Når flere tusinde løbere i dag begiver sig ud på et 42 kilometer langt løb i Københavns gader, sker det efter gængs opfattelse som en hyldest til historien om budbringeren Filippides - også kaldet Feidippides - der løb fra Maratonsletten til Athen. Han skulle have overbragt budskabet om athenernes sejr over den mægtige persiske hær i slaget ved Maraton i 490 f.Kr., hvorefter han døde af udmattelse. Historien er fascinerende, men den er også en myte og på ingen måde noget enestående i den antikke histories kropskultur. Historiens fascination skyldes dels distancens længde, dels dødsfaldet. Men som det vil fremgå, er der kun meget lidt om snakken. Faktisk er en distance på sølle 42 kilometer intet at løfte øjenbrynene over i en historisk sammenhæng, og oldtidens græske budbringere ville næppe dø efter at have tilbagelagt så kort en distance. Da de frygtede persiske soldater ankom til Maraton med skibe 2. september 490 f.Kr., besluttede Athens generaler at sende en budbringer de omkring 230 kilometer til Sparta for at bede om militær assistance. De to bystater var ofte på kant med hinanden, men en ydre fjende truede nu hele det græske område, Hellas, og i sådanne tilfælde kunne man stå sammen. Ifølge den nu afdøde engelske historiker N.G.L. Hammond blev en løber ved navn Filippides derfor sendt til Sparta 2. september ved ottetiden om morgenen med besked om at få forstærkning sendt til Maraton. Det antikke Grækenlands mest kendte historiker, Herodot (cirka 490 f.Kr.-425 f.Kr.), nævner Filippides' løb til Sparta og kalder ham ikke bare en hemerodromos - en, der løber hele dagen - men også en trænet løber. Det er rimeligt at formode, at Filippides har stået i bystatens tjeneste som professionel budbringer, og at han har været den bedste af slagsen, situationens alvor taget i betragtning hin septemberdag for 2.500 år siden. På bare fødder drog den erfarne løber sydpå gennem Peloponnes' bakkede landskab - overladt til sin egen viljestyrke og udholdenhed. Ifølge Herodot nåede Filippides Sparta dagen efter, men fik her det nedslående budskab, at spartanerne var midt i en religiøs fest og først kunne bryde op efter fuldmåne, hvilket ikke ville være før 9. september - altså seks dage senere. Herodot fortæller ikke om Filippides' hjemtur til Athen, men det skyldes sandsynligvis, at det var en selvfølge, at en så veltrænet budbringer fuldførte hele turen. Desuden kunne spartanerne jo ikke sende nogen erstatning inden fuldmåne. Altså skulle Filippides den lange tur hjem igen til fods, og han ankom, kan vi gå ud fra, til Athen tidligt på dagen - det vil sige før middag - 5. september og gav generalerne sit budskab. De 460 kilometer havde han tilbagelagt på godt tre døgn! Tre spørgsmål presser sig på: Kan det overhovedet lade sig gøre at tilbagelægge så mange kilometer inden for tre døgn? Hvordan fik Filippides mad og drikke undervejs? Hvorfor tog han ikke af sted på hest i stedet for til fods? Med hensyn til det første spørgsmål, så er svaret et klart ja! Det kan dokumenteres ved at se på de moderne rekorder i det, vi nu kalder ultra-maratonløb. Grækeren Yiannis Kouros løb i 1984 500 kilometer på 60 timer og 23 minutter, altså klart under tre døgn for en lidt længere tur. Fysiologisk kan det også sandsynliggøres ved at lave et par antagelser baseret på skeletfund fra det antikke Grækenland, kropsbygningen for en veltrænet langdistanceløber og et estimeret energiforbrug per kilometer. Det ville have kostet Filippides omkring 20.000 kcal at løbe 460 kilometer, hvilket er godt 6.700 kcal om dagen. Det er meget energi at skulle forbrænde, men bestemt ikke usandsynligt. Til gengæld er det usandsynligt at antage, at Filippides har løbet om natten, da risikoen for at komme galt af sted uden fodtøj og uden elektrisk lys har været alt for stor. I september på Peloponnes for 2.500 år siden stod solen op cirka 05.30 og gik ned igen cirka 18.30, hvilket giver tretten timer med dagslys. Filippides har derfor haft godt 40 timer til at gennemføre sit løb i. Det betyder, at han skulle løbe 11,5 km i timen i gennemsnit, hvilket svarer til 5 minutter per kilometer. En rimelig antagelse for en veltrænet budbringer. Spørgsmålet om Filippides' indtagelse af mad og drikke har flere svarmuligheder. Vi ved, at grækerne i oldtiden spiste en kost primært baseret på vegetabilske fødevarer som frisk og tørret frugt, grøntsager og brød lavet af byg eller hvede. Kød var en sjældenhed uden for