Lige nu holder Europa tænkepause. Forfatningstraktaten er stadig til tælling. Og der vil gå et stykke tid endnu, før vi får besluttet rammerne for det nye Europa. Men vi skal bruge pausen aktivt. Vi skal definere de områder, hvor EU-samarbejdet gør en forskel for de europæiske borgere. Miljøområdet er blandt de allervigtigste. I forbindelse med folkehøringen om EU i april blev deltagerne bedt om at rangordne de grænseoverskridende problemer, som politikerne skal prioritere i EU. De grænseoverskridende miljøproblemer kom ind på en førsteplads. Efterfulgt af international terrorisme og forskning og teknologisk udvikling. Det viser, at miljøområdet er et område, hvor danskerne gerne vil have mere EU, og det vil regeringen følge op på. EU's miljøpolitik fører til klare forbedringer - ikke kun i Europa, men også i Danmark, og det er nok de færreste, der er klar over, at 70 procent af Danmarks nye lovgivning på miljøområdet faktisk er EU-lovgivning. En nylig opgørelse af resultaterne af EU's miljøregulering viser, at ud af de 187 retsakter, EU's miljøministre har vedtaget siden 1994, har de 81 forbedret beskyttelsesniveauet i Danmark, mens 104 været neutrale i forhold til de hidtidige danske regler. Kun 2 retsakter har været svagere end vore egne regler; og på de 2 områder har Danmark alligevel kunnet opretholde vores beskyttelsesniveau ved hjælp af EU's såkaldte miljøgaranti. Debatten om EU's miljøpolitik er desværre ofte alt for snæver. Industrien er bekymret over omkostningerne ved nye miljøkrav - men glemmer at sætte pris på, at fælles standarder i EU er med til at sikre en konkurrence på lige vilkår, og at skrappere krav i hele EU er med til at fremme efterspørgslen på og eksporten af dansk teknologi - også ud over EU. Fra de grønne organisationers side kunne EU's miljøpolitik altid være meget bedre. De har svært ved at tage medansvar for kompromiser, som giver fremskridt uden at være 100 procent, som de ville ønske. EU's fremskridt angående nedbringelse af luftforureningen er et godt eksempel: Miljøministrene er netop blevet enige om en reduktion af forureningen med små og særligt sundhedsfarlige partikler frem til 2020, som vil føre til 140.000 færre for tidlige dødsfald om året. Heraf de 1.000 i Danmark, hvor vi også vil få 250.000 færre sygedage og dage med nedsat aktivitet. Klare og håndfaste resultater til gavn for borgerne i EU - også selv om det ikke kommer til at gå helt så hurtigt, som Danmark ønskede. Det lykkedes faktisk at trække de skeptiske lande et godt stykke af vejen. EU's miljøsamarbejde giver ikke mindst mening, fordi forureningen ikke kender grænser. Det gælder også miljøpåvirkningen fra de produkter, som udveksles på hele det europæiske marked, og som vi bruger til daglig. Med EU's nye, store reform af kemikaliepolitikken (Reach) vil vi for eksempel få meget bedre viden om de kemikalier, vi omgås. I dag har vi angående 3.000-4.000 kemikalier kun detaljeret kendskab. Reach vil indebære, at over 30.000 kemikalier bliver registreret, og at vi vil få styr på de farligste af dem. Altså et kæmpe fremskridt, og vi arbejder fortsat på, at den endelige aftale kommer til at indeholde et klart krav om substitution - altså at man kun kan få tilladelse til at anvende et farligt kemikalie, hvis der ikke findes et mindre farligt alternativ. Eksemplerne viser, at der hele tiden skabes konkrete resultater i EU til gavn for miljøet og borgernes sundhed. Men vi har fortsat store miljøudfordringer - både i Danmark, i EU og globalt, og på mange områder går udviklingen fortsat i den gale retning: klimaforandringerne, tabet af biodiversitet og stigende affaldsmængder. For at vi kan hamle op med disse udfordringer, kræver det to ting: at vi i endnu højere grad bruger EU til at få et bedre miljø og bliver ved med at finde nye løsninger, og at vi samtidig fastholder og udbygger EU's globale lederskab på miljøområdet. Der er ikke noget, der tyder på, at andre lande eller regioner står klar til at overtage førertrøjen. Under overskriften 'Going Global on Eco-efficiency' lægger det nye finske EU-formandskab i denne weekend op til diskussion blandt miljøministrene af en langsigtet vision for EU's miljøpolitik. Vi skal frem til en strategi for, hvordan vi bryder sammenhængen mellem det moderne samfunds udnyttelse af naturressourcerne og de negative konsekvenser, det har for vores klima, for den biologiske mangfoldighed og for klodens økosystemer. Det er en svær, men nødvendig diskussion. For vi må se i øjnene, at den traditionelle miljøregulering ikke kan løse de miljøproblemer, der skyldes vores nuværende forbrug og livsstil. I 2030 