Det er et LO i dyb krise, der i disse dage indleder trepartsforhandlinger.
Medlemmerne forlader de traditionelle fagforbund i et tempo, så det kun er et spørgsmål om tid, før bevægelsen endegyldigt mister sit monopol som politisk forhandlingspartner og talerør for lønmodtagerne. Udviklingen er så markant, at netop disse trepartsforhandlinger kan gå hen og blive de sidste af deres art. At dømme efter signalerne ikke blot fra fagforbundenes egne folk, men også fra stribevis af forskere og politikere, er det et problem, der ikke kan undervurderes. Og problemet hidrører ikke blot fra fagforeningerne, men hele samfundet, forstår man. Årsag: Den danske model er truet på livet, og dens død vil efterlade vores arbejdsmarked i et kaos af en anden verden. Når ansvaret for miseren skal placeres, er det ofte gule foreninger som ASE, JOBtryghed, Krifa og Det Faglige Hus, pilen peger på. Det er nemlig gerne her, fagbevægelsens medlemmer rykker hen. Et spørgsmål, der trænger sig på her hos os, som jo altså angiveligt er nogle skurke, er, hvad der egentlig menes, når der tales om den danske model. Er strejkeretten, som Mette Frederiksen flere gange har hævdet, et springende punkt? Er det overenskomstforhandlingerne mellem de store forbund, der gør udslaget, som arbejdsmarkedsforskerne ofte siger? Eller er det de aktuelle og nok så berømmede trepartsforhandlinger? De korte opsigelsesvarsler og dagpengesystemet, det, vi kalder flexicurity, er også et bud. Sagen er, at den danske model i den offentlige debat har det med at fremstå som en form for sort boks, som rummer alle forklaringer på Danmarks succes som industri- og søfartsnation, landbrugsland, velfærdsstat og i det hele taget mere eller mindre alt, hvad der i positiv forstand adskiller os fra Somalia. Og alt det er vi så ved at smide over bord, fordi vi ikke gider betale for at være medlem af 3F eller HK, men i stedet foretrækker billigere, politisk uafhængige alternativer. Allerede her har den opmærksomme læser nok grejet, at jeg ikke er på linje med den ensidige hyldest af den danske model, for slet ikke at tale om den noget ukritiske brug af begrebet. Den udgør nemlig en barriere for at reformere og udvikle arbejdsmarkedet i et naturligt tempo. Det gør det relevant at se på, hvad det egentlig er, der gemmer sig i den sorte boks med påskriften ’den danske model’. Lad os starte med trepartsforhandlingerne. Det hævdes, at de er effektive til at skabe langsigtede løsninger med bred opbakning, og historisk skal jeg bestemt ikke nægte, at sådanne løsninger er blevet til.
