Forslaget om at samle Zoologisk, Botanisk og Geologisk Museum, der sammen med Botanisk Have udgør Statens Naturhistoriske Museum, i én bygning i City Campus vil skabe et enestående museumsområde i hjertet af København, men hvad skal vi egentlig med naturhistoriske museer? Den gennemsnitlige besøgende på f.eks. Zoologisk Museum opfatter utvivlsomt de udstillede dyr på samme måde, som en besøgende opfatter malerierne på Statens Museum for Kunst. Det er i hvert fald for mange naturinteresserede lige så interessant at se en musvåge eller en isbjørn, som det er at se et billede af Hammershøi eller van Gogh. Men uanset ens præferencer er der en væsentlig forskel. Billederne malet af Hammershøi og van Gogh er hver især enestående, og deres originalitet og skønhed er årsagen til, at de er anskaffet og udstillet. Hvor interessante detaljerne på billederne end er, er det helheden, der gør billederne værdifulde. De udstillede dyr på Zoologisk Museum er, hvor fascinerende de end er, kun meget sjældent enestående. Der bliver naturligvis udført fremragende forskning i relation til malerierne på Statens Museum for Kunst, men i modsætning til de udstillede genstande på de fleste naturhistoriske museer er malerierne ikke indkøbt med forskning for øje. De ældste naturhistoriske samlinger blev også anlagt som raritetskabinetter. Her kunne man se enhjørningehorn og tohovedede fostre, og en stor del af objekterne fra dengang har derfor en lige så høj eller højere kulturhistorisk end naturhistorisk værdi. De omstændigheder, hvorunder de fleste naturhistoriske samlinger er opstået, har været en medvirkende årsag til, at den forskning, der udføres, selv i vore dage opfattes som rent beskrivende - blot er det overordnede mål ændret fra at afdække Skaberens plan til at beskrive de eksisterende og uddøde arter i et evolutionært perspektiv. Intet kan være mere forkert. Selv om det er en vigtig opgave på et moderne naturhistorisk museum at opdage nye arter og udrede slægtskabsforholdene mellem de allerede kendte, er disse aktiviteter i lige så høj grad styret af hypoteser som al anden naturvidenskabelig grundforskning - og lige så kostbare både med hensyn til mandskab og instrumenter. Alle de arter, vi kender, og forståelsen af deres slægtskabsforhold er således kun hypoteser. Hver gang vi bestemmer en art, afprøver vi dens grænser mod alle andre kendte arter, og vores opfattelse af arternes indbyrdes slægtskab undergår forandringer, i takt med at vi indsamler ny viden, i disse år hyppigt i form af dna-sekvensdata. I dag ligger de naturhistoriske museers betydning i, at indsamlingerne repræsenterer stikprøver af biodiversitetens variation i både tid og rum og ofte er indsamlet med henblik på at belyse helt konkrete videnskabelige spørgsmål eller er deponeret på museerne, fordi de udgør dokumentation for videnskabelige undersøgelser. Samlingernes værdi øges, fordi de repræsenterede objekter oftest udgør en velovervejet stikprøve af biodiversiteten - ligesom en stor samling af malerier af Købke øger samlingens værdi for Statens Museum for Kunst. I modsætning til det unikke i hvert maleri er det derimod det at have samme art repræsenteret flere eller endog mange gange i samlinger, der gør dem værdifulde - og biologisk set er alle eksemplarerne lige værdifulde eller værdiløse. I endnu højere grad end de fleste kunstmuseer udstiller de naturhistoriske museer kun en forsvindende lille del af samlingerne. Resten er ikke tilgængelig for offentligheden. Men i modsætning til kunstsamlinger, hvor der kan være en oprigtig interesse for at se kunstværker, der er deponeret i magasinerne, vil der kun sjældent være interesse for at se alle herbarieark af kornvalmue eller alle skind af musvit på et naturhistorisk museum. I modsætning hertil står de botaniske haver, der ofte også fungerer som parker. Her er det meste af samlingen som reglen tilgængelig. Sammen med nogle få universitetsinstitutter er naturhistoriske museer og botaniske haver i Danmark de steder, hvor man holder mandtal over de kendte arter, opstiller nye arter, holder styr på navngivning og analyserer arters indbyrdes slægtskab. Målt både som det totale antal arter og som arter, hvis udbredelse er begrænset til Danmark, bor vi i et land, der selv i forhold til størrelsen, er fattigt på biodiversitet. Sammenlignet