0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kronik: Havde Darwin ret, eller var det Bibelens skabelsesberetning?

Darwin-industrien i højt gear. Næste år bliver et ’Darwin-år’ – både tilhængere og kritikere gør sig klar.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det kan næsten ikke blive mere juleagtigt i London, hvor Dickens stadig betyder mere end Disney.

Når mørket falder på over South Kensington, stråler tusinder af bittesmå lys fra træerne foran Natural History Museums varme victorianske facade og spejler sig i den flot anlagte isbane.

Den skærende lyd af skøjter blander sig med latteren fra skolepiger i duffelcoats og den krystalklare engelske udtale, mens smilende forældre og handlende på det hyggelige julemarked lukker øjnene og glemmer den økonomiske krise.

Det første, man ser, når man med skøjterne over skulderen og hovedet fuldt af forventninger stiger op fra undergrundsbanen ved South Kensington, er oven i købet et billede af en ældre mand med et stort hvidt skæg og et mildt blik. Sjældent har julemanden set så rar ud.

Han har fingeren for munden, som om han vil dele en hemmelighed med os. Og der er et eller andet bekendt ved ham. Vi har set ham før. Dog aldrig med hue, gavesæk og rensdyr. Det er Darwin.

Hvad laver han her?

I dag har de vildeste evolutionsentusiaster, de mest bistre kritikere og alle dem midtimellem travlt. Der bliver nemlig varmet op til det store Darwin-år i 2009. Næste år fylder Charles Darwin nemlig 200 år, og så er det også 150 år siden, at hans bog ’Om arternes oprindelse’ udkom.

Dette dobbelte jubilæum vil ikke gå upåagtet hen. Alle med bare den mindste interesse i Darwin og evolution har nu travlt som nisserne i julemandens værksted. Der er mange folk i gang og meget på hylderne. Ikke alene er der mange flere folk i Darwin-industrien, der er også langt flere penge end nogensinde før.

Allerede mens Darwin stadig levede, tjente folk penge på ham.

Der er blevet fremstillet postkort, billeder, små statuer og skrevet side op og side ned i alt fra videnskabelige tidsskrifter til børnebøger og familiemagasiner.

Siden er det bare taget til, og op mod det dobbelte jubilæum er der nok at tage af for folk i enhver alder og med enhver interesse af dukker, T-shirts, kasketter, plakater, slikkepinde, samlemapper, frimærker, mønter, fjerpenne og medfølgende blækhuse, notesbøger, bogstøtter og en fuldstændig uoverskuelig mængde bøger fra glittede kaffebordssager til de tørreste akademiske udgivelser.

I dette virvar skal man være mere end godt klædt på for at finde rundt og få øje på den rigtige Darwin. Hvem var han egentlig? Hvad var det, han sagde? Og hvorfor var det så vigtigt?

Heldigvis kan man finde gode og velkvalificerede svar. Men det er ikke altid lige let. Eksperter i Darwin og evolution står mange gange magtesløse og alt for ofte udenfor, når kampen om Darwin står på.

Der er nemlig rigtig mange, der mener, at de har en særlig ret til Darwin. Historierne bliver tilpasset alle de forskellige interesser, der er på spil, og man skal se sig godt for.

Darwin er i dag blevet allemandseje. Han er blevet overtaget, plyndret, udnyttet, præsenteret, klædt af og på i nu så mange sammenhænge, at det for almindelige mennesker kan være næsten umuligt at gennemskue, hvad man kan tro på, og hvor man skal tage sig i agt.

Der er blevet sagt og skrevet helt urimelig meget sludder om Darwin gennem de sidste halvandet hundrede år. Men vi er stadig kun ved begyndelsen.

I 2009, når det for alvor bryder løs, og kloden går amok i en global Darwin-rus, så vil gamle myter og misforståelser få nyt liv og nye vil opstå. Det er der mange grunde til.

Internettet med let tilgængeligt materiale, der er lige så let at kopiere, er i dag med til at sprede myterne vidt og bredt – ikke mindst fordi det er den primære informationsbase for skoleelever og deres lærere over efterhånden hele verden. Men der er ingen, der går fri.

Sludderet spredes i alle medier fra aviser, radio, fjernsyn, bøger, udstillinger og overalt, hvor man end støder på Darwin. Selv fra højtrespekterede institutioner kommer det.