vil klodens befolkning være vokset fra 6,5 til 8 milliarder mennesker. Til den tid er der måske op mod 3 milliarder, der har en levestandard som den, vi har i Vesten i dag. Det vil betyde en 4-dobling af produktion og forbrug og så stor en belastning af klodens økosystemer, at vores børn og børnebørn kommer til at betale en urimelig høj pris for vores mangel på rettidig omhu. Der er derfor stærkt behov for strategier i EU og på verdensplan for en afkobling af vores stigende produktion og forbrug fra stigende brug af naturressourcer og forurening. Ressource- og energieffektiviteten skal øges betragteligt i alle dele af samfundet. EU skal vise vejen til et miljøeffektivt samfund, hvor produktion og forbrug af varer og tjenesteydelser kræver stadig færre ressourcer, og hvor spild og forurening er langt mindre end i dag. Gør vi ikke det, vil det få alvorlige konsekvenser for kommende generationers udfoldelsesmuligheder. Mit bud er, at Danmark og EU skal satse stærkt på udvikling og anvendelse af miljøeffektive teknologier, som bruger færre ressourcer og forurener mindre. Derfor har jeg for nylig fremlagt en redegørelse om fremme af miljøeffektiv teknologi, som vil blive fulgt op af en detaljeret handlingsplan til efteråret. Der er allerede en halv milliard kroner til rådighed, og spørgsmålet om yderligere finansiering bliver både aktuelt i den statslige forskningsprioritering og udmøntningen af regeringens globaliseringsstrategi, i virksomhedernes forskning og udvikling og i en række støtteprogrammer - herunder de EU-finansierede. Der er mange oplagte muligheder for både at få en bedre miljøbeskyttelse, stimulere vækst og eksport og bidrage til globale løsninger. Men disse win-win-win-løsninger kommer ikke af sig selv. Det kræver en målrettet indsats at sørge for, at det netop bliver sådanne løsninger, der bliver udviklet og taget i brug. Danmark har oplagte fortrin i kraft af mange danske virksomheders kompetence inden for miljøeffektiv teknologi, i kraft af offentlig støtte til forskning, udvikling og innovation og af en årelang aktiv miljøpolitik. Vi har været førende med vindmøller og med energibesparende teknologier i mange år, og det er oplagt at udnytte den synergi, der kan skabes mellem miljøbeskyttelse, forsyningssikkerhed og effektivisering i virksomhederne. Et af de centrale initiativer i den nationale handlingsplan for miljøeffektiv teknologi bliver at etablere partnerskaber for innovation: samarbejde mellem offentlige myndigheder, private virksomheder, videninstitutioner og venturekapital, som kan fremskynde udviklingen. Det gælder både i Danmark og på EU-niveau, for hele EU har sat fokus på miljøeffektiv teknologi i den såkaldte Lissabonproces og med kommissionens miljøteknologiske handlingsplan. Både hver for sig og i fællesskab bør EU-landene styrke forskning, som kan støtte udbredelsen af miljøeffektive teknologier. Efter min opfattelse bør en væsentlig del af EU's 3-procent mål for forskning gå til at 'skubbe' til den teknologiske udvikling og dermed bidrage til at fremme besparelser i brugen af energiressourcer, vand og andre kritiske naturressourcer. Det er der ikke blot vækst og beskæftigelse i. Det er også en langsigtet, bæredygtig investering til gavn for vore børn og børnebørn. Regeringen vil satse på, at der kommer effektive incitamenter til udvikling og brug af miljøeffektive teknologier og produkter i den fremtidige EU-regulering. Derfor bør der stilles krav om teknologivurderinger i forbindelse med kommende EU-regulering som led i konsekvensvurderingen af nye forslag. Vi skal stille ambitiøse krav til virksomhederne, som gør det nødvendigt at tage stadig mere miljøeffektiv teknologi i anvendelse, sådan som vi nu gør det på landbrugsområdet i Danmark. Krav, som er med til at give innovationsdygtige firmaer større sikkerhed for deres satsninger og er med til at 'trække' udviklingen frem. Det gjorde vi i Danmark ved reguleringen af de såkaldte F-gasser, der anvendes i køleanlæg. I dag har vi teknologien til at fremstille køleanlæg uden F-gasser. På tilsvarende måde prøver vi nu i EU at få fastsat normer for kvælstofoxider fra udstødningen fra person- og varebiler, som vil trække en udvikling af ny teknologi med sig. Vi har også gode muligheder for at stimulere anvendelsen af de nye, miljøeffektive teknologier gennem offentlige, grønne indkøb, både herhjemme og i EU. En grøn indkøbspolitik er udtryk for, at de offentlige myndigheder både påtager sig et medansvar for at løse miljøproblemerne og for at stimulere markedet i den rigtige retning. Efter sommerferien har jeg aftalt at indgå en partnerskabsaftale