Hvordan skal man vænne sig til alt det ny? Nemt nok. Den menneskelige tilpasningsdygtighed er nærmest grænseløs, vores evne for omfortolkning - legendarisk. Alene i min levetid er hele tre skrækscenarier gået i opfyldelse. Men vi oplever dem som - succeshistorier! Tænk på Aldous Huxleys 'Fagre nye verden', hvor der tages forskud på udviklingen af de reproduktive teknikker, bioteknologien og sovende indlæring. Fint at få børn på utallige måder, flot, at vi ad genteknologisk vej er ved at helbrede dødelige sygdomme. Drømmen om at komme 'sovende' til lærdom er vel heller ikke helt ueffen, de tilgængelige medikamenter taget i betragtning, for slet ikke at tale om kommunernes implementering af NLP - neurolingvistisk programmering. Manipulationen af vores eget inderste væsen kan man jo ikke mærke. Så nu mangler vi bare en metode til at afskaffe de udgiftstunge syge og selvforskyldte gamle. Realiseringen af George Orwells Big Brother-samfund, '1984', tager vi stille og roligt. Video-overvågning i det offentlige rum og telefonaflytning i det private - for ikke at tale om kontrol med de såkaldte visitationszoner, hvor folk efter terrorlovene kan anholdes uden retskendelse - betryggende. Og hvad med Facebook-tranparens? Om Ray Bradburys 'Fahrenheit 451' er gået i opfyldelse, er en smagssag. For vi brænder ikke bøger, vi makulerer dem - når de ikke svarer til markedets behov. Bogmessernes elefantiasis er svar på en efterspørgsel efter noget, mange mangler. Som om der ikke var bøger nok. Aldrig før i historien har så mange mennesker arbejdet på deres personlige udvikling og investeret i individuel salighed. I 1958 slog den berømte zenmester Suzuki sig ned i USA - forfatter til bogen 'At begynde hvert et øjeblik' - fordi han i amerikanerne genkendte 'begyndersindet'. LÆS OGSÅInterview: Suzanne Brøgger, pigen der var ingen Også danskerne har forbundet sig med USA, kulturelt og militært, for at få del i troen på fremtiden. I de sidste hundrede år er 'det nye' kommet fra Amerika. Mens USA i teknologisk henseende er blevet sammenlignet med Romerrigets muskel, har Europa været opfattet som det gamle Grækenland med de immaterielle kulturværdier - demokratiets vugge. Men det er lul lul, vuggen går… Græder hun, Europa, selvom hun har fået en pris? Opgaven er ellers indlysende: At virke for freden og demokratiet udadtil og at udvikle den transnationale utopi indadtil, der sikrer social sikkerhed og som ikke ender i en af de to blindgyder - i nostalgien efter den nationale velfærdsstat eller i det neoliberale finansmareridt.
Folkevandringerne gør det kun alt for klart, at man ikke længere har mulighed for at opretholde en national velfærdsstat, uden at resten af verden vil have del i den. Nationalstaten har ikke midler til at beskytte sig selv, hvis den samtidig vil bevare sit demokrati. Ville Danmark ikke for længst have været 'nedlagt landskab', hvis ikke det havde været for 'Fort Europa'? Men hvad skulle bankerne gøre uden staten? Den ultraliberale minimalstat kan kun ekstremister for alvor gå ind for. Dertil har alt for mange mennesker fået bank og blå mærker. Er det latterligt at forestille sig en vej ud af de to blindgyder? Vi er jo bare krible-krable-kryb på et grønt blad. Og så giver vi os straks til at holde foredrag om hele træet, verden og fremtiden, som H.C. Andersen ville sige. Latterligt eller ej, vi kan ikke tage til takke med bare at være insekter. Vi må også være modige som mennesker og sige noget: Og for at det ny kan ske, er vi nødt til at tage afsked med det gamle. Og det vil for Danmarks vedkommende sige: At gøre op med 00'ernes første tiårs regimente, hvor Danmark blev forbillede og førerhund for Europas højrepopulistiske bevægelser - i Norden især.
