Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, argumenterede i Kroniken 8. januar for, at en omlægning af hele det danske landbrug til økologi skal redde Danmarks natur.

Tanken er besnærende, og den er født som et indspil til regeringens bebudede plan om ’Grøn vækst’. Desværre passer drømmen og virkeligheden dårligt sammen, for økologisk landbrug indskrænker i høj grad også naturens mangfoldighed. Der er generelt i offentligheden og blandt politikere en foruroligende lille forståelse af, hvad natur er for noget, og hvad det egentlig indebærer at passe på naturens mangfoldighed. Naturen, det billige skidt, kan sammenlignes med en gammel cirkushest, som villigt lader sig trække i manegen, hver gang en ny idé eller et nyt produkt skal markedsføres. Nationalparkerne bruges til at brande Danmark og sælge regeringens grønne profil, og mælkekartoner dekoreres med glade køer og markblomster. Et hurtigt kig på hjemmesiden hos Danmarks fødevaregigant Arla afslører, at deres rettesnor og løfte fra 2008 og ind i fremtiden er »tættere på naturen{+T}{+M}«. På Arlas hjemmeside underbygges dette trademark af en lille reklamefilm, hvor man følger en dreng i løb mellem animerede skovjordbær. Han løber sammen med koen ud på skovengen, og så løftes man og flyver ud over landskabet, til kysten med bølgernes kærtegn mod stranden, ind i landet til bølgende kornmarker, blomster, sommerfugle og køer. Mælkebilen med blomstrende engmotiver på anhængeren og så ind på mejeriet, hvor mælken flyder og jordbærrene dratter dekorativt ned i fløden. Og man aner tusindårsriget i horisonten. Der er ingen tvivl om, at naturen sælger billetter, og for at øge lækkerheden tilsættes blomster, jordbær og sommerfugle samt en smagsprøve på vore enestående kystlandskaber. Samtidig er det dog lige her, at kæden hopper af for Arla og også for Danmarks Naturfredningsforening. En dansk malkeko er nemlig, uanset om den er økologisk eller konventionel, så højtydende, at den ikke længere kan overleve ved at gå og gumle græs og urter i naturenge og overdrev med bier og sommerfugle. En moderne ko skal have monotone, næringsrige græsmarker med kløver og kulturgræsser. For bare 50 år siden gik landmandens køer og får også og græssede på kystskrænternes overdrev og mellem engenes engblommer og orkideer. Sådan er det ikke længere, romantikken er afløst af fede afgrøder med kløvergræs, raps og hvede uden ukrudt af betydning. Man kan begræde denne udvikling eller blot konstatere, at det er en naturlig konsekvens af menneskets enestående evne til at udnytte naturgrundlaget med stadig større effektivitet. Samtidig bliver der dog mindre og mindre plads til den vilde natur. Lad os tage tre vilde danske arter, som sammen kan belyse, hvorfor landbrug og natur i dag har svært ved at trives i hinandens selskab. Liden klokke, også kendt som blåklokke, er stadigvæk en forholdsvis almindelig plante i Danmark og burde derfor være kendt af de fleste. Sommeren igennem står den og løfter sine sarte himmelblå klokker i vejret, på overdrev, gravhøje og i vejkanter. Hvad man ikke ser er, at liden klokke starter livet helt nede ved jorden. Her sætter den en ganske lille roset med småbitte stilkede, hjerteformede blade. Sådan en bladroset er en fornuftig strategi, hvis man lever på et næringsfattigt overdrev med rigeligt lys, hvor sultne græssende dyr med mellemrum passerer forbi og river en tot af den vegetation, som rager højest op. Men det er en katastrofe, hvis man skal overleve i en næringsrig, tæt og høj vegetation, hvor der ikke trænger lys ned til jorden. Derfor er liden klokke i dag fortrængt fra det meste af kulturlandskabet, hvor overfloden af næringsstoffer er spredt ud over det hele – ikke bare på markerne, men også i grøftekanter, levende hegn, markskel og på gravhøje. Samtidig er de græssende dyr i stigende omfang forsvundet fra overdrev og enge, fordi det ikke kan betale sig at sende dem ud i den næringsfattige natur. Liden klokke deler skæbne med de fleste andre overdrevs- og engplanter, som er forsvundet fra agerlandet gennem de sidste 100 år: violer, djævelsbid, fåresvingel, hjertegræs, vellugtende gulaks, timian, gul snerre, engblomme, guldblomme, vild merian, almindelig mælkeurt, marktusindgylden, markkrageklo, blåhat, almindelig månerude, tormentil, knoldranunkel, vild hør, trævlekrone og mange flere. Markperlemorsommerfugl hører til de farvestrålende perlemorsommerfugle. Den lægger sine æg på violer og findes især på blomsterrige