Kernefamilien er tilbage og er igen blevet ideal og ønskværdigt mål. Dødsdommen er flere gange blevet afsagt over den forældede familieform, men ridende på kulturkampens bølge er kernefamilien ved at vinde indpas i samfundet igen. Men hvilke karakteristika har dette ideal? Hvordan passer kernefamiliens død og genopstandelse ind i myten om moderne, globale samfund, præget af værdirelativisme og ideologiernes fallit? Og hvilke konsekvenser bør det have for dansk politik? Udviklingen i familieformer siden 1950'erne er velkendt, og vi ønsker ikke her at gentage den alt for vidtløftigt. Den kan kort skitseres med nøgleordene (post)modernitet-usikkerhed-nostalgi: De stabile, borgerlige idealer om kernefamilien blev udsat for modernitet og postmodernitet, hvilket smadrede forestillingen om, at én og kun én familiekultur er dækkende for de moderne, vestlige samfund. Desuden er familier i dag præget af splittelse og fragmentering, hvor hvert medlem gør sit. Far har sin ferie, mor sin. Moderne hjem har fjernsyn i alle værelser, så vi ikke længere ser fjernsyn sammen, men hver for sig. Vore børn har nemlig andre yndlingsserier end vi, så hvorfor kede sig med 'Ørnen', hvis man helst vil se 'Buffy the Vampire Slayer'? Som gruppe er familien nu om dage først og fremmest individer med en socialt pålagt følelsesmæssig forbindelse, der ofte kan virke frustrerende og utidssvarende, som ved familiemiddage og ukendte tanters begravelser. Kort og godt et sammenrend af de enkelte individers erotiske livsforløb, en ujævn blanding af stedmødre, papsøskende, delebørn og bollevenner. Kollektivt i samfundets sikkerhedspolitik og personligt i vores identitetssøgen er vi som eksistensvilkår underlagt usikkerheden. Konstant omdefinerer vi vores identitet efter venner, uddannelse, seksualitet, arbejde, bopæl mv. og bliver mere omskiftelige, end familiens snævre syn på personligheden tillader. I barndomshjemmets skød vil man altid være den irriterende lillesøster eller den artige storebroder, mens man i storby- og chatrum påtager sig ganske andre roller. Denne disharmoni resulterer i nostalgi, længsel efter sikrere, ordnede tider, deriblandt forestillingen om familien som en lykkelig, problemfri zone, hvor man accepteres og elskes betingelsesløst. Kernefamilien som ideal er ikke overraskende en søgen efter konfliktløshed, efter sociale relationer uden tvang, stress eller bagtanker. Hvad er kendetegnende for dette ideal? Vi må fremhæve, at forestillingen om kernefamilien ikke er en længsel efter en virkelig, historisk familieform. Der er i stedet tale om en revurdering af begrebet, der kan afspejle vore dages virkelighed. Alligevel mener mange, at kernefamilielivet i dag er forbundet med familieidealet fra 'Krøniken's tid, blot mindre dysfunktionelt end hos seriens samspilsramte klichémænd og -kvinder. Kontrasten til fortiden er dog tydelig i familieidealets kønsrollemønstre, der ikke er 1950'ernes patriarkalske, hvor farmand bestemte, og morlil blev hjemme, men derimod præget af fuldstændigt ligeværd mellem kønnene. Sågar medindflydelse for børnene er en fast bestanddel i nutidens danske hjem. Hvorfor drømmer unge, caffelattedrikkende kvinder i dag om at være mødre med tre søde børn, om at opfylde moderrollen efter gammeldags forskrifter? Bestemt ikke fordi de mener, det er naturgivent, men fordi de har lyst til det og føler, at det kan opfylde deres personlige behov. Det påpeges f.eks. ofte, hvordan børn i dag er statussymboler, der signalerer overskud i en travl karrieres kalender. Oprah, Alt for Damerne og andre selvbestaltede følelseseksperter betoner vigtigheden af at komme i kontakt med kvindeligheden og udråber en fødsel til det vigtigste øjeblik