0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvor længe skal kvinder vente?

Hvis ligestillingen holder sit tempo, vil det tage 600 år, før der er lige mange mandlige og kvindelige borgmestre.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

29. NOVEMBER 1883 begik en 21-årig kvinde selvmord på et pensionatsværelse i ejendommen Gammel Kongevej 49 i København.

Først drak hun gift. Så skar hun venstre hånds pulsåre over, og til sidst skød hun sig gennem højre tinding. Adda Ravnkilde, borgmesterdatter fra Sæby, efterlod sig ikke noget afskedsbrev, men hun efterlod sig manuskripter til tre romaner – cirka 800 sider – som alle handlede om kvinders fortvivlende stilling i samfundet.

Romanerne udkom efter hendes død. Historien om danske kvinders kamp for menneske- og borgerrettigheder tog for alvor fart omtrent samtidig med, at Adda Ravnkildes personlige historie sluttede. Tre år før hendes død havde Viggo Hørup (Politikens grundlægger) i Folketinget sagt, at vilkårene for gifte danske kvinder kun kunne sammenlignes med vilkårene for oldtidens slaver.

De var nemlig uden politiske borgerrettigheder og uden personlig myndighed eller økonomisk råderet – længe efter at de sorte amerikanske slaver havde opnået disse menneskerettigheder. Tre år efter Adda Ravnkildes effektive selvmord stillede den progressive folketingsmand for Venstre (Medstifter af Dansk Kvindesamfund og senere nobelprismodtager) Fredrik Bajer det første forslag om en begrænset politisk borgerret til kvinder.

I forbindelse med en revision af loven om valg til den københavnske Borgerrepræsentation foreslog Bajer, at kvinder fik lov til at stemme på lige fod med mænd. Forslaget blev mødt med så høj latter og så mange udråb, at der måtte kaldes til orden i Folketinget, og det blev derefter hånligt afvist af Landstinget.

Samme skæbne overgik ni efterfølgende forslag om kommunal valgret til kvinder. Alt i alt måtte der 22 års heftig politisk diskussion i Folketing og Landsting til, før mandlige politikere 20. april 1908 tillod kvinder at stemme ved kommunalvalgene.

I NÆSTE MÅNED kan den halve danske befolkning således fejre 100-års dagen for sin første væsentlige demokratiske borgerret. I jubilæumsåret sidder der mænd på 72,6 procent af byrådsstolene, og 91 ud af de i alt 98 borgmestre er mænd.

Samme køn har borgmestrenes nærmeste samarbejdspartner i den kommunale forvaltning. 94 ud af landets 98 kommunaldirektører er mænd. Til gengæld er det kvinder, som udfører hovedparten af det praktiske arbejde i kommunalt regi. Så langt nåede vi på hundrede år.

Udviklingen på det kommunale område er ganske illustrativ for, hvordan det er gået med den samfundsmæssige ligestilling af mænd og kvinder gennem de sidste hundrede år: Mænds absolutte monopol på menneske- og borgerrettigheder, politiske poster og offentlige embeder er ophævet, og kvinder har fået lov at være med.

Efter at også gifte kvinder fik personlig myndighed i 1899, og efter at alle kvinder fik demokratiske borgerrettigheder i begyndelsen af 1900-tallet, har kvinder indtaget en lang række positioner i bunden og imidten af samfundspyramiden, men når det kommer til de ledende stillinger og de høje poster og lønninger, magten, indflydelsen og æren, så er den halve befolkning stadig stærkt underrepræsenteret.

Når kvinder i dag forlanger en ligelig fordeling af indflydelsen og magten (om nødvendigt ved kønskvotering), mødes de ofte med samme type argumenter, som da de krævede ligelig fordeling af stemmesedlerne: Det er mod naturen, traditionen, grundloven og demokratiet samt samfundets, familiernes og kvindernes egen interesse.

DEN ENGELSKE forfatter Virginia Woolf har skrevet, at historien om mænds modstand mod kvindefrigørelsen måske er mere interessant end frigørelsens egen historie.

Underholdende er det i hvert fald at læse de rigsdagsreferater, som gengiver den 22 år lange og seje kamp for kvinders kommunale valgret. Det afgørende politiske slag om danske kvinders borgerrettigheder blev slået i årene 1886-1908.

Valgretten til Folketinget fulgte mere automatisk syv år senere. Mens brave mænd som Fredrik Bajer i Folketinget stod op for kvinderne, var medlemmerne af det mere konservative Landsting præget af vrede og forskrækkelse over kvindernes krav, når de da ikke hævdede, at deres modstand alene var begrundet i ønsket om at beskytte kvinderne mod »det politiske livs sved, støv og snavs«, som digteren og landstingsmedlemmet Carl Ploug udtrykte det. (Man skal altid tage sig i agt for sine beskyttere!).

Mest almindelige argumenter imod kvinders stemmeret var, at den stred mod de biologiske love, traditionen og ’den almindelige tænkemåde’. Stemmeretten ville drage kvinderne bort fra deres ’kærlighedsgerninger’, gøre ægteskabet til en politisk slagmark og anfægte kønnenes traditionelle opgavedeling med kvinden derhjemme og manden derude, blev det igen og igen fremført.

Men der var rigtig nok også saglige og juridiske indvendinger mod kvinders kommunale valgret: HØJREPOLITIKEREN Hugo Egmont Hørring (1842-1909) var statsminister (konseilspræsident) i Danmark i årene 1887- 1900. Han var jurist og ifølge Dansk Biografisk Leksikon »et klart og hurtigt hoved «.

I perioder var han også finans- og justitsminister. Som indenrigsminister besteg han 25. november 1895 Folketingets talerstol og afviste det sjette forslag om kvinders kommunale valgret med henvisning til kvinders lastefulde seksualitet. Kvindevalgretten var grundlæggende i strid med grundloven, forklarede han. Problemet var grundlovens bestemmelse om, at vælgerne skulle være »uberygtede «.

For mænd var det entydigt, hvad dette krav indebar. De måtte ikke være straffet for en vanærende handling. »Men, forholdet er jo det, at når det gælder kvinder, kender vi meget vel en berygtethed, som stammer fra et helt andet forhold, nemlig kvindens forhold i sædelig henseende«, sagde han. Indenrigsministeren så til sin gru, at ikke alene kvinder, der havde født børn uden for ægteskab, men også kvinder, som levede sammen med en mand uden at være gift, kunne komme til at præge det kommunalpolitiske liv.

Efter denne skarpe juridiske analyse afviste Landstinget endnu en gang at give kommunal stemmeret til kvinder. Da progressive venstremænd i 1899 for syvende gang forsøgte at få et lovforslag gennem Rigsdagen, var Hørring avanceret til statsminister, men på indenrigsministerposten sad en ny fremtrædende juridisk begavelse, Vilhelm Bardenfleth, som også var tidligere kulturminister.

Han genbrugte argumentet om kvinders seksuelle omdømme som hindring for deres demokratiske borgerrettigheder: »Når der i grundloven fordres som betingelse for valgret, at manden skal være uberygtet, passer dette begreb ikke på samme måde på kvinder. Det får en mere udvidet betydning, når det overføres på kvinder«, forklarede han.

I DAG ER DET almindeligt at betragte kampen for kvinders borgerrettigheder som en kuriøs parentes i danmarkshistorien, mens der knytter sig en helt anderledes alvor og højtidelighed til kampen for mænds borgerrettigheder, som vi hvert eneste år mindes og festligholder på grundlovsdagen.

Danske kvinder har ingen tilsvarende demokratisk festdag, fordi den officielle historie er mænds historie. I dag kan vi sagtens enes om, at tankegangen hos magtens mænd omkring år 1900 var både oprørende og latterlig, og så er det, man gerne siger: »Jovist var kvinderne undertrykte for 100 år siden, men nu har vi da indført ligestilling, ikke?«.

Ligesom de fleste mennesker var blinde over for uretfærdighederne for 100 år siden, så kniber det også med at få øje på skævhederne i dag.

Vi er nemlig alle mere eller mindre indfedtede i vor samtids »almindelige tænkemåde«. Et nøgternt blik på jubilæumsårets danske ligestillingssituation kunne ellers nok mane til eftertanke: Gambia, Botswana og De Forenede Arabiske Emirater havde i 2007 alle mindre lønforskel mellem mænd og kvinder end Danmark. Faktisk lå Danmark helt nede på en 39. plads på en international ligelønsrangliste fra World Economic Forum.

Inden for EU lå Danmark på en 19. plads. Lønforskellen mellem mænd og kvinder voksede ifølge de officielle tal fra 15 til 18 procent fra regeringsskiftet i 2001 og frem til 2007.

Det går altså hastigt den gale vej. Mens de officielle lønstatistikker (som bygger på et meget begrænset statistisk materiale) viste gennemsnitlige lønforskelle på 15-18 procent, stod det meget værre til ifølge en opgørelse, som Danske Bank i december 2007 udarbejdede for dagbladet JydskeVestkysten.

Opgørelsen medregnede alle indkomster for mænd og kvinder og nåede frem til en gennemsnitlig indkomstforskel på 37,2 procent – svarende til 82.301 kroner årligt. Bankens beregninger, som blev foretaget på baggrund af pensionsindbetalinger, viste, at skævheden vil være lige så stor om 20 år.

Vi har en lov om, at man skal have lige løn for samme arbejde – eller for arbejde med samme værdi, men problemet er, at mænd og kvinder i Danmark (generelt set) ikke udfører samme arbejde, og mænds arbejde vurderes til at have en højere værdi end kvinders.

Vi har et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Danske mænd og kvinder arbejder ikke i samme brancher, og når de arbejder i samme branche, har de forskellige funktioner – med (stadig generelt set) mænd i toppen og kvinder i bunden. Faktisk er der så få kvinder i toppen, at kun Cyperns og Maltas kvinder er ringere repræsenteret i bestyrelser og direktioner end danske kvinder – når man sammenligner ledelsesforhold inden for Europa.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage