Medierne er løbende fyldt med historier fra sundhedsvæsenet.

Næsten alle beskæftiger sig med fejl og mangler, for det er mediers væsen: De skal være vores vagthunde. Men det er faktisk ret trættende læsning i længden, og det opflammer befolkningen til at tro, at der ikke foregår noget som helst, der lykkes, i den sektor. Mistilliden til både læger og sygehusvæsen vokser og vokser, og det er min fornemmelse, at folk også i almindelige samtaler ynder at fortælle om et eller andet, der er gået galt, mens beretninger om det, der er gået godt, ikke får lov til at fylde ret meget, om overhovedet noget. Jeg har personligt haft masser af kontakt med sygehusvæsenet i de seneste måneder, idet jeg fik konstateret en prostatakræft i oktober 08. Det meste af min behandling er foregået på Frederiksberg Hospital, lidt på Rigshospitalet, og jeg må sige, at jeg er nærmest bevæget over den formidable omhu og gode behandling, jeg har fået hele vejen igennem – og som også medpatienter stort set har kunnet bekræfte. Kun en enkelt synes, han havde været ude for ’en dårlig håndværker’, da han var inde for tredje gang til en mindre operation. Hans historie kunne sikkert sagtens ryge i pressen, men ærlig talt: Signifikant er den ikke. Fejl og mangler skal ikke gå upåtalt hen, det er heller ikke min mening. Men jeg må drage en parallel til folkeskolen, der netop nu oplever sin værste krise i mange år, idet ingen fornuftige – og slet ikke talentfulde – mennesker gider tage en læreruddannelse for at gå ind i et evigt udskældt erhverv. Hvor er det uklogt altid at kritisere! Den megen kritik, der ikke afbalanceres med positive historier, er ganske enkelt en cocktail, der medfører det modsatte af det ønskede: Vi får ikke en bedre skole på den måde, men en ringere. Hvis man vil have fordele og udbytte af f.eks. medarbejdere, så skal man dog ikke evigt og altid kritisere dem sønder og sammen. Det ved enhver leder, selv de fleste af de dårlige! Engang i DR Ungdomsredaktionens storhedstid viste man et program, hvor den ene del af en skoleklasse blev behandlet som skidt, mens den anden blev nurset og støttet. Det medførte, at den første gruppe begyndte at bide også ad hinanden og fungere så dårligt, at eksperimentet måtte stoppes – mens den anden stortrivedes og leverede bedre og bedre resultater. Vi, befolkningen, gør os selv en bjørnetjeneste – i den oprindelige betydning: en bjørnestor dårlig tjeneste – hvis vi ikke beder medierne om at afbalancere deres rapporter fra en lang række områder, der dårligt tåler kun at blive beskrevet ud fra deres fejl og mangler. For en del år siden blev det således klart for kvalitetsjournalister som Jørgen Flindt Pedersen, Poul Martinsen, Anders Riis Hansen og andre, at det var en grumme dårlig idé kun at omtale indvandrere og deres børn for deres vold og andre problemer. De begyndte bevidst at huske de positive historier. Jeg kan ikke lade være med at læse de daglige beretninger i Politiken om døde i trafikken. Jeg undrer mig dagligt over, hvor mange bilister der kører over i den forkerte side af vejen og vædres af en modkørende. Eller over antallet af spøgelsesbilister – hvad skyldes dog disse mærkværdige ulykker? Men jeg er heldigvis også selv bilist, og det får mig til at registrere, at det dog er usædvanlig mange trafiksituationer, der går godt, ja, faktisk millioner hver dag, hvor de ulykkelige hændelser heldigvis som regel kan tælles på én hånd. Positive historier har en pudsig skæbne i de fleste medier. De er lidt mere comme il faut i ugebladene og dermed i tv, end de er i aviserne. Aviser har dem som regel henvist til bagsiden. ’Rigtige’ journalister beskæftiger sig med afdækning af konflikter og anslag mod samfundets almindelige helbred. Men de burde have lov til – som det sker en gang imellem i en søndagsavis, et livsstilstillæg el. lign. – at huske, at den anden side af medaljen, det vellykkede, også hører hjemme i vores fælles omsorg for det fælles gode samfund. Perspektivet, hvis man fortsat langer ud efter sundhedssystemet, folkeskolen, postvæsenet, DSB osv., det er fortsat privatisering, idet myten er, at talentløshed, dårlig administration og mangel på ildhu hører det