Luxembourgs historie er tæt knyttet til ødelæggelsen og siden konstruktionen af Europa. Længe før underskrivelsen af de første fællesskabsaftaler var storhertugdømmets skæbne påvirket af broderkrige, der splittede kontinentet. Så længe hovedstaden Luxembourg var en fæstning berygtet for at være uindtagelig, forsøgte man at indtage den, erobre den, besejre den, betvinge den, gøre sig til herre over den ... som oftest uden skånsel, somme tider brutalt. I århundreder kæmpede de store europæiske magter, delte sig, samlede sig, splittedes igen ... dette lille område beliggende på skillevejen mellem den romerske og den germanske verden. Under de to verdenskrige blev den lille stats neutralitet krænket, og mellem 1940 og 1945 resulterede den nazistiske besættelse og Det Tredje Riges tvangsannektering med alle sine tragedier, ødelæggelser, massakrer og deportationer i en styrkelse af nationalfølelsen og ønsket om uafhængighed. Op gennem disse århundreder præget af magtkampe og de store europæiske landes territoriale erobringer har luxembourgerne levet forskanset bag volde og klipper indtil nedrivningen af fæstningen i 1870 og derefter bag illusionen om en beskyttende neutralitet i løbet af første halvdel af det 20. århundrede. Det, der gør hovedstaden så smuk, dens stejle klipper og dybe dale, spektakulære topografi, forskellen mellem kløfternes dybde og vandløbenes uforskammede beskedenhed, blev i århundreder blot betragtet som almindelige særkender ved et fæstningsværk. I dag har broer erstattet det militære forsvar som åbne arme mod verden. Fæstningsmurene og kasematterne med deres espagnoletter og stenpiller er blevet mål for spadsereture og tjener ikke længere til at afværge fjender, men at modtage venner! Denne forandring er betydningsfuld for Luxembourgs skæbne. Byen er ikke længere uovervindelig, den er tilgængelig. Den er ikke længere lukket om sig selv, den er åben. Dens styrke var dens svaghed, dens svaghed blev dens styrke.
KRONIKEN PÅ ORIGINALSPROGLe cœur de l’Europe, l’Europe au cœur Det er næsten et ’naturligt kald’ for storhertugdømmet at engagere sig i opbygningen af et forenet og fredeligt Europa, symbolet på fred og velstand. Som grundlægger af Kul- og Stålunionen, underskriver af Romtraktaten og sæde for flere europæiske institutioner beseglede Luxembourg sin skæbne med det europæiske projekt. Flere personligheder legemliggør dette engagement og denne tro, først og fremmest Robert Schuman, som er født i en forstad til hovedstaden af en fransk far og en luxembourgsk mor, og som skrev historie som en af Europas fædre. Men landets seneste fire regeringschefer har givet spillet en lige så afgørende rolle i konsolideringen og konstruktionen af Europa. Det gælder i kronologisk rækkefølge Gaston Thorn, formand for Europakommissionen; Pierre Werner, arkitekten bag den plan, der bærer hans navn, og fortaler for Den Europæiske Fælles Akt og euroen; Jacques Santer, kommissionsformand, og nu Jean-Claude Juncker, formand for Eurogruppen. Bag sine ledere så luxembourgerne Europa som en historisk mulighed for at bevare landets suverænitet og personlighed, samtidig med at de indgik i et fællesskab med hundreder af millioner mennesker.
