I morgen er det 100-års dagen for kvindernes internationale kampdag, 8 marts! Så plejer et af de sædvanlige temaer i aviserne at være: Er der overhovedet grund til at fejre 8. marts længere? Vi har vel ligestilling for længst? Har kvinderne ikke – med et omskrevet citat af en gammel LO-formand – sejret ad helvede til?
På nogle punkter er det rigtigt. Kvinderne har sejret i uddannelsessystemet, pigerne klarer sig bedre end drengene i folkeskolen og gymnasiet, og der er i dag flere kvinder end mænd på universitetsstudierne. Det er lykkedes at få mændene til at tage mere ansvar på hjemmefronten end nogensinde. Mænd tager i dag langt større del i husarbejdet end før, og flere mænd er begyndt at tage barselsorlov. Alligevel er der langt til ligestilling på det danske arbejdsmarked, måske længere, end der var for et par årtier siden. Og måske skal man til at overveje, om det er de rigtige kampe, der udkæmpes.
For 100 år siden var 48-timers arbejdsugen endnu ikke indført. Det blev den i 1919. Arbejdsugen var lang og hård for en almindelig arbejder, hvad enten det nu var i byen eller blandt bønderne på landet. Den lange arbejdsuge gjaldt også de kvinder, der var i arbejdsstyrken – for en stor dels vedkommende de ugifte husbestyrerinder, tjenestepiger m.v.
Der var enkelte kvinder, som tog slaget om karrieren – de forblev typisk barnløse og ugifte hele deres liv. Dengang var valget for kvinderne klart: Man måtte vælge mellem karriere og familie – begge dele var en illusion. Arbejderkvinderne levede ofte et hårdt liv som rengøringskoner eller vaskekoner med børnene rendende om benene, hvis altså ikke ungerne var sendt ud at arbejde. En kort overgang blev det et velfærdssymbol at have råd til at være hjemmegående husmor. Men det var kun en kort periode. Det er en fejlagtig illusion at tro, at flertallet af de danske kvinder tilbage i historien har været husmødre, der sad og broderede iklædt pæne forklæder!
'Mor-orlov'
Velfærdssamfundet tog fart i løbet af 1960’erne og 1970’erne – med udbygningen af sundhedsvæsen, daginstitutioner og ældrepleje. Kvinderne blev økonomisk uafhængige, i hvert fald til en vis grad. Ganske vist med en lavere løn end mændene. Folkepensionen og kommunens hjemmehjælp sikrede alle en tryggere alderdom, og børnene kom i daginstitutioner med kvalitet og pædagogik, ikke længere bare børneopbevaring.
Det offentlige overtog meget af det omsorgsarbejde, som kvinderne havde udført ulønnet i hjemmet i århundreder. Kvinderne fik typisk job i den offentlige sektor, som skabte hundredtusinder af job – netop til kvinderne. På mange måder var Danmark i front i forhold til resten af verden, når det gjaldt ligestilling.
Hvis man kigger tilbage på 1960’erne og 1970’erne, er der ingen tvivl om, at Danmark på mange felter var helt i front på ligestillingsområdet. Kvinderne, med rødstrømperne i front, kæmpede for retten til abort, for retten til udearbejde, for daginstitutioner og barselsorlov – for mulighederne for at kombinere arbejde og familie. Der blev kæmpet for solidarisk lønpolitik og ligeløn, hvilket i 1976 resulterede i den første ligelønslov. Løngabet mellem kvinder og mænd blev kraftigt indskrænket i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne. Tiden fra 1965-1975 er nok den tid, hvor der ligestillingsmæssigt er sket mest i Danmark.
Men udviklingen havde en bagside. Det var ikke alle kvinder, som fik ubetingede fordele af udviklingen. Udviklingen gavnede kvinderne nederst på arbejdsmarkedet og kvinder med korte og mellemlange uddannelser. Forskning viser, at danske lavtuddannede kvinder igennem de seneste årtier er kravlet opad på lønstigen og har halet meget ind på mænd med tilsvarende kvalifikationer. Men de højtuddannede danske kvinder er stille og roligt rutsjet nedad i lønfordelingen, når man tager højde for, at kvinderne på formelle kompetencer har indhentet mændene, når de træder ud på arbejdsmarkedet.
Kvinderne følger karrieremæssigt med mændene i starten. Men så får de deres første barn!
