Ingen vil benægte at temaer som ytringsfrihed, selvcensur og religiøs fanatisme har været dominerende i debatten i 2006.

Interessant er det imidlertid at de samtidig minder slående om hovedindholdet i en tilværelse der sluttede 28. december 1706, altså for nøjagtigt 300 år siden. Da døde, i et lille fattigt hummer i Rotterdam, Pierre Bayle, en nøgleskikkelse i europæisk idéhistorie, en overgangsfigur mellem 1500-tallets religionskrige og 1700-tallets oplysningstænkning. Bayle var på en og samme tid offer og aktør i sin samtids religiøse konflikter, og hans indsats og skæbne fortjener opmærksomhed også herhjemme, ikke mindst i år. Ikke alt fortidigt er dagen i dag uvedkommende, og det dagsaktuelle har ofte rødder langt tilbage i tid. Et hastigt blik på Bayles liv vil retfærdiggøre betegnelsen ’offer’. Han blev født i det sydvestlige Frankrig i 1647 i en lille calvinistisk domineret landsby hvor hans far var præst. Ganske vist var de store religionskrige i Frankrig så nogenlunde blevet afsluttet 50 år tidligere, men der var fortsat stærke spændinger mellem katolikker og calvinister, og det var navnlig i udkanterne af riget at calvinisterne havde slået sig ned for i nogenlunde fred at leve i overensstemmelse med deres tro. Pierre blev undervist af faderen og rejste først hjemmefra som 21-årig for at fortsætte studierne i det nærliggende Toulouse. Eneste mulighed her var et jesuiterkollegium, og efter få måneder havde Bayle konverteret til katolicismen, hvad han dog ikke turde røbe over for familien. Antageligt har presset fra de pågående jesuitter været for stort til at han kunne modstå det, men deres triumf blev kortvarig, for knap havde Bayle forladt kollegiet før han afsvor katolicismen og igen bekendte sig til den calvinske lære. Vendekåbe? Der var snarere tale om et ungdommeligt fejltrin som han skulle komme til at betale dyrt for resten af livet. Hans tilbagevenden til calvinismen betød nemlig at han var at betragte som fredløs i Frankrig, og han genså aldrig sin familie. Efter ophold bl.a. i Genève, hvor han ernærede sig som huslærer, måtte han flygte til Rotterdam, hvor han levede fra begyndelsen af 1680’erne til sin død. Det skulle dog hurtigt vise sig at Bayle i dette tilholdssted for calvinister kom fra asken i ilden. Det hang præcist sammen med hans syn på tolerance og på forfølgelser af religiøse grunde, hvilket fører os fra ’offeret’ Bayle til aktøren, til forfatteren. Bayles mangesidige virke som skribent rummer først og fremmest et kæmpestort leksikon ’Dictionnaire historique et critique’, som han arbejdede på de sidste femten år af sit liv. Værket udkom første gang i 1696, men han fortsatte resten af livet med at udvide det med kommentarer og nye artikler. En flittig og engageret stridsmand i kampene mod religiøs fanatisme, overtro og tomt, overleveret tankegods. Hans første større værk, en afhandling fra 1683, har titlen ’Pensées diverses sur la Comète’ (Adskillige tanker om kometen). I sin karakteristiske ordrige stil angriber han her tidens overtro, først og fremmest de talrige eksempler på at man tog varsler af kometer. Men undervejs gennem de mange sider med historiske eksempler på overtro når han også at få formuleret tanker, der skulle forskrække ikke blot katolikker, men mindst lige så meget de medflygtninge i Rotterdam der ellers havde betragtet ham som deres meningsfælle. Sagen var at Bayle slog til lyd for så oprørende tanker som at religiøs fanatisme var værre end ateisme. Ja, han kunne sågar forestille sig en ateistisk stat som ville være fuldt funktionsdygtig, da intet forhindrede at ateister kunne være såre moralske mennesker. Det var vel ikke mærkeligere end at kristne menneskers moral undertiden lod en del tilbage at ønske. Stærk tale i Rotterdam 1683. Disse synspunkter skulle gennem resten af hans liv blive faste angrebspunkter for både katolikker og calvinister, ja, selv vor hjemlige Holberg, der ellers satte ham højt, var forskrækket over så meget åbenmundethed. Men endnu mere end overtroen var det religiøse forfølgelser af anderledes troende der lå Bayle på sinde i de år. Undertrykkelsen af