Kroniken

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Kunstværk og håndværk

Makkerskabet mellem arkitekt og håndværker er en af de vigtigste forklaringer på dansk møbelkunsts guldalder. Men skal møbelsnedkeriets håndværksviden fortsat udvikles, er der brug for en masterclass for svende.

Kroniken
FOR ABONNENTER

ORDENTLIGT HÅNDVÆRK kræver viden, slid og tid - masser af tid, og det er en af grundene til, at jeg er bekymret for møbelsnedkeriets fremtid som det håndværk, jeg har brugt mit liv på.

Efter et langt liv med snedkerfaget kan jeg med en vis grund sige, at mit håndværk er mit livsværk. Jeg føler mig ikke som en gammel Jeronimus, der brokker sig og råber vagt i gevær, fordi tiden er ved at løbe fra mig. Jeg er bekymret på mit håndværks vegne, fordi vi lever i en fortravlet verden og kæmper om en plads i overhalingsbanen, hvor gevinsten ofte tæller mere end slutresultatet og kvaliteten.

Det gælder også i mit fag, hvor kombinationen af designerens kreativitet, håndens kunnen, materialerne, værktøjet og maskinernes teknologiske formåen er forudsætningen for de eksperimenter og den grænseoverskridende fornyelse, der gennem årtier har kendetegnet dansk design og møbelhåndværk. Men når der ikke er tid til fordybelse og eksperimenter, og man prioriterer gevinsten frem for alt andet, er det ikke kun kvaliteten, der er i fare, men også hele den lange tradition, som faget bygger på.

Jeg må desværre konstatere, at det er for sent at slå alarm og advare mod faren. Vi står midt i en i en krise. Der er ikke længere tale om et redningsforsøg, men om genoplivning af et fag, en tradition, en hel kultur, der er ved at uddø. Vi må sørge for, at det ikke går tabt, men klokken er 5 minutter i tolv.

DET ER selvfølgelig ikke en krise, der er opstået i går, men en udvikling, der længe har været undervejs, nærmest i årtier som følge af de ændrede økonomiske og tekniske vilkår, der har påvirket og formet samfundet på godt og ondt. I mit fag begyndte det for alvor i 60'erne, da en kombination af bureaukratiske regler og teknologiske landvindinger begyndte at slå mange af de små værksteder ud. Mestrene kunne ikke klare al bøvlet med administration af oms og moms og alle de øvrige regler og forordninger, de skulle leve med. Samtidig fik de øget konkurrence fra møbelfabrikkerne, der blev dygtigere til at producere, og som de små snedkerier ikke kunne konkurrere med. De begyndte derfor at lukke i stribevis.

Hver eneste stationsby i Danmark havde før i tiden op til flere rigtig gode snedkerværksteder, og i København har der nok været 20-25. Nu er de fleste af dem væk, og i stedet for har man fået fabrikker, som ofte laver rigtig gode ting, men håndværkstraditionen er der ikke mere. Jeg vil ikke sige, at vi er specielt dygtige hos os på PP Møbler i Allerød - vi er bare en mangelvare, en truet dyreart med en tradition for at eksperimentere sammen med designerne, opretholde den højest mulige kvalitet og oplære unge, der kan tage arven op efter os. Når værkstederne lukker, er der ingen til at tage lærlinge ind, og der er i dag meget lang ventetid på at få en læreplads på de få overlevende møbelsnedkerier. Det siger sig selv, at på den måde vil faget uddø.

NÅR DET MILJØ forsvinder, vil de unge arkitekter og designere ikke have et værksted at gå hen til som deres forgængere. I løbet af 40'erne, 50'erne og 60'erne fik en gruppe fremragende arkitekter ansporet af bl.a. Kaare Klint skabt det, som nogle kalder den danske møbelkunsts guldalder. Vel var de begavede og kreative, men karakteristisk for de fleste af dem var, at de havde et værksted, som de arbejdede nært sammen med om skabelsen af de møbler, der er forblevet tidløse klassikere.

Når man siger Finn Juhl, så må man også sige Niels Vodder, den snedkermester, som Juhl arbejdede meget nært sammen med i mange år. Det er blot et af mange eksempler på det frugtbare samarbejde mellem formgiveren og håndværkeren, der var helt afgørende for den generation af arkitekter. Vodder var den meget dygtige håndværker, der ikke veg tilbage for noget og vovede sig ud på tynd is sammen med Juhl. Det gjorde ikke noget, at de faldt igennem nogle gange, for når man i dag ser tilbage på, hvad de har efterladt sig, så vil man ikke blot glæde sig over det og beundre det, men også sige: hvordan bar de sig ad med det, for det kan sgu' ikke lade sig gøre. Men det kunne det altså, når to kreative hoveder afprøvede grænserne og ikke helmede, før det lykkedes dem at få træet og de øvrige materialer til at makke ret.

På samme måde var det med Poul Kjærholm og den berømte tapetserer Ivan Schlechter, Hans J. Wegner og Johannes Hansen og PP Møbler, Kaare Klint og Mogens Koch og Rud Rasmussen og de fleste andre af de store navne fra den periode. Arkitekt og håndværker fandt sammen som makkerpar og skabte stor møbelkunst i et tæt parløb. Det er dette nære, intense samarbejde, der er en af de vigtige forklaringer på den succes, dansk møbelkunst har nydt i årtier.

Den dimension er næsten totalt ude af billedet i dag. Selvfølgelig findes der stadig meget dygtige snedkere i Danmark i dag, men det er enere, og man mangler helt det miljø, man havde før i tiden, da unge arkitekter kunne gå hen til et værksted med deres nye ideer og få dem afprøvet. De store møbelforetagender i dag interesserer sig ikke for uddannelse eller eksperimenter. Det koster nemlig penge, og det eneste, der tæller er bundlinjen.

