Højtærede Folk, Højtærede Ting – Vi er så heldige. Vi lever i en tid, hvor udfordringerne er enorme og mulighederne derfor også er det. Således kan denne regerings første redegørelse for rigets almindelige tilstand og de af regeringen påtænkte foranstaltninger, som det hedder i grundloven, sammenfattes i ét meget kort udsagn, endda på klingende nudansk: Business as usual is not an option – eller på mere klassisk dansk: Det kan ikke blive ved på den her måde, vi må gøre noget helt nyt. Og vi skal gøre noget, vi først for alvor ser resultaterne af om flere generationer. Vi skal udforme en ny strategi for indvandring og integration. Få aspekter af det danske samfund har vakt større vrede og skuffelse i især vores nære nabolande end dette spørgsmål. Vi er derfor nødt til at genoverveje vores erfaringer og til at insistere på, at hovedproblemet er den manglende folkelige legitimitet af den førte indvandringspolitik. Det nytter ikke, at en regering vil indvandring, hvis folket ikke vil. Men der er ingen tvivl om, at folket gerne vil, hvis det kan se, at det ikke ødelægger, men tværtimod befrugter det danske samfund. Regeringen vil derfor fremlægge et forslag til total tivolisering af det danske samfund. Den gamle carstensenske have i hjertet af København er jo måske det globalt allermest kendte stykke folkelig dansk kultur. Tivoli er for mange indbegrebet af Danmark, men er jo samtidig ironisk nok ikke andet end ét stort citat fra den vide verden. Dér er en arabisk udseende bygning med navnet Nimb og store tårne, som var det en minaret, dér er et japansk-kinesisk tårn, tyrkiske boder, Pariserhjul, candyfloss, Pjerrot og Columbine, amerikanske veteranbiler, og det hele har et navn, som er italiensk. Tivoli viser, at vi kan hente hele verden ind i vores land, lære af det og elske det ved at gøre det småt og overskueligt. Danskheden er hele den ganske verden samlet en miniature. En tivolisering af Danmark består i overalt at opsøge forfriskende, nye og fremmede elementer i befolkningen, i vaner, i mad, i festtraditioner, i håndværk, i viden om verden og dens spiselige vækster, som findes i vort land. Og så på den ene side dyrke det, hylde det og elske det, men på den anden side også insistere på, at det må forstå sig selv som en del af en større helhed, en verden fuld af andre citater fra andre dele af verden. Vores integrationspolitik skal venligt, men meget bestemt tilkendegive, at alt fremmed er mere end velkomment, så længe det er hyggeligt. Vi skal holde op med at være så aggressive over for det nye, men vi skal til gengæld kræve af det, at det forstår sin sammenhæng. Det vil tage generationer, men er omvendt sket mange gange før i danmarkshistorien med så tilpas succes, at vi har glemt det igen.

Business as usual har også problemer på mange andre områder. Det var direkte vanærende for Danmark, da den foregående regering forsømte at tage ansvar og spille en offensiv og konstruktiv rolle under det store klimatopmøde i København i 2009. Og det var ikke mindre ødelæggende for vores omdømme, at den danske befolkning ikke før nu har gjort ordentligt op med en så sjusket omgang med landets renommé og verdens fremtid. Men klimaproblemerne er der jo alligevel, selv om Danmark ikke tog dem alvorligt. Derfor vil regeringen omgående støtte og styrke folkelige initiativer for skabelsen af en anden energiforsyning. Samsø er et lysende eksempel på, hvordan et lille samfund gennem fællesskab og egenfinansiering kan løfte sig ind i den vedvarende energis tidsalder og blive selvforsynende med energi og styrket som lokalsamfund. Eksemplet Samsø er langt mere kendt i resten af verden end i Danmark. Fødevareproduktion er et område, hvor Danmark traditionelt har været stærkt og førende internationalt, men hvor vi i dag står med et udpint, konkurstruet landbrug, som savner folkelig opbakning, miljømæssig bæredygtighed og glæde og glød. Det gamle landbrugs integration af landskab, beboelse og madproduktion i velfungerende landsbyer er afløst af økologisk set helt uholdbare industrielle marker og koncentrationslejre til dyreavl, som fylder forbrugerne med en følelse af smerte, hvis de er uheldige nok til at tænke på, hvor maden kommer fra, når de har sat sig til bords. En nye folkelig vækkelse, en ny andelsbevægelse, en ny form for landbrug, som for eksempel det, økologerne kalder matrix-landbrug, hvor nogle tusinde voksne går sammen om at organisere og finansiere integrationen af fem-ti små landbrug på tilsammen 500 hektar med 50 ansatte til at producere al maden til tusind familier. Det kræver nye ejerskabsformer, nye samarbejdsformer, nye visioner og et mylder af drømme levet ud, men det er muligt. Regeringen kan naturligvis ikke starte en ny andelsbevægelse, det må folket selv gøre, men vi kan skabe al den dokumentation, alle de vejledninger og al den støtte, der skal til, for at det får en let gang på jord. Danmark står i disse år med uanede muligheder for at forny sin madmæssige tradition. Ud af nærmest ingenting gik København hen og blev en af de byer i verden, der har flest michelinstjernerestauranter pr. indbygger. Vi har fået en dansk restaurant – der endda kun serverer mad fra vores egen tidligere så mørke gastronomiske region – kåret som verdens bedste restaurant. Det er en fantastisk mulighed for at skabe en begejstret omlægning af fødevareproduktionen herhjemme fra gold storskalaindustri til frodig mødeplads i samfundet. Det er sigende og opløftende, at chefkokken på verdens bedste restaurant er søn af en makedonsk indvandrer, der har arbejdet som taxachauffør i Danmark. Dette at kunne føre to verdener sammen, en traditionel madkultur fra Balkan med vægt på det, man kan finde og dyrke selv, og en avanceret urban tilberedningskultur har skabt en verdenssensation af kvalitet på restaurant Noma. Erfaringen herfra peger også på, hvordan vi kan løse et af de mest hårdnakkede problemer i dansk politik gennem de sidste mange år: efterlønnen! Dette spøgelse er gået gennem dansk politik i mere end et årti, og ingen politiker tør gøre det, alle økonomer vil råde til, nemlig at afskaffe efterlønnen. Det vil vi heller ikke gøre i denne regerings tid. Men vi vil gøre noget andet. Vi vil give efterlønnere, pensionister, arbejdsløse og kuponklippere et tilbud, de får svært ved at afslå: et tilbud om livskvalitet. Der kommer jo ikke til at gå mange år, før dette at være på efterløn vil blive stigmatiseret – det vil være et åg, en skamplet, en pinlighed, fordi resten af samfundet vil udstøde og foragte arbejdsføre mennesker, der ikke bidrager til samfundet, men går rastløst i vejen for andre. Allermest lavstatus bliver de pensionister, der for fjortende gang det år tager ud i lufthavnen for at brænde lidt mere af deres friværdi af på endnu en gang at tage den fossilfråsende flyver til en eksotisk destination, de ikke kan huske navnet på, når de er kommet hjem.