Alle mennesker har en mening om psykisk sygdom og psykiatri og mange udtaler sig med både sikkerhed og fordomsfuldhed om årsagen til psykiske sygdomme og om behandlingen af dem.

Det er vilkåret for de psykiatriske specialer. Og en forudsætning vi som lægelige chefer for psykiatrien i hvert af landets fem regioner accepterer, men vi har et stort ønske om at nuancere billedet af den arbejdsplads, som vi alle har mange års erfaring med, for vi er stolte af psykiatriens udvikling og den samlede palet af ydelser.

Derfor ærgrer det os, når negativ omtale og uberettiget kritik igen og igen slår patienter og personale omkuld. Ikke alt i psykiatrien er, som det burde være; der sker fejl, og nogle af forholdene kunne være anderledes.

Det påtager vi os selvfølgelig vores del af ansvaret for, og vi arbejder hele tiden på at blive bedre. Vores ærinde med denne Kronik er derfor at præsentere en anderledes, mere virkelighedsnær vinkel på psykiatrien. Det fortjener mennesker med en psykisk sygdom, deres pårørende og også personalet.

Hvert år er ca. 18.000 børn og unge samt 94.000 voksne på landsplan i kontakt med psykiatrien. Tallet er stigende, blandt andet fordi vi er blevet bedre til at identificere psykiske sygdomme og dermed også til at diagnosticere og behandle mennesker, som tidligere ikke fik den fornødne hjælp.

I løbet af de seneste årtier er de store psykiatriske institutioner blevet erstattet af et lokalt behandlingssystem i tæt relation til de syge og suppleret med udbygning af de sociale tilbud til psykisk syge.

Udviklingen er båret af en filosofi, hvor psykisk sygdom skal behandles ud fra samme principper som somatiske (legemlige) sygdomme, og hvor selv de mest syge søges integreret i samfundet.

Det sker ud fra den betragtning, at patienterne har bedre mulighed for at komme sig efter en psykisk sygdom, når de bevarer kontakten til familie, venner, arbejdsliv og det omgivende samfund.

I kombination med den moderne medicin (psykofarmakologi) er det lykkedes at skabe en af tidens store psykiatriske succeser: Flere svært syge patienter har nu mulighed for en tilværelse uden for totalinstitutionen. Nogle, fordi de er raske nok til at klare sig selv, andre med hjælp i egen bolig eller via et bofællesskab.

I dag tilbringer kun få mennesker med psykiske sygdomme således længere tid på en psykiatrisk sengeafdeling. Alle mennesker med en psykisk sygdom, som har behov for at blive indlagt og modtage behandling og pleje døgnet rundt, skal selvfølgelig kunne indlægges. Og hvad angår de bygningsmæssige rammer, er langt de fleste psykiatriske afdelinger nyrenoverede med enestuer for 85 procents vedkommende.

Psykiatriens organisatoriske og holdningsmæssige omlægning har betydet, at den intensive, ambulante behandling er tilgængelig i nærheden af, hvor man bor – og i distriktspsykiatrien står de udgående, opsøgende team parat.

En tæt ambulant behandling med støtte fra de opsøgende, tværfaglige psykiatriske team hjælper patienten og de pårørende til at håndtere sygdommen, og indsatsen reducerer ikke alene behovet for indlæggelse, det har også givet en større generel tilfredshed hos patienterne og deres nærmeste; derfor fortsætter vi.

Den seneste tilfredshedsundersøgelse af distriktspsykiatrien viser i øvrigt, at 81 procent af patienterne generelt betragter de distriktspsykiatriske tilbud som meget gode eller gode, mens kun 2 procent finder dem dårlige eller uacceptable.

Kvalitet er mange ting, men et væsentligt element er at sikre patienter og pårørende en evidensbaseret behandling, dvs. en behandling, som ifølge den videnskabelige litteratur har en reel effekt. Vi arbejder målrettet på at styrke den evidensbaserede behandling.

Et godt eksempel er Det Nationale Indikatorprojekt om skizofreni, som dokumenterer, at der trods enkelte svagheder tilbydes udredning og behandling på et højt fagligt niveau; et andet eksempel er udbredelsen af kognitive psykoterapeutiske behandlingsformer.

Samtidig befinder vi os i en rivende udvikling, hvad angår den medicinske og psykologiske/psykoterapeutiske behandling. Det betyder, at patienterne bliver tilbudt en mere individuel og målrettet behandling end tidligere.

Generelt har forskningen en meget høj prioritet i de fem regioner, og vi blander os med de bedste i verden. Aktuelt forskes der intenst i blandt andet affektive lidelser, dvs. depression og mani, i skizofreni, angst, effekten af psykoterapi og i selvmordsforebyggelse.

I relation til selvmordsforebyggelsen er det værd at bemærke, at det over en 20-årig periode er lykkedes psykiatrien at halvere antallet af selvmord på afdelingerne. Det generelle fald i antallet af selvmord i befolkningen er således procentvis større i gruppen af psykisk syge.