offentlige til, mens det private erhvervsliv er i stand til at udvise dynamik, styring og engagement. Min mor boede ved et plejehjem i Lyngby-Taarbæk i en periode, hvor kommunen faldt for den søde salgstale – og sikkert også et celebert prøvemåltid – fra et privat selskab, der mente, de kunne levere bedre mad til en billigere penge end kommunens egne køkkener. De fik ordren. Men det gik kun kort tid, så var der alt for mange tilfælde, hvor slamsugere måtte ud at tømme brønde, fordi de stakkels gamle havde skaffet sig af med uspiselige krebinetter o. lign. i det lokale kloaksystem. Kommunen tog opgaven tilbage. Men for nu at sige noget positivt: Jeg skrev en kronik om problemet og blev ringet op af en ung sympatisk medarbejder. Han og jeg var hurtigt enige om, at gamle mennesker ikke skulle have meget, men derimod velsmagende mad. Han fortalte om en ny teknik, der hed ’cook-chill’, der bestod i, at maden blev tilberedt, kølet ned og varmet op igen hos klienterne. Rigtigt anvendt er det måske en god teknik, men praksis viste, at slutproduktet var uantageligt. Rengøringen på vores hospitaler er også blevet privatiseret. Jeg håber, der også er positive ting at sige om dette, men generelt er det min fornemmelse, at medarbejderne ikke får lov at gøre rent. På Frederiksberg Hospital konstaterede jeg for nylig, at afløb fra håndvaske på stuer og badeværelser var tilstoppede og dermed sundhedsfarlige. Sygeplejere, som jeg fortalte om det, sagde, at de evindeligt påtalte problemet. Rengøringen havde åbenbart ikke held til at tackle problemet, eller også fik de ikke den fornødne tid af arbejdsgiveren til at få det ordnet. Men den slags fejl og mangler må ikke overskygge, at det samlede output fra sundhedsvæsenet er imponerende, lige så fyldt med situationer, der er gået godt, som trafikken. I en alder af 94 var min mor frisk i hovedet, skønt øjne og ører svigtede. En eftermiddag kom jeg ud til hende, og for en gangs skyld hang hun med hovedet. Hun sad lille i stolen og frøs. Jeg fik fat på en lægevagt. Han kom og konstaterede, at hun sådan set ikke fejlede noget direkte påviseligt. Men han fornemmede, at vi, familien, meget gerne ville have hende ind til et tjek på sygehuset, og så sagde han o.k. og indlagde hende. Hun havde rent faktisk haft et par små hjerneblødninger, men hun kunne godt udskrives til plejehjem, selv om hun var decideret mæt af dage og havde mest lyst til at sige farvel. Min bror fik overtalt overlægen til at beholde hende, selv om det var en modtageafdeling. Vi var alle enige om, også hun selv, at hendes liv ikke skulle forlænges med sondemad etc. Hun lå i en mild døs og sagde farvel til alle og fik lov at dø i løbet af små fjorten dage under ordnede forhold. Det vidner om civilcourage og menneskelig anstændighed af netop den kvalitet, vi må bede om, og altså også får, fra størstedelen af det danske sundhedsvæsen. Vores datter gik i en klasse i indskolingen, der var præget af meget store sociale forskelle. Sammenhængskraften var truet. Lærerne var gode, men vi forældre kunne nok have fundet en del at klage over, hvis vi havde gjort, som man vist gør mange steder: kræver service! Men vi gjorde noget andet. Jeg skal ikke nægte, at jeg var med til at tage initiativet til at arrangere en weekendudflugt med ikke kun børnene og deres lærere, men også med så mange forældre som overhovedet muligt. Og ikke nok med det, vi fordrede også, at vi kendte hinandens navne og ikke kun var ’Sonjas far’ eller ’Esbens mor’. Og vi fordrede også, at vi undervejs ikke hele tiden skulle tale om problemer og om vores børn, vi skulle selv have det rart med hinanden. Børnene skulle nok finde ud af det. Det lykkedes over al måde. Til det sidste snakkede vi og spillede kort, og på hjemvejen kørte en enlig mor med et par stationer for langt, fordi hun ikke kunne slippe den gode oplevelse. Og den gode stemning holdt sig i alle de år, klassen var sammen. Vi sluttede med en fælles skitur til et hotel i Norge, der for nylig havde indført røgfri tilstande. Der var dog et usselt lokale i kælderen med en knækket standerlampe til rygerne. Der samledes vi som regel, også alle ikke-rygerne, for at spille guitar og ’prata