Den græske boble brast. De græske politikere har i årtier bestukket vælgerkorpset ved hjælp af penge, som staten lånte i udlandet. Lånene blev brugt til at ansætte flere (vælgere) i den offentlige sektor, til pensionsordninger, til voksende lønninger og så videre. Og den græske befolkning tog hele den enorme velfærdsstigning som en selvfølge uden at stå til regnskab for, at de rige og de selvstændige ikke betaler skatter, eller at Grækenland faktisk ikke producerer ret meget, der begrunder velstandsstigningen. Lånemøllen blev af politisk-økonomiske grunde hemmeligholdt af EU’s politikere og de store banker, men boblen er nu afsløret for offentligheden. Situationen i Danmark er i virkeligheden ikke meget bedre, bare anderledes. Her er det nemlig ikke staten, som er den store låntager i udlandet. Det er derimod finanssektoren (banker og kreditforeninger). De har lånt penge i udlandet, for at boligejerne (i knap 1 million parcelhuse og 130.000 ejerlejligheder) kunne tage enorme lån i 00’erne. Derfor kan ejerne groft sagt deles op i fire grupper: 20 procent af boligejerne er teknisk insolvente, det vil sige, at de har større gæld i parcelhuset eller ejerlejligheden, end de kan sælge for 20 procent vil ved et salg komme ud med et 0 eller en mindre gevinst, svarende til værdien af deres udestue 40 procent har en vis friværdi, omkring halvdelen af deres bolig 20 procent er tæt på at være gældfri, typisk snusfornuftige pensionister. Kun disse pensionister er egentlige, reelle selvejere. Indrømmet, det er et skøn, hvor store grupperne egentlig er. Men at antallet af kritisk belånte i de to første grupper er højt, bekræftes indirekte i Nationalbankens seneste kvartalsoversigt om ’Familiernes formue og gæld’. Her fortælles på lakonisk banksprog, at nogle danskere er »flittige brugere af det finansielle system«. I praksis betyder det, at mere end hver tredje familie (ejere og lejere) havde nettogæld i 2010. Der er således hele 236.916 familier med nettogæld, og de har i gennemsnit en gæld på hele 497.319 kr. (kvartalsoversigten, tabel 8). LÆS OGSÅDanskernes friværdier er faldet med 770 milliarder kroner
Analysen fortæller, at låntagningen eksploderede i perioden 2002-2010, men den fortæller ikke direkte, at det skyldes en voldsom stigning i privatboligers belåningsgrad. Lånerne var nemlig ikke de fattige eller lejerne, for samlet set er deres gæld ubetydelig. De mest gældsatte er derimod dem med de højeste indkomster (der kan belåne deres ejendom). Gælden er ofte»’stiftet for at finansiere køb af en større bolig eller egentlige luksusgoder«. Den femtedel af familierne med den højeste indkomst stod således for hele 53 procent af den samlede bruttogæld, fortæller Nationalbanken. Det kan så skønnes – det gør Nationalbanken ikke – at en anden femtedel af boligejere står med 25 procent af den øvrige bruttogæld. Efter det regnestykke står cirka 40 procent af boligejerne altså for 75 procent af gældsætningen. Hvordan kunne denne gældseksplosion ske? En hovedårsag til den danske boligboble var liberaliseringen af lånemuligheder og et parallelt skattestop for ejendomsbeskatning siden 2003. Afdragsfrie lån (uden løbende afdrag) og lån med fleksibel rente (’F1’) blev presset gennem af banker og kreditforeninger, der ønskede finansielle supermarkeder med flere varer. Politisk blev det båret igennem i Folketinget af argumentet om, at et lærerpar fra København ikke behøvede at pendle fra Slagelse, men skulle ’have råd til at købe bolig tæt på deres arbejde i København’. Konsekvensen af afdragsfrie lån var imidlertid bare stigende huspriser. Økonomiministeriet bagatelliserede med en skønnet prisstigning på 5 procent. Men i attraktive områder nær storbyerne steg priserne nærmere med 25 procent fra 2003, til boblen brast i 2007. Lærerparret fik bare lov til at købe til en højere købspris, så de i dag er højt belånte og teknisk insolvente: stavnsbundne til deres bolig. Liberaliseringen havde også psykologiske effekter. Der opstod en tidsånd med ret til at forbruge for lånte penge. Man var et fjols, hvis man ikke stod på. Mange af dem, som havde købt før årtusindeskiftet, havde ’friværdi’ og blev lokket til at tage nye lån i huset, så de kunne købe eller spekulere for pengene. De var med til at ’løfte konjunkturen’, som økonomerne siger. Nu står de med tungt belånte huse, hvor de kunne have været næsten gældfrie.