Og så begynder forskellene at vise sig. Næsten alle kvinder tager den fulde barselsorlov, som nu er på et år med hel eller delvis lønkompensation. Mændene tager i gennemsnit stadig kun en forsvindende lille del af barselsorloven. De mange udvidelser af orloven de sidste 25 år, som formelt set har heddet sig at være ’forældreorlov’, har stort set i praksis været ’mor-orlov’, bortset fra de to uger, som er reserveret til far i forbindelse med selv fødslen. Far tog i 1990 godt 4 pct. af orlovsdagene, og nu 20 år senere tager han ca. 6 pct. af orloven, som jo i mellemtiden er blevet meget længere.
Typiske karrierer
Her kan det være sundt at sammenligne med situationen i de andre nordiske lande. Det er nemlig ingen naturlov, at det skal være sådan! Svenske og islandske fædre tager henholdsvis ca. 21 pct. og 33 pct. af orloven, mens norske mænd tager 11 pct. Og trenden er klart stigende i disse lande. Udviklingen med stadig flere ’familievenlige ordninger’ er i Danmark fortrinsvis gået til den kvindelige arbejdsstyrke. Fædrene er stadig hovedforsørgere. Far tjener mest, så det er dyrt at lade far gå på orlov i den del af perioden, hvor der ikke er barsel med fuld løn.
Derefter er kønsarbejdsdelingen lagt fast. Mor bliver ekspert på hjemmefrontens omsorg og tager også sidenhen hovedparten af børns første sygedag, og når de gamle forældre skal tilses på plejehjemmet, er det som regel kvinderne, der tager tørnen.
Forskning viser, at når familierne får børn, får mor i gennemsnit en ’straf’ på ca. 2 pct. af lønnen. I udlandet kalder man denne effekt for child penalty. Far får i gennemsnit en ’præmie’ på 3 pct. Hvis man ser mere specifikt på de højtuddannede kvinder, er child penalty meget større. I den private sektor ca. 6 pct. per barn, hvis man tager 1 års orlov i forbindelse med fødslen.
De seneste overenskomster ændrer ikke meget på billedet. Far og mor har hver fået en uge – et lille skridt i den rigtige retning, men der er meget lang vej igen. Bundlinjen for dansk ligestilling er, at Danmark er sakket ganske langt bagud i forhold til mange EU-lande. Hvis vi som en enkelt indikator tager lønforskellene mellem kvinder og mænd, viser den seneste EU-statistik, at Danmark har et større løngab end gennemsnittet for alle EU-lande tilsammen.
Der er langt til dengang, da Danmark var i front som et af de første lande til at indføre ligeløn i overenskomster i 1960’erne og 70’erne. En anden bundlinje for dansk ligestilling er, at kvinderne ikke kommer ind i de ledende stillinger i dansk erhvervsliv. Andelen af kvindelige topchefer er 5 pct. i 2006 blandt de 2.000 største danske virksomheder. Danmark ligger ligeledes lavt, når man sammenligner kvindeandelen i bestyrelser i EU-lande i de største virksomheder.
Det er vel godt nok, hvis nu det er sådan, man vil leve? Men måske kunne kønnenes talenter udnyttes meget bedre – måske kunne man opnå mere velfungerende familier, få et mere velfungerende arbejdsmarked, hvis man indrettede sig anderledes. Hvis eksempelvis kvinder og mænd er lige talentfulde til at lede eller forske – måske med forskellige talenter – er det jo uheldigt, at der til lederstillinger og professorater stort set kun rekrutteres fra den ene halvdel af intelligensfordelingen.
Hvis kvindelige lærere har en anden pædagogisk praksis end mænd, er det vigtigt, at vores børn møder både kvinder og mænd i folkeskolen. Det samme gælder også på universitetet – bare med modsat fortegn. Hvis kvindelige medlemmer af f.eks. en lønkommission har andre vinkler på arbejdsmarkedet, er det vigtigt, at kommissioner har en rimelig balance mellem kvinder og mænd. Derfor er det ikke bare elitens projekt at få flere kvinder til tops!
Nogen foreslår kvoter til kvinder i private bestyrelser for at rette op på den skæve kønsbalance i bestyrelseslokalerne. Selv om denne politik har flyttet kvindeandelene i norske bestyrelser, er det næppe en holdbar vej i længden for den private sektor. Det samme gælder for professorater til kvinder på universiteterne.
I længden er der kun én vej: Kvinderne er nødt til at være formelt lige så kvalificerede som mænd gennem hele deres karriere. Og det er de ikke, hvis de vælger en karriere, hvor de tager hele barslen en, to måske tre gange; lader karrieren gå lidt på vågeblus; altid tager tjansen med at tage børns første sygedag og omsorgsdage; henter børnene i daginstitution, så de skal gå tidligt fra møderne, og så også lige skal kigge til svigermor på plejehjemmet – mens manden passer karrieren på fuld kraft og måske har 60 timers arbejdsuge. Hvis det er sådan de typiske karrierer ser ud i den private sektor, så vil det aldrig fungere at kvotere kvinder ind i bestyrelseslokalerne.
