Hver morgen før solopgang rejser den 20-årige Bilal sig fra sit hårde leje i en gård.

Inden han spænder et æsel for en lille vogn og løfter et par tønder op på den, spiser han lidt ris. Han driver æslet til en offentlig brønd – et hul i jorden omkranset af mursten. Han må hive rebet med metaldunken mange gange op af brønden, før de to tresliters tønder er fyldte. Der er god afsætning på Bilals vand, for det er hedt i Nouakchott, Mauretaniens hovedstad. Temperaturen svinger mellem 21° og 29° C i årets løb, og nedbøren er sporadisk, godt en tiendedel af nedbøren i Danmark. Mellem syv og ti gange i løbet af arbejdsdagen, der uden pauser varer til solnedgang, fylder han sine tønder fra en offentlig brønd. Men hverken æslet, kærren eller de to tønder er Bilals, heller ikke indtægterne fra dagens vandsalg, for Bilal er slave. Arbejdsredskaber og dagens indtægt tilhører derfor hans herre. Bilal sælger vand for det, der svarer til 128 dollar om måneden. Slaveholderens udgifter – føde og lommepenge til Bilal, vandskat og ’afskrivninger’ på æsel, vogn og tønder – udgør 35 dollar månedligt. En fin forretning for Bilals ejer. Mange studser vel over, at slaveri stadig findes. Det gjorde jeg også, da jeg stødte på det under researchen til en roman ’Laurids’, hvis hovedperson i 1627 sammen med 400 islændinge tages til fange af tyrkiske slavejægere og sejles til Algier, hvor de sælges som slaver. Flertallet af nutidens slaver i Mauretanien – der er måske 600.000 af dem – er børn af slaver, men oprindeligt rekrutteredes slaver blandt krigsfanger. Senere i historien har man målrettet jagtet mennesker for at gøre dem til slaver. Sådan blev godt 10 millioner unge afrikanere gjort til slaver for at arbejde i Amerikas bomulds-, tobaks- og sukkerrørsplantager. Blandt dem var afrikanere, som arabiske stammer fangede omkring Senegal-floden, der udgør grænsen mellem Mauretanien og Senegal. Araberne afsatte afrikanerne til først portugisere, siden til franskmænd mod skydevåben, klæder og sukker. Fra slutningen af 1700-tallet bredte opfattelsen sig i oplyste kredse i Europa, at slaveri var moralsk forkasteligt. Danmark afskaffede slavehandelen i 1803 og slaveriet i 1848, mens amerikanerne måtte igennem en blodig borgerkrig 1861-65 for at blive det kvit. De europæiske kolonimagter gjorde modstanden mod slavehandelen og slaveriet til en del af deres kolonipolitik i Afrika i anden halvdel af 1800-tallet, men kun halvhjertet, da de ofte havde interesse i, at det fortsatte. Da Mauretanien opnåede uafhængighed fra Frankrig i 1960 under navnet den Islamiske Republik Mauretanien, blev slaveri forbudt. Men når man måtte forbyde det igen i 1980 og senest i 2007, må det have meget dybe rødder i mauretansk samfund og kultur. Befolkningen i Mauretanien kan groft inddeles i tre grupper. De hvide eller arabiske mauretaniere, der er slaveholdere som Bilals herre. De kaldes også beydanes (’med hvid hud’). Beydanes sidder på den politiske, økonomiske, juridiske og religiøse magt i landet. Den anden hovedgruppe, haratin (af arabisk for frihed), består af eksslaver og deres efterkommere. De kaldes også sorte mauretaniere, og mange af dem har sort hud, da slaverne førhen blev indfanget blandt de sorte afrikanere, afro-mauretaniere, landets tredje hovedgruppe. De fleste haratin er i dag lysere i huden, da de er børn af arabiske slaveholdere og sorte slavekvinder. Et regeringsdekret afskaffede slaveriet i 1980, men dekretet havde ingen virkning. Hvorfor ikke? Dels var der ingen, der orienterede slaverne om forbuddet mod slaveri, men nok så afgørende er det, at slaveriet har dybe rødder i mauretansk kultur, og kultur er ofte vævet sammen med religion. Stort set alle mauretaniere er muslimer. Slaveri er accepteret i Koranen, og Muhammed holdt selv slaver. Men en slaveholder kan frigive en slave af barmhjertighed, og han skal gøre det som straf for et uoverlagt drab på en anden muslim. Ifølge Koranen har en slaveholder ret til sex med sine kvindelige slaver, og det har 1980-dekretet ikke ændret stort på. Sandsynligvis fordi ulemaerne – en ulema er en blanding af en muslimsk skriftklog, jurist og præst – er hvide maurere, og de udlægger de muslimske skrifter til slaveholdernes fordel, hvilket ikke er sært, når de selv holder slaver. 