Dagbøger og breve fundet på et loft eller i en kælder tror jeg ikke på. Lange passager fra påståede støvede gulnede ark ser jeg kun som et prøvet litterært trick for at skabe autenticitet og tidskolorit. For nemt. Netop derfor er det vigtigt for mig at understrege, at min fars optegnelser ikke pludselig dukker op. De har altid været der, siden han som ung kandidat i 1942 fylder kladdehæftet med sin sirlige skrift. I mange år efter min fars død opbevarede min mor erindringerne i sit sybord. Jeg tror, at når hun sad ved bordet, tæt på vinduet, og stoppede strømper, lagde benklæder op eller riede, havde hun en bevidsthed om at være sin afdøde mand nær. Han lå i skuffen. Jeg har aldrig set hende læse i hæftet. Det var først, da hun kom på plejehjem, hvor der ikke var plads til sybordet, at hun fandt hæftet frem, godt gemt blandt sytråde, garnrester, knapper, nåle og slidbånd. Helt uden sentimentalitet gav hun mig hæftet. Det skal du læse, sagde hun. Ikke mere. Erindringerne har været længe undervejs - i snart 60 år. Hun lagde kladdehæftet ned i en Nettopose. Allerede ude i bilen fiskede jeg det op af posen. Forsiden var grå, med ganske få fedtpletter. 'Erindringer fra min Drengetid' stod printet med røde blokbogstaver. Over 100 sider med en ortografi, som var det skrivemaskinebogstaver. De tuschtegnede bogstaver stod strunke og holdt retning og linje. Af og til understregninger med rødt og blåt. Imponerende let læseligt, enkelt og klart i sin ydre form. Jeg lagde bogen tilbage i plastikposen og startede bilen. Han var tysker. Ikke rigtig tysker, for han talte dansk og var dansk statsborger og juridisk kandidat fra Københavns Universitet. Han var sønderjyde. Fra den forkerte side af grænsen. Flensborg. Det var alt sammen så uendelig lang tid siden. Først efter min mors død, en regnfuld weekend, genfandt jeg den gule pose, der havde bevæget sig fra papirstakken hen i bunden af bakken med fagtidsskrifter og anden lejlighedsvis læsning. Igen lod jeg mig dupere af skriften. Lod øjet glide hen over de mange sider. Noterede navneordene skrevet med store bogstaver, vilde og skulde. Det var så lidt, jeg kendte til min far. Under mine efterkrigs-Flensborg-besøg understregede mine bedsteforældre den selvfølgelighed, at vi var danske. Min farfar red sin kæphest, at Flensborg uretfærdigvis ikke kom til Danmark ved afstemningen i 1920. Jeg elskede min bedstefar, men forstod ikke hans raseri mod Christmas Møller og alle de andre danske politikere, der efter krigen svigtede det sydslesvigske mindretal. Det var ikke min verden. Jeg ville ikke vide af, at min far havde gået i tysk skole, at onkel Heinrich og tante Elisabeth ikke forstod dansk. Det var ikke noget, der vedkom mine kammerater i skolen eller på vejen. Tysk skole - kunne man synke lavere. »Motivet til Nedskrivningen er hverken nogen Overbevisning hos mig om mine Tankers originalitet - for saa vidt som det meste af, hvad Mennesket tænker, er tænkt af et andet og Paavirkning af andre Menneskers tilkendegivne Tanker sikkert uundgaaelig - ej heller om deres store Betydning eller Værdi for andre«. En tung og ydmyg indledning. Han fortsætter: »Eller at vilde efterligne Forfattere eller Skribenter, men kun for at fæstne Barndomserindringer medens de staar særdeles friske i min Erindring og fordi jeg føler, at den for mig oplevede Sandhed, i denne ganske vidst subjektive Form, bør videregives til mine Efterkommere og i særdeleshed min lille Søn. En foraarsdag i 1914 - det tyske Skoleaar begynder lige efter Paaske - vandrer jeg med Fader ved Haanden, Rantzelen paa Ryggen og Skolehuen, en blaa Hue med Guldbaand paa gul Baggrund paa Hovedet, den korte vej fra Husummerstrasse 4 til Skolen i Klostergang. Jeg var beklemt, ikke mindst ved de mange nye Drengeansigter. Allerede i August 1914 udbrød Verdenskrigen! Den forvandlede alt og alle og satte Præg paa hele min Skoletid mere end noget andet, hvis jeg undtager Aarene før Afstemningen i 1920. Afstemningsaarene var uden Overdrivelse et Martyrium, som har sat dybe Spor i mig, og som jeg kun ugerne mindes og altid kun med Uhyggefornemmelse. Mon ikke netop et Drengesind i 10-12 Aars Alderen er særlig modtagelig for Forhaanelse, Tilsidesættelse, selskabelig Boykot, og aandelige Pinsler? Jeg tror i hvert fald aldrig jeg vil glemme disse Aars Trængsler. Baggrunden for disse forfærdelige oplevelser kan jeg