calvinister i Frankrig pinte, og i 1686 udsendte Bayle to skrifter, begge anonyme, der tog til orde herimod. Anonymiteten forhindrede dog ikke at det snart stod klart for alle hvem der var forfatteren. Det kom til at koste Bayles bror (!) et pinefuldt fængselsophold der direkte førte til hans død. Et hårdt slag, som Bayle måtte modtage i sit sikre tilholdssted i Rotterdam. Grundtankerne i de to skrifter fra 1686 er for det første en kraftig fordømmelse af al forfølgelse af trosgrunde, altså ikke blot katolikkernes jagt på calvinister, men i det hele taget voldelige udslag af religiøs fanatisme. Dernæst et glødende forsvar for fornuften og for det almenmenneskelige krav om at skelne mellem godt og ondt, mellem sandt og falsk. Bayle taler her indtrængende om »samvittighedens lys« og gør det enkelte individs samvittighed til noget helt centralt i tilværelsen. Det skulle man jo ikke tro kunne vække protester blandt hans egne, men for det første brød hans calvinistiske trosfæller i landflygtighed sig ikke om at kritikken rettedes mod andre end katolikkerne. For det andet var forsvaret for fornuft og samvittighed ikke noget der burde stå så centralt at samvittighedens lys risikerede at overstråle Vorherres. Resten af sit liv måtte Bayle kæmpe til alle sider for sit forsvar for fornuften. Hans pointe var at fornuftens centrale placering for den enkelte ikke udelukkede en tro på en åbenbaret sandhed. Fornuften var netop Guds gave til den enkelte og ikke nødvendigvis et redskab for spirende ateisme. Få lod sig dog overbevise, og usikkerheden om Bayles personlige ståsted i kampen er videreført helt frem til de seneste års internationale forskning, der fortsat deler sig i forskellige opfattelser af Bayles trosmæssige positioner. Det hjalp bestemt ikke på tingene at de to skrifter samtidigt tydeligt talte tolerancens sag. Endnu i 1686 var tolerance oftest et negativt udtryk som kirkens folk brugte om dem der var for overbærende med kætteri af enhver art. Mod kirkens fjender gjaldt kun intolerance, som var en positiv værdi i de kredse. Bayle er blandt de allerførste til at rokke ved denne sprogbrug. For ham (som for John Locke i England) bliver tolerance et positivt udtryk, og anvendelsen af ordet udvides fra kun at gælde religiøse materier til at vinde indpas mere generelt. Det blev Bayles store problem at man, dengang som nu, totalt misforstod begrebet tolerance. Hvis Bayle tolererede f.eks. ateisme, måtte det betyde, mente man, at han gik ind for det han tolererede. Man forstod ikke (og forstår den dag i dag sjældent) at man netop ikke går ind for det man tolererer. Tværtimod. Man kan kun tolerere hos andre hvad man ikke selv går ind for. Derfor kan man ikke være tolerant i bred almindelighed. Ens eventuelle tolerance må i ethvert tilfælde have en genstand som man accepterer at andre går ind for. Hverken hos Bayle eller senere er tolerance et spørgsmål om at sige ja til hvad som helst. Men Bayles hovedindsats er som allerede nævnt det leksikalske storværk ’Dictionnaire historique et critique’ fra 1696. Sprængfyldt med kontroversielle og ’farlige’ synspunkter og udfald blev værket en skandalesucces der satte nye standarder for hvad der kunne skrives, når blot man var behændig nok. Værket er nemlig i sit hele anlæg på det nærmeste kaotisk i en grad der måtte gøre enhver censor tummelumsk. Bayle havde sammenskrevet omkring 2.000 artikler, men det der springer læseren i øjnene, er det enorme antal noter han lægger dertil (cirka 10.000). Disse noter optager i reglen mindst tre fjerdedele af hver side, og det er her sprængstoffet gemmes i form af polemiske eller mere eller mindre kætterske tanker, der så kan belægges med henvisninger til andres skrifter, henvisninger man kan finde i marginen. Det har ikke været nogen enkel sag at være bogtrykker for Bayle. Naturligvis kunne Bayle ikke være uvidende om den risiko han løb, så meget mere som han her var nødt til at udgive værket under eget navn, uden anonymitetens skærmende kappe. Det forlangte bogtrykkeren, der efter tidens skik også var forlægger. I sin fortale fremhæver Bayle at han har overholdt den