»Livet var én stor løgn. Jeg mistede fuldstændig tilliden til mænd. Jeg startede, fordi jeg manglede penge. Pengene fra prostitution brugte jeg til at købe mig fri af mit lave selvværd. Til sidst kunne jeg ikke mærke mig selv, kroppen er færdig, jeg har kæmpet hele mit liv, jeg kan ikke mere«. Sådan fortæller danske kvinder igen og igen om deres prostitution. Fortællingerne ligner udsagn fra prostituerede over hele verden: »Mens jeg var i det, kunne jeg næsten ikke mærke mig selv; jeg gjorde det for pengenes skyld; jeg væmmedes ved mig selv; jeg havde for lavt selvværd, og det kunne pengene råde bod på; for at holde det ud, sagde jeg til mig selv, at jeg tændte seksuelt på det, eller at jeg kun skulle gøre det i en kortere periode; at sige at jeg selv havde valgt det, blev min overlevelsesstrategi«. LÆS KRONIKKronik: Mit liv i prostitution Mange fortæller også, at de har været udsat for seksuelle overgreb eller andre grænseoverskridelser i barndom eller ungdom, ofte under en opvækst med vold og alkoholmisbrug. Overgrebserfaringerne har gjort det vanskeligt at mærke egne grænser og har medvirket til, at vejen ind i prostitution blev en mulighed. For kvinder, der ikke har haft de samme muligheder som andre kvinder for at få en god uddannelse og et arbejde, er prostitution et nærliggende valg. Her er der hurtige penge at tjene, når andre muligheder er ikkeeksisterende eller virker uoverskuelige eller uopnåelige. Prisen, kvinderne betaler, er for mange livslange traumer: Søvnløshed, angst, depression, selvmordstanker, selvhad, selvdestruktive handlinger, manglende evne til at knytte sig til andre og have et godt seksualliv, koncentrationsbesvær, vanskeligheder med at mærke sig selv og sine grænser er blot nogle af de symptomer, kvinder, der har forladt prostitution, fortæller, de slås med. Tidligere prostitueredes erfaringer står i stærk kontrast til den danske prostitutionsdebat, hvor prostitution ofte diskuteres som et frit valg, som et sexarbejde, der er givende, spændende og udviklende, og som borgerne derfor bør anerkende som noget positivt.
I spidsen for frit valg-diskursen står lobbyorganisationen Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO). SIO tegnes af en veluddannet kvinde, der lever af at prostituere sig fra et par bordeller. Og de af foreningens sympatisører, der viser sig i offentligheden, er bordelejere, sexkøbere og andre, der enten har en økonomisk eller seksuel interesse i at fremme sexindustriens interesser. SIO’s profil ligner nærmere en brancheorganisation frem for den græsrodsorganisation, man giver sig ud for at være, mens man foregiver at tale på vegne af en stor gruppe prostituerede. Kravene, SIO stiller, viser sig da også at tjene sexindustriens interesser frem for at bedre forholdene for kvinder i prostitution. Det er uheldigt, når den information, der gives til borgerne om prostitueredes vilkår og behov, næsten udelukkende kommer fra en art brancheorganisation, der har økonomiske interesser i at udvide markedet for prostitution, fordi den har egne kapitalinteresser at fremme. Eller fremkommer ved ufuldstændig og metodisk betænkelig forskning, som det er tilfældet i Socialforskningsinstituttets rapport ’Prostitution i Danmark’ fra 2011, i hvilken bl.a. de udenlandske kvinders forhold stort set er fraværende, og opgørelsen af sexindustriens omfang i Danmark er stærkt mangelfuld . Sexarbejderlobbyen anerkender ikke prostitution som et socialt og strukturelt, ligestillingsmæssigt problem, ligesom den ikke anerkender kvindehandel som et massefænomen; SIO mener eksempelvis, at der kun findes ganske få ofre for kvindehandel i Danmark, eller at fænomenet stort set ikke forekommer. Ulykkeligt er det, at de kvinder, der ikke er enige i lobbyens udsagn, eller som er blevet ramt af prostitutionens skadevirkninger, ikke magter at lade sig høre i den offentlige debat og dermed ikke har en stemme, der bliver lyttet til. Her går vigtig kundskab tabt. Og borgerne sidder tilbage med mangelfuld information om, hvilke konsekvenser prostitution kan have for både det enkelte menneske og for samfundet. Trods SIO’s påstande om den minimale kvindehandel i Danmark kan vi på et overordnet plan slå fast, at der ifølge International Labour Organization (ILO) handles 21 millioner mennesker hvert år til sexindustrien eller til tvangsarbejde m.m. Og FN har fastslået, at 79 procent af det samlede antal menneskehandlede personer handles til udnyttelse i sexindustrien. 66 procent af ofrene er kvinder, 13 procent piger. Tallene slår dermed fast, at prostitution er et kønspolitisk problem, det er kvinder og piger, der ender i prostitution og risikerer at blive ofre for kvindehandel, og disse kvinder og piger købes af mænd. Den globale udnyttelse af kvinder og piger i sexindustrien afspejler sig også i Danmark, hvor mere end halvdelen af de 3.200 prostituerede nu skønnes at komme fra udlandet. Det øgede pres på de sociale institutioner, der yder støtte til disse kvinder, vidner om sexkøberes, alfonsers og menneskehandleres grove udnyttelse af fattige udenlandske kvinders sårbare situation og behov for støtte til at forlade prostitution. Alligevel lykkes det at sætte prostitution ind i en bredere nyliberalistisk dagsorden, hvor borgeren transformeres til bruger eller forbruger, og hvor tingsliggørelsen af kvinder som en vare ikke længere er skræmmende eller moralsk/ demokratisk forkastelig, men normaliseres som socialt acceptabel. Hvis man kan tjene penge på at sælge sig selv og selv lader det ske, er det i orden. Offeret er borte som dug for solen, og sexkøberen er en helt almindelig forbruger, der blot er i god kontakt med sin egen seksualitet – og den fortæller ham, at han har behov for at gå til prostituerede for at få afløb for sine frisindede drifter.