i en kvindes liv. Børn bliver derfor opfyldelsen af kvinders egne ønsker valgt fra eller til, som man vælger uddannelse, kæreste eller arbejde. Rollen som mor defineres altså med individet, kvinden, i centrum, ikke som før med kollektivet og almenvellet som mål. Det er derfor heller ikke indlysende, at arbejdsdelingen i hjemmet skal ske efter 'naturlige' eller traditionelle linjer, som når manden bestemmer. En moderne familieform inkluderer en forhandling om, hvor meget faderen skal tage sig af børnene, hvem der skal lave mad, gøre rent og så videre. På den måde kan de unge mødre stadig få tid til deres andre gøremål, arbejde, venindeaftener, fritid, uden at sætte forestillingen om en lykkelig familie over styr. Der er ikke noget galt med den type familie, blot må man konstatere, at kønsrollefordeling efter aftale er radikalt anderledes end den oprindelige kernefamilies vilkår. Det paradoksale bliver, at rettænkende borgere ivrigt debatterer, hvordan man kan opløse nydanskeres gammeldags familiemønstre, mens de samtidig længes efter en egen kernefamilie, efter et ideal, der opfattes som traditionelt og gammeldags. Efter en moderne familiekonstruktion, opstået i skyggen af de vestlige samfunds værdirelativisme. Denne strømning er næppe så hurtigt overstået som andre modestrømninger. Samfundets forandring vil tendere større og større individualisering og opløsning af familien, og idealet om en moderne kernefamilie vil derfor tiltage i styrke. Præcis fordi det signalerer en søgen efter faste værdier, en forestilling om, at denne familieform er bedre, mere stabil og sundere end andre, mere utraditionelle former som kollektiver, enlige forældre og delebørn. Jeg ser revitaliseringen af familien som en del af kulturkampen. Flere tendenser fra de seneste år, med 11. september som knudepunkt, peger i samme retning. Angrebet på WTC og Pentagon fastslog eksistensen af det ultimativt onde for generationer, der siden Auschwitz havde glemt absolutte værdier i en række grå, tvivlsomme krige. Nu bliver postmodernisme og værdirelativisme udsat for kritik, anført i USA af de neokonservative høge, der uden blusel sætter frihed og demokrati op som mål for udenrigspolitikken. I Danmark formuleres denne moralske genrejsning af både de borgerlige, med Dansk Folkepartis Krarup og Langballe i spidsen, og af oppositionen, hvis fokus på menneskerettigheder er udtryk for samme søgen efter absolutte punkter. I Danmark har den vigtigste faktor for fremkomsten af denne synsvinkel utvivlsomt været indvandrerdebatten; diskussionen om, at nogle kulturmønstre er mere legitime end andre. Eksempler på tvangsomskæring af piger og arrangerede ægteskaber har gjort det svært for såkaldte halalhippier at forsvare argumenter baseret udelukkende på kultur, og kun Dansk Folkeparti fører sig stadig højrøstet frem om dansk kulturs overhøjhed. Vi andre erkender, at nogle traditioner er moralsk forkerte praksisser, men argumenterne for det er skiftet fra racistiske og fremmedfjendske kulturidealer til fokus på menneskerettigheder, rationalitet, overgreb, respekt for individet og lignende. Konklusionen er dog den samme for alle dele af det politiske spektrum: Moral og værdier sættes i højsædet, vi kan igen diskutere rigtigt og forkert, godt og ondt. Som det ses når statsministeren maner til kulturkamp og påkalder sig besættelsestidens moralske valg som begrundelse for deltagelse i Irakkrigen. Tilbagegrebet til familien som samfundets grundlæggende enhed er altså del af en tendens til igen at tildele gammeldags moral og værdier valør i en usikker verden. Sammenfaldet med pædagogisk kritik af grænseløse børn og laissez faire-opdragelse er ikke tilfældig. Børn i dag