ene af historieskrivningens to regler, den der kræver at man intet usandt skriver. Han har imidlertid ikke nøje fulgt den anden regel, den der vil at man skal skrive hele sandheden. »Jeg tror den undertiden er i modstrid ikke blot med al forsigtighed, men også med sund fornuft«. Han burde have været redaktør på Jyllands-Posten. Den antydede forsigtighed forhindrer som nævnt ikke at der tages et solidt greb om adskillige varme kartofler. Som tilfældigt eksempel kunne man jo tage artiklen om profeten Muhammed. Den forholdsvis lange artikel består for 90 procents vedkommende af noter, så der er rige muligheder for at gå på jagt efter skarpe skud. Bayle tager dog afstand både fra overdrevne udfald fra kristen side og fra tilhængeres »skrøner« (fables). Hans egen tone er urban, men han lægger dog ikke skjul på profetens, som han ser det, voldsomme erotiske appetit. I det hele taget er der værket igennem en del for husarerne – det er blot lidt for godt gemt til at værket har kunnet sælges på det! Islams store udbredelse skyldes anvendelse af våbenmagt, siger Bayle, men det har ikke glædet hans kristne trosfæller at han derefter trækker paralleller til katolikkernes nedkæmpning af protestanterne i Frankrig. I det hele taget uddeles hug til både højre og venstre. »Ud fra deres tro er muslimerne forpligtede til med vold at ødelægge andre religioner. Ikke desto mindre har de i adskillige århundreder tolereret dem. De kristne er kun blevet pålagt at prædike og undervise. Ikke desto mindre har de i umindelige tider, med sværd, med bål og brand, udryddet dem der ikke antog deres religion«. Konklusionen er den pessimistiske at menneskene kun sjældent efterlever deres egne fundamentale principper. Pessimismen er et bærende træk i Bayles menneskesyn. Det hedder således i en af noterne til den berømte artikel om manikæerne (en sekt med rødder tilbage i oldtiden, der opererede med to styrende principper i tilværelsen, det gode og det onde): »Mennesket er ondt og ulykkeligt: Det forstår enhver ud fra det der foregår i en selv og ved den omgang han nødvendigvis har med sin næste. Det er tilstrækkeligt at leve fem-seks år (i den alder har man begået og været offer for slette streger; man har haft sorger og smerter; man har været fyldt med vrede etc.) til at være fuldt ud overbevist om disse to forhold. De der lever længe og er stærkt engagerede i tingenes gang fornemmer det endnu stærkere. Rejser belærer bestandigt derom. De giver én beviserne på den menneskelige ulykke og ondskab. Overalt er der fængsler og hospitaler, overalt galger og tiggere. Her ses de sørgelige rester af en blomstrende by, andre steder kan man ikke engang finde frem til dens ruiner«. Ikke just noget lyst syn på tilværelsen, og Bayle måtte da også affinde sig med beskyldninger om selv at gå ind for manikæismens dualistiske syn, hvor princippet om det ondes magt jo er lidt af en sten i skoen på enhver kristen. Bayle afviste selv beskyldningerne i en ’opklarende kommentar’ i anden udgave af ’Dictionnaire’. Men var han oprigtig? Eller var det et mummespil for de censurerende instanser? Var Bayle manikæer? Eller ligefrem ateist? At bølgerne gik højt i samtiden når sagen gjaldt sådanne spørgsmål kan ikke undre. Men det er tankevækkende at usikkerheden består blandt dagens forskere. I anledning af 300-års dødsdagen har der været afholdt seminarer både i Frankrig og Holland, og adskillige udgivelser har set dagens lys. Status er fortsat at man er uenige om i hvor høj grad Bayle var oprigtig når han erklærede sig som troende. Det springende spørgsmål er i hvilken udstrækning man kan bruge censuren som argument for at Bayle mente noget andet end det han skrev? Her er et spillerum som fortsat udnyttes, og som jo også fortsat er aktuelt, så sandt som debatten om menings- og ytringsfrihed, og om såkaldt selvcensur, tegner sig for adskillige spaltemeter i det forløbne års aviser, både her og hisset. Kan man forestille sig noget bedre for en debattør? Det skulle da være at hans kamp mod al fanatisme og mod forfølgelse af anderledes troende en dag måtte sejre. 300 år var i hvert fald ikke nok.