1980 var også året, hvor der blev der indført sharialovgivning i Mauretanien, måske som betingelse for finansiel hjælp fra Saudi-Arabien. Moskeernes opfordringer til ærlighed og lydighed lægger også en dæmper på troende slavers eventuelle frihedstrang. Slaverne får at vide, at kun hvis de adlyder deres herrer, kommer de i himlen, og for slaven med et slidsomt liv kan udsigten til paradis være opløftende. Alligevel findes der slaver, der er flygtet fra deres herrer, men de er ikke mange. Hvorfor? Fordi det er overordentligt svært at klare sig som flygtet slave i Mauretanien. Henvender man sig som bortrømt hos en beydanes for at få arbejde, vil man sandsynligvis blive afvist, da den hvide maurer har slaver til al slags arbejde i sin husstand. Den undvegne vil sikkert også få nej hos en haratin, da han har mange familiemedlemmer, som han vil ansætte før en flygtet slave. Da både beydanes og haratin er tæt forbundne i udvidede familier og stammer, vil en flygtet slave blive anset for en udstødt eller for upålidelig, fordi han har vendt sin ’familie’ ryggen. Sådan vil mange slaver også se på ham. En slave vil derfor tænke sig om flere gange, inden han rømmer sin herres hus. Slaver lever på sin vis også et tåleligt liv i det fattige Mauretanien. Selv om deres tøj og føde er ringe, er de trods alt sikret det basale i et menneskes liv, og som gamle og syge vil deres herre tage sig af dem. Som bortrømt slave risikerer de derimod at dø af sult; en flygtet kvindelige slave kan eventuelt overleve som prostitueret. Så slaveherrer behøver normalt ikke anvende tvang for at holde på deres slaver. Mange ældre slaver forestiller sig derfor et liv i frihed som usikkert. Andre tror, at Gud forventer, at de er loyale mod deres herrer, og anser derfor frihed som forræderi. Den, der vælger friheden, ødelægger Guds orden. Disse forestillinger giver de videre til unge slaver. De gamle slavers forestillinger støttes af slaveherrerne, der belønner hårdt arbejdende, loyale slaver ved at lade dem gifte sig og behandle dem godt. Ofte udvikles der nære bånd mellem slave og herre. Slavekvinder mader, tager sig af og opdrager deres herrers børn. De opvarter kvinderne i herrens husstand, og respekt og hengivenhed kan opstå mellem parterne. Men bag den tilsyneladende harmoni er det mauretanske samfund gennemsyret af racisme. De hvide maurere foragter normalt deres sorte slaver og anser dem for mindreværdige. Men det er svært at se for en udlænding, når sorte slaver lever i hvide maureres husstande, og sorte og hvide går i de samme moskeer. Selv om 1980-dekretet ulovliggjorde et menneskes eje af et andet og ophævede slavens forpligtelse til at arbejde for sin ejer, så skete der i praksis ingen ændring af herre-slave-forholdet. For ifølge dekretet skulle herrerne ikke betale deres frigivne slaver løn eller yde dem nogen form for social sikkerhed. Den mauretanske regering, der består af slaveholdere, indrømmer, at eksslaver udfører ubetalt arbejde, men siger, at de får klæder og føde til gengæld, og hævder, at så er der ikke tale om slaveri. Dekretet om slaveriets ophævelse stillede slaveholderne i udsigt, at de fik erstatning, når deres slaver blev frigivet. Men en kompensation er aldrig blevet udbetalt. Derfor argumenterer slaveejerne, at så længe de ikke har modtaget erstatning, skal de ikke frigive deres slaver. Samtidig hævder de, at fordi slaveriet er blevet afskaffet, er de ikke længere slaveholdere. Alligevel fortsætter de med at behandle deres slaver som slaver, samtidig med at de argumenterer, at de ikke er slaver, men bare er en slags kaution, indtil de får udbetalt erstatning af regeringen. Der er i øvrigt heller ingen lov, der straffer slavehold. Og da slaveriet formelt er afskaffet, benægter domstolene, at det eksisterer. Modige eksslaver bekæmper aktivt slaveriet i Mauretanien. De bistås af SOS-Slaver og af ’El Hor’, en organisation af undvegne slaver. I 1996 bad den tidligere slavinde Aichana mint Abeid Boilil SOS-Slaver hjælpe sig med at få sine fem børn tilbage. Hun var flygtet fra sin herre på grund af mishandling, men fik ikke sine børn med. Sammen med jurister fra SOS-Slaver opsøgte hun flere gange statsanklagerens kontor. Først da SOS-Slaver truede med at gå til internationale hjælpeorganisationer, bad justitsministeren en domstol tage sagen op. Domstolen dømte slaveholderen til at give Aichana fire af hendes børn tilbage. Det femte barn havde han givet til sin datter. Han argumenterede, at han havde ret til alle fem børn, fordi Aichana var hans kone, og han var far til nogle af børnene. Aichana benægtede, at hun var hans kone, og insisterede på, at hun aldrig havde