Når vi ser bort fra den aktuelle finansielle krise, har Bank of England i århundreder været indbegrebet af britisk troværdighed. I 2000 introducerede man under stor opmærksomhed en ny 10-pund seddel. Alle, der har været i Storbritannien siden, har haft seddelen i hånden og kender den godt. Dronningen er naturligvis på sin plads.

Men på den anden side finder man til højre Darwins letgenkendelige og karakteristiske profil med det store hvide skæg. Man har også valgt at inkludere ’HMS Beagle’, skibet, han tog på sin femårige jordomrejse med, et forstørrelsesglas, nogle blomster og til venstre, lige så markant som Darwins profil, med bankens egne ord, »en kolibri karakteristisk for Galapagosøerne«.

Jeg har personligt haft den blandede fornøjelse for nogle år siden at have oplevet et begejstret barn vende hjem fra sine natur og teknik-timer og citere sin lærer: »Darwin, han rejste til Galapagosøerne, kiggede på kolibriernes næb og opdagede evolution«.

Det er en sejlivet myte, at Darwin opdagede evolution på Galapagosøerne. Det gjorde han ikke. Men for det meste er det finkernes næb, der er i centrum af denne myte. Først undrede det mig, hvordan kolibrierne kom ind i billedet. Men nu er det smertelig klart. Bank of England har mere end et økonomisk ansvar.

Darwin så ingen kolibrier på Galapagosøerne. Han nævner ikke engang kolibrier i ’Om arternes oprindelse’, heller ikke i sine rejsebeskrivelser fra ’Beagle’-rejsen.

Man skal helt ned i hans private feltnotater, og selv her finder man kun to referencer til kolibrier på de meget lange lister over alle mulige forskellige dyr, han registrerede i Sydamerika. Han havde kun set kolibrier i den østlige del af Chile og vidste derfor ikke, om de var anderledes i den vestlige del. Og så er der en enkelt kolibri på listen over fund fra Valparaiso og Tierra del Fuega. Det er alt.

Men overalt, hvor man betaler med 10-pund sedler, forbinder man nu kolibrier med Darwin.

Bank of England er dog langtfra ene om at præge, hvad vi alle kommer til at tænke om Darwin. Der er fuldt af forskellige Darwin’er, og med det forestående jubilæum gør de sig alle parat til at hævde deres prioritet.

For befolkningen i den lille handelsby Shrewsbury, tæt på grænsen mellem England og Wales, hvor Darwin blev født og voksede op, er han ’en af vor egne’.

I Edinburgh, hvor han studerede medicin, er han naturligvis en Edinburgh-dreng. Og i Cambridge, hvortil Darwin efter sine mislykkede medicinstudier i Skotland blev sendt for at blive uddannet til landsbypræst, er han i helt exceptionel grad blevet fejret som Cambridge-mand.

Universitetet I Cambridge er den institution og det sted, der har haft størst held med at drive monopolvirksomhed på Darwin. I et større perspektiv, der inkluderer jordomrejsen med ’HMS Beagle’, de fem vigtige år i London, hvor hans videnskabelige karriere tog fart, og resten af hans liv i landsbyhuset Down, hvor han blandt meget andet skrev både ’Om arternes oprindelse’ og ’Menneskets afstamning’, så ser studieårene, fra december 1827 til han tog sin afsluttende eksamen i januar 1831, ikke ud af meget.

Men det til trods, og selv om Darwin ikke officielt studerede naturhistorie, ikke fik eksamen i faget og aldrig nogensinde har været ansat på universitetet i Cambridge, er det alligevel lykkedes at få folk til at tænke på Darwin og Cambridge som et naturligt par. Det gør man nu meget ud af og har forsøgt at sætte sig tungt på den officielle Darwin-fejring.

Det foregår med en hel uges Darwin-fest.

Men Cambridges monopolforsøg har været helt forgæves. Der er alle mulige lokale Darwin’er rundt omkring i hele det forenede kongedømme. Naturligvis er der Down House Darwin, der markerer det landsted, hvor han slog sig ned med familien og skrev sine to mest berømte bøger.

Men der er også Malvern Darwin og Ilkley Darwin, knyttet til hans tilbagevendende vandkure, som han tog på grund af sit svigtende helbred.

Og så er der Wales Darwin, fordi han både tog på ferie der, var på en vigtig geologisk tur med Cambridge-professoren Adam Sedgwick og senere i livet tog tilbage for at slappe af og med videnskabelige formål for øje.

