For fyrre år siden skrev makkerparret Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen teaterstykket 'Diskret ophold'. Stykket er formet som en parodi på juleevangeliet. Hos det småborgerlige gamle ægtepar Elisabeth og Zakarias dukker Maria og Josef pludselig op. De er rejst fra Nazaret, følgerne af deres forhold skal skjules, og de tager nu 'diskret ophold' hos de to. Og stykket harcelerer så over borgerskabets åndløshed og materialisme og dobbeltmoral. Men selve plottet er egentlig så gammelkendt, at det næsten gør ondt. Siden den første tid har man spottet juleevangeliet og sagt, at det hele bare handler om Maria, der var blevet gravid med Josef - eller en romersk soldat. Men man kunne jo prøve at 'lægge øret ydmygt til' og lytte til evangeliets beretning om den første jul én gang til. Dette kræver netop ydmyghed - i betydningen åbenhed; den samme åbenhed, som skal til, når man står over for et digt. Kun ved at lade det poetiske sprog virke på én, når man overhovedet til at forstå det. På samme måde må man lade sig fascinere af juleevangeliet og dets fantastiske billedsprog. Men mange har måske vanskeligt ved at lægge ørerne i sådanne ydmyge folder over for netop juleevangeliet. Juleevangeliet er på en eller anden måde trådt én for nær. Det er blevet blandet godt og grundigt op med så meget andet og er blevet så belastet heraf, at man mangler distance. Og det er en dårlig situation at befinde sig i, hvis man skal lytte til poetisk og religiøs tale. Måske er det et problem, at jul og danskhed tilsyneladende er gået op i en højere enhed. Så meget, at det er vanskeligt overhovedet at bo og færdes i dette land uden på en eller anden måde at blive revet med af det årlige julehysteri. Det er i hvert fald en kendsgerning, at juleriet er solidt forankret i os danskere. Tænk på den unge Thorkild Hansen i de år, han boede i Paris. Thorkild Hansen havde allerede da taget afstand fra kristendommen, ja, det er alt for svagt sagt; han havde indgået en pagt med Djævelen selv. Og så alligevel, beretter Thorkild Hansen i sine dagbøger fra Parisårene; da det kom til juleaften, går han hen i den danske kirke for at høre julesalmerne. Han er - som Knud Sønderby formulerer det - blevet ramt i »sjælens julepunkt«; det underlige punkt, der tilsyneladende findes i de fleste danskere, hvad enten man regner sig for kristen eller ej, og som aktiveres hvert år til jul - og som igen i år vil lede en betragtelig del af denne blandede skare til julegudstjeneste i landets kirker. Det er virkelig et underligt punkt, dette 'julepunkt'. Det har noget med dybe følelser og irrationelle lag i os at gøre. Det er et punkt, vi ikke selv helt er herre over. Og måske er det derfor, at vi kan blive så irriterede på os selv, når punktet bliver aktivt. Hvis man da ikke vælger at rette irritationen udad, f.eks. mod juleevangeliet. Nej, visse ting kan komme så tæt på og være så vanskelige at distancere sig fra, at man kan føle sig bastet og bundet, og så er det umuligt at lytte uhildet, med friske ører. Men lad os så lige slå fast, at julen ikke er kirkens. Lige så lidt som kristendommen er opfundet i Danmark, lige så lidt er det kirken, der har opfundet julen. Julen var her længe forinden. Derfor har kirken heller ikke patent på denne højtid - selv om det ofte, i megen kristelig forargelse over juleriet med dets æden og drikken og de frygtelig mange og alt for dyre gaver, 'der helt dækker over det egentlige', kunne lyde sådan. Juleriet på disse breddegrader er god gammel hedenskab; en livsstil, en måde at overleve på i det høje Nord. For hvordan skulle vi ellers komme gennem den danske vinters kulde og mørke, hvis vi ikke gik amok i mad og lys her omkring vintersolhverv? Den kristne forargelse klinger hult i mine ører - bortset fra at man da altid kan forarges over kommercialiseringen af alt, inklusive julen, i vores samfund. Så kan der være grund til at gøre opmærksom på, at juleevangeliet kun er hos os som gæst. Det er her så at sige på tålt ophold. Og desværre må man nok sige, at vores jord som helhed er en temmelig fremmedfjendsk klode. I hvert fald fjendsk over for Gud. Det lyder måske mærkeligt. Vi kan jo konstatere, at folk i disse år tilsyneladende bliver mere og mere religiøse, og det er sandt nok. Men religiøsiteten beskæftiger sig med en gud, vi selv har lavet. »Hvem Gud er, bestemmer jeg selv«, som det slagordsagtigt er blevet udtrykt. En sådan gud kan vi nok tolerere. En gud derimod, som vi ikke selv bestemmer over, som er overraskende og modsat - en sådan gud er det straks vanskeligere at tåle. Man kan undre sig over, hvad Gud overhovedet ville, da han »steg herned julenat«, som vi synger om det i salmerne. Hvorfor i alverden lod Gud ikke bare kloden sejle sin egen sø på dens ensomme vej gennem det uendelige univers? Det havde i hvert sparet ham for megen pine og smerte, for evangeliet, der begynder i krybben i stalden, ender jo på galgebakken. Hvorfor kom Gud så hertil? »Det bedste bevis på, at der findes intelligente væsener i verdensrummet, er, at de aldrig har prøvet at opsøge os«, som det hedder i 'Steen og Stoffer'. Nej, en fornuftig gud skulle nok vide at holde sig væk. Men juleevangeliet beretter jo altså præcis det modsatte, nemlig at Gud direkte opsøgte denne jord. Han gjorde det ikke uden at være klar over konsekvenserne. Men der var en ting, der var stærkere end alle fornuftige grunde til at blive væk. Han 'steg herned' af kærlighed. Fordi det var hans idé at skabe mennesker og give dem en verden at leve i. Og fordi han stadig følte sig bundet til Jorden og mennesker. »Dette skal være jer et tegn«, siger englene til hyrderne: »I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe«. Det er alt. Dette barn skulle være tegn på fred på Jorden, sådan som englene synger det for hyrderne derude på Betlehems mark. I sin roman 'Ungdom uden Gud' fra 1937 skriver Ödon Horvath under indtryk af nazismens fremvækst: »Man skulle opfinde et våben, hvormed man kunne afskaffe effekten af alle våben, altså på en måde det modsatte af et våben. Ak, hvis jeg var opfinder, hvad ville jeg så ikke opfinde! Hvor lykkelig ville ikke verden være!«. De ord siger noget om hemmeligheden bag julens fred. For det tegn, hyrderne fik, var ikke en konge, der var endnu stærkere og endnu mægtigere end kejseren i Rom og alle magthavere efter ham. Den fred, Gud oprettede julenat, var ikke en fred, der tvang alle folkeslag ind under et endnu stærkere jerngreb end det, romerne holdt verden i under den såkaldte pax Romana. Det nyfødte barn var en konge, der på en måde er det modsatte af en konge. Men hvordan skulle dette barn kunne være tegn på fred? Jo, fordi enhver ægte fred begynder med at udlevere sig og gøre sig værgeløs. Og det er det, der er julens store hemmelighed - at Gud, i fuldstændig tillid til, at sådan begynder enhver ægte fred, udleverede sig til os i et værgeløst menneskebarns skikkelse. Så kreativ er Gud, at han kunne 'opfinde' en sådan fred. Fremmedfjendskhed kan som bekendt analyseres. Det er en almenpsykologisk indsigt, at fremmedfjendskhed er et produkt af menneskers angst. Gælder det samme om menneskers fjendskab over for denne anderledes, ja, modsatte Gud, som juleevangeliet fortæller om? Den franske filosof Blaise Pascal svarer ja. Han siger: »Menneskene nærer foragt for religionen; de nærer had til den; og de er bange for, at den skulle være sand«. Hvad skulle man egentlig være bange for? Bange for at blive afsløret som den, man er? Det er aldrig rart. Eller også er det lige præcis det mest velgørende af alt - at blive afsløret som den, man er. Sådan oplever vi det i hvert fald i kærlighedens møde med et andet menneske, i en menneskelig relation, hvor man - endelig! - får lov til slet og ret at være den, man er. Det er der frihed i. Og på samme måde er der frihed i julens evangelium, fordi det handler om en kærlighed, som elskede os først. Det er svært at sige det mere præcist. Men så er det godt, at vi har alle julesalmerne til - poetisk - at udtrykke det, som vi ellers ikke kan få sagt. Juleevangeliet er her som en gæst. Det er og bliver et fremmedelement i denne verden. Vi kan ikke gøre det til en ideologi - selv om det tit nok er sket. Men det går ind og præger vores ideer og måder at tænke på. Sådan er det in malam partem - hvor ofte har ikke kristendommen været anvendt undertrykkende og menneskefjendsk? Men religion er ikke bare roden til alt ondt. Den er også roden til meget godt. Da kristendommen blev statsreligion i Romerriget, blev det samtidig forbudt at brændemærke slaver i ansigtet, for man må ikke vansire det Guds billede, som ethvert menneske - selv slaven - bærer i sig. I forbindelse med den klassiske humanistiske arv fra Hellas har kristendommen været med til at frembringe det kristne humanistiske menneskesyn, som vi stadig er stolte af og ser al mulig grund til at forsvare. Eller måske skulle vi lytte til, hvordan en barnlig sjæl har søgt at udtrykke det - julen er jo 'børnenes fest'. Jeg tænker på Knud Rasmussens fortælling om sin ven og rejsefælle Kuanja. Da Kuanja er blevet gammel, fortæller han om sin første jul. Som dreng rejste han med sin stamme fra østkysten til vestkysten. Kun et enkelt bådelag nåede frem, de andre omkom af sygdom, og da de kom til handelsstedet mærkede også Kuanja, at han havde fået sygdommen i kroppen. Han var kun en halvvoksen, forældreløs dreng uden slægt, og han vidste, at tog sygdommen helt kræfterne fra ham på hjemrejsen, så ville han blive efterladt et eller andet sted for at dø alene; sådan var hans stammes lov. Derfor listede han sig en nat ind i land og gemte sig i en hule i fjeldet. Da han omsider kravlede ud af sit skjul, hvor han havde sultet og frosset i flere dage, kunne han kun med stort besvær kravle ned til handelsstedet og give sig til kende. Da han kom til sig selv, lå han på sygehuset. Han undrede sig over, hvordan folk på stedet passede og plejede ham, skønt han jo slet ikke var en af deres. Han spurgte også hvorfor. Men hende, der passede ham, svarede blot med en god latter, idet hun slog det hen med, at »det ikke var så underligt, at sådan en lille uvidende hedning ikke kunne forstå noget«. Nu nærmede julen sig. Alle fik travlt med at forberede festen, og »alle så så mærkeligt glade ud, når de talte derom, at jeg anede, at det var noget, der måtte rumme en meget stor glæde«. Og den gamle Kuanja beretter så minutiøst om sin første jul - minutiøst, »fordi I næsten er blevet så vænnet til julen fra den tid, da I var ganske små, at den aldrig rigtig kan blive den pludselige og store oplevelse, som den blev for mig, der dog var så voksen, at jeg kunne tænke«. Julenat hører han pludselig skridt derude i sneen og sang af mange stemmer. I det samme dør sangen bort, og man hører en mand råbe: »Jeg forkynder jer en stor glæde. For jer er i dag en frelser født. Og hans navn er den Herre Jesus«. Og da koret istemmer en ny sang, springer han op, får tøj på og kommer med ud. »Og her har du nu det, jeg kalder for mit budskab; en gammel mands budskab til sine landsmænd og til alle mennesker på Jorden: Af alt det, jeg har gjort i mit liv, har intet betydet så meget for mig som den nat, da jeg stjal mig til at være med i julenattens hellige glæde. Det var min jul, min største jul, fordi det var første gang! Og det husker jeg, at jeg, som fra min egen stamme var vænnet til at bygge min religion op på gamle myter, jeg syntes nu, at juleevangeliet var det vidunderligste sagn, jeg nogen sinde havde hørt. For det begreb jeg straks - måske fordi jeg var en forældreløs - at her var plads også for mig! Her vragedes ingen fattige eller slægtsløse ensomme, her kunne alle komme«. Så ringer det til gudstjeneste midt om natten. Kuanja beder sin plejemor lære ham en tryllebøn. Og hun sætter sig og beder Fadervor med ham. Og Kuanja slutter: »Jeg er kun en enfoldig mand og har alle dage været ringe til at tænke og dårlig til at forstå. Og dette er vel også grunden til, at jeg som kristen og nu som gammel mand aldrig er kommet længere end til juleaften og til Fadervor. Her er for mig begyndelsen, og her er enden«.