Det sammenhængende patientforløb er et pejlemærke i psykiatriens daglige arbejde, og i samarbejde med kommunerne forbedrer vi løbende de rammer, der skal sikre patienterne en tryg og overskuelig kontakt med de offentlige myndigheder. Via sundhedsaftaler regulerer vi samarbejdet mellem den sygehusbaserede psykiatri og det kommunale sundhedsvæsen.

Det handler om at skabe sammenhæng mellem forebyggelse, indlæggelse, behandling, ambulant opfølgning og rehabilitering. Psykiatrien og kommunerne arbejder ud fra det bærende princip, at ingen må give slip, før andre har taget over.

Sundhedsaftalerne beskriver på både overordnet og detaljeret niveau, hvem der har ansvaret for patienten i hvilke situationer, så vi sikrer, at ingen falder mellem to stole. Det må aldrig være patientens ansvar at gennemskue, hvilken offentlig instans der skal i spil på et givent tidspunkt. Derfor er det tværsektorielle samarbejde helt nødvendigt.

For at kunne give en bedre service og en større forståelse for egen sygdom har psykiatrien gennem de sidste 10-15 år udviklet en lang række bruger- og patientstyrede initiativer – noget, som de somatiske specialer først nu er ved at opbygge.

Psykiatrien er som fag baseret på en tværfaglig tilgang til udredning og behandlingen, hvor udviklingen er foregået som en vekselvirkning mellem de naturvidenskabelige, humanistiske og sociale videnskaber. Til forskel fra andre lægevidenskabelige specialer har psykiatrien ikke udelukkende fokus på de biologiske årsagsmodeller, men også på det subjektive og det emotionelle.

Den neurovidenskabelige viden med bl.a. brug af billeddannende teknikker eksploderer i disse år, og det er en udvikling, der har stor betydning for psykiatrien. De psykiatriske specialer er nemlig centralt placeret i neurovidenskaben, hvor psykiatriens forskere har arbejdet de seneste 30 år, og dag for dag når de et skridt videre.

En forståelse af sammenhæng i viden og indsigt har afgørende betydning for vores fundamentale forståelse af de psykiske sygdomme. Jo længere vi kommer, jo bedre kan vi behandle patienterne.

Alle disse forhold er med til at skabe en psykiatri, som efter vores opfattelse udgør det mest spændende og udfordrende område af sundhedsvæsenet. Og heldigvis er vi ikke alene om den betragtning. I en tid med små årgange og stor lægemangel er det uhyre positivt, at vi oplever en markant søgning til de psykiatriske specialer.

En opgørelse fra Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse viser, at psykiatrien i 2007 på landsplan indtog tredjepladsen blandt de mest søgte specialelægeuddannelser. Som i andre specialer er der store regionale forskelle, og der er stadig lang vej endnu. Men det er en udvikling, vi glæder os meget over.

Og de nye psykiatere kommer ikke til at kede sig. En række konkrete udfordringer vil præge udviklingen i de kommende år og give fast arbejde til alle i psykiatrien. Forenklet sagt handler det om viden, ressourcer, personale og omdømme:

Hovedparten af mennesker med psykiatriske lidelser og sygdomme behandles af den alment praktiserende læge – og sådan bør det også være i fremtiden. Imidlertid oplever vi et voksende pres inden for både (voksen)psykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien i form af et øget antal henvisninger til undersøgelse og behandling hos speciallægerne. Det stiller krav om større effektivisering og en opgaveglidning mellem faggrupperne.

Psykisk syge har fortsat en markant oversygelighed af somatiske sygdomme og en lige så betydelig overdødelighed. Vejen frem er en øget opmærksomhed på psykisk syges livsvilkår og en forbedring af deres generelle sundhed. Det skal ikke mindst ske via et tættere samarbejde med andre lægelige specialer.

Forebyggelse og tidlig opsporing af psykisk sygdom skal prioriteres højere. Vi har de seneste år opnået gode resultater med en tidlig behandling af unge med psykose – dvs. i de tilfælde, hvor vi har fået kontakt til dem tidligt nok i forløbet.

Problemet er imidlertid, at de unge ofte først henvender sig eller bliver henvist efter årelang sygdom med psykotiske forestillinger. Tilbuddet om tidlig og intensiv behandling gælder indtil videre kun unge med begyndende psykose. Vi kunne ønske os en tilsvarende øget indsats for andre patientkategorier.

Manglen på arbejdskraft inden for sundhedssektoren er allerede en barsk realitet, og det gælder også for psykiatrien.

Fremskrivningerne er dystre, og vi bliver ramt ekstra hårdt, fordi netop den personlige kontakt til en fagprofessionel er altafgørende i psykiatrien. En del af manglen kan hentes via omlægning af arbejdsgange og brug af moderne teknologi til at kompensere for lange geografiske afstande.

Derudover gør regionerne allerede nu en stor indsats for at sikre et godt arbejdsmiljø, relevant kompetenceudvikling og tydelige karrieremuligheder for alle faggrupper.

Det private marked udgør en stadig større udfordring. Vi oplever allerede, at privathospitaler og privatklinikker tiltrækker personale, fordi de kan tilbyde andre arbejdsvilkår end de offentlige hospitaler. Det skævvrider konkurrenceforholdet; men i den offentlige psykiatri indretter vi os på at imødekomme en undersøgelses- og behandlingsret.

