligere skolelærer og bøddel med mindst 14.000 cambodjaneres liv på samvittigheden.

Det er kun de indledende øvelser af retssagen, der er gået i gang her medio februar. Ingen er naturligvis skyldig, før det er bevist. Men i Duchs tilfælde har han selv erkendt, om end han siger, han handlede efter ordrer fra oven.

Han fik selv nøje dokumenteret torturen i sikkerhedsfængslet og udryddelseslejren, som han var leder af; han fik dokumenteret og fotograferet ligene af de døde efter henrettelsen. Dertil kommer, at han er blevet identificeret og genkendt som den frygtede og brutale leder af torturfængslet S-21 i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

7. januar var det 30 år siden, at Pol Pot og De Røde Khmerer blev styrtet ved en invasion fra Vietnam – i S-21 var der fem overlevende, der dårligt troede på deres held, da vietnameserne kom frem. 30 år er lang tid.

Og netop at lade tiden gå, så de ansvarlige kan dø, synes at være strategien i retsopgøret med De Røde Khmerers topfolk. Men det læger ingen sår. Kun ofrenes efterladte har tilsyneladende interesse i, at retfærdigheden sker fyldest. Men de er mange. Endnu flere ved imidlertid næppe, hvad der skete. Over halvdelen af Cambodjas befolkning er under 21 år og har ingen erindring om uhyrlighederne.

Til gengæld har mange haft glæde af at lade tiden gå ... Cambodjas nuværende topfolk har en fortid hos De Røde Khmerer, blandt dem ministerpræsident Hun Sen og Nationalforsamlingens formand, Chea Sim, der dog deserterede og flygtede til Vietnam.

USA var i høj grad medansvarlig for den politiske situation, som overhovedet gjorde De Røde Khmerers magtovertagelse mulig i 1975, og modarbejdede siden systematisk Vietnams befrielse af Cambodja fra De Røde Khmerer. Kina støttede dem med våben, penge og rådgivning helt frem til 1990’erne. Bl.a. sendte De Røde Khmerers oprørsradio fra Kina, og deres landminer var kinesiske. USA og Kinas politik var årsag til, at FN og størstedelen af det internationale samfund ikke anerkendte Cambodjas regering før 1991. De Røde Khmerer sad på Cambodjas sæde i FN frem til da. Mange store spillere har med andre ord interesse i at holde låg på fortiden.

Cambodjas nyere historie er grufuld. Pol Pot og hans Røde Khmerers ultramaoistiske bondeutopi kostede mellem 1 og 2 millioner cambodjanere – op imod en fjerdedel af befolkningen – livet i løbet af knap fire år.

De døde af overanstrengelse, sult, tortur og ydmygelser, sygdom – og mange titusinder blev henrettet.

Inden Pol Pot kom til magten i april 1975, havde general Lon Nol betydelig militær og økonomisk opbakning fra USA gennem fire-fem år. Lon Nols styre var gennemkorrumperet, og amerikanernes krig i Vietnam flød over og ind i nabolandet med voldsomme ’hemmelige’ bombardementer i Cambodja, der dræbte hundredtusinder cambodjanere. Derfor kunne De Røde Khmerer i magtovertagelsens første dramatiske dage tømme hovedstaden, Phnom Penh. De henviste blot til det meget plausible, at amerikanske bombefly snart ville udslette byen. I stedet sprængte De Røde Khmerer selv nationalbanken i luften som et opgør med pengeøkonomien. Byen blev tømt for indbyggere – spædbørn, unge, mænd, kvinder og gamle, raske og syge, mange døde allerede på den færd. Nu skulle alle være bønder; al viden skulle udslettes.

Cambodjas nuværende stærke mand, Hun Sen, der var med forrest i invasionen fra Vietnam i januar 1979, foranstaltede en lynhurtig skueproces mod de ansvarlige for De Røde Khmerers regime – in absentia. Ingen har nogensinde taget dét retsopgør alvorligt – end ikke Hun Sen selv.

