VI HAR siddet længe over middagen og snakket. Vi har hørt plader og hygget os. Og så har vi overskredet det magiske punkt og rørt ved hinanden. Nu sidder vi og holder om hinanden, varmt og stærkt, en dyb følelse af samhørighed og tryghed. Vi sidder lige så stille og knuger os af og til ind til hinanden, kysser lidt. Så kysser vi mere og tager på hinanden. Trygheden er der stadigvæk, ophidselsen er sød og doven, oplevelsen er stærk. Hvor lykkelig kan et menneske blive... - Inde i sengen smider vi begge to tøjet. Nu mærker jeg, at han er usikker. Trygheden fra før i sofaen bliver langsomt til en helt anden situation, hvor vi blotter os - på legemet og på sjælen. Hans usikkerhed overfor sin egen (og måske også min!!!) krop irriterer mig allerede. Men ophidselsen er der, den får os til at handle og klare situationen. Tæt sammen, bare tæt, så er der ingen nøgne kroppe foran os, så føler vi os ikke betragtede, så kan vi stadig koncentrere os om ophidselsen. Nu er han tydeligvis usikker og samtidig mere og mere fast besluttet på at komme over hurdlen. For der står pludselig en hurdle der hedder: "gennemfør et samleje med denne pige, som du er glad for. Gør hende tilfreds". Jeg føler, at hans opmærksomhed spaltes på denne måde, i en del der stadig er hos mig, og en del, som er hans eget hundredemeterløb han skal klare, på grund af og i kraft af mig. Men jeg kan ikke hjælpe ham så meget, som jeg gerne ville. I selve hjælpen vil der ligge en hentydning om, at han måske ikke ville kunne klare det alene. Fra dette øjeblik føler jeg mig en lille bitte smule forladt i sengen. Han har, vendt en del af sin tilstedeværelse mod sit eget køn. MEN DET er stadig dejligt, det er jo derfor, vi ligger her, og vi giver udtryk for vores ophidselse og glæde på alle mulige måder, kysser og ler sammen. Hans erektion kommer og går, et faktum, der distraherer ham mere og mere. Til sidst er han næsten kun koncentreret om at få den til at stå. Jeg kan ikke undgå at deltage, så tæt sammenfiltret som vi er, i den almindelige stimulering af ham, og i mellemtiden køler jeg lidt af, ikke så meget på grund af, at der ikke præsteres en stor stiv een lige foran mig som på grund af den afbrydelse, han har ladet sin erektion afstedkomme imellem os. Der er så mange måder, vi kan elske på, så mange, mange aftener fremover at elske i, det vigtigste i aften var den fantastiske tryghed, vi følte lige før, tæt sammen i sofaen, øre mod øre. Vores hænder og det, de gjorde. Nu beskæftiger vi os med et lille punkt på hans krop, og det er en begrænsning, der føles lige så nedslående som at blive afskåret fra at måtte vælge mellem mange forskellige slags lækker mad til kun at ha en eneste delikatesse foran sig. så! Nu står den. Han er lettet, vi er lettede, erektionen må bruges med det samme til at putte den ind, den bliver afgørende for kæleriets varighed. jeg ville gerne have ventet. I den første beruselse er det skønt at være helt sammen, at mærke ham inden i mig, for ham at føle sig omsluttet. Lidt efter kommer imidlertid næste usikkerhedsmoment. Jeg kan mærke hans tanker: - Skal jeg vente på hende, skal jeg gøre noget bestemt for at få hende til at komme? Kom hun nu, var det det, hun gjorde?' Tankerne myldrer igen oppe i hovedet på ham. Da han mærker, jeg stimuler mig selv, slår han sig åbenbart til tåls med at overlade det til mig selv, - og her føler jeg en uønsket følge af det initiativ, jeg har taget: Kan hun alt det andet, kan hun nok også selv skaffe sig en orgasme! Han koncentrerer sig derfor om sin egen orgasme. Min forladthed er nu total. Hans slutspurt forhindrer mig som regel i at stimulere mig selv tilstrækkeligt, så min egen ophidselse daler mærkbart. Det bliver betragterens rolle, jeg må krybe i her til sidst, mens han kæmper for sin udløsning. Ja, kæmper for den. HVEM SAGDE, at mændene har fået deres orgasme foræret? Det er rigtigt, at kvinden har sværere ved det end manden, men mænd er mærkværdigvis også usikre på, om det lykkes. Det er det indtryk, der går igen og igen i slutningen af et samleje: to mennesker, de ligger og lytter efter, om han kommer. Trods det, at det meget sjældent sker, han ikke kommer, så er muligheden der teoretisk, og det er imod reglerne: han skal ha' erektion, ha' den op i pigen og få udløsning. Det er mindstemålet. Han prøver på den ene og den anden måde, han stønner og holder vejret. Hva' hvis jeg ikke kan komme, trætter jeg hende, hvorfor kommer jeg ikke, er hun mon med, jeg skulle hvile lidt, men så taber den måske helt gejsten, så nu nulrer hun mig der, hun tror ikke, jeg kan få udløsning, hun er utålmodig... Så kommer han. Skærer ansigt, klynker som et lille barn, ryster over hele kroppen, som en skal, man har fravristet sin inderste hemmelighed, føler hvordan han endelig gir' den sæd fra sig som var så svær at få givet videre, føler, hvordan han synker tilbage til stedet, til pigen, til nuet. Lægger sig udmattet ned, forsigtigt. - Har