To veje
Det lange, seje og svære træk handler bl.a. om at få gjort noget ved den skæve fordeling på hjemmefronten. Og barselsorloven. Velfærdsstaten gavnede kvinderne i starten, men i dag må vi erkende, at den også har boomerangeffekter, hvis ikke de familievenlige ordninger videreudvikles og mændene, fædrene, kommer mere på banen. Det kræver både politisk vilje til ligestilling, og det kræver, at kvinderne er villige til at afgive nogle af deres privilegier til fædrene.
Måske skal perspektivet løftes lidt, når der kæmpes for ’det gode liv’ og det familievenlige arbejdsmarked. Måske er kvinderne i realiteten kommet til at kæmpe for retten til at komme tilbage til kødgryderne, fordi det ikke rigtig er lykkedes særlig godt at få mændene – fædrene – med i kampen for det gode liv og det gode arbejdsmarked.
En anden vigtig ’slagmark’ for ligestillingen er fremtidens velfærdssamfund. Kvinderne er – langt mere end mændene – stærkt afhængige af, at velfærdssamfundet i en eller anden form kan udbygges og finansieres i fremtiden. Det er i stort omfang kvinderne, der arbejder i den offentlige sektor. Det er kvinderne, der lever længst og er mest afhængige af omsorg som gamle. Med den eksisterende kønsarbejdsdeling vil det i stort omfang være kvinderne, som igen kommer til at påtage sig omsorgsopgaverne for børnene, de gamle og de syge, hvis ikke der er råd til at gøre det ordentligt i de offentlige daginstitutioner eller plejehjem.
Lige nu står det danske velfærdssamfund over for årtier med meget store udfordringer, fordi vi nu er præcis i den situation, som økonomer har advaret om i de seneste 20 år: Hvert eneste år forlader mange flere skatteydere arbejdsmarkedet og går på pension, og de små generationer af unge træder ind i skatteydernes rækker. Fra nu af kan vi forvente, at der hvert eneste år, når der skal lukkes finanslove eller kommunale budgetter, vil være stadig større vanskeligheder med at få enderne til at nå sammen.
I de nordiske lande har vi valgt en velfærdsmodel, som kræver, at alle ’arbejdsduelige’ er på arbejdsmarkedet en rimelig andel af det voksne liv, hvis der skal være råd og hænder i kommunerne til, at svigermor, børnene og de andre, der har behov, bliver passet ordentligt. Lige nu er aviserne fulde af bekymringer over de store udfordringer, som dansk økonomi vil stå over for i de næste mange år.
Der er i realiteten to veje, vi kan gå: enten at øge arbejdsstyrken og beskæftigelsen eller at skære i den offentlige velfærd. Nogen vil sikkert sige, at der er flere alternativer, bl.a. at sætte skatten op. Det er selvfølgelig et politisk valg, men der er næppe nogen, der seriøst vil påstå, at generelle skattestigninger kan redde den danske velfærdsstat i fremtidens globaliserede verden.
Tilbage til familien
Det er derfor meget vigtigt at gøre sig klart, at det ikke er et kønsneutralt valg, om man vælger besparelsesstrategien eller beskæftigelsesstrategien. Der er faktisk meget store ligestillingsmæssige perspektiver i, om man vælger det ene eller det andet. Kvindernes objektive interesse, og det gælder både de lavtuddannede såvel som de højtuddannede, ligger i at sikre, at der er en tilstrækkelig stor arbejdsstyrke til at finansiere velfærdssamfundet – kvindernes interesse er, at der er en velfungerende offentlig sektor.
Sat på spidsen: Der er faktisk ligestillingsmæssige perspektiver i at fjerne eksempelvis efterlønsordningen eller at holde igen med yderligere udvidelser af barselsorlov og forældreorlov. Mange er i disse år besnæret af tanken om, at vi skal have mere tilbage til familien.
At gå besparelsesvejen og ’tilbage til familien’-strategien, når Danmark i de kommende årtier skal kæmpe sig igennem de økonomiske udfordringer, vil være at skrue velfærdssamfundet tilbage. Det risikerer at sætte mange af de landvindinger over styr, som tidligere generationer af kvinder – og mænd – tilkæmpede sig.
fortsæt med at læse
