Seniorforsker ved DIIS, Svend Aage Christensen, har beæret mig med en Kronik, der simpelthen hedder ’Bent Jensen’.

Det eneste naturlige ville have været at tage til genmæle i Jyllands-Posten, hvor min artikel med kritik af DIIS koldkrigsudredning blev bragt. Det er svært at forstå hans tunge og snirklede cirkulæresprog. Svend Aage Christensen er nemlig trods sin titel ikke forsker, men bureaukrat og systemtjener. Kun et par steder går naturen befriende over optugtelsen. Ellers emmer hans indlæg af beklumret enevælde og belærende vi alene vide-holdning. Hvis man hidtil skulle have haft sine tvivl, står det nu soleklart, at den udredning om Danmark under den kolde krig, hvor han var chefudreder, ikke repræsenterer et frit og uafhængigt forskningsarbejde, men en velfriseret udredning med midterskilning, hvor man er gået uden om farlige politiske minefelter for i stedet for forsigtigt at »se til højre, se til venstre ...«. Min kritik af, at DIIS-udredningen har fortiet væsentlige oplysninger om Dragsdahl-sagen (men også om mange andre emner), kalder chefudrederen en grov anklage mod de mennesker, der har arbejdet med udredningen. Det er ikke rigtigt. Det er en kritik af dem, der har ansvaret for det færdige produkt. I sidste instans er det DIIS’ bestyrelse, men jeg formoder, at en chefudreder ikke er ganske uden indflydelse på, hvordan frisuren blev sat. Det hedder i Svend Aage Christensens defensorat, at det ikke var DIIS’ opgave at gennemføre en »personorienteret« undersøgelse. Det glemmer han dog snart og afslører, at DIIS har indgået en aftale med PET-kommissionen om, at »personrelaterede« spørgsmål skulle indtage en større plads i sidstnævntes undersøgelse end i DIIS’ udredning. Personer skulle altså alligevel nævnes, og udredningen vrimler da også med navne og personsager. Hvordan man skulle kunne skrive navnløs historie er i øvrigt et stort mysterium. Dragsdahl er nævnt ikke mindre end ni gange. Pelle Voigt-sagen, Arne Herløv Petersen-sagen, Jörg Meyer-sagen, Holger Vivike-sagen, Aksel Larsen-sagen og mange andre er ligeledes omtalt, om end ofte på en måde, så læserne ikke får noget realistisk billede af sagerne. Men der er rigtignok også mange relevante sager, der ikke er omtalt. Hvis man vil have anskuelsesundervisning i, hvor meget DIIS har undladt, og hvor tilslørende dette officielle produkt er, vil jeg anbefale Politiken-journalisten Hans Davidsen-Nielsens nye bog. Han har benyttet præcis samme kildemateriale fra PET som DIIS. Ifølge chefudrederen måtte DIIS ikke bringe »personfølsomme« oplysninger, som kunne bringe det seriøse institut på kant med tavshedspligten. Men DIIS-udredningen kolporterer faktisk alvorlige beskyldninger fra PET-dokumenter mod navngivne personer. F. eks. hedder det om DKP’s angivelige infiltration af SF i 1960’erne: »Ifølge PET var infiltrationsarbejdet i SF ledet af partisekretærerne Ingmar Wagner og Poul Emanuel, der havde nære kontakter til SF’erne Hanne Reintoft, Pia Dam, Erik Sigsgaard og Holger Vivike«. Vivike er død, men de tre øvrige SF’ere har over for DIIS protesteret mod disse oplysninger, som de siger er falske og derfor har forlangt slettet. DIIS’ svar har været, at man blot har citeret fra PET-dokumenter, og at man ikke kan rette heri. Det er altså ansvarsforflygtigelse, når Svend Aage Christensen nu hævder, at »lovgiver« ikke ønskede enkeltpersoner sat »i gabestokken for påstande om forhold, som de ikke dengang blev sigtet eller tiltalt for«. De fire SF’ere blev ikke sigtet eller tiltalt. Det er tillige en fuldkommen ahistorisk betragtning. Historien er rig på eksempler på både justitsmord og det modsatte – altså at folk