med områder af tilsvarende areal omkring f.eks. Middelhavet eller i troperne har vi kun få arter af dyr og planter. Man kunne derfor fristes til at tro, at floraen og faunaen var velkendte, men på trods af flere hundrede års intensiv forskning er der dog stadig store huller i vores viden. I globalt perspektiv er den nationale uvidenhed dog forsvindende. Det anslås konservativt, at der er omkring 14 millioner arter på Jorden. Kun 1,75 millioner antages at være kendte. Bortset fra mindre, populære grupper som f.eks. fugle, pattedyr, blomsterplanter, hatsvampe og dagsommerfugle, er vor viden om mange af disse 1,75 millioner arter beskeden. Mange kender vi kun fra en kort beskrivelse af ét individ opbevaret på et museum, og utallige dyr og planter er derfor kun kendt fra ét sted - uden at vi kan påstå, at de er uddøde. Samtidig må vi formode, at arter uddør, uden at vi når at kende deres eksistens. Kendskab til de arter, der omgiver os, er hovedhjørnestenen i og grundlaget for al udforskning af biologisk mangfoldighed. Artens navn er ikke ligegyldigt, men tværtimod nøglen til al information om den, og mange forskellige aktører i dagens samfund bruger i deres daglige virke information om arter og/eller informationer om arternes slægtskabsforhold, f.eks.: 1) offentlige og private miljøorganisationer i forbindelse med naturovervågning og naturbeskyttelse, 2) skovbrug og jordbrug for at kunne kontrollere skadelige insekter, parasitter og sygdomme, 3) fiskeriet for at sikre en bæredygtig udnyttelse af den biologiske mangfoldighed og for at forhindre udryddelse af kommercielt vigtige arter, 4) fødevareindustrien for at udvikle nye fødevarer, 5) lægemiddelindustrien med henblik på udvikling af nye lægemidler, 6) industrien i søgen efter nye produkter, f.eks. enzymer, 7) toldmyndigheder for at forhindre indførsel af skadevoldende organismer og handlen med udryddelsestruede dyr og planter, 8) turistindustrien i form af økoturisme, 9) retsmedicin, 10) medierne, f.eks. i naturudsendelser og i forbindelse med hobbyaktiviteter, som akvarie- og terrariehold og 11) almenheden i forbindelse med fritidsaktiviteter. Det er indlysende vanskeligt at fastslå den økonomiske værdi af vores naturhistoriske samlinger. Nogle objekter, f.eks. ædelstene og udryddelsestruede arter, har umiddelbart en høj handelsværdi, mens andre fuldstændig savner et kommercielt marked. Men bortset fra det vil det ikke være muligt at genopbygge de eksisterende samlinger, der indeholder et tocifret antal millioner genstande, og som det har kostet milliardbeløb at indsamle. Mange indsamlingslokaliteter er nemlig for længst forsvundet på grund af urbanisering og opdyrkning, og mange arter er uddøde, og samlingerne repræsenterer den eneste eksisterende dokumentation for deres eksistens. Dertil kommer, at mange indsamlinger repræsenterer tidsserier, gjort over flere hundrede år, som derfor ikke vil kunne genskabes. Sådanne samlinger har vist sig afgørende f.eks. ved belysning af klimaændringer eller kortlægning af udbredelse og effekter af miljøgifte. Danmarks naturhistoriske samlinger udgør, sammen med tilsvarende samlinger i hele verden, en enorm forskningsressource på linje med andre internationale forskningsressourcer, f.eks. CERN - verdens største laboratorium for partikelfysik. Forskellen er blot, at de naturhistoriske samlinger anses for et nationalt anliggende, mens driften af CERN er fælleseuropæisk. Som en konsekvens heraf har mere end 25 af Europas største naturhistoriske museer siden 1996 været sluttet sammen i CETAF (Consortium of European Taxonomic Facilities), der har til formål at samordne politiske og videnskabelige aktiviteter, hvorved det er lykkedes at få EU til at anerkende samlingers enestående videnskabelige værdi ved at give dem status af fælles europæisk infrastruktur (Major Research Infrastructure). På internationalt, og ikke mindst europæisk, plan er en række tiltag i gang, der har til hensigt at øge adgangen til museernes oplysninger om Jordens biologiske mangfoldighed. Dels med henblik på en mere effektiv global miljøovervågning og dels for at udvikle og koordinere den nødvendige forskning. Bedst kendt er GBIF (Global Biodiversity Information Facility), hvis sekretariat ligger i tilknytning til Zoologisk Museum i København. Det er ikke GBIF's opgave selv