Den domstol, der nu omsider er ved at gøre op med uhyrlighederne, har været undervejs i syv år. Cambodjas regering gik kun modvilligt ind på den i 2004. Ministerpræsident Hun Sen sagde i et interview i fjor – normalt giver han ikke interview, men kommer med sine erklæringer under åbningsceremonier, besøg i landsbyer eller lignende – at han sådan set gjorde op med Demokratisk Kampuchea, som var det officielle navn for De Røde Khmerers regime, i 1979, så hvorfor bore yderligere i fortiden? Og han har under ingen omstændigheder villet høre tale om en international domstol. Derfor blev De Ekstraordinære Kamre ved Cambodjas Domstole til anklager for forbrydelser begået under Demokratisk Kampuchea, ECCC, en såkaldt hybriddomstol, bestående af to dele FN og tre dele cambodjansk retsvæsen. Dermed har Cambodja flertal i enhver beslutning og dom. I praksis betyder det, at to undersøgelsesdommere, to anklagere og to dommere i hver sag er udpeget af FN-systemet, og tre af hver fra Cambodja, hvor retsvæsenet er gennemkorrumperet og sine steder ligefrem ikkeeksisterende. ECCC kan rejse tiltale for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Den maksimale straf er fængsel på livstid.

Særdomstolen skulle efter planen have kostet knap 20 mio. dollar. Nu er den løbet op i tæt på 100 mio. dollar og er stadig underfinansieret. Der blev afsat tre år til domstolen, der kom fra start, da dommerne blev taget i ed juli 2006 – for to og et halvt år siden. Hun Sen forlanger hele tiden flere penge og siger, at Cambodja allerede har brugt mange ressourcer på særdomstolen. Cambodja står for lokaler, forplejning, fængslet m.m. – ingen penge, kun ydelser.

Det pæneste, man kan sige om den langtrukne proces, er, at særdomstolen er placeret i Cambodja og ikke en helt anden verdensdel. Selv om den er utilstrækkelig, kan den dog yde efterladte nogen oprejsning.

Og den kan sende signal om, at der findes – om end også den utilstrækkelig – retfærdighed. Desværre mangler helt forsoningselementet, som f.eks. Sydafrika gennemførte med sin Sandheds- og Forsoningskommission, hvor hver en sten blev vendt og amnesti kun blev udstedt, når bødlen havde erkendt og angret sin brøde og ofret – eller de efterladte – havde tilgivet. Først da kunne nationen lægge fortiden bag sig.

Det siges dog, at Duch – da han i fjor blev bragt til de såkaldte Killing Fields, hvor en stor del af henrettelserne fandt sted – brød sammen, da han blev konfronteret med stedet, hvor der bl.a. er et monument af hans ofres kranier. Konfrontationen var ikke offentlig. Duch skal have sagt: »Jeg beder om jeres tilgivelse – jeg ved, at I ikke kan tilgive mig, men jeg beder jer om at yde mig håbet om, at I måske kan«, inden han brød grædende sammen på sin fangevogters skulder.

En af de få overlevende fra S-21, som også var til stede, skal have skreget: »Her var ordene, jeg har længtes efter at høre i 30 år«. Så vidt forsoningen ...

Udvekslingen er gengivet af franske François Bizot, der som ung forsker studerede gamle buddhistiske skrifter i Cambodja. I 1971 blev han taget til fange i et område, der var kontrolleret af Røde Khmerer.

Duch var leder af lejren M13, hvor François Bizot blev holdt fangen, og stod for både afhøringen og bevogtningen af franskmanden. Bizot var lænket, blev beskyldt for at være amerikansk spion og dømt til døden. Duch afhørte ham hver eneste dag.

I modsætning til den senere skæbne for fangerne i S-21 endte Duch med at tro på Bizots uskyld, og franskmanden blev frigivet. Derpå så Bizot ikke Duch i over 30 år, men har siden 2003 flere gange besøgt ham i fængsel i Phnom Penh. Det fremg