Folkeskolen var mit smertensbarn i mine 15 år som undervisningsminister (1982-93 og 2005-10). Følelsen var uden tvivl gensidig! I de første ti år havde jeg ikke flertal for noget som helst, og i de sidste fem år tog jeg så hårdt fat, at det blev opfattet som en mistillidserklæring til skolens ansatte. Jeg lærte af dyrekøbt erfaring, at man ikke skal pukke for meget på skolens middelmådige gennemsnit. Det skaber modvilje og opgivelse, også hos dem, der faktisk leverer et solidt fagligt arbejde uden at se på klokken og med et minimum af sygefravær. Jeg lærte at fremhæve gode eksempler, dvs. skoler med gode resultater og høj tilfredshed blandt forældre, elever og lærere. Jeg lærte, at lærernes og især ledelsens autoritet er aldeles afgørende, hvis en dårlig situation skal rettes op og elevflugt ændres til god omtale og ventelister. Derfor har jeg intet imod regeringens projekt Ny Nordisk Skole, som jeg var med til at drøfte på årets traditionsrige Sorømøde. Hvis der er fællestræk ved de nordiske skoler, som kan forklare, hvorfor vore nordiske samfund klarer sig så forbløffende godt – og hvorfor vore borgere er så overraskende tilfredse med deres liv – så lad os få fokus på det og fremelske det. Det bliver i stigende grad bemærket i udlandet, at de fem nordiske lande næsten altid ligger blandt de ti bedste, uanset hvad der måles. Det er et aktiv, som landene bør videreudvikle i fællesskab. Lad os få fokus på bedste praksis og fremhæve og rose dem, der gør det bedst. Så kan enhver jo tænke sit og spørge, hvorfor der ikke er flere, der har set lyset. Kommuner og skoler er efter min mening alt for sløve til at lære af hinanden. Som indenrigsminister kunne jeg ikke begribe, at en Krevi-rapport, der dokumenterede fremragende resultater i visse kommuner på f.eks. social- og sundhedsområdet, ikke omgående førte til krav om ændringer der, hvor man haltede bagud.
Ny nordisk skole, nyliberalisme og nysprog Det samme gælder i det nordiske samarbejde, hvor vi er alt for dårlige til at lære af hinanden. Eksempel: Hvordan går det til, at anbringelser af børn uden for hjemmet foregår både bedre og 25 procent billigere i Sverige, uden at det fører til handling i Danmark? Hvordan går det til, at skolen i Rinkeby i Sverige ikke er blevet et ikon i Danmark? Takket være indførelsen af nationale test, bl.a. læsetest i 2., 4., 6. og 8. klasse, er det nu muligt at følge skolernes resultater og fremgang på det allervigtigste af alle fagområder: læsning, som er alle fags moder. Der er efterhånden kommet uddannede læsevejledere på næsten alle skoler. (Tidligere lærte kun de færreste at undervise i læsning på seminarierne). Det betyder, at der nu er langt bedre muligheder for at skelne mellem på den ene side, hvad der virker i undervisningen, og på den anden side alle udenværkerne. Jeg ville ønske, at Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) – som nu er en del af Aarhus Universitet, selv om det ligger i København – ville gøre det til sin hovedaktivitet at sætte fokus på, hvad der virker, og hvorfor det virker. Det er en indlysende forskningsopgave for et pædagogisk universitet. Desværre foretager DPU sig alt muligt andet, uddanner sociologer og antropologer i stort tal, som skolerne ikke får nogen som helst glæde af. Skolen og skoledebatten har i årtier været plaget af alt andet end facts. Lærerne er blevet drevet fra det ene til det andet uden dokumentation af effekten. Det har Lærerforeningen med rette påpeget. Men den samme lærerforening har også dyrket mange af de pædagogiske blålys, som skolen døjer med i dag.