skal have faste rammer, skal forkæles mindre og lære mere. Også det er i sidste ende udtryk for moderne forestillinger, ikke en gold tilbagevenden til den sorte skole. I dag synes familierne, at børn fortjener faste principper og krav stillet til dem af hensyn til børnene selv. Erfaringer af blødsødenhed, eftergivenhed, ansvar for egen læring osv. har vist sig at hæmme børn og unges udvikling. Derfor hælder vi nu mere til en gammeldags opdragelse. Tidligere var en fast opdragelse nødvendig, fordi børnene skulle dele skolen og livet med andre, og de derfor skulle lære at ind- og underordne sig. Kravet nu er det modsatte: Hvert barn skal optimere sin udvikling for at tage mest muligt for sig af livet, hvorfor en ineffektiv, blødsøden opdragelse, som historisk giver dårlige resultater, må ophøre. Derfor fravælger forældre folkeskoler til fordel for privatskoler. Man tænker mest på sit eget barns udvikling, hvor opdragelsen tidligere var lagt an på kollektivet, almenvellet, men alligevel tolkes denne udvikling som en tilbagevenden til gammeldags dyder. Man vil opfylde sine egne krav til værdier, moral og idealer, men farver dem samtidig med vor tids pensel. Trods disse nymoralske vinde kan en revitalisering af familien, eller accept af kernefamilieidealet, blandt moderne danskere kun gennemføres med en seriøs opsang til alle, der mener, at familien skal kunne bruges til noget. Perspektivet på megen familiedebat er nemlig, at familien på den ene eller anden måde skal kunne gøre nytte, enten i samfundsmæssige termer, eller for vore personlige ønsker og mål. Erkendelsen af, at et moderne kernefamilieideal har stor indflydelse på borgernes forbrugsmønstre, fra studievalg til boligkøb og krav om sociale goder, vil politikerne hurtigt inddrage i deres socioøkonomiske overvejelser om samfundets indretning. Familien som enhed er og bliver på den måde objekt for politik og særinteresser, mest komisk udtrykt i posten som familieminister. Endda besat af de konservative, der traditionelt set burde ønske at holde sig fra indblanding i familiens privatsfære! Regeringen tror formentlig, at med udnævnelsen af en familieminister signaleres, at forestillingen om kernefamilien tages seriøst. I virkeligheden har det som effekt at bekræfte, at familien og vores forhold til vore nærmeste skal diskuteres på tinge og gøres til genstand for DJØFisering og politiske tiltag. Jeg ønsker ikke på denne måde at argumentere for familien som en udelelig, uangribelig enhed, men blot at påpege, at Folketinget ofte blander sig i moderne familieformer på en uhensigtsmæssig måde. Problemerne og hykleriet opstår, når politikere og eksperter i kor udtrykker ønske om at støtte familien og samtidig navigerer efter et gammeldags, biologisk familiebegreb frem for et moderne. Ærefrygten for biologisk slægtskab, blodsbånd, er åbenlys i diskussioner om ægteskab, børnehavepladser, samkvemsret, ældrepleje, arveret, adoption, kunstig befrugtning, det altid populistiske 'barnets tarv' eller andre danske debatter om familiære forhold. Den oprindelige, biologiske familie trækkes altid frem som mål og standard, også i lovgivningen, der tager eksplicit hensyn til biologiske slægtsforbindelser i sager om f.eks. arv eller overtagelse af familievirksomhed. Vi må ikke skrive vores børn helt ud af vores testamente, de er tvangsarvinger, selv om vi muligvis ikke måtte ønske det. Homoseksuelle ægtepar har ikke samme ret til at adoptere som heteroseksuelle, selv om alle, der ønsker at støtte 'familien', vel burde tillade 'udskejende' bøsser og lesbiske at kunne indtræde i rækken af kernefamilier. Betingelser og relationer mellem familiemedlemmer er ved livets begyndelse og slutning i