DET ER I DEN situation, at jeg forudser, at vi løbet af kort tid risikerer at stå på bar bund. Globaliseringen vil fremskynde den udvikling, fordi vi samtidig med outsourcing og udflytning tager livet af de håndværkere, der holder fast ved de gamle traditioner. Jeg forstår fuldstændig nødvendigheden af at få fremstillet produkterne så billigt som muligt i de såkaldte billiglande, men vi er ved at smide vores eget håndværk væk, og bør nu yde en indsats for at modvirke den effekt.

Der bliver talt meget om videnssamfundet i dag, og om at viden er en af vores vigtigste og mest dyrebare ressourcer. Jeg er helt enig, men vil blot gerne udvide begrebet til også at omfatte den håndværksviden, der er blevet akkumuleret gennem årtier og århundreder. Det er en betydelig del af den danske kulturarv. Den viden findes stadig i Danmark, men den er ved at være meget tyndslidt, og der kræves en ekstraordinær indsats for at bevare den, så vi kan give den videre til de kommende generationer.
I den redningsaktion, der skal sættes i gang nu, er der brug for en overordnet organisation eller institution, der kan fastholde og sikre den viden og den tradition, der ligger til grund for snedkerfaget og mange af de andre truede håndværksfag.

Vi har i mange år haft Statens Kunstfond til støtte for udøvende kunstnere, og nu mener jeg, at tiden er inde til efter de samme retningslinjer at oprette Statens Håndværkerfond til støtte for håndværkersvende, der både har talentet og interessen i at dygtiggøre sig ved at tilegne sig ny viden og kunnen.

HVAD DER ER BRUG for er en overbygning efter svendebrevet, så en uddannet snedker kan få mulighed for i en periode på f.eks. to år at fordybe sig i faget og få lov til at eksperimentere med materialerne, lege med træet, lære det rigtigt at kende, afprøve værktøjet og maskinerne og få en forståelse, som han eller hun ikke kunne få på værkstedet eller på de tekniske skoler. Jeg vil nødig støde nogen, men sandheden er, at ikke alle har fået chancen for at få den professionelle håndværkeruddannelse, som de gamle værksteder kunne give. Det, jeg kunne tænke mig, er en slags masterclass for svende, der kan få lov til at rendyrke deres kunnen og talent for at kunne præstere det ekstraordinære.

Der skal skabes et miljø, hvor man er omringet af andre svende og nogle af fagets bedste mestre, så der er en konstant dialog i gang for at udveksle viden, erfaring og kunnen. Det er det, der før i tiden foregik på de bedste værksteder, men når de nu ikke findes mere, må man finde på noget, der kan træde i deres sted.

Der skal selvfølgelig skabes forhold, hvor de unge, der kommer ind, får mulighed for at arbejde med de bedste redskaber, maskiner og de nyeste teknologier, der findes både til projektering og udførelse. Døren skal også være åben for unge arkitekter og designere, der skal have mulighed for at eksperimentere og udforske nyt territorium sammen med håndværkerne på samme måde, som det før i tiden skete på værkstederne.

DET ER SELVFØLGELIG absurd at tro, at computerne og de højteknologiske maskiner kan erstatte håndværkeren. De nye maskiner er rigtig gode og har hjulpet os meget med mange af de helt svære opgaver, men man kommer ingen vegne med maskinerne alene, hvis ikke man har nogle dygtige håndværkere til at styre dem, til at lave skabelonerne og modellerne. Det er dem, der ved, hvad det drejer sig om. En maskine eller en computer kan ikke gå i dialog med en arkitekt. Det kræver en håndværker med indsigt, kunnen og håndelag. Hvis de går sammen, vil de ikke blot holde fast ved traditionen og sikre, at al den viden og kunnen ikke går tabt, men de vil også få mulighed for at skabe noget nyt, der kan få samme varige værdi og betydning som de danske møbelklassikere.

Vi var tæt på at skabe sådan en institution for en del år siden. Dengang var både Undervisningsministeriet og Allerød kommune med på ideen, og der blev bevilget penge, vi fik tildelt lokaler, og vi havde fundet en leder til den daglige drift. Men det hele strandede, fordi det blev besluttet, at pengene til projektet skulle kanaliseres gennem de tekniske skoler, og de havde en helt anden dagsorden og helt andre interesser. I de mellemliggende år er situationen blevet endnu mere akut og behovet for at gribe ind tilsvarende mere påtrængende.

DET ER MULIGT, at nogle vil synes, at vi er nede i småtingsafdelingen, at det er stort ståhej for ingenting, og at man ikke kan kæmpe imod tiden. Jeg har respekt for mine kritikere og den fremstormende ungdom og vil gerne lytte til indvendingerne. Men jeg mener ikke, at der er tale om bagateller.

Det drejer sig om noget så dyrebart som kulturarv - værdier, der forener det æstetiske formsprog med funktionalitet og håndværksmæssig kvalitet i topklasse. Det er alle de elementer, der har været med til at sikre dansk design og møbelkunst en ganske særlig plads i det internationale selskab. Det kan man se på museerne rundt omkring i verdens hovedstæder og i auktionshusene, hvor danske møbelklassikere bliver solgt til stadig højere priser.

Vi lever i en tid, hvor der bliver talt meget om oplevelsesøkonomi. Dansk møbelkunst har været med til at give folk gode oplevelser i generationer - længe inden begrebet oplevelsesøkonomi blev opfundet. Men overlevelse kommer før oplevelse. Nu gælder det om at sikre møbel-snedkeriet som en del af oplevelsesøkonomien, så også kommende generationer får glæde af det. Det synes jeg er værd at slå et slag for.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden