Spørgsmålet om Flygtningenævnets rolle tager lige nu endnu en gang turen gennem mediemøllen. Det er sket før, og det vil ske igen. For nævnet har det afgørende ord i behandlingen af asylsager – og er dermed placeret midt i en af de skarpeste politiske konflikter. Konflikten var tydelig i sommerens debat om irakerne i kirken. Den ene fløj henviste igen og igen til, at irakernes sager allerede var prøvet i Flygtningenævnet – og derfor var der ikke mere at gøre for dem her. Den anden fløj satte spørgsmålstegn ved nævnets uafhængighed og sammensætning. Det er ingen hemmelighed, at hele udlændingeområdet er en varm kartoffel, som politikerne næsten ustandseligt får i den gale hals. Udviklingen er kun gået én vej. Der strammes til. Og det har øget presset på medlemmerne af Flygtningenævnet.
Det er man bevidst om i Flygtningenævnet, der derfor – og nærmest som en advarsel til politikere, der har travlt med at blande sig – skriver følgende på sin hjemmeside: »Flygtningenævnet er et uafhængigt, domstolslignende organ. Flygtningenævnet er således uafhængigt af den politiske proces og kan ikke modtage direktiver fra regering eller folketing. Nævnets medlemmer er ligeledes uafhængige og kan ikke modtage eller søge instruktion udefra«. På trods af det stadigt stigende pres har man valgt at holde Flygtningenævnet uden for den normale samfundsmæssige kontrol. De tre organer, som hver for sig normalt fører kontrol med de danske myndigheder, er uden de store muligheder for at blande sig i nævnets arbejde. Adgangen til at indbringe en sag for domstolene er særdeles begrænset. Ombudsmandens kontrol er også begrænset, da han alene har mulighed for at tage sager op af egen drift. Og offentlighedens adgang – og dermed pressens adgang – er indskrænket. I forhold til nævnet tilsidesættes den samfundsmæssige kontrol – og det i en tid, hvor der på mange andre områder er iværksat reformer for at leve op til de højeste standarder. På den baggrund mener jeg, at det er ved at være tiden, hvor der er behov for justeringer af Flygtningenævnet. Flygtningenævnet blev etableret, da udlændingeloven blev til i 1983, og Folketinget besluttede at skabe et organ, der skulle tage stilling til, om en udlænding skulle have opholdstilladelse som flygtning eller ej. På trods af den grundlovsfæstede tredeling af magten blev det bestemt, at Flygtningenævnet skulle tage endelig stilling til forvaltningens afgørelse uden appelmulighed og uden domstolskontrol. Siden 1700-tallet har tredelingen af magten ellers været grundpillen i demokratiet. Tredelingen betyder, at en uafhængig domsmagt sikrer, at den lovgivende og udøvende magt bliver holdt på plads. Det er en udvikling, der gennem århundreder næsten kun er gået i en retning – både internationalt og i Danmark. Domsmagtens rolle er blevet stadig mere tydelig, som en uafhængig kontrollant – en kontrollant, som blandt andet kan sikre, at myndighederne handler ordentligt og redeligt. Flygtningenævnet bestod i starten af syv medlemmer. En formand – som var dommer, akkurat som i dag – og dertil seks medlemmer, der blev udpeget af henholdsvis Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Socialministeriet, Advokatrådet og to af Dansk Flygtningehjælp. Målet med det bredt sammensatte nævn var at sikre et grundlag for at belyse sagerne bedst muligt. Som årene er gået, har stramningerne på udlændingeområdet betydet, at nævnet er blevet mindre – og dermed også smallere funderet. Besætningen blev skåret ned til fem medlemmer i 1995 og reduceret igen i 2002. I dag er der derfor tre medlemmer – en dommer, udpeget af Domstolsstyrelsen, en advokat, udpeget af Advokatrådet, og en medarbejder fra integrationsministeriet udpeget af dette ministerium. Flygtningenævnets sammensætning har altså ændret sig igennem årene. Men det har dets rolle ikke. Det fremgår klart af udlændingeloven, at en afvist asylansøger ikke kan indbringe en afgørelse fra nævnet for domstolene. Højesteret har udlagt teksten sådan, at domstolene er afskåret fra at tage stilling til nævnets bevisbedømmelse, og kun retsspørgsmål, som mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse, kan prøves af domstolene. Mange vil vel mene, at begrænsningen er meget naturlig, når nu Flygtningenævnet blandt andet består af en dommer. Men sådan er det ikke inden for andre retsområder. Uanset at der også normalt medvirker landsdommere f.eks. i behandlingen af sager i Landsskatteretten, så kan Landsskatterettens afgørelser alligevel efterfølgende prøves ved domstolene. Og her kan der let ske det, at resultatet bliver anderledes – blandt andet fordi der for domstolen kan ske bevisførelse med afhøring af vidner mv.