skit’, som det hedder på svensk. På den måde var vi med til at understøtte lærernes arbejde. Selvfølgelig havde de en særlig glæde ved at arbejde med denne klasse, der satte en milepæl i skolens historie. Vi gentog eksperimentet, da vores søn kom i ottende klasse samme sted. Igen med gode lærere, der dog kunne fortælle, at klassen var meget opdelt i grupper. Ikke at de bekrigede eller mobbede hinanden, men igen manglede sammenhængskraften. Vi planlagde en tur i marts måned, hvor vi skulle stå af i Glumsø og gå fjorten kilometer til en nedlagt præstegård. I den plan blev vi dog næsten bremset af både børns og forældres reaktion: Børnene sagde: »Det får I aldrig vores forældre med til«, og forældrene sagde: »Det gider børnene ikke have os med til«. Det var skræmmende, hvordan begge parter levede med myten om, at de ikke gad hinanden. Vi insisterede og overtalte, og det blev igen vellykket, selv om begivenheden selvfølgelig blev anderledes. Vi fastholdt, at de unge skulle have det sjovt (sovesalen vibrerede aftenen igennem), og at vi skulle have det rart. Og søndag morgen var stemningen perfekt: Nogle spiste morgenmad her, andre læste lidt avis der, på et tidspunkt gik vi en fælles tur og kiggede på fugle osv. Ingen havde fordret et egentligt resultat, en håndfæstning, og alle havde været forbavsede over, at ’de andre’ gad, og at der ikke var noget tyngende eller forpligtende over arrangementet, noget, der kunne give dårlig samvittighed. Jeg har altid dyrket teorien om, at dovenskab er forudsætningen for, at man kan nå meget og langt. Jeg er ikke doven i den forstand, at jeg sidder med hænderne i skødet, tværtimod, jeg når en masse. Men jeg er så tilpas doven, at hvis jeg ved, at mine medmennesker på et eller andet område fungerer bedre, hvis jeg er positiv, så skulle fanden da begynde at være skeptisk og forbeholden og ’klog’. Jeg er også, til sammenligning, så doven, at jeg skyller af efter et måltid i stedet for – i klassisk dovenskab – at bære ud og lade tallerkener og bestik stå snavsede indtil opvask (jeg er også så doven, at jeg ikke gider opvaskemaskine – man står altid og venter på noget, der er spærret inde i den elforbrugende, CO2-udspyende og knurrende maskine. Jeg tænder for P1, vasker op, tørrer af, stiller på plads og får det hele ud af systemet). Det er da klart, der var meget arbejde forbundet med de skoleture, jeg skildrer ovenfor, men med en engangsindsats fik vi faktisk vendt noget problemfyldt, der kunne have naget i mange år, til noget muntert og lykkeligt. Og så kunne vi bruge kræfterne på noget andet … Fra mit arbejdsliv som filmproducent ved jeg, at gode film altid rummer væsentlige konflikter, men jeg vil hellere kalde dem væsentlige dilemmaer, for dem kan man stille noget op med, tænke over, diskutere, vælge ud fra. Gode film drager dig hurtigt ind i en følelse af: »Det kunne være mig. Hvad ville jeg have gjort i den situation?«. Og skal man føre situationen tilbage til udgangspunktet, sundhedsvæsenet, så er der ikke tvivl om, at masser af det, vi/medierne hakker på som fejl og mangler, bunder i dilemmaer og burde behandles som sådan. Tag den seneste diskussion om bæltefiksering som eksempel. Lægekunst er netop kunst og ikke eksakt videnskab, og selv om der selvfølgelig kan være tale om ’en dårlig håndværker’ her som i alle andre fag, så må det igen ikke overskygge, at dramaet omkring vores sundhed udspilles i et felt af dynamiske faktorer, der ikke giver ét og kun ét resultat, godt eller dårligt. Den samme betragtning gælder selvfølgelig også folkeskolen. Vi kan selv, hver for sig og sammen, gøre meget for, at indsatsen lykkes. På disse områder som på mange flere end dem, jeg har strejfet ovenfor. Hvor væsentligt det end kan være at påvise fejl og mangler alle vide vegne, så skal man holde måde med det for sin egen skyld. Man bliver sur af at være sur, og før man får set sig om, ender man i det sundhedsvæsen, man måske har oparbejdet en gedigen mistillid til. Det giver en behandling, som man nok skal få til at bekræfte ens negative forventninger – og så kører rouletten. Kort sagt: Bid ikke den hånd, der fodrer dig. Kun med ægte dovenskab kan man nå rigtig langt.