overdrev og i skovlysninger. Men selv om man kan være heldig at få en birolle i en reklamefilm hos Arla, er det ikke sjovt at være perlemorsommerfugl i dagens Danmark. Violer og stedmoderblomster er gødet, pløjet og sprøjtet væk, skovlysningerne er plantet til, og græsningen er ophørt, så vegetationen bliver høj, tæt og kølig. Konsekvensen er, at larverne går til grunde. For de sommerfugle, som bryder ud af puppen, kan det være svært at finde vej til et egnet sted at lægge æg, for violer og stedmoderblomster er nu et særsyn i det åbne land. Markperlemorsommerfugl er sammen med mange andre sommerfugle gået voldsomt tilbage i udbredelse og hyppighed gennem de sidste 50 år. Danskere med god naturhistorisk hukommelse vil kunne nikke til, at man ser færre forskellige sommerfugle i dag end dengang, de var børn. Set med den travle hverdagsdanskers briller kan det synes helt naturligt, at naturen forandrer sig over en 50-årig periode, og for de fleste er så langsom en forandring noget, man vænner sig til uden at undres. Men set i naturens tidsperspektiv er 50 år kun et øjeblik. Kirkeuglen er mit sidste eksempel. Det er en lille brun ugle, som ikke er meget større end en solsort. Tidligere ynglede uglen i vidt omfang i hule træer, eksempelvis stynede vejtræer. I dag er disse træer forsvundet, og uglen må søge husly i gamle lader og udhuse. Også disse lukkes dog i stigende omfang, Ordnung muss sein! Kirkeuglen tager mus ligesom andre ugler, men lever i høj grad også af småkravl som regnorme og store biller. Kirkeuglen er knyttet til det åbne landbrugsland. Den har brug for et varieret landskab, hvor den inden for kort afstand kan fange mus, frøer, småfugle, regnorme og store insekter, men i dag er landbrugslandet præget af store ensformige marker. De store insekter og padder, som kirkeuglen kunne opfostre sine unger med, voksede før i tiden frem i kokasser, i vandhuller, i døde træstammer og på tørre solbeskinnede overdrevsbakker. Men vandhullerne, engene, overdrevene og de døde træer er væk. Kirkeuglen var for blot 50 år siden en af de almindeligste ugler i Jylland, men i dag resterer kun få par i Himmerland, og hvis ikke dens levevilkår forbedres hurtigt, vil kirkeuglen forsvinde helt fra Danmark. Som den observante læser vil have bemærket, bærer en række af de arter, som er gået tilbage i hyppighed, suffikset mark-, ager- eller almindelig. Det gælder for eksempel markkrageklo, markbynke, almindelig stedmoderblomst, almindelig månerude, marktusindgylden, agerkohvede, markgræshoppe, markperlemorsommerfugl og markfirben. Dengang, de fik deres danske navn, levede de faktisk i det danske landbrugsland. Forudsætningen for deres eksistens var, dels at en væsentlig del af markerne indgik i en rotation med lange hviletider mellem, at de blev dyrket op, dels at næringsstofmængden var begrænset, således at afgrøden var meget mere åben med plads til ukrudt og insekter. I dag oversvømmes det dyrkede land af næringsstoffer i kraft af kunstgødning, husdyrgødning og dyrkningen af kløver, som hjælper landmanden med at fiksere kvælstof fra luften. Afgrøderne står tætte, høje og grønne og kvæler ethvert tilløb til mangfoldighed. Sprøjtegiftene har uden tvivl gjort deres til at gøre kål på mangfoldigheden, men dygtige økologiske landmænd formår i dag at fremavle afgrøder, som står næsten lige så tætte og monotone som hos deres konventionelle kolleger. Som et absurd kuriosum kan nævnes, at et af sanglærkens foretrukne fødesøgningsområder i moderne marker er de ubevoksede sprøjtespor i konventionelle marker – når afgrøden vokser sig høj sidst på foråret, er det her, der stadig kan findes en lille smule lys, luft og varme og mulighed for at finde lidt insekter til ungerne. I Kroniken om økologisk jordbrug som redning for naturen fremhæver Danmarks Naturfredningsforenings præsident, at økologisk jordbrug giver 30 procent større mangfoldighed end konventionelt jordbrug. Det skal nok passe, men udsagnet mangler perspektiv, thi alle intensivt dyrkede marker er notorisk fattige på natur. Når agerlandet allerede er tømt for mangfoldighed, er 30 procent mere pludselig ikke så stort et bidrag. Den store del af mangfoldigheden i såvel agerlandet som i landet som helhed befinder sig i dag uden for det dyrkede landskab i små lommer af uopdyrket natur på gravhøje, i vandhuller, i søer omgivet af naturarealer, på overdrevsskrænter, i våde moser og kildevæld, på ugødskede strandenge, klitter og kystskrænter og i krat og skove. Mange