ikke er blevet straffet for forbrydelser. Det kan skyldes, at politiet ikke afslørede de pågældende, eller at de kunne unddrage sig straf, fordi de havde politisk indflydelse eller mægtige politiske forbundsfæller. Stalin og Hitler blev vist ikke i deres embedsperioder straffet for deres forbrydelser. Skulle historikere så ikke kunne beskæftige sig med disse to herrer? Skal historikere, der udforsker Danmark under den kolde krig, kun beskæftige sig med afslørede og pådømte forbrydelser/forbrydere? Synspunktet er absurd. I Danmark er det tilmed altid politiske, ikke juridiske overvejelser, der bestemmer, om f.eks. spioner og agenter af dansk eller udenlandsk oprindelse skal strafforfølges eller udvises (hvis de har diplomatisk status). En forsker må ikke uberettiget offentliggøre personfølsomme oplysninger og skal ved anonymisering beskytte oplysninger »af hensyn til statens sikkerhed, rigets forsvar, forholdet til fremmede magter eller tredjemand«. Det er ordet »uberettiget«, der er afgørende. Men jeg har ikke offentliggjort noget om private forhold. Hvordan statens sikkerhed, rigets forsvar og forholdet til fremmede magter i det hele taget seriøst kan komme på tale i forbindelse med min artikel om Jørgen Dragsdahl kræver en rigtig god forklaring. Den eneste relevante magt i denne sag, Sovjetunionen, er jo gud ske lov forsvundet. DIIS skrev, at Dragsdahl var »i PET’s søgelys« på grund af sin tætte omgang med sovjetiske repræsentanter her i landet og i udlandet. Jeg beskrev konkret, hvori disse tætte kontakter bestod, og hvad PET mente om dem. I stedet for DIIS’ insinuationer skrev jeg i klart sprog. Om disse kontakter var strafbare, har jeg ikke beskæftiget mig med, og har heller ingen mening om. Jeg er historiker, ikke jurist. DIIS’ chefudreder belærer mig faderligt om, at »PET kan bistå en forsker med at vurdere, om han er kommet til at røbe klassificerede oplysninger i sit manuskript eller i sine offentlige udtalelser«. Tak for belæringen. Hvordan man skulle kunne få hjælp af PET, hvis man offentligt har sagt noget hemmeligt, er gådefuldt – medmindre hjælpen er som den støtte, rebet giver den hængtes hals (Lenin). Faktisk bad jeg allerede i september 2006 PET om vejledning vedrørende mit manus om Dragsdahl-Ekstra Bladet-sagen. Jeg rykkede tre uger senere i oktober for »at erfare, om der på disse sider [er] noget, der efter PET’s mening ikke kunne offentliggøres«. Jeg mindede igen i november om min bøn. Da jeg trods mine indtrængende henstillinger ikke hørte noget fra PET, måtte jeg gå ud fra, at alt var i orden. Hvis »hensyn til statens sikkerhed, rigets forsvar, forholdet til fremmede magter eller tredjemand« virkelig stod på spil, ville det jo være udtryk for grov embedsforsømmelse fra PET’s side ikke at gribe ind for at forhindre den slags katastrofer for stat og rige. Chefudreder Svend Aage Christensen er ikke alene en pedantisk bureaukrat, men tillige politimester og overlærer i én og samme person. Jeg er rørt, når han som overlærer skriver, at »man må antage, at han [Bent Jensen] godt kan forstå forudsætningerne og reglerne«. Men vil jeg forstå dem, spørger politimesteren strengt. Og arbejder jeg professionelt med kildematerialet? Og »har han [Bent Jensen] forstået, hvad det er for et dokument, han arbejder med?