I kolonitiden i Vietnam havde franskmændene en rotteplage i Hanoi. Myndighederne fandt så på at belønne hvert afleveret rotteskind med en præmie. Og resultatet? Folk begyndte at avle rotter. I 1900-tallet fandt man dinosaurusknogler i Kina. Palæontologerne ønskede, at bønderne også ledte efter knogler og udlovede en findeløn for hver afleveret knogle eller knoglestump. Når bønderne fandt en større knogle, knuste de den derfor i mindre dele, så de kunne få størst mulige præmier. Det er eksempler på, at belønningssystemer ikke nødvendigvis fremmer en sund effektivitet, men at økonomiske incitamenter kan føre til absurde resultater. Det er vigtigt at huske på i en tid, hvor man er i færd med at markedsgøre lægegerningen – i færd med at indføre, hvad man kunne kalde den kommercielle medicin. Om man mener, vort sundhedsvæsen skal udvikle sig ad den vej, hænger dybest set sammen med forskellige – for ikke at sige modsatrettede – ideale anskuelser. Én anskuelse er den økonomisk-liberalistiske, og den stammer helt tilbage fra den skotske økonom Adam Smith (1723-1790). Et berømt udsagn fra ham lyder: »Vor aftensmad kommer ikke fra slagterens, bryggerens eller bagerens godhed, men fra deres selvinteresse.
Vi er ikke optaget af deres menneskelighed, men af deres egennytte«. Det er nemlig Smiths pointe, at i et frit konkurrerende marked vil den, der tænker på egen vinding og leverer god service og gode varer, automatisk komme til »som ledet af en usynlig hånd« at fremme almenhedens vel, selv om det egentlig ikke er hans hensigt. Den usynlige hånd har siden været en hyppigt brugt metafor i disse sammenhænge. Der er næppe tvivl om, at Adam Smiths teori indirekte ligger bag Anders Fogh Rasmussens tankegang i hans bog ’Fra socialstat til minimalstat’ fra 1993. Han skriver: »I den skandinaviske model er sundhedssektoren socialiseret. Der er intet økonomisk rationelt, som taler for, at sundhedsydelser ikke må leveres af private udbydere. Der er ikke noget, som adskiller sundhedsydelser fra almindelige private goder«. Det er lidt af en programerklæring fra Foghs side. Man skal netop skelne mellem fællesgoder og forbrugsgoder. Fællesgoder er det, som vi i almindelighed mener bør komme alle til gode – det, vi er fælles om. Det er for eksempel trafikårer, skolevæsen og sundhedsvæsen. Forbrugsgoder eller private goder er det, vi hver især vælger til og fra afhængig af egne prioriteringer og ikke mindst økonomisk formåen. Den anden ideale anskuelse kommer til udtryk i det danske lægeløfte, hvor lægen binder sig til, »… at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden personsanseelse ...«.
