Normalt får man mere respekt for sine politiske modstandere ved at lære dem at kende. Det har jeg oplevet mange gange i de 30 år, jeg har forhandlet og lavet kompromiser med borgerlige partier. Sådan er det ikke med Lars Løkke, Claus Hjort, Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahl. Tværtimod. Jo bedre jeg lærer dem og deres virkelige holdninger at kende, desto mindre respekt. Som de fleste andre danskere er jeg særdeles rystet over det makværk, VKO nu vil gennemtrumfe under den falske varebetegnelse ’genopretningsplan’. Planen er nederdrægtig og kortsynet. Asocial og samfundsskadelig. Den leverer forkerte svar på forkert formulerede udfordringer. Den er det hidtil mest konsekvente forsøg på at aflive den model, der i generationer har gjort det danske samfund både stærkt og sympatisk. Hvad var det stærke og sympatiske ved den danske model, som jeg sammen med så mange andre har brugt hele mit voksne liv på at kæmpe for? Vi blev et af verdens rigeste, mest konkurrencedygtige samfund, samtidig med at vi har sikret en mere ligelig fordeling af goderne og større social tryghed end andre steder. Danmark blev rigt, fordi der blev sørget for en god folkeskole og gratis tilbud til alle om videre uddannelse. I Danmark var der billig og god børnepasning, så både far og mor trygt kunne gå på arbejde. I Danmark var et fælles offentligt sundhedsvæsen, hvor det aldrig blev den private pengepung, der bestemte, om man fik god behandling under sygdom. Dansk erhvervsliv blomstrede i samspil med stærke, ansvarlige fagforeninger, der stod vagt om ’flexicurity’-modellen; fordi det var fællesskabet og ikke den enkelte virksomhed, der sørgede for, at medarbejderne havde understøttelse ved sygdom og arbejdsløshed. Og fordi samfundet sørgede for veluddannede medarbejdere og god infrastruktur. Op gennem 1990’erne havde jeg æren af at være finansminister i en regering, der moderniserede den danske model, styrkede dansk beskæftigelse og konkurrencekraft i den internationale økonomi og holdt styr på den hjemlige økonomi. Skattetrykket var konstant, men stærk vækst i økonomien skabte betydelige midler til at udvikle velfærden. Dén borgerlige regering, vi har haft siden 2001, har nu definitivt afsløret sig selv som hyklere i bekendelsen til den danske model. Det er egentlig ikke så overraskende, for forud for valgene i 2005, 2007 og 2011 har regeringen systematisk uddelt ufinansierede skattelettelser for at købe vælgere. Privatøkonomien hos flertallet fik lov boble op for penge, der blev lånt på kunstigt oppustede værdier i fast ejendom og aktier og ved at undergrave fællesskabets indtægter. Nu er boblen bristet. De oppustede værdier er forsvundet som dug for solen. Statskassen er et gabende hul. Og Danmark har mistet 165.000 arbejdspladser de seneste to år.
Regeringen siger så, at nu skal vi være ansvarlige – underforstået: Det er en uansvarlig opposition, der ikke vil være med til at skære dybt i den kommunale service, massakrere børnechecken for familier med mange børn, forringe dagpengerettigheder og skære dramatisk i voksenuddannelser, universiteter og forskningsindsats de næste tre år! Det skal man høre på fra en regering, der på intet tidspunkt de sidste otte et halvt år har vist rettidig omhu i sin økonomiske politik, og som altid har ladet hensynet til næste valg veje tungere end hensynet til næste generation: Man lod privatøkonomien løbe løbsk for at tækkes vælgerne. Og de sidste par år har man systematisk nægtet at gøre det rigtige for at bekæmpe krise og arbejdsløshed. Hvis regeringen ville gøre mest muligt for at skabe nye arbejdspladser her og nu, skulle den have brugt pengene på at fremrykke nødvendige, samfundsnyttige investeringer i skoler og sygehuse, baner og veje m.v. Men man valgte i stedet at brænde mange milliarder af på skattelettelser, som der først kommer regning for efter næste valg. Nu kommer regeringen så og fortæller, at den offentlige sektor skal på slankekur, fordi vi skal betale regningen for finanskrisen, og fordi EU kræver det, for at vi kan leve op til de såkaldte konvergenskrav. Denne fortælling indeholder en kaskade af usandheder og vrangforestillinger. Finanskrisen er et påskud. Det er grundlæggende regningen for de foregående års vælgerbestikkelse, der nu skal betales. Og prisen bliver let mindre vækst og større ledighed end nødvendigt. Det er en stor tåbelighed at give EU skylden og dermed lægge det europæiske samarbejde for had. Dels er vi ikke bundet af EU’s konvergenskrav, dels kunne vi i øvrigt udmærket leve op til dem ved at føre en helt anden politik som foreslået af S-SF. Er påstanden om, at det i virkeligheden er EU’s skyld, endnu en stupid indrømmelse til Dansk Folkeparti? I hvert fald tjener det jo kun deres interesser at give EU skylden. Hele ’genopretningsplanen’ bygger på den primitive borgerlige fejlopfattelse af den offentlige sektor som en byrde, de private virksomheder bærer på deres ryg. Sandheden er en anden: Privat og offentlig er hinandens forudsætninger, ikke hinandens modsætninger. Regeringen prøver at bilde os ind, at der sidder masser af overflødige bureaukrater, så der kan skæres, uden at borgerne mærker noget. Der kan og skal altid findes nye muligheder for at rationalisere. Det har regeringen jo også – ligesom sine forgængere – hele tiden haft fokus på. Netop af dén grund er det løgn, at der findes oversete milliardbeløb, som kommunerne kan trylle frem næste år. Regeringens krav til kommunerne de næste tre år kan derfor kun findes ved at fjerne pædagoger og medhjælpere i børnehaverne, lærere i folkeskolen og medarbejdere i ældreplejen – og ved større brugerbetaling. Er det ansvarligt? Nej, det er uansvarligt at fordyre børnehavetilbuddet og forringe det med mange lukkedage. Det kan få forældre til at forlade arbejdsmarkedet, hvor vi har brug for dem i de kommende år. Det er uansvarligt at skære på timetallet og hæve antallet af børn i klasserne, for hvis vi i næste generation skal være førende i verden, så er det helt nødvendigt, at børnene har verdens bedste folkeskole. Og det er uanstændigt at forringe omsorgen for de svageste af vore ældre, hvad enten de har brug for hjemmehjælp, plejebolig eller sygehus. Men alt dette er ifølge både socialdemokratiske og borgerlige borgmestre nøjagtig, hvad der kommer til at ske. Regeringen har i aftalen med Dansk Folkeparti sikret sig håndjern og benlås til kommunerne, så de ingen chancer har for at undvige nedskæringsdagsordenen.