overklassen. Man drak enten vand eller fortyndet vin. Filippides kan derfor have medbragt mad (for eksempel tørret frugt og brød eller kiks) i en lille læderpose og have slukket tørsten undervejs, når han kom til vandkilder. Vin har været udelukket, alene af den grund at alkohol virker vanddrivende. Den erfaring havde man uden tvivl også dengang. En budbringer havde ikke råd til at miste kostbar væske over så lange distancer, da det nedsætter præstationsevnen. Filippides kan også have medbragt sølvmønter, så maden kunne købes undervejs i de utallige små bysamfund, han må have passeret. Eller han har fået sit energi- og væskebehov dækket ved at kombinere de to muligheder. Under alle omstændigheder skulle han have sine sukkerdepoter i leveren og musklerne genopfyldt daglig, ellers ville det ikke have været muligt for ham at gennemføre den lange løbetur. Hesten synes umiddelbart at være et oplagt og bedre alternativ til den løbende budbringer. Realiteten er imidlertid en anden. Hestens fysik er på alle områder menneskets overlegen. Den har en højere maksimal iltoptagelse (absolut og relativt set), en større relativ muskelmasse, et relativt større hjerte, og så bevæger den sig til og med mere økonomisk end mennesket. Hestens problem er, at den har et stort energibehov, hvorfor den skal bruge mere tid på at spise, drikke og hvile på lange distancer end mennesket. Et godt eksempel er et ørkenløb i De Forenede Arabiske Emirater for to år siden over en distance på bare 80 kilometer, hvor en amerikansk løber knebent vandt over en hest. Det skyldes, at hesten undervejs måtte spise, drikke og hvile i en time. En hest vil derfor ikke kunne konkurrere med en løber af Filippides' kaliber over en distance på 460 kilometer. Det ville i stedet have krævet en stafet, hvor heste kunne afløse hinanden undervejs, ligesom det kendes fra ponyekspressen over prærien i 1800-tallets USA. I praksis var denne mulighed udelukket i oldtidens Grækenland, idet bystaterne ofte var i krig med hinanden og derfor ikke kunne opretholde en sådan form for samarbejde. Tilbage til Maratonløbet i det antikke Grækenland. Fandt det overhovedet sted? Jo, det gjorde det, men løberen hed ikke Filippides. Han har nok skullet hvile ud oven på den lange tur - trods alt. Selv for en løber af hans kaliber har 460 kilometer på tre døgn givet ømme ben, og straks efter Filippides' hjemkomst drog athenerne til Maratonsletten, hvor de seks dage senere sensationelt besejrede den talmæssigt overlegne persiske hær, blot med en beskeden militær assistance fra bystaten Plataiai. Desuden ville man dengang ikke sende så veltrænet en løber ud på en så sølle tur, som 42 kilometer var inden for budbringerbranchen. Turen har endda været 7 kilometer kortere, hvis budbringeren tog den direkte, mere bakkede vej til Athen i stedet for kystruten. Løberen, der bragte det positive budskab, var ifølge en anden af antikkens store forfattere, Plutarch (cirka 45-125), en budbringer ved navn Eukles, der løb i fuld krigsudrustning. Han var blevet såret under slaget og havde blodpletter på sig ved ankomsten til Athen, hvor han udåndede straks efter at have sagt: »Vi har sejret«. To forhold taler imod historiens ægthed. Budbringerens heltemodighed er for oplagt, næsten Hollywoodagtig, og den er beskrevet, 500 år efter at begivenheden fandt sted. Historien virker som et forsøg på at opbygge en myte omkring det antikke Grækenlands gyldne periode - 500 f.Kr. til 400 f.Kr. Derimod nævner Herodot - der var næsten samtidig med begivenheden - slet ikke denne budbringertur, hvilket han måske ville have gjort, hvis budbringeren virkelig var faldet død om. Når myten om maratonløbet hænger så godt fast, skyldes det, at de moderne olympiske leges grundlægger, franskmanden Baron Pierre de Coubertain, tog den til sig via et romantisk digt ved navn 'Pheidippides' fra 1879, skrevet af englænderen Robert Browning i en tid, hvor antikkens kultur generelt var genstand for en romantisering i Europa. Coubertain udnyttede med held myten til at få sin idé om de moderne olympiske lege realiseret ved at give arrangementet et autentisk præg, som altså viser sig at være en stærkt fordrejet historie, det vil sige den bygger på en sen og yderst tvivlsom kilde. Maratonløb blev via de olympiske lege til folkeeje og blev en central del af den motionsbevægelse, der for alvor opstod i 1960'erne. Der var på nogle få årtier skabt et identitetsskabende og praktisk orienteret