af disse små oaser for mangfoldighed ligger stadigvæk og putter sig i afsides hjørner af landbrugsbedrifterne, men hverken økologerne eller de konventionelle landmænd har forpligtet sig til at tage vare på den natur, som især findes uden for de dyrkede marker. På de dyrkede marker indfinder naturen sig først, når afgrøden slår fejl som følge af oversvømmelse, tørke eller næringsbrist. Så er der plads til ukrudtet, agerhønen og sanglærken. Det er økologernes store fortjeneste, at de har vist, at man kan drive moderne landbrug uden sprøjtemidler og kunstgødning. Økologisk dyrkning er altså bedre for naturen og miljøet. Det kan godt være, at økologerne startede som naturglade økotumper, men i dag er der ikke megen Morten Korch over økologisk landbrug, og godt det samme. For uden effektivitet havde der ikke stået så meget økologisk mælk i Brugsens kølediske. Det betyder dog også, at påstanden om, at økologisk landbrug skulle være redningen for den danske natur, den må Danmarks Naturfredningsforening altså længere ud på landet med. Det ligner endnu et mediefremstød, hvor naturen, den gamle cirkushest, trækkes i manegen for at markedsføre et i øvrigt udmærket forslag. Det sørgelige er, at Danmarks Naturfredningsforening burde være en af de få stemmer i den danske debat, som tør sige, at vores levende og mangfoldige natur skal være et mål i sig selv. Naturen skal sælge hoteller, Minimælk og Gaio, statsministre, kommuner og nu altså også økologisk landbrug. Imens naturen sælger billetter, forsvinder den lige så stille, fordi levevilkårene forringes af dræning, næringsforurening, opdyrkning, ophørt græsning, intensiv skovdrift, kystsikring og sommerhusbyggeri. Naturen i Danmark er en utilsigtet konsekvens af andre rationaler og målsætninger for landbrug, skovbrug, fiskeri, byudvikling og jagt. Hvis vi ikke tænker os godt om, bliver det næste vel, at naturen også skal løse vores problemer med den globale opvarmning. Skovene kan levere træflis, og ådalene kan oversvømmes med drænvand fra markerne eller plantes til med energipil. Der er nemlig stadigvæk muligheder for at udnytte naturen endnu mere effektivt end i dag, og menneskets idérigdom hører aldrig op. Den maniske nyttetænkning hører til gengæld først op, i det øjeblik vi vælger, at naturen også skal være et mål i sig selv. Der er mange uudnyttede muligheder for at give naturen den plads, der skal til, for at monotoni kan udvikles til mangfoldighed. Hvis de mest marginale landbrugsjorder og de eksisterende naturområder i moser, strandenge og ved kysterne blev friholdt for næringsstoffer og inddraget i helårsgræsning, ville sommerfugle og blomster igen trives. Tøjlerne kunne måske også løsnes en smule på de dyrkede marker ved at undlade tilsåning af vandlidende lavninger og tørre bakker, hvor udbyttet alligevel er beskedent. De ensformige plantager og skove kunne udvikles til artsrige skove ved at lade nogle af træerne blive så gamle, at de til sidst falder om af sig selv. Ophørt dræning og nogle flere græssende dyr i skovene ville kunne genskabe de tabte skovenge og skovlysninger, som summede af liv for 100 år siden. Skovrejsning kunne foregå ved naturlig succession i stedet for bekostelig plantning – det ville give variation med det samme, og naturen har ikke travlt. Der er store praktiske udfordringer forbundet med at undgå, at landbrugets næringsstoffer ender som forurening i naturen, og med at skabe velfungerende rammer for helårsgræsning. Men det er slet ikke umuligt, det forudsætter blot, at målsætningen ændres fra produktivitet og nytte til skabelsen af et åbent rum for naturens egen udfoldelse. Ikke for naturens skyld, men for menneskers skyld. Det vil nemlig give os muligheden for et tiltrængt pusterum fra hverdagens fokuserede nytte ude i naturens kreative kaos. Derfor er det nu på høje tid, at vi får en national naturplan, som har mangfoldigheden som målsætning, og som udstikker rammerne for en naturbeskyttelse, som kan standse tabet af biologisk mangfoldighed. Eller måske er dette for uambitiøs en målsætning, når man tager i betragtning, hvor meget natur der er gået tabt gennem det sidste århundrede? Vi forventer, at Indonesien stopper rydningen af regnskov, at Indien beskytter sine tigre, og at grønlænderne passer på deres hvaler. Et så rigt land som Danmark, med så veluddannet en befolkning, burde vel også magte at give en natur videre til næste generation, som i hvert fald ikke er fattigere end den, vi selv er vokset op i.