Han har haft den bil i et par år nu.
Eller rettere: Vi har haft den bil i et par år. Vi har ikke hver vores bil, vi kører begge to i den. Det er heller ikke en bil, der er sponseret af det firma, han arbejder for. Så det er sådan set helt korrekt at sige ’vi’ og ’vores’ bil. Men jeg har det svært med det. Det er først på det seneste, jeg er begyndt at kalde den ’vores’ i stedet for ’hans’. Men slet ikke hver gang. Jeg var imod, allerede inden han fik den. Undskyld: Inden vi fik den. Paradoksalt nok er det måske min egen skyld. Jeg var i hvert fald en slags katalysator. Uden at vide det. Jeg havde ladet et glittet magasin ligge på mit skrivebord. Slået op på en BMW-reklame. »Neeej, kunne du godt tænke dig sådan en bil«, sagde han forventningsfuldt, da han fik øje på annoncen.