«. Det har han ikke, lyder kancellistens dom. Og truende og knirkende hedder det videre (nu er det igen ordensmagten), at »den begunstigende forvaltningsakt kan tilbagekaldes på samme individuelle basis, som den er givet, eller mødes med andre sanktioner, hvis den begunstigede ikke lever op til forudsætningerne«. Læg mærke til, hvordan chefudrederen emsigt forsvarer systemet mod forskerens interesse i at afdække sandheden. Til sidst opfordrer han indirekte PET til at indgive politianmeldelse. Det kan jeg naturligvis kun fuldt ud tilslutte mig. Da jeg ifølge politimester Christensen savner »omtanke, dømmekraft og proportionssans«, må man selvfølgelig have munden forsvarligt lukket på mig. Der mangler egentlig kun, at jeg også bør underkastes psykiatrisk behandling for mine tvangstanker. En af mine helte er den norske digter Arnulf Øverland. Han sagde under den kolde krig, at forfattere ikke er forpligtet til at gøre lykke, men forpligtet til redelighed. Man havde ikke lov til at lyve, selv om bøgerne derved blev pænere og mere lyserøde, mere positive og faldt i den radikale kritiks smag. Han sagde ved en anden lejlighed, at det er »nødvendigt, at der findes enkelte rå og simple og ugudelige og umoralske mennesker, som rent ud siger det, de mener må siges i sandhedens interesse, og som tåler det lille ubehag, at to tredjedele af pressen år efter år bekæmper ham med citatforfalskninger, og at præster står op på prædikestolen og fortæller, at den mand er Norges største svin«. Jeg håber, at jeg altid må få styrke til at være et sådant råt og simpelt menneske, som siger det, jeg mener må siges i sandhedens interesse. Nu om dage er det ikke præster, men fine ’forskere’, der vælter sig i sølet og råber svin efter mig. Det har jeg vænnet mig til gennem mange år. DIIS-udredningen er en sådan pæn og lyserød og positiv tryksag, som ikke forarger, fordi den er så politisk korrekt og hensynsfuld. Modsat chefudrederen tror jeg ikke, at det er fremmende for forskning i betændte politiske emner, at man har repræsentanter for ministerier i en bestyrelse, som er ansvarlig for forskningsproduktet. Jeg tror på fri og ubunden forskning, som kun skal respektere indholdet i de kilder, der udgør grundlaget for forskningen. Chefudreder Svend Aage Christensen mener, at det for »besindige iagttagere« må være fuldstændig usandsynligt, at DIIS med sin tradition og fine bestyrelse skulle kunne begå fejl. Denne holdning minder slående om holdningen hos encyklopædiens redaktion, da den blev udsat for saglig og dokumenteret kritik. Dér var angiveligt heller ikke noget at komme efter, fordi et fint videnskabeligt råd borgede for sandheden. Og som i diskussionen om encyklopædien nedlader man sig ikke til at svare, men skælder kritikerne ud for at være ondsindede fusentaster, der indgår i en sammenrotning. Da Politikens læsere ikke af Svend Aage Christensens tungetale kan se, hvori min og andres kritik af hans udredning har bestået, vil jeg gerne give nogle få konkrete eksempler. Jeg mindes ikke at have læst nogen officiel udredning, der er så præget af elementært sjusk. Som regel er officielle udredninger kedsommelige, men i det mindste sprogligt og formelt korrekte. Denne udredning har talrige udfald af ord, forkerte ordstillinger og manglende, forkerte eller dobbelte præpositioner, talrige brud på ordentlig, for ikke at sige korrekt sprogbrug. En meget kendt person får først fornavnet James, derpå John, men han hedder Jack, osv. osv. Et sted mangler der en illustration, og læserne får kun en tom ramme at se på. Et sted proklamerer udredningen, at man vil behandle fem forskellige temaer, men glemmer undervejs det femte og behandler derfor kun fire. Udredningen mangler noget så elementært som en forskningsoversigt over dansk historisk forskning om den kolde krig. Den inddrager stort set ikke sovjetisk eller moderne russisk historieforskning. Russisk, tysk osv. erindringslitteratur er yderst sparsomt udnyttet og er i mange tilfælde tilsyneladende