Lad mig starte med at komme med et personligt eksempel på, hvor galt det kan gå, når man gør sig til dommer over andre menneskers motiver.

Efter at min far døde i en togulykke i 1988, var jeg af forskellige grunde oprørt over, hvordan hans familie behandlede mig og min søster, min fars arvinger. Det gik, som det vist også går i mange andre arvesager, således, at der opstod uro, splid og hadske følelser og meget andet af samme skuffe. Situationen var selvsagt utålelig, men hvad der gjorde den endnu mere utålelig, var, at man ud over at skulle erkende, at ens uenigheder var så dybe og fundamentale, at de for evigt ville splitte vores familie (hvad de også har gjort) – også skulle kæmpe mod sladder og andre menneskers udlægning af ens motiver. År senere kunne jeg finde ud af, hvordan andre mennesker havde udlagt mine følelser og bevæggrunde. Uden overhovedet at have talt med mig. Måske er det derfor, jeg den dag i dag kan blive oprørt over sladder og ikke mindst over, at man også i offentligheden gladelig udlægger andre menneskers motiver. Jeg synes, det er et farligt spor. Indrømmet, jeg kan da også komme til at tænke om andre offentlige aktører, at de må have nogle privatpsykologiske motiver for at handle, som de gør, og det har de givetvis. Det er bare ikke op til mig at udlægge dem. Hvis vi gerne vil fastholde at have en offentlig debat, er vi nødt til at have en smule respekt for hinanden som aktører, og vi er nødt til at opretholde grænse mellem det private og det offentlige. Rune Lykkeberg har i sin tankevækkende bog ’Kampen om sandhederne’ blandt andet skrevet om, at det såkaldte systemskifte i 2001 egentlig handlede om at få væltet den kulturelle (over)klasse, der sad om ikke på den økonomiske magt, så i høj grad på den offentlige mening, af pinden.