Det gør vi blandt andet, fordi vi er af den opfattelse, at vi har det mest varierede tilbud til patienterne, dvs. akutfunktioner, almenfunktioner og højt specialiserede enheder.

Antallet af psykisk syge, som begår kriminalitet, er fortsat stigende. En velbehandlet psykisk syg er ikke mere kriminel end en ikke psykisk syg person. Udfordringen består derfor først og fremmest i at fastholde den potentielt kriminelle psykisk syge i behandling, herunder også for et eventuelt samtidigt misbrug.

Psykiatrien har i den sammenhæng brug for at være mere opsøgende og vedholdende over for denne mindre gruppe af patienter. Erfaringer fra ind- og udland viser entydigt, at det kan lade sig gøre.

Børne- og ungdomspsykiatrien skal fremover kunne tage imod ca. 2 procent af den relevante aldersgruppe mod de nuværende ca. 1 procent. Dermed vil den danske børne- og ungdomspsykiatri komme på samme kapacitetsmæssige niveau som landene omkring os.

Udvidelsen er allerede i gang; men der er behov for væsentlig flere speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri for at kunne imødekomme stigningen.

Det økonomiske grundlag for diagnosticering og behandling af somatiske sygdomme har altid været markant bedre end for psykiske sygdomme, og i de senere år er forskellen blevet større. Efter kommunalreformen er der ingen tegn på, at dette forhold vil ændre sig.

Regering og Folketing, der reelt bestemmer regionernes indtægter, har ikke signaleret eller vist en ændring i den hidtidige prioritering. Tværtimod fortsætter man med at operere med satspuljemidler, som har en langsommelig ansøgningsprocedure og kun sikrer kortvarige løsninger. Sagens alvor og omfang står i kontrast til den manglende politiske parathed til vitterlig at gøre noget ved problemet.

Retter vi blikket mod Norge, kan vi se, at politikerne på tværs af partierne har sikret en fordobling af psykiatriens ressourcer over de seneste 10 år. Således udgør psykiatriens andel af de samlede sundhedsudgifter i Norge ca. 20 procent mod kun 10 procent i Danmark.

Psykiatriens omdømme betyder en hel del for at sikre patienternes og de pårørendes tillid, og det har stor betydning for politikernes prioritering. Psykiske sygdomme er fortsat mere myte- og tabubelagt end andre sygdomme på trods af en flittig oplysningsindsats fra f.eks. Psykiatrifonden.

Indimellem lykkes det psykiatrien at trænge igennem med de gode historier, men det er sjældent. Der er desværre en tendens til at fastholde en sensationspræget omtale af psykisk syge og af psykiatri generelt.

Det har en selvforstærkende effekt, og det kan være en voldsom oplevelse for patienter, pårørende og personale at se psykiatrien hængt ud. Mindst af alt bidrager det til en afstigmatisering af mennesker med en psykisk lidelse og sygdom.

Vi anerkender det ansvar, vi selv har for at præsentere et mere realistisk og positivt billede af psykiatrien. Vi stiller gerne op i medierne, og vi vil også gerne gå i dialog om de kritiske emner, der skal selvfølgelig ikke være positiv særbehandling af psykiatrien.

Men det ærgrer os, at vi indimellem må bruge meget tid på enkeltsager, der ofte fremstilles ensidigt og sensationspræget. Den tid var bedre brugt på en konstruktiv kontakt, og ikke mindst til generel udvikling af psykiatrien og den behandling, der er vores kerneområde.

Vi appellerer derfor til, at det øvrige samfund, også medier, vil arbejde aktivt på at nedbryde fordommene og lade psykisk syge medborgere opleve sig ligestillet i enhver henseende.

Sådan ser forholdene ud. På det grundlag arbejder vi på at opretholde en psykiatri, hvor borgerne er trygge ved at modtage behandling og pleje. Hvor patienter og pårørende føler sig velkommen, respekteret og inddraget. Vi ønsker at være en psykiatri, der samarbejder konstruktivt med brugerpårørendeforeninger og myndigheder.

Vores udgangspunkt er, at det er muligt helt eller delvis at komme sig efter alvorlige psykiske sygdomme. Vi arbejder ud fra den holdning, at alle mennesker med en sindslidelse skal have den nødvendige, men samtidig mindst indgribende behandling. Det er vores behandling og pleje indrettet efter, og vi favner derfor også et bredt fagligt spektrum.

Det gør flere tusinde ansatte hver dag en stor indsats for at realisere. Enten ved at bruge deres faglighed til at yde service i patientkontakten eller ved at præstere forskning på et højt internationalt niveau.

Vi har kompetencerne og engagementet, og vi påtager os vores del af ansvaret. Men vi kan ikke nå hele vejen alene. Hvis dansk psykiatri skal op på det niveau, vi med rette kan forvente i et land som vores, er der brug for tre ting: en ændret politisk prioritering, en øget tilgang af kvalificeret personale og en fair behandling i det omgivende samfund.

Kort sagt en anderledes vinkel på psykiatrien.