Maleren Vincent van Gogh malede engang regnvejr med hårde, skrå linjer lige oven på et landskab, der nu ser ud, som om det bliver skåret i skiver. Det tænker jeg på, da jeg lander i styrtregn på valgdagen i Holland i Amsterdams lufthavn på vej til en konference på Van Gogh-museet om kunsthistorie og national identitet, på vej i taxa gennem et land i forandring. Taxichaufføren har sat J.S. Bach på sin cd-afspiller, mens regnen akkompagnerer på ruderne. Chaufføren siger, han synes Bach passer så godt til regnvejret. Vi taler lidt om fodbold og vurderer chancerne for, at Danmark vinder over Holland. Her kommer det frem, at han ikke er hollandsk på den patriotiske måde, for han siger, han er ligeglad, hvem der vinder, bare han kommer til at se noget virkelig god fodbold. Så taler vi om kunst, for jeg har fortalt om mit ærinde. Han fortæller, han har to billeder hjemme på væggen med motiver fra sit hjemland, Marokko. De forestiller en moske og et marked. Han ved godt, det bare er reproduktioner, og at de er idylliserende, men alligevel glæder billederne ham og får ham til at tænke på sit hjemland. Han ved nok også, at her i Holland omtales marokkanere på linje med romaer, men han virker nu meget civiliseret på mig, og jeg deler endda hans syn på musik, kunstens betydning og på, at fodbold kan nydes, uden at man behøver at ligne et nationalflag i hovedet. National identitet og kunst hænger tæt sammen. Pia Kjærsgaard har udtrykt interesse for at blive Danmarks kulturminister, og i Holland har Geert Wilders’ Frihedsparti en meget klar kulturpolitik, der ikke kun vil få lokal betydning. Selv van Gogh er ved at komme i klemme i kulturpolitikken, for måske er van Gogh ikke god hollandsk kunst i Wilders’ øjne. Det taler man om i kælderen på Van Gogh-museet i Amsterdam, da konferencen åbner med en omtale af, at der udkommer en ny bog om kunstneren. Konferencen er med fuldt overlæg berammet til at begynde dagen efter valget, for valget handler om national identitet, og alle ved, at Hollands selvforståelse er under forandring. Men ingen vidste, at Geert Wilders’ parti ville blive det tredjestørste i parlamentet. Det giver rystelser i intellektuelle kredse, når så højreradikale synspunkter nyder fremme. Der er ikke bare tale om et hurtigt overstået skvulp i vælgerdybet. Flere hernede siger, at der er tale om en total omfortolkning af, hvad Holland er, og af hvilke værdier man fremover vil kunne knytte til landet.
I 1600-tallet opbyggede Holland et særligt ry, som det hidtil har bygget sin nationale selvforståelse på. Holland var dengang en ny nation, der havde vundet suverænitet gennem væbnet kamp, og landet fik en enestående økonomisk fremgang i kraft af slavehandel og oversøisk virksomhed i øvrigt. Man tillod indvandring i stor stil og slog sig op som et tilflugtssted for fritænkere af forskellig politisk og religiøs observans. Man samledes om et fremragende landskabsmaleri og talte om, at Gud skabte verden, men hollænderne skabte Holland. I dag har man stadig rester af den tolerante holdning og tillader f.eks. indtil videre, at der sælges og ryges hash på såkaldte coffee shops. Men da Geert Wilders’ krav om et lovlydigt Holland »med meget mindre islam« har fået så massiv opbakning, mener man, at Hollands identitet som en tolerant nation forbi. Ved konferencens åbning i auditoriet under Van Gogh-museet læses der med alvorlig og bævende stemmeføring op fra Wilders’ kulturpolitiske program. Der slås det fast, at kun den kunst, der kan siges at støtte den nationale egenart, skal opnå statsstøtte fremover. Trods den massive brug af van Gogh som nationalt ikon, er man temmelig sikker på, at van Gogh ikke hører til i Wilders’ og hans vælgeres opfattelse af, hvad der er god kunst.