om grønne indkøb med de tre største danske kommuner, og jeg håber, at mange flere kommuner vil slutte sig til. Vi har alle sammen et ansvar for at påvirke samfundets udvikling i den rigtige retning. Ved at stille krav om sikre fødevarer, plastprodukter uden hormonforstyrrende stoffer og varer, der ikke er fyldt med skadelige kemikalier, kan vi påvirke udbuddet af de produkter, der tilbydes på markedet. Det forudsætter naturligvis, at vi har mulighed for at træffe velinformerede valg, og det kræver en bedre information om de produkter og serviceydelser, vi køber. Miljø- og energimærkning er en god hjælp hertil, og EU's miljømærke, Blomsten, kan anvendes i langt større udstrækning end i dag og bør i øvrigt også indeholde et parameter for sundhed. Et sådant krav indgår bl.a. i vores arbejde med EU's kemikaliereform. Virksomhedernes ansvar for at udvikle og producere mere miljøvenlige produkter og forbrugernes vilje til at efterspørge dem bør også understøttes af prismekanismen. Vi har allerede en række grønne afgifter, og de fleste fungerer efter hensigten: De medvirker til, at der træffes mere miljørigtige valg, og regeringens skattestop er ikke til hinder for at justere på miljøafgifterne for at forbedre deres gavnlige virkning, når blot det samlede afgiftstryk holdes i ro. Bilafgifterne er et oplagt område at kigge nærmere på. En afgift på ftalater er et andet område, der bør overvejes. Næste år skal kommissionen komme med et forslag til handlingsplan for bæredygtig produktion og forbrug i EU. For at være effektiv skal den indeholde klare målsætninger for effektivisering af vores ressourceanvendelse og pege på de nødvendige instrumenter til at påvirke den. Ændringen af forbrug og produktion i EU er ikke kun et anliggende for europæere. Vi lever i en globaliseret verden, og vores produktions- og forbrugsmønster har konsekvenser langt ud over Europas grænser. Mange af de produkter, vi bruger, bliver produceret i andre lande, og de må bære den miljøbelastning, der stammer fra produktionen. Vore radioer og fjernsyn kommer udefra. Europæiske firmaer som Nokia og Siemens og B&O har efterhånden lagt størstedelen af deres produktion i Asien. Metallerne til elektronikproduktionen kommer fra miner overalt i verden og udvindes ofte på måder, der kræver et stort energi- og kemikalieforbrug, som belaster nærområdet. Den globale arbejdsdeling i elektronikindustrien, hvor både produktion og affaldshåndtering efterhånden foregår i udviklingslande som Indien og Kina, betyder, at stort set hele dens miljøbelastning bæres af lande uden for Europa og den øvrige rige verden, som står for langt det største forbrug. Men det fratager os ikke vores ansvar. Det understreger tværtimod behovet for internationale spilleregler. Vores egen rolle i den globale arbejdsdeling forpligter. Man taler om det økologiske fodspor, som er et udtryk for et lands forbrug af naturressourcer sammenlignet med dets egen naturkapital. Europas økologiske fodspor i 2001 var cirka halvt så stort som USA's. Det danske fodspor ligger midt imellem det amerikanske og det samlede europæiske. Det illustrerer det ansvar, Danmark og EU har for udviklingen i den øvrige verden, når det gælder de negative miljøkonsekvenser af vores produktion og forbrug. Det er simpelthen ikke godt nok bare at koncentrere sig om de umiddelbare miljøproblemer, vi står med. De danske og europæiske virksomheder, der for eksempel flytter produktioner til Asien, må også tage ansvar for, at deres produktion ikke sker på bekostning af miljø, arbejdsmiljø og sundhed. Også når de krav, vi må stille, går videre end de love og regler, man har i de pågældende lande. Vi må se i øjnene, at globaliseringen også har en bagside. Bliver miljøet taber, rammer det os alle - og ikke mindst de kommende generationer. Jeg arbejder for at rejse en diskussion blandt verdens miljøministre på næste møde i FN's miljøprogram, UNEP, om globaliseringens miljømæssige konsekvenser. Hvordan får vi styr på, hvad globaliseringen betyder for miljøet, hvordan kan vi udnytte globaliseringens muligheder til gavn for miljøet, og hvordan kan vi sikre fremtidige spilleregler. Jeg håber at få mine europæiske kollegers tilslutning hertil, og at vi med denne weekends diskussion i Finland får taget endnu et skridt til at udbygge EU's globale lederskab på miljøområdet. Der er brug for en konkret handlingsplan, der viser vejen til et miljøeffektivt samfund. Det vil endnu en gang demonstrere EU's dynamik og lederskab på det miljøpolitiske område - og det er nødvendigt, for behovet har aldrig været større, og der er ikke andre til at tage opgaven på sig.