at producere data, men derimod at gøre oplysningerne i lokale databaser tilgængelige for brugere over hele Jorden. Inden for de sidste 10-15 år har studier af hele genomer og dna-baserede studier af biodiversitet gennemgået en eksplosiv udvikling, og der er indsamlet kolossale mængder af data og biologisk materiale som dokumentation af disse undersøgelser. På grund af museernes historiske tradition for opbevaring og vedligeholdelse af traditionelle samlinger har disse institutioner en hel unik stilling ved opbygning af dna- og vævsbanker i forhold til at sammenkoble prøverne i disse nye samlinger med den nødvendige dokumentation, der ofte vil stamme fra museernes egne samlinger. Mens opbevaringen af dna-data anses for at være en international opgave, anses opbevaringen af det biologiske materiale for at være et nationalt. I disse år er der udsigt til, at de naturhistoriske samlingers værdi forøges væsentligt ved dannelsen af et uformelt internationalt konsortium, Consortium for the Barcode of Life (CBOL). CBOL har som langsigtet mål at sætte ikkeeksperter i stand til at artsbestemme alle dyr og planter på grundlag af korte, veldefinerede dele af deres dna, ved at karakterisere alle kendte arter med en eller flere korte unikke dna-sekvenser. Arterne skal ganske enkelt udstyres med en 'stregkode' i analogi med de industrielle stregkoder, som vi bl.a. kender fra vore fødevarer, og som bruges i ethvert supermarked. I denne sammenhæng udgør de eksisterende samlinger af biodiversitet en helt enestående ressource. Konsortiet er bredt opbygget og består ud over af naturhistoriske samlinger af bioteknologisk industri, internationale organisationer og ngo'er. Et effektivt system af 'stregkoder' for kendte arter vil gøre identifikation og genkendelse meget lettere og vil muliggøre, at man hurtigere f.eks. vil kunne identificere humane sygdomsvektorer, skadedyr og invasive arter. I en verden med stigende international terror vil 'stregkoder' også kunne få betydning i forbindelse med biologisk krigsførelse ved hurtigt at kunne fastslå identiteten af sygdomsfremkaldende organismer, der bevidst spredes i omgivelserne. Endelig vil 'stregkoderne' kunne hjælpe os med at udpege nye arter - arter, der kan være af stor potentiel betydning for samfundsøkonomien. Vores naturhistoriske samlinger og forskning har længe været på slankekur. Det er paradoksalt, eftersom betydningen af at bevare og udvikle kendskabet til biodiversitet globalt og nationalt har fået øget opmærksomhed. Den øgede interesse er tydeligst kommet til udtryk i konventionen om biologisk mangfoldighed, som Danmark har ratificeret og derved forpligtet sig til at stoppe tabet af biodiversitet, inklusive genetiske ressourcer, senest i år 2010. Desværre viser FN's netop udsendte rapport 'Global Biodiversity Outlook 2' med al ønskelig tydelighed, at udviklingen mange steder i dramatisk grad går den forkerte vej, og at målet bliver meget svært at nå. Opgaven med at katalogisere de omkring 12,25 millioner arter, vi endnu ikke kender, er kolossal og overstiger i omfang langt det humane genomprojekt. Intet land kan selv bære byrden. Den kræver et omfattende internationalt samarbejde, der kun langsomt er ved at komme i gang bl.a. med deltagelse af forskere fra Statens Naturhistoriske Museum. I takt med at Danmark har negligeret sine nationale og globale forpligtelser, er de eksisterende samlinger forfaldet, samtidig med at staben er blevet beskåret. Men skal viden om Danmarks egen biodiversitet i det, der betegnes som 'biologiens århundrede', vælges fra og være noget, vi passivt modtager udefra? Er Danmark så fattigt, at vi ikke kan medvirke til at producere denne viden selv og dele den med den tredje verden? Skal vores eget og vore børns forhold til naturen yderligere udvandes? Ved at bygge et nyt Statens Naturhistorisk Museum i City Campus har vi chancen for at vedkende os vores ansvar over for naturen og for at anerkende landets største naturhistoriske samlinger som en uvurderlig samfundsmæssig ressource. Men Statens Naturhistoriske Museum må ikke blive et elfenbenstårn, men skal derimod indgå aktivt i et samspil med det omgivende samfund og fremtræde som landets ypperste formidler af naturhistorie og dermed være med til at sikre en øget forståelse for den natur, vi alle sammen er afhængige af.