konkreteste forstand institutionaliserede, fra hospital, vuggestue og børnehave til ældrebolig, plejehjem og hospice. Den lange række af socialforvaltere, der står parat til at overtage enhver familiefunktion, har i virkeligheden en konsekvens: Med statens velsignelse svækker de båndene inden for den nære familie. Det mest eklatante eksempel er plejehjemsdebatten, et aspekt af familiepolitik, der tit overses, fordi 'familiepolitik' i Danmark betyder 'populistisk støtte til børnefamilier'. De slægtsrelationer, voksne børn har til deres pensionerede forældre, er ikke en del af nogen debat om familien, selv om de med al ret burde være det. Heller ikke det faktum, at danskerne lever længere og længere, og disse relationer derfor vil blive (endnu) vigtigere, kan tilsyneladende få dem indlemmet i familietænkningen. I stedet er det lykkedes at indskyde statslige institutioner mellem generationerne, så ældredebatten nu har sin egen politiske inerti og logik. Politikerne, støttet af Ældre Sagen, gør hvad de kan for at distancere gamle og ældre fra deres børn. Faktisk inddrager ældrepolitikken og debatten om 'ældrebyrden' på ingen måde familiens rolle, men handler blot om detailstyring og minimale ændringer i plejehjemmenes budgetter. To minutter mere på hjemmehjælperens skema, så bliver de gamle lykkelige! Helt ærligt. Alle debatterne er i udpræget grad styret af vanetænkning og ekspertvælde. Ønsker man i stedet at støtte familien som den virkelige, eksisterende enhed, den er, må der nytænkning til, så både børn, forældre og bedsteforældre får bedre muligheder for reelt samkvem. Det sker næppe ved politikernes indgreb; i dag er det jo tydeligvis allerede blevet statens opgave at sikre, at vore familier er lykkelige og velfungerende. Men jo mere det sociale apparat er blevet udbygget, jo mindre har man opnået. Til et vist punkt var der fornuft i den funktionstømning, som vi udsatte familien for tidligere. I dag kan vi ikke stoppe. Man fratager uden overvejelse familien basale funktioner og formoder, at institutioner kan gøre det lige så godt, ja faktisk er det ikke usædvanligt, at det politiske styre tror, at deres institutioner kan gøre det bedre end familien. Vi er nået så vidt, at forældre ikke længere forventes at opdrage deres børn. I stedet må folkeskolen spilde tid på at bibringe børnene basale sociale færdigheder. Vi lader familierelationerne (af hvad art de end måtte være) erodere og overlader til fremmede funktionærer at videregive sociale kompetencer til vore børn?! Denne udvikling er sket til trods for, at politikere de seneste mange år har svoret deres støtte til familien. Nu, hvor familieidealet styrkes, kan vi håbe, at reel ansvarlighed igen kan finde vej til den danske debat: I stedet for diskussioner om funktion, om nytte, om økonomisk støtte, må vi blot ønske respekt for relationer, nemlig de følelsesmæssige relationer, der vitterligt eksisterer mellem familiemedlemmer. Lad os droppe tanken om, at familien først og fremmest skal have nytteværdi. Realiteten er desværre, at familien som enhed er blevet tømt for funktioner. I stedet må vi insistere på, at følelser og sociale relationer har en værdi i sig selv. At elske sine nærmeste bør ikke gøres til genstand for nyttetænkning, selv om politiske partier ofte lægger dette synspunkt til grund for deres politik. I stedet må politikken tage det modsatte udgangspunkt: Hvordan understøtter statens politik bedst familiens relationer? Først og fremmest handler det om en holdningsændring, blandt politikere, interesseorganisationer og alle, der som medlem af en familie har pligt til at engagere sig i den. Mindre nyttetænkning, tak! Familien er ikke redskab for jeres ambitioner.