du det godt, hvisker han til mig. Hvis jeg nu siger, at jeg ikke har det godt, at jeg faktisk ikke har fået så meget ud af det her, fylder jeg ham med gode, sejlivede komplekser, vi måske kan slås med resten af vores forhold. Hvis jeg ikke svarer direkte, efterlader jeg en usikkerhed. Hvis jeg foreslår ham at give mig udløsning på anden vis, ved jeg, det vil blive gjort med helt klart hoved, uden nogen ophidselse, og med den forladthedsfølelse, som jeg selv følte under hans udløsning. Grunden til, at jeg nu hvisker: 'Jae', er at jeg i virkeligheden ikke synes, det er så vigtigt med en orgasme eller to, den får jeg nok en anden gang. Det vigtigste for mig er samhørigheden, det at være tæt sammen, holde om hinanden, den snak, vi har haft før eller får bagefter, den glæde og gensidighed, vi har sammen. Det betyder noget for mig. Ikke orgasmen, hverken hans eller min. En vattet holdning ville nogle af mine medsøstre sige, kræv din orgasme! Du har ret til den. Kræv. Ret. Der er det ved ophidselse, at den ikke kan styres. Vores skræmte mand kan ikke sparkes til at give os orgasme. JEG HAR her forsøgt at beskrive et helt almindeligt samleje, et 'typisk tilfælde': hele tiden var det domineret af usikkerhed, af frygt, af flugtmekanismer. Det slår aldrig fejl, at vi har præstationsangsten med i seng som publikum. Det alarmerende er, at denne typiske adfærd findes hos så mange forskellige mænd, der ellers ikke er typiske og almindelige. Hos kunstneren, juristen, psykologien, arbejderen, hos den modne mand og den helt unge, hos amerikaneren og danskeren. Hos mænd med vidt forskellig baggrund, erhverv og alder. Vi befinder os i 1975. Vi er kommet over pornobølgen, vi har været igennem pubertetsstadiet, hvor vi fik seksualteknikken godt gennemdrøftet i Hegelernes brevkasse, vi har lært at 'der er noget andet og mere end sex'. Sexræset er ikke så dominerende i medierne mere, enhver mand er nu klar over, at en erektion ikke er en betingelse for at give pigen orgasme, enhver mand ved at det følelsesmæssige er lige så vigtigt som det seksuelle i et forhold. Men seksualitetens fremmedgørelse består. Vi har 'talt ud' om sex. Vi har 'talt ud' om følelse. Men vi har endnu ikke fået de to ting kædet sammen på organisk, NATURLIG vis, Det er karakteristisk, at der er kommet mange børnebøger om, hvordan man får børn, men som ikke nævner de mest enkle følelser forbundet med erotik, samliv og fødsel. Vi er stadig, som Bergman udtrykte det i sin ægteskabsserie, følelsesmæssige analfabeter: Vi har stadig ikke lært noget om vores egen angst, skuffelse og vrede. Således kan vi heller ikke sammenkæde seksualiteten i hverdagen. Vores seksuelle ansigt er løsrevet fra resten af os. DER FINDES kun een autoriseret adfærd og nogle tekniske afvigelser. De er alle sammen katalogiseret og beskrevet så vi kan genkende dem når vi kommer ud for dem. (Kinsey virkede også traditionsskabende). Eksperterne har bemægtiget sig førsteretten til andre mænds seksuelle adfærd. Den er ikke mandens egen. Det er det mest rystende udslag af mændenes indbyrdes undertrykkelse, at den giver sig udslag i sengen, og dermed også undertrykker den pige, han er i seng med. Først indpoder mandssamfundet drengen nogle bestemte seksuelle normer. Dernæst at han aldrig må sætte spørgsmålstegn ved de normer eller diskutere dem med andre mænd. (De såkaldte sjoferter skaber ingen revolutionerede nye referencerammer). Den autoriserede seksuelle adfærd er et levn fra den tid, da en bestemt seksuel adfærd var forudsætningen for slægtens beståen. Dengang kunne man ikke tillade sig at blande humor, kunst og intellekt op i det seksuelle. Det kan vi i dag. Vi kan faktisk ikke undvære det. KVINDEN DERIMOD er i sin bevidstgørelsesproces nået til de seksuelle tabuer. Hun sætter spørgsmålstegn ved eksperternes meninger og danner sig sine egne, ændrede normer. Hun er begyndt at udveksle erfaringer, hun tilegner sig viden om sin egen krop. Hendes seksualitet får en renæssance gennem den sammenkædning, hun får tilkæmpet sig i løbet af processen. Derigennem kommer hun ud af det bestående seksualmønster. Det almindelige samleje, hvor præstationsangsten er dominerende, bliver for hende en alt for velkendt anstrengelse. Der må ændres ved mandens seksuelle adfærd, ikke bare for at kvinden skal ha' fornøjelse af det, men først og fremmest for at han selv skal kunne holde op med at forsvare sig. Fordi han har dyrket et helt sæt af bastioner er han blevet slave af denne vane. Han vedbliver at forsvare sine overleverede, forlængst faldne bastioner. Han er på vagt og derfor ikke afslappet. Manden må holde op med at forsvare sig og bryde den tavshedspligt, han har pålagt sig selv. Han må indse at kønsrevolutionen er i gang, og at den stadig afventer hans sammenkædning af følelser, intellekt, seksualitet, humor, viden og fantasi. Han må gi sig selv en chance for ikke at føle sig utryg, jaget af sin egen jantelov.