Kina står over for et omfattende ledelsesskifte. Det påbegyndes i efteråret på det kinesiske kommunistpartis 18. kongres og vil være fuldendt, når Kinas parlament, Den Nationale Folkekongres, i foråret 2012 vælger ny præsident og ministerpræsident. Der er tale om den mest omfattende rokering af topledere i over 30 år, og den er, givet Kinas voksende internationale rolle, mindst lige så betydningsfuld som præsidentvalget i USA 6. november. Men imens mange her i Danmark kender til Barack Obama og endda navnene på hans modstandere, kan de færreste sætte navn på Kinas præsident endsige hans potentielle efterfølgere. Man går særdeles stille med dørene i Beijing, og åben politisk uenighed eller kamp er yderst sjælden. Givet Kinas voksende relevans for verden og Danmark er det dog vigtigt at se på, hvem den nye ledelse sandsynligvis vil bestå af, og hvad de står for. Mht. økonomien er Kina allerede på alles læber, og det er på tide, at vi ligeledes begynder bedre at forstå landets politiske situation. Ledelsesskiftet er et nøje planlagt og strengt orkestreret ritual. Et lignende, dog mindre, skifte er kun sket én gang før i det moderne Kina, nemlig for præcis ti år siden, da generalsekretær og præsident Hu Jintao overtog posten fra Jiang Zemin. Ledelsen i Beijing har i mange måneder været i gang med at planlægge det kommende skifte og kørt sine efterfølgere i stilling, for at det hele kan ske uden gnidninger og uønskede overraskelser. Kina har for længst ændret sig fra et enmandsstyre, og man har siden landets ’reform og åbning’ i 1979 arbejdet hårdt på at forhindre den ustabile og diktatoriske ledelse, der kendetegnede Maos Kina. Resultatet er, at selv om det er en meget lille gruppe, der sidder i den politiske top, er beslutningsprocesser på topplan i dag konsensusbaserede. Beslutninger, der tages i politbureauets stående udvalg på ni personer, som udgør magtens centrum i Kina, kræver således alle medlemmers godkendelse. Kan en konsensus ikke opnås, tager man forhandlingsprocessen op på ny. Man mødes til forhandlinger, indtil man har fundet en løsning, alle medlemmer kan acceptere. Denne proces kan vare længe, og der indgår et intensivt forhandlingsarbejde mellem parterne for at tilfredsstille alles krav, f.eks. ved vedtagelsen af nye love. Det samme gælder udpegningen af topledere, og de seneste måneder har været præget af lange og seje forhandlinger imellem magtfulde individer fra diverse fløje i den politiske top. Det er både formelle og uformelle processer, der bestemmer, hvem der rykker op i den lille elite i det stående udvalg. Medlemmerne har hver især et relativt fast defineret bureaukratisk bagland, der både udgør deres primære arbejdsfelt, men også danner deres individuelle magtbase. Ved siden af Hu Jintao og ministerpræsident Wen Jiabao har medlemmer som Zhou Yongkang og Li Changchun, (der står for henholdsvis landets interne sikkerhedsstyrker og retssystem og dets propaganda og medier) enorm indflydelse via deres bagland, som de kan kontrollere til dagligt. Topledere har således specifikke ministerier og parti/statsorganer under deres ledelse. Derfor er alle politiske, økonomiske, og personelle beslutninger selv i denne lille elite et produkt af intensiv studehandel, der skal forhindre konflikter på tværs af systemet. Selv Hu Jintao og Wen Jiabao kan kun få deres egen agenda bekræftet igennem forhandlinger, der afbalancerer interesserne fra de andre ’bureaukratiske systemer’, og der skal konstant findes konsensus og balance imellem dem. Disse bureaukratiske systemer går vertikalt igennem landets regeringssystem, og ministerier i Beijing har stor indflydelse på deres lokale forgreninger. Ministerier har derimod svært ved at implementere love i jurisdiktionen af andre ministerier, da disse jo står under en anden topleder.
Forhandlinger mellem ministerier, eksempelvis om implementering af love er således en sag, der kræver, at de berørte ledere sætter sig til bords sammen. Forhandling på tværs af systemer bliver til yderst tunge og træge processer, der tit sløver implementeringen af love. I vigtige sager er det netop politbureauet og det stående udvalg, der overtager, da de har tilstrækkelig autoritet på tværs af bureaukratiet. Denne struktur forklarer til en hvis grad både, hvorfor Beijing har så stor en magt, men samtidig også hvorfor denne magt ikke nødvendigvis fører til overholdelse af loven på tværs af bureaukratier. Beslutninger ses ofte kun som gældende, hvis de bliver bekræftet af et højere stående organ, dvs. at hvis eksempelvis finansministeriet ser en fordel i ikke at følge landbrugsministeriets love, skal der givetvis en forhandling af lederne på topplan til, før en fælles praksis i det vedrørende tilfælde kan opnås. Mens det centrale stående udvalg angiver den generelle politiske linje, er denne regeringsstruktur kopieret på lokalplan, hvor de lokale kongresser vælger deres egne politbureauer (partikomiteer), der så igen vælger de lokale stående udvalg (f.eks. på provins- eller amtsplan). Dermed kan et andet fænomen forklares, nemlig den udbredte mangel på samarbejde imellem lokalregeringer. Disse rapporterer og modtager kun ordrer fra højerestående organer, og ikke fra andre lokalregeringer på samme eller lavere niveau. Med andre ord. Shanghais love gælder ikke i Beijing, medmindre centralregeringen løfter dem til at være nationale love. På grund af centralregeringens, og især det stående udvalgs, koncentrerede magt til at bestemme i disse ’principielle’ sager, der afgør den politiske retning Kina går i, er det kommende lederskifte af enorm betydning. Denne gang står op til syv personer i det stående udvalg til at træde af. Det er et usædvanligt stort antal, der – bag kulisserne – har udløst forhandlingskampe mellem fraktionerne inden for ledelsen for at få deres ønskede kandidater ind i denne eksklusive cirkel. Skiftet vil ske i to trin. Først mødes partikongressen til efteråret, hvor politiske beslutninger og personalebeslutninger tages af partiet, der i praksis står over staten. Her bliver kandidaterne indstillet og valgt til partiposter, som f.eks. partiets generalsekretær, reelt den højeste post i det politiske system. Også det generelle politiske program for de næste fem år vil blive præsenteret og vedtaget. Sidste trin finder sted i forbindelse med afholdelsen af Den Nationale Folkekongres i marts 2013, hvor partikongressens beslutninger vil blive bekræftet. Således vil Den Nationale Folkekongres efter indstilling fra partiet vælge ny præsident og ministerpræsident. Den nuværende ledergeneration betegnes som den fjerde generation og har Hu Jintao som sin såkaldte kerne. Mao var kernen i den første generation, Deng Xiaoping i den anden og Jiang Zemin i den tredje. Præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao efterlader en politisk arv karakteriseret ved begreber som ’videnskabelig fremskridt’ og et ’harmonisk samfund’ – politiske programpunkter, Hu fik indført i den politiske kanon, da han tiltrådte. På en vis måde kan man i programmerne læse en del om Kinas aktuelle situation, hvor social harmoni og stabilitet er målet, og en teknokratisk vækstmodel er svaret på de problemer, som de nye ledere også kommer til at bakse med. Det drejer sig om social ulighed, korruption og illegale ekspropriationer af jord, der har skabt dybe kløfter i samfundet. Mange ser deres lokalregeringer som en korrupt elite, der beriger sig selv, mens flertallet, især på landet, lider under stigende leveomkostninger.