ukendt for udrederne. Udredningen bringer som bilag nogle CIA-referater fra PET’s arkiv af møder, som CIA-agenter havde med Aksel Larsen i perioden 1958-1969. I gengivelsen af referaterne er der talrige uklarheder, fejl, misforståelser og udeladelser. Referatet af et møde i marts 1969 er helt udeladt, men udredningen gør ikke opmærksom på det. Om referatet af et møde 6. maj 1969 hedder det, at Aksel Larsens møde var »med en dansk kontakt«, men af det originale referat fremgår det, at mødet fandt sted med en medarbejder ved en udenlandsk efterretningstjeneste. Tre linjer er i øvrigt slettet i dette referat, uden at udredningen har gjort opmærksom på det. Flere steder er der anbragt gådefulde spørgsmålstegn og misvisende oplysninger om, hvor meget PET har slettet i referaterne. F.eks. [...? sætning slettet ...]. I dette tilfælde er imidlertid kun to ord slettet [... ca. ? linjer slettet ...]. Her er kun tre ord slettet. Et tredje sted er anført det helt meningsløse [5 ...] uden yderligere forklaring. Udredningen vrimler med tvivlsomme og misvisende citater. Her blot et af mange eksempler: To historikere citeres for, at Stalin og de andre sovjetiske ledere var forsigtige, men udelader, at de også skriver, at de sovjetiske ledere »mere end én gang bragte verden farligt nær en dødelig konfrontation«. Udredningen forsynder sig flere steder mod redelig citatskik ved at undlade at gøre opmærksom på, at man har udeladt ord, sætninger og hele afsnit i direkte citater. Atter andre steder er der tale om (mis)brug af kildemateriale i en grad, så problemet ikke kan forklares med banal ubehjælpsomhed i omgang med kilderne. Sovjetunionens omfattende krigsforberedelser og Stalins tiltagende paranoia 1950-1953 er uomtalt, skønt disse dystre begivenheder også udgjorde den alvorlige baggrund for det stærke sovjetiske pres, Danmark blev udsat for i 1952-1953. Den sovjetiske politiske og militære ledelses syn på forkøbsslag med kernevåben er meget mangelfuldt behandlet og uden inddragelse af mange sovjetiske kilder, som er tilgængelige, og som alle peger i retning af, at Kreml kalkulerede med præventive slag. Hverken Vadim Zagladin, Igor Rodionov, Andrej Kokosjin, Oleg Grinevskij eller Matvej Burlatovs vægtige og afslørende vidnesbyrd er omtalt. Nogle er nævnt i litteraturlisten, men altså fravalgt. Udredningen påstår, at en NATO-computerøvelse i november 1983 (’Able Archer’) fremkaldte heftig panik i Kreml, og at den sovjetiske ledelse angiveligt gjorde kernevåbenbevæbnede fly klar til øjeblikkelig indsættelse. Det er en påstand, der spiller en vigtig rolle i ’bevisførelsen’ for tesen om USA’s angiveligt farlige og potentielt krigsfremkaldende politik, skønt nøglepersoner i den sovjetiske militære og politiske ledelse ikke har kendskab til ’krisen’. Jens Gregersen har med inddragelse af et langt mere omfattende kildegrundlag end DIIS’ påvist, at denne påstand stort set er baseret på spekulativ og udokumenteret litteratur, hvor forfattere ukritisk har skrevet af efter hinanden. DIIS har med Gregersens ord kolporteret »grundløst gætteri«. Han har eksemplarisk redegjort for dette i Forum for Forsvarsstudier (dec. 2005). Faktisk er det værre. Udrederne har senere læst en amerikansk efterretningsrapport (SNIE 11-10-84/JX), som hævdes at støtte deres alarmistiske påstand. Men den pågældende rapport konkluderer klart det stik modsatte. I stedet for saglig imødegåelse af Gregersens argumenter har DIIS på forskellig vis forsøgt at dæmonisere ham. Det er bl.a. ovenstående, chefudrederen kalder »proportionsløse, insinuerende og fordrejende« skriverier– akkurat som encyklopædiens chefredaktør gjorde det.