Endelig er der hele Storbritanniens Darwin: den nationale helt, der fik en statsbegravelse i Westminster Abbey blandt konger og dronninger, og som siden er fejret som en af nationens sønner – ikke mindst på grund af sin høje symbolske og helt bogstavelige økonomiske værdi som britisk ikon.

Under logoet Darwin200 står Natural History Museum i London som den centrale koordinator af Darwin-fejringen i hele Storbritannien af alt fra en lokal klub, der vil strikke et kæmpe Darwin-portræt, til udstillinger, festivaler og foredrag over hele landet.

Her går fejringen af Darwin op i en højere enhed af den hyggelige husven, den suveræne brite og den gode turistforretning. Det er ikke uden en vis historisk ironi. Richard Owen fandt tidligt i karrieren på navnet dinosaurer til »de skrækkelige kæmpeøgler«, man gravede op i stigende tal, og i 1830’erne hjalp han Darwin med at bestemme nogle af de vigtige fund fra ’Beagle’-rejsen.

Men senere, som den mest magtfulde mand på Natural History Museum, var han en hård modstander af evolutionsteorien.

Siden har den officielle politik ændret sig, og Natural History Museum står ikke alene som naturlig national koordinator for Darwin-fejringen i Storbritannien, men har med sit Darwin Centre iværksat den mest ambitiøse udbygning af museet siden dets grundlæggelse.

En kæmpemæssig puppe af beton og glas er det nye hjem for forskere og samlinger, hvor almindelige mennesker nysgerrigt kan følge med. Med Darwin Centre går videnskab og offentlighed op i en højere enhed som et memento om den anden arv fra Darwin, at videnskabens verden er vores alle sammens verden. Centeret åbner i 2009.

Men allerede for et par uger siden tyvstartede man på Darwin-fejringen med åbningen af den hidtil største Darwin-udstilling nogensinde: ’Darwin. Big idea. Big exhibition’. Utroligt, at man har turdet bruge den titel. Vi venter bare på, at en sur kritiker siger »Big deal!«.

Men indtil videre har det nu også mere været ’big business’, hvilket ikke mindst den særligt indrettede souvenirshop vidner om. Hvis man ikke lige er til støvede spottefugle fra Galapagos, Darwins egen geologiske hammer og billeder af hans mange børn, så er redningen lige om hjørnet – hvis man da har kreditkortet med sig.

Her åbenbarer sig nemlig en overflod af Darwin-merchandise, der kan gøre enhver ’Batman’-filmproducent misundelig. På åbningsaftenen, hvor der var flere skuespillere end historikere, strålede butikschefen da også om kap med museumsdirektøren.

Det kan man også gøre, når man er i en god sags tjeneste. Pressen hylder ikke alene Darwin, men også dem, der hylder ham. Anmelderen fra The Guardian blev således fanget af Darwins insisterende og seriøse blik på plakaten. Det er alvor, det her. Darwin er vigtig.

Se bort fra flimmeret, og besøg udstillingen. Der er meget at lære og meget at huske på. Overskriften lød: ’Se sandheden lige i øjnene’. Og det kan der være god grund til. For sideløbende med alle de gode kræfter, der gør, hvad de kan, for at formidle, hvem Darwin var, og hvorfor stadig i dag han er så vigtig for os, er der ikke alene opstået en stor støjende kommerciel industri. Der er noget, der er endnu værre.

Jubilæumsåret HAR også fået antievolutionsgrupper til at opruste. Kreationistiske bevægelser knopskyder i hele Europa og laver nu med seriøse finansieringskilder storstilede kampagner imod Darwin, evolution og en stor del af den moderne videnskab.

Her er det vigtigt, at vi alle er på vagt. Deres vigtigste kommunikationsforum er internettet, og mange af dem er helt fantastisk gode til at lave flot, farvestrålende og meget overbevisende materiale, som man uden de rigtige forudsætninger nemt kan komme til at hoppe på. Og før vi ved af det, tror vores børn, at der næsten ikke er nogen videnskabsfolk, der i dag tror på evolutionsteorien, at den er en ond teori og fører til moralsk, politisk og kulturelt forfald.

Den kreationistiske manipulation er efterhånden lige så udbredt, som den er forskruet. Vi kan ikke risikere, at vores børn – og alle andre – ikke er rustet mod sludderet. Derfor har vi heller ikke noget andet valg end at kaste os ud i kampen om 2009. Den første synlige raket på den skandinaviske himmel er lidt af e