I morgen, 27. juli, begynder de olympiske sommerlege, der er en fortsættelse af en tradition, der begyndte i 1896 med de første moderne olympiske lege, hvor franskmanden Pierre de Coubertin greb tilbage til de antikke græske olympiske lege. Legene blev meget passende afholdt i Athen. Forbillede og ideal, herunder intervallet på fire år mellem afholdelsen, byggede på den klassiske tradition. Det er den 27. gang, at begivenheden afholdes, og det er tredje gang, at det sker i London, første gang var i 1908 og anden gang 1948. LÆS OGSÅPssst: Så er OL i gang Modsat i oldtiden så har verdenskrige tre gange forhindret legenes afholdelse. Dengang skulle der holdes fred, og atleter på vej til og fra legene var fredhellige. De var beskyttet af guderne, og de måtte ikke hindres i deres rejse. I antikken blev der næsten uden afbrydelse i juli eller august måned mellem år 776 f.Kr. og år 393/4 e.Kr. afholdt idrætslege i Olympia, der ligger i landskabet Elis på det nordvestlige Peloponnes i Grækenland. Stedet var en stor helligdom for Zeus, den største af de gamle grækeres mange guder. Og de olympiske lege kunne kun finde sted dér! Det kan for os moderne mennesker virke mærkeligt, at der blev afholdt idrætslege i en helligdom og ved religiøse fester. Men for antikkens grækere var det ikke spor mærkeligt, og legene blev afviklet som en vekslen mellem sportsudøvelse og religion. Mindst halvdelen af tiden gik med religiøse processioner, afsyngelse af hymner, afbrænding af røgelse og sidst men ikke mindst, ofringer af op til hundrede okser, de såkaldte hekatomber. De olympiske lege var et religiøst festspil til gudernes ære. Deltagerne var samtidig gudernes tjenere, og den præmie, der tilfaldt sejrherren, kom fra gudernes sfære. Præmien var dermed et udtryk for en kraft, der var overført fra guderne til mennesket. Det er nok ikke det, vi forbinder med sportskampe. Men Olympia var en blanding af helligdom, kunstmesse og sportsplads. Overalt var der templer, skathuse, større eller mindre altre samt måske tusindvis af statuer. Desuden var der forelæsninger i filosofi, oplæsning af digte, demonstrationer på veltalenhed og for den sags skyld drømmetydning. Det sidste var givetvis en del af den ikke ringe mængde markedsgøgl, der altid har fulgt med begivenheder i denne størrelse. Skikken med sportskampe kendes allerede fra bronzealderen, hvor vi hos Homer kan læse om kamplege ved begravelser med konkurrencer i boksning, brydning, spydkast og vognløb samt duel på skarpe våben. Senere blev krigsfanger ofret på den dødes gravhøj.

Kamplege ved en begravelse havde for de antikke grækere en sonende effekt over for den afdøde. Grækerne mente, at de først gennem ofringer og kamplege ville blive befriet for frygten for den døde. En soning kræver altid et offer, og dette var i en kampleg taberen. Kampen kan opfattes som en kamp på ’liv og død’, selv om denne dimension i historisk tid var gået i glemmebogen. Ideen om soning kan følges op i tid. Romernes gladiatorkampe kom fra etruskerne, og de var oprindelig kamplege, der blev afholdt ved en stormands begravelse. De olympiske lege havde også en forbindelse til gravkulten, for midt i helligdommen i Olympia lå helten Pelops gravhøj. Han vandt for øvrigt sin hustru i et vognløb. Legene var så højt respekterede, at de græske stater indgik en aftale om, at alle krige skulle standse i en periode på tre måneder omkring legene, samt at alle deltagere frit kunne rejse til og fra Olympia. Alle frie og uberygtede græske mænd og drenge kunne deltage i legene, det vil sige, at begge forældre skulle være grækere, og det var kun mænd, der kunne overvære konkurrencerne i Olympia. Der var adgang forbudt for kvinder. Forbuddet omfattede gifte kvinder, og blev en kvinde grebet på fersk gerning inden for helligdommens mure, blev det straffet med døden: Nedstyrtning fra en høj klippe. Der kendes kun omtale af et tilfælde, hvor en mor havde forklædt sig som træner med falsk skæg og stor kappe og efterfølgende havde sneget sig ind i Olympia for at overvære sin søn bokse. Angiveligt løb begejstringen af med hende, da sønnen vandt, og hun tabte forklædningen i sin jubel. Hun slap for dødsstraf, fordi hendes familie talte adskillige vindere i de olympiske lege. De gifte kvinder var ikke udelukket på grund af blufærdighed, men der var en religiøs forklaring, der fortaber sig lidt i fortidens mørke. Ugifte kvinder måtte i princippet gerne overvære de olympiske lege. Men det var ren teori. Ugifte borgerdøtre kom ikke uden for hjemmet, medmindre det var strengt nødvendigt. Der var konkurrencer for unge piger i Olympia, herunder et løb til ære for gudinden Hera, men så var der heller ingen mandlige tilskuere. I den forbindelse er det ældste stentempel i Olympia bygget til ære for Hera. I Olympia måtte deltagerne underkaste sig strenge regler. De skulle sværge på, at de havde trænet de sidste ti måneder, og at de ville overholde reglerne under konkurrencerne. Ved indgangen var der opstillet forgyldte bronzestatuer af guden Zeus, der alle var betalt af bøder fra atleter, der havde overtrådt reglerne. Det var dog ikke kun de sportsmænd, der snød under konkurrencerne, der blev straffet, men også de, der trak sig fra en kamp. Det blev betragtet som fejhed og uværdigt set i lyset af den kampånd, der herskede under de olympiske lege. Ligesom der også var straffe for ukorrekt optræden af trænere og hjælpere. Sportsfolkene skulle komme til Olympia minimum en måned før konkurrencerne og afslutte deres træning på stedet. På den måde kunne dommerne vurdere kvaliteten og sortere de ikkeegnede fra. Denne træning havde en religiøs betydning, fordi det var en rituel renselse. Løb var den ældste disciplin, og det foregik over en stadions længde på 600 fod eller cirka 193 meter, to gange stadions længde eller 24 gange stadions længde. I begyndelsen bar deltagerne et lændeklæde, men efter at en deltager i 720 f.Kr. tabte sit lændeklæde under et løb og tilmed vandt løbet, dyrkede grækerne sport nøgne. Dette gjaldt i et vist omfang også trænere og andre hjælpere, dermed var kvindernes tilstedeværelse også yderligere forhindret. Offentlig nøgenhed var en form for social markering. Det var vigtigt, at en mand dyrkede sport og dermed var solbrændt, modsat de blege barbarer, det vil sige alle dem, der ikke var grækere. Adskillelsen mellem den civiliserede græker og den uciviliserede barbar var i antikken ikke kun gennem sproget, men i lige så høj grad gennem den fysiske fremtoning.