næsten udelukkende finde i Aarene 1918-20's nationale og politiske Begivenheder i min Fødeby Flensborg. Yderligere Bitterhed skyldes ogsaa Undervisningssystemet - den Prøjseraand - og militære Tone, der i disse Aar anvendtes af vore Lærere, der for en stor Del var hjemvendte prøjsiske Officerer, vandt til Krigens Raahed og Mangel paa Menneskelighed. Særlig min Klasselærer Bruns var helt igennem modbydelig og jeg en kærkommen Skydeskive for hans Ondskabsfuldheder. Grundlaget for mit Forhold til saavel Lærer som Kammerater skal søges i de særlige omstændigheder, der opstod, nemlig den dansk tyske Nationalitet og Afstemningskamp. Mit hjem - ligesom de fleste andre hjem i Flensborg, havde før Krigen, ligesom under Krigen, nationalt set nærmest været indifferent, det nationale Spørgsmaal eksisterede ikke for dem. Som tysk Statsborger var man lænket til den tyske Stats Skæbne. Men da Soldaterne vendte hjem, led og ked af Krigens Strabadser, forandredes billedet helt. Revolutionen i Tyskland var brudt ud - Soldaterne marcherede to og to med ladte Geværer gennem Flensborgs gader, Kokarder og Skulderstropper var revet af. Revolutionen mod de tilvante nationale Tilstande, imod den tillærte Historieopfattelse. Flensborgs Danskhed var ved, at vaagne fra sin lange søvn. Min Fader blev sig hurtigt, efter at være blevet hjemsendt, sin Danskhed og sit danske Blod bevidst - han saa hvor haardt, der var brug for alle danske Kræfter og stillede sig fuldt og helt til Danskhedens disposition. Utrættelig deltog han i den lange Afstemningskamp - blev Formand for et af Distrikterne, skrev Artikler og Digte til Bladene, ledede Valgmøderne, samlede Underskrifter, var Opsynsmand ved Demonstrationerne osv. Min Fader kunne ikke fordrage de lunkne og fejge, der ikke vovede offentligt at bekende deres Danskhed - og samme Afsky fik jeg for dem. Enhver maatte og skulle se, at jeg var dansk. Der gik heller ikke lang tid før de i Skolen var klar over min Danskhed. Og Spillet kunne begynde. Allerede ret tidligt blev det almindeligt, at man bar smaa Silkeflag, for at tilkendegive sit tyske Sindelag. Jeg var ikke sen til en Morgen at møde op med et lille Dannebrogsflag i Tøjopslaget. Harmen var umaadelig og allerede i første Frikvarter var mit Flag revet af Opslaget - og et Slagsmaal udviklede sig i Skolegaarden, hvor hele Skolen deltog som Tilskuer. Officielt var Slagsmaal forbudt, men den opsynshavende Lærer tog det altid med ro og det varede et godt stykke tid inden han skilte de stridende, der til gengæld fik en dundrende Lussing, der altid sad. Slagsmaalet blev indledning til en daglig Omgang Klø. Og det var let at finde en Anledning. 'Speckdäne' og 'Speck' og reagerede jeg paa det, var Anledningen fundet. Og Klø fik jeg mange af. Kammerater var betydelig stærkere end jeg - især en Bondesøn fra Angeln, Redlefsen, havde uhyre Kræfter. En Dag var det fregnede Muller fra Mathildegade, der gik løs paa mig, som jeg ellers havde det godt med, men de andre havde hidset ham, jeg blev saa forbitret at mine Kræfter voksede og jeg gav ham nogle Klø. Yndet var det ogsaa at give mig 'Schinken-kloppen' - mit Hoved blev holdt nede i en andens sammenlagte Hænder og saa var der frie slag paa min Bagdel. Efter Slaget skulle jeg udpege hvem, der havde slaaet - lykkedes det ikke maatte jeg atter bøje Hovedet. Og hvor blev der slaaet til - Taarerne stod mig ofte i Øjnene efter et særligt vellykket Slag og ofte blev virkningen forstærket ved at en Kniv, Nøgle eller en Pung blev holdt i Haanden. Frikvartererne blev det værste, jeg kunne faktisk ikke vise mig uden at de var efter mig. Til sidst løb jeg grædende hen til Læreren og bad om beskyttelse. Men at sladre er den største Synd en Skoledreng kan begaa. Ogsaa paa Hjemturen lurede de efter mig, haanede mig og kastede et eller andet Skyts efter mig 'Spekdäne', 'Verräter', Bangbuks. Tasken slaaet ud af Haanden, Huen revet af. Efterhaanden foretrak jeg at gaa Omveje for at undgaa mine Forfølgere. Det allerværste forestod imidlertid endnu. De evindelige Forfølgelser og Klø, gjorde mig mør. Jeg fortalte ikke gerne hjemme om Forfølgelserne - min Moder var i forvejen betænkelig ved min Faders aabenlyse og paagaaende Danskhed. Men en Dag kunne jeg ikke mere. Og jeg bad min Fader skrive et Brev til Hr. Bruns. Gid jeg aldrig havde gjort det. Jeg vidste faktisk ikke rigtigt om jeg skulle aflevere