haft sex med ham. Aichanas delvise sejr er en sjælden begivenhed. Da der ikke findes nogen love om slavers rettigheder, nægter myndighederne normalt at tage slavers klager op. Domstolene udtaler f.eks., at de ikke har nogen domsmagt på området, så enten afviser de anken eller henviser den til de islamiske domstole, og de afsiger kendelser ud fra Koranens ord om slaveriets lovlighed, så slaver kan ikke forvente nogen hjælp fra den kant. Til gengæld lægger ulemaerne gerne sag an mod slaver. Det gjorde de i 1996, da et slavepar sammen med deres to børn flygtede fra deres ejer. Efter en kort forhandling kendte en islamisk domstols ulemaer for ret, at børnene skulle leveres tilbage til slaveholderen. Disse sager viser især kvinders og børns magtesløshed, selv om alt ser ud som idel lykke, når man som fremmed stikker hovedet indenfor i en slaveholders hus. Men det hører altså til slavekvindens lod, at slaveejeren må udnytte hende seksuelt. Ud over nydelsen får han også flere slaver ud af det, og hvad enten han er far til sine slavekvinders børn eller ej, tilhører de ham, og domstolene vil støtte ham heri. Ikke overraskende for et retssystem, hvor en mands vidneudsagn tæller for to kvinders. Slaveholderen bestemmer også, om en kvindelig slave må gifte sig og med hvem, og kan annullere ethvert ægteskab, han ikke synes om. Ved at flytte børnene rundt mellem andre husstande, udlåne dem eller sælge dem til venner eller slægtninge binder slaveholderen kvinderne til sig. Det minder om gidseltagning. Styret i Mauretanien reagerede på dannelsen af SOS-Slaver og El Hor ved at oprette egne menneskeretsorganisationer i det håb, at det ville stoppe udlandets kritik af det fortsatte slaveri i landet. Omverdenen – primært USA og Frankrig – har faktisk set gennem fingre med slaveriet i Mauretanien, men mest fordi kampen mod islamisk fundamentalisme har stået højt på dagsordenen, og de har derfor ønsket regimet i Mauretanien aktivt involveret i kampen mod islamisk fundamentalisme. Mange af ovenstående oplysninger er fra 1990’ernes slutning. Men når slaveriet er afskaffet igen i 2007, tyder det på, at forholdene for Mauretaniens slaver/eksslaver ikke grundlæggende er ændret siden slutningen af sidste årtusinde. For et par måneder siden afholdt FN racismekonference i Genève (Durban II). Men racismen, der debatteredes før og på konferencen, var primært Israels påståede racistiske politik over for palæstinenserne og den racisme, der hævdedes at være udbredt i Europa og rettet imod muslimer. Den racisme, der gennemsyrer Mauretanien, er af større omfang, mere rodfæstet og næsten ukendt og derfor vigtig at rette projektørlyset på. I Niger, et andet land i Afrika, har slaveriet vist sig lige så svært at udrydde. 23. marts tildelte udenrigsminister Hilary Clinton og præsidentfruen Michelle Obama udenrigsministerens Internationale Pris for Kvindeligt Mod til den 24-årige tidligere slave Hadijatou Mani for hendes modige kamp mod slaveriet i sit fædreland Niger, der forbød slaveriet i 2003 – for anden gang i landets historie. Hadijatou blev født af en slave, og som 12-årig blev hun i 1996 solgt til en ven af sin mors herre. I de følgende ni år arbejdede hun som hus- og markslave, men blev også benyttet som sexslave, wahiya, af sin ejer, der i forvejen havde fire koner og syv wahiyas. Der kom tre børn ud af forholdet. Hendes tidligere ejer hævdede, at han gav Hadijatou friheden i 2005, og at hun i kraft af sædvaneretten automatisk blev hans kone ved frigivelsen. Hadijatou gik imidlertid til en lokal domstol, som afgjorde, at de to aldrig havde indgået giftermål. Derpå giftede hun sig med en, hun selv havde valgt. Hadijatous tidligere herre appellerede kendelsen til en anden retsinstans, som dømte hende til to måneders fængsel for bigami! De vestafrikanske staters økonomiske samarbejdsorganisation ECOWAS’s domstol kendte i efteråret 2008 Niger skyldig i ikke at have beskyttet den unge kvinde mod slaveri. Der er i dag en kampagne i gang for at afskaffe slaveriet i Mauretanien i 2012. Som støtte til kampagnen kunne Lars Løkke Rasmussen og Per Stig Møller i lighed med Hillary Clinton og Michelle Obama udse sig et enkeltindivid, der har kæmpet en sej kamp mod slaveriet i Mauretanien, og give pågældende en pris, for bør globalt udsyn ikke omfatte andet end Dalai Lama og klimaet? Det kunne være Boubakar Messaoud. Han fødtes som slave, men havde modet til at flygte fra sin herre. Derpå grundlagde han SOS-Slaver.