I kampen for fremskridt og udvikling har stort alle større offentlige og private virksomheder indført Human Ressource Management (HRM), som først og fremmest praktiseres via HR-afdelinger. HRM-filosofien anser medarbejderne for en meget vigtig ressource, der ligesom virksomhedens andre ressourcer kan optimeres. Sagt med andre ord, menneskelige følelser, oplevelser, værdier og engagement er blevet til relevante kompetencer, der kan økonomiseres – og ikke mindst udvikles. Før HRM’s indtog på arbejdspladserne havde disse menneskelige områder i højere grad en uangribelig værdi i sig selv, der ikke blev målt på en optimerings- og udviklingsskala. Men med denne forskydning gøres medarbejderens personlighed altså til genstand for konstant udvikling – et forhold, der f.eks. afspejles i de årlige medarbejderudviklingssamtaler (MUS-samtaler) og i jobannoncer, som sjældent undgår ord som ’omstillingsparat’, ’fleksibel’, ’proaktiv’ og ’udviklingsorienteret’.
Pointen hamres ud i granit: »Hvis man ikke er under udvikling, er man under afvikling«.
