Udsigten fra Arktisk Station i Qeqertarsuaq på øen Disko ud for Grønlands vestkyst er enestående.
Forbi driver isbjerge, og blandt dem ses blåst fra fin- og pukkelhvaler, før de med et slag af halen igen dykker ned på jagt efter føde. Men samtidig er der udsigt til en verden i en kompleks og skrøbelig balance: Indlandsisen trækker sig tilbage og reducerer antallet af isbjerge. Fiskebestanden ændres, fiskeriet påvirkes, plantearter forsvinder, fødekæder forandres, og turismeerhvervet er bekymret, fordi turisterne efterspørger isbjerge. Arktisk Station blev grundlagt i 1906 af den unge danske botaniker Morten Porsild. I årene forinden havde han argumenteret for, at arktisk forskning var en national opgave for Danmark, og blandt de øvrige fortalere for stationen var fysiologen August Krogh. Den senere nobelpristager undersøgte under sin rejse til Grønland i 1902 havvandets evne til at binde atmosfærens CO{-2} og fremsatte allerede da teorier om effekten af kulafbrænding på luftens og havenes CO{-2}-niveau. Arktisk Station skulle senere blive udgangspunkt for hans pionerarbejde inden for arktisk medicin. Holdningen i forskerverdenen og i det politiske Danmark var imidlertid skeptisk – man mente, at Porsild ville brede sig over for meget – men hjælpen kom fra uventet kant. Den unge polarforsker Knud Rasmussen, der netop havde deltaget i en ’litterær ekspedition’ til Nordgrønland, overtalte stifteren af Ugens Nyheder, Andreas Holck, til at give et dengang uhørt stort beløb på 40.000 kr. til oprettelsen af Arktisk Station. De to havde mødt hinanden, da Knud Rasmussen holdt foredrag om sin ekspedition, men da Andreas Holck foreslog at finansiere endnu en ekspedition, afslog Knud Rasmussen: Pengene ville være bedre anvendt til etableringen af den arktiske station, sagde han. Andreas Holck accepterede argumentet, og pengene blev givet til etablering af den nye station, som samtidig modtog en årlig bevilling på 10.000 kr. fra den danske Rigsdag. Selv om forskermiljøet fortsat mente, at man alene skulle beskæftige sig med biologiske emner, fik Porsild trumfet sin vilje igennem: Den Danske Arktiske Station på Disko i Grønland skulle beskæftige sig med alle fag inden for naturvidenskaben, for kun derved kunne vi, som han understregede, overtrumfe alle de lande, som også, men med hver sin specialisering, havde kastet sig over polarforskningen: Norge, Storbritannien, Rusland, Tyskland, Canada og USA. Sådan tænkte og handlede man i 1906: Offentlig-privat samarbejde. Fokus på danske styrkeområder. Tværfaglighed. Sans for komplekse sammenhænge. Sådan bør man også tænke og handle i dag: Forskningen i Danmark skal ikke bare kopiere det, som alle de store forskningsnationer gør med langt flere ressourcer. Vi skal satse på de områder, hvor vi ikke alene har førende internationale forskere, men også i kraft af naturlige forudsætninger og forskningstraditioner er unikke. Det skal vi, fordi vi skal turde satse på det, vi selv er bedst til. I øjeblikket gør vi undertiden det modsatte, fordi vi lever i det, som den franske forsker Dominique Moïsi har kaldt for »frygtens kultur«: Hvad gør man, når man arbejder under frygt? »Frygt leder til en defensiv reaktion, som afslører og afspejler en persons, kulturs eller civilisations identitet og skrøbelighed på et givet tidspunkt«, skriver Moïsi.