bindeled mellem det moderne menneske og dets historie. Men skulle elitesporten hylde en budbringerdåd fra antikken, da ville et såkaldt sparthen løb være på sin plads, selv om et løb over så mange kilometer ville kræve en kameraføring af Leni Riefenstahlsk kreativitet, og en speakerstemme af Jørgen Lethsk sprogakrobatik for at gøre det interessant for seere og lyttere. Også selv om man indførte et stafetløb med fakler, som faktisk kendes fra for eksempel de panatenæiske lege i antikkens Athen. Siden 1983 har der eksisteret et 246 kilometer langt årligt tilbagevendende løb kaldet spartathlon. Det afholdes i september, og ruten går fra Athen til Sparta, men er ikke den mest direkte vej. Hjemturen har man udeladt, da den dobbelte distance sikkert kun ville tiltrække nogle få supermotionister. For motionsidrætten, folkesporten, om man vil, er det en fordel, at maratonmyten overtog historien om Filippides' rigtige løb. Ellers havde man været nødt til at opfinde noget, der ligner dagens maratonløb. I hvert fald hvis motionsløb skulle være den folkebevægelse, den er blevet i dag. Set med folkesundhedsbriller er maratonmyten altså en gave til det moderne menneske, der mere end nogensinde har brug for at få gjort fysisk aktivitet til en del af en ellers stillesiddende hverdag. For i kølvandet på maratonløb, som de fleste motionister kun gennemfører et af om året, er der opstået en lang række løbsarrangementer lige fra børnemaraton på 1 kilometer over den hyppigt forekommende 10 kilometer til halvmaraton. Alt sammen til gavn for folkesundheden, der spænder fra forebyggelse af livsstilssygdomme (blodpropper, type 2-diabetes, visse typer af kræft, knogleskørhed) til forhøjet livskvalitet generelt. Det kan være noget så banalt som at komme op ad en trappe eller bære indkøbsposer uden helt at miste pusten. Løb Filippides da forgæves, siden han hverken fik et eftermæle i moderne tid, der står mål med hans fremragende løbepræstation, eller kunne få spartanerne med sig til Maraton? Bestemt ikke. Filippides var godt nok kun en blandt mange budbringere, hvis præstationer man kan læse om i antikkens overleveringer, men hans løb blev mytologiseret allerede i antikken. Historikeren Lukian fra Samosata (cirka 120-180) udvidede nemlig Filippides' løb, så han fra Athen fortsatte med soldaterne til Maratonsletten for derefter at løbe tilbage til Athen med sejrsbudskabet, hvorpå han faldt død om. Robert Browning kendte uden tvivl Lukians version og brugte den skamløst i sit digt, der som sagt blev kilde til den moderne mytologi. Det var alligevel retfærdigheden, der skete fyldest, når Filippides' navn overlevede i nutidens folkemunde. Og selv om spartanerne ikke fulgte med Filippides - de ankom først dagen efter, at slaget var overstået - så lovede de dog at komme. Der var altså hjælp på vej, og det må have været en psykologisk støtte til athenerne. En ren afvisning ville derimod have været en moralsk katastrofe. Filippides' løb havde altså en indirekte positiv effekt på Athens militære ledere, der samtidig blev tvunget til at handle hurtigt og effektivt. Med militær hjælp fra Plataiai vandt de et af historiens mest berømte slag, der samtidig var en sejr til den sportstrænede krop, som var en helt central del af det antikke Grækenlands kultur. Når maratonfolket i dag løber rundt i Københavns gader og oplever byen på deres helt egen måde gennem sveddråber og på smertende ben, så kan de gøre det i visheden om, at distancen slet ikke er så ekstrem og unaturligt lang - ja ligefrem farlig for helbredet - som mange gerne vil gøre den til. En budbringer løb for 2.500 år siden trods alt mere end den tidobbelte distance på bare fødder - uden at dø af det. Jovist kræver det træning at kunne gennemføre et maratonløb, men farligt bliver det først, når man stiller uforberedt til start. Det er vel de færreste, der frivilligt begiver sig ud på en løbetur, der nogenlunde svarer til afstanden mellem København og Helsingør, uden først at have udsat kroppen for den træning, der logisk nok skal til. De fleste har heldigvis den ydmyghed og respekt, der skal til, når man presser kroppen fysisk langt ud over det vante. De er velforberedte. Det er også dem, der i dag kan blive, om ikke stjerner for en dag, så Filippides for nogle timer. Gennemfører man maratonløbet på 3 timer og 40 minutter, har man holdt et tempo, som den veltrænede budbringer gjorde over 40 timer hine septemberdage i 490 f.Kr. God tur.