Brevet til Bruns. Men netop den dag blev der spændt ben for mig med efterfølende Knubs og Puffen. Saa afleverede jeg Brevet. Bruns lød højligen forbavset, det kendte han ikke noget til - men henvendt til Klassen, vilde han gerne at sige, at ingen Dreng havde at forulempe mig mere. Korrekt opførte han sig, men enhver Dreng kunne høre, at han kun nødtvunget kom med sine Udtalelser og hvor hans Sympati laa. I Frikvartererne hviskede og tiskede Drengene indbyrdes. Der var oplagt noget i gærde. Jeg lod som ingenting og passede mig selv den dag uden at blive forulempet. Alene det virkede foruroligende og saa fremmed paa mig. Den næste Dag saa jeg et Glimt af en Liste, der vandrede rundt. Heller ikke den Dag blev jeg forulempet, man lod mig gaa mine egne Veje, der var ganske vist ingen, der henvendte sig til mig. Og nu opdagede jeg efterhaanden, at man ikke svarede mig, naar jeg henvendte mig og at min Sidemand var flyttet væk fra mig. Indbyrdes dem imellem var intet forandret, kun ophørte al samtale, naar jeg nærmede mig. Jeg henvendte mig til Hans Freytag, vi var begge begyndt Skolen samme dag og hos hvem jeg hvert Aar havde været til Fødselsdag og som heller aldrig i de forløbne fem Aar, i mindste maade, havde forfulgt mig og spurgte, hvad der var paa Færden. Jeg maatte spørge to gange og saa sagde han, at Klaus Sommer havde ladet en Liste gaa rundt og at han ikke maatte tale med mig for »Du bist im Klassenverschiss.« Jeg havde kun en anelse om Følgerne, først gennem de næste to lange Aars Forløb gik det op for mig. »Klassenverschiss« er - gennemført paa den ubønhørlige og konsekvente Maade - det værste Torturinstrument overfor en dreng. Jeg var stemplet som en Paria, behandlet som en Spedalsk, anset for smudsigere end det Skidt man træder paa - et menneske udstødt af sit Samfund, hjemløs. Den Dag i Dag imponerer det mig, at en flok drenge i 10-11 Aars Alderen forstaar at anvende et saadant Middel vel at mærke ikke i et par Dage, en Uge, eller i en Maaned, men i over et Aar, hver eneste dag. Mon andre Drenge, der fra de kunde begynde at gaa, er blevet opflasket med prøjsisk Disciplin, kunne gennemføre en saa lang aandelig Boykot? For mig blev det en uafbrudt række af Lidelser, Undseelighed, Saarethed og Længsel efter at leve som andre Drenge gør. Den første Tid var den værste - jeg hadede Frikvartererne mere end nogensinde. Stillede jeg mig hen i nærhed af nogen, rykkede han omgaaende væk. Ofte forsøgte jeg at blive i Klassen - men i reglen smed Læreren mig ud. Kuet fik de mig aldrig. Jeg vidste, at jeg var dansk, at jeg havde ret til at være det og at Oprejsningens Dag ville komme, naar Flensborg blev dansk. Desuden saa jeg jo, at det ikke gik synderligt bedre for de Voksne. Mine Forældres gamle, tyske Venner havde brudt fuldstændig med dem. Den ene Dag sneg sig af sted som den anden - altid længtes jeg efter sidste Time og efter at komme hjem til mine Frimærker. En dag var en dansk Plakat klæbet op paa Skolemuren: 'Mor stem dansk' - den sad for højt til, at de kunne rive den ned, i stedet kastede de Jord og Mudder paa den. Jeg kunne ikke andet end gaa løs paa dem - det blev den sidst gang Klø jeg fik paa selve Skolen. I disse Aar udviklede der sig i mig et Had og Uforsonelighed imod Tyskeren som vores nationale Modstander. Jeg har lært Tyskeren at kende paa min egen krop - jeg har følt hans umenneskelighed og tyranniske fremfærd - jeg hverken kan eller vil glemme det saa længe jeg lever. Paa Gaden eller i en Butik har jeg mange Aar efter truffet en af de tidligere Plageaander, set et genkendende Blik i hans Øjne - og vendt Ryggen til, selv om jeg mestens havde lyst til at plante min Knytnæve i det forhadte Fjæs. Men Opdragelsen sejrer over Naturen, mærkeligt nok, for alle de Spytklatter, de den gang har sat paa mig, skulle vel den bedste Opdragelse ikke kunne fjerne«. Jeg sænker stilehæftet. Det er blevet halvmørkt udenfor. Jeg går rundt i stuen for at tænde lamperne. Mærker, at øjnene er fugtige. » ... i særdeleshed min lille Dreng«, skrev han for mere end 60 år siden. Tysker, Sønderjyde, mere ægte dansk end alle de, der svælger i storkereder og danske flag. Hvorfor skulle min fars bog ligge i sybordet og på mit arbejdsbord i så lang tid? Skammede vi os over at konfronteres med hans lidelser? Måske. Til gengæld glæder jeg mig til at lade mine børn og børnebørn læse erindringerne.