For cirka 10 år siden var jeg til et landsmøde i SF. Det foregik på en skole i Nordjylland. Dengang lagde jeg blandt andet mærke til, hvordan tv-journalister var på jagt efter mænd med sokker i sandaler, folk, der pustede luftmadrasser op, røde faner og brede seler. Journalisterne var ivrige efter at give et lettere komisk indblik i, hvordan de glade amatører i SF teede sig. Ellers husker jeg mest landsmødet for lange heftige debatter, komplicerede afstemninger og samtidig god stemning på trods af de sædvanlige presseskriverier om konflikter i partiet. Jeg var også til landsmøde i 2009. Det foregik i Århus, på SAS-hotellet. Meget var forandret. En episode, jeg bed mærke i, var søndag morgen, da jeg kom ind i landsmødesalen før de fleste andre. På scenen stod spidskandidaterne fra de fire største byer sammen med Villy Søvndal. En efter en talte de fire spidskandidater om deres politiske mærkesager, hvorefter Villy kvitterede og kommenterede. Den sidste af de fire var Bo Asmus Kjeldgaard fra København. Da han havde talt, gik han frem mod Villy. Begge hævede højre hånd og gav hinanden håndslag på valgsejren. To timer senere gentog nøjagtig det samme scenarie sig. De samme taler, de samme kommentarer, de samme bevægelser, det samme håndslag. Nu var salen bare fyldt med landsmødedeltagere – og journalister. Jeg havde været vidne til både generalprøve og uropførelse.
Alt var planlagt, intet var tilfældigt, og den karakteristik kunne man stort set hæfte på hele landsmødet. Der var korte debatter mellem de indstuderede optrin, men en egentlig opposition til ledelsen var ikke til at få øje på – og det på trods af at landsmødet blandt andet behandlede og vedtog et ret vidtgående forslag om ændring af ledelsesstrukturen i partiet. Alt var enighed og fodslaw. Når man har erfaring fra mange SF-landsmøder med heftige debatter og konstante problemer med at holde tidsplanen, var 2009-arrangementet en pudsig oplevelse. Lidt forstemmende, for i SF har vi jo altid sagt til hinanden, at de til tider krasse meningsudvekslinger var et udtryk for medlemsdemokratiet. Vi har bandet over, at medierne år efter år udlagde vores debatter som dokumentation for splittelse, men vi har også vidst, at vi måtte leve med det i en verden totalt domineret af borgerlige medier. Når man nu kunne følge det iscenesatte landsmøde i 2009, var det ikke svært at forstå hensigten. De timer, et landsmøde varer, er et fantastisk udstillingsvindue. Den danske befolkning skal se, at SF er et professionelt, stærkt og enigt parti, som man roligt kan overlade regeringsmagten til. Holdningen er vel, at det er nødvendigt at spille spillet, og at det er naivt at lufte det beskidte vasketøj offentligt. Vil du i verden frem, så ret ind. Eller sagt med andre ord: Hvis der er procentpoint i at gå efter en positiv omtale af landsmødet, så må de interne debatter neddæmpes og indlejres. Det er form mere end indhold, og det er et udtryk for, at SF har fået en helt anden rolle i dansk politik. Vejen ligger – næsten – åben for indflydelse, der vil noget. Partiet har i dén grad fået tag i den store gruppe i befolkningen, der er frustreret over tingenes tilstand. Dem, der vil et andet Danmark. Værdipolitisk kan de ikke identificere sig med den linje, der bliver lagt af regeringen og Dansk Folkeparti, og reelt er der jo tale om en flerpartiregering, hvor oppositionen kan protestere så meget, den vil. V, K, O træffer beslutningerne. Det er der mange, der har det skidt med, for de kan ikke få øje på den åbenhed, tolerance og solidaritet, de gerne ser i dansk politik. De utilfredse er af meget forskellig politisk observans, og gennem de seneste år har de været på vandring for at finde en platform, hvorfra de kan få luft – og indflydelse. Vi så det, da tilslutningen til de radikale i en periode eksploderede. Her var et parti med faste værdier, der stædigt stod fast mod Anders Foghs populisme og kræmmerpolitik, som den kom til udtryk i sloganet ’Noget for noget’. Så snublede Marianne Jelved, og de vandrende vælgere mistede tiltroen til, at det var herfra, tingene skulle ændres. I stedet blussede Liberal Alliance op under kampråbet ’Nok er nok!’. Nu skulle der endelig gøres op med Dansk Folkepartis tunge fodaftryk på dansk politik. Den lille skare under ledelse af Naser Khader spændte som bekendt eftertrykkeligt ben for sig selv, og også det forsøg på at ryste VKO led skibbrud. Imens havde SF valgt ny formand. Dengang var der mange hånlige bemærkninger om Søvndal, der jo slet ikke var så ung og fornyende, som de politiske kommentatorer mente, det var nødvendigt. De hvislede spydigt om »Velkommen til Villy. Velkommen til spærregrænsen«, og de tøvede ikke med at proklamere SF’s snarlige død.
