»Underligt som folk forsvinder. Ikke familie og nære venner, dem prøver man jo så vidt muligt at følge, men fjernere bekendte. Måske går de på pension og fortæller, når vi en sjælden gang mødes, om have, golf, rejser, børnebørn eller sygdomme. Så er de pludselig borte, og man hører ikke mere til dem, før man en skønne dag ser en dødsannonce«. (Fra novellen ’Gyngende Grund’). Som mange indbyggede holdninger og fordomme ligger det gemt i sproget. I vores vestlige kultur er det ungdommen, som er lovende, aldrig alderdommen, og ord som gammeldags, gammelmodig, gammelklog eller gamling er negativt ladede. Der er andre kulturer, hvor alderdommen æres og – med rette eller urette – forbindes med begreber som visdom og modenhed. Da patriarken Jakob, far til Josef og hans brødre, skulle præsenteres for den unge egyptiske farao, opgav han ifølge Thomas Manns mammutroman noget fejlagtigt sin alder til 450 år – måske var det lidt mindre, måske lidt mere, jeg husker ikke det præcise tal. Jakob lod sig ikke imponere af pragten ved det egyptiske hof. Han ville påpege, at han alene i kraft af sin alder var fornemmere end faraoen.
LÆS KRONIKMin alderdom En høj alder var tegn på, at man blev respekteret, også af Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Metusalem blev ifølge Det Gamle Testamente 969 år og døde syv dage før syndfloden, som den højere magt simpelthen udskød for at der skulle være tid til at sørge over den døde, inden vandfloden dækkede jorden. Men der findes også folkestammer, hvor gamle forslidte mænd og koner efter et langt liv går op på et bjerg, ser ud i horisonten og sætter sig til at dø. De behøver ikke længere at være forpligtede på livet. Der skal gives plads til kommende generationer. Nu må besværligheder og morskab – og madforråd – overlades til dem. Ikke sådan i vores civilisation. De gamle, der virkelig er mætte af dage og frem for alt ønsker at dø, får ikke officielt lov til det. De er måske fysisk og psykisk reducerede og alligevel